Der er gods i bogen. Det er naturligvis stof, der deler vandene ikke i to men i tre, dem der elsker, dem der hader, og så dem der gerne ville hade men inderst inde har det fint med at følge med.
Og Caroline giver os det, vi har behov for på alle disse tangenter. Drinks, champagne, kanapéer, Herlufsholm, Valdemar Slot, 18-retters serveringer på El Bulli, mødet med Rory Fleming, Verbier  i Schweiz, drinks foran kaminen i Skotland, pre-wedding-dinner på Hesselet ved Nyborg og meget, meget mere.
Og naturligvis fortæller Caroline også om der med tiden bliver smertefuldt for hende, bl.a. fordi hun i ægteskabet med Rory fra familiens side mangler nøjagtigt det, hun savnede i sin opvækstfamilie: Ægte kærlighed.
Bogen er, som man kan forvente. I et meget let og forståeligt sprog fortæller Caroline om meget af det, vi har læst om i dagspressen, det man har kunnet gætte sig til, og nu så også med egne ord om, det, der har været svært, og man må tage hatten af for, at hun er nået dertil, hvor hun er idag og tilsyneladende kan mærke sig selv på en helt anden måde.
Det oplevede vi til Bogmessen i november 2024, at det er muligt for hende at sætte ord på. 

 

En meget speciel bog, skrevet i et specielt sprog, og som vækker nogle af de skjulte følelser i os, dem som vi sjældent kommer i kontakt med i en logisk og regelret verden.
Det gør ikke noget, vi har godt af som læsere at få et wake-upcall, fjerne os nu og da fra den gængse roman hvor man kan smide en model ned over den, og hvor det meste sker mellem A og Z.

Bogen her er stor, tyk at komme igennem, men rig på detaljer, handlinger, sidehandlinger, drama, fine billeder og retoriske metaforer.
For at nævne i flæng er der den med et stykke cellofan, der er spændt ud over Østersøen. Der er den lidt mere barske med Istjvan, der på rigtig, brutal russermaner bider Ottos pik af. 

Atmosfærens skærsild, helt derude hvor kulde er noget andet end på jorden.

Ingen svarer. Ingen kommer. Men et eller andet sted derinde bliver der spillet musik.

Det giver et sæt i Özgul, da han hører stemmen bag sig. Han stivner, som man ville gøre, når man hører det lille smæld fra stiften på en landmine under sin fod.

Uhygge og drama og undergangsstemning er Erik Claudi god til. OGSÅ, - for både dialoger og handling og plots er der ikke noget at sætte en finger på.

Bogen er et slags indspark til den moderne og apokalyptiske verden, hvor AI er en så afgørende magtfaktor, at mennesket glemmer alt om sig selv, om fordybelsen og empatien og henholder sig til, at AI ordner det hele for os.

Vi er en tur i Berlin, hvor det også lykkes forfatteren at prikke lidt til vores lige dele fascination, lige dele angst for efterretningstjenester, ambassader, DDR, overvågning og den hørbare vejrtræknin hos Castro, , Villy Brandt og Ernst Honecker.

WHAT??

Erik Claudi har tydeligvis haft en fest med at skrive bogen

Der er masser af spænding, spiontiltag, dommedagsovervejelser, sammensmeltning af hjerne og teknologi, som via en chip i hjernen kan få paralyserede personer til at bevæge ting med tankens kraft, alt der får os til at gyse og gru ved tanken om, hvad AI kan føre med sig af uheld og genvordigheder - fra fortid og nutid. 

 

Og det kan bogen her. 

