Meget af den viden, vi får, det er noget, vi kender. Men ligesom man kan elske at gense en film, kunstneres mesterværker, så er det genkendelsens glæde, når vi læser om diverse episoder fra Augusts liv, og så er det fremstillet i en form, så det er letflydende, nærmest filmisk, og bogen er da også skrevet af en, der for alvor kender noget til filmmediet og dets præmisser.

Vi får naturligt nok en indsigt i Bille Augusts opvækst med en hypnotisør som faderfigur, og det er let at gætte sig til, hvorfra han delvist vil kunne have opdaget mulighederne i at iscenesætte andre mennesker til glæde for andre.
Bogen er blevet anmeldt for ikke at komme tæt nok på mennesket Bille August.
Det er vi bestemt ikke enige i. Vi kommer mest tæt på ham i de interviews, vi finder med Anders August, som fortæller om, hvor hårdt det kunne være, at han faderen i perioder var meget væk, og hvad de gjorde ved savnet. Og vi hører også om, hvordan hans filmvirke generelt har haft en pris, som mange kunstnere nu betaler en pris for det, vi synes er vigtigt og det, de skal.

Også hans ekskoner hører vi fra, og det er ærefuldt, at de ikke er bitre på ham, men lader til at kunne rumme, at han måtte gå sine egne veje, selv om de erkender, at det var svært for Pernilla August, når manden lukkede sig inde i sin bobl af filmverden.
Jacob Wendt Jensen har fuldstændig stileligt og sprogligt til perfektionisme formået at indramme Bille Augusts liv, som Bille August selv forstår at servere en fantastisk historie, nogle er så blevet taget mere vel imod en andre.

 

 

 

Der er rigtig meget at tænke over i denne bog