 

En ganske imponerende coffe-table-udgivelse, som i den grad er en tur ned af mindernes avenue, hvad angår måden at indrette os på indenfor de fire vægge. Og som sætter spot på den bevidste eller ubevidste historie, vi har valgt at fortælle, når vi indretter vores hjem. Nogle gør det praktisk og "med hovedet under armen", tænker vi, fordi nu var der lige plads til en garderobe her, hos andre er der tænkte lidt mere over tingene.
Det sker, fordi vi, ifølge forfatterne, vil, at vores hjem ikke skal fortælle om vores rigdom og status, men derimod vores smag, personlighed og livsstil. Boligen skal vise, hvem vi er og ikke bare, hvad vi er, og hvor på den sociale stiger, vi hører hjemme.
Design og æstetik spiller idag en afgørende rolle.

Vi får en ordentlig gang historie gennem bogen, der har et spænd på omkring 100 år. Bare sådan noget som en entré, der i første halvdel 1900-tallet med store tunge møbler i mørkt træ, kommoder og paraplystativer tog imod gæsterne og så til idag, hvor der i stedet er skabe og hylder og indbyggede løsninger i entrerne, hvor der skal være god plads til overtøj og vinterstøvler.
Sådan går det slag i slag gennem bogen, som fortæller, hvordan tiderne har efterladt sine spor på hoveddøren, savsmuldstapetet, ure, dørspioner ligusterhækken de lovpligtige husnumre fra Struenses 1771, hvor de blev lovpligtige, men eftersom han faldt i unåde og blev henrettet blev loven afskaffet og erstattet af en ny lov næsten 100 år senere, i 1859.

Udover at være en meget levende og præcist formuleret bog om boliger gennem et århundrede, så er den samtidig et stykke danmarkshistorie serveret i en form, vi alle forstår og ser, nemlig igennem vores boliger.
Mandestuen og kvindestuen, funkisvillaer, lammeskindet, kuglelyset, gasovne, strygejernet, hvortil husets eneste stikkontakt i køkkenet var dedikeret, køkkenmaskiner gennem tiderne, ungdomsværelser med plakater fra Vi Unge, genbrug, fra blå til hvide dyner fra Jysk og en masse, masse andre godter fra hjemmene i Danmark. Ret beset kunne vi ved gennemlæsningen ikke komme i tanker om en eneste genstand fra de danske hjem, der har betydning, som på en eller anden måde ikke er med i bogen.
Som blandt mange andre afsløringer kan bogen fortælle, at 2023 var året, hvor flere voksne danskere for første gang bor alene end sammen i par.

 

En bog med masser af teori og cases om fodboldtræning, 2500 gamle fabler, kognitiv træning, sund aldring af hjernen, fmR1-undersøgelser, memosynes og andet udmærket viden. Man kan så sige, at titlen måske foranlediger os til at tro, at vi får at vide, hvordan vi bliver skrappere til at huske. Her giver bogen nogle få og egentlig ganske udmærkede eksempler på f.eks. hvor mange tal, man kan husk. Husk et telefonnummer, træn dig i at sige en talrække bagfra, notler dig nummerpladerne på biler, husk det kontonummer du betaler til i stedet for at copy paste, lær din indkøbsseddel udenad og begynd i det hele taget at udfordre din hjerne i.
Det er ganske fine, og må vi sige universelle og gennemprøvede eksempler. Dem ville vi gerne have haft lidt flere af. Bogen er skrap på forklaringer om synæsteti, stress, forskingsresultater, Einsteins hjernebjælke, violinbørns hukommelse og socioøkonomiske forhold og mulige træningsscenarier på italienernes sejr over Frankrig i fodbold. Det sidste handler om fukusering. Udmærket paratviden. Som dog ikke rykker gevaldigt ved det, som vi alle går og får udfordringer med på vej op gennem livet og specielt i alderdommen: At kunne huske.
Forfatterne mener, at vores hjerner er UNDERANSTRENGTE, fordi de mangler fordybelse og udfordringer. Det hele handler om, at hjernen skal trænes i nye måder at tænke på i en verden af lette løsninger.
Fint nok. Vi ville bare gerne have haft lidt flere øvelser til at forbedre hukommeren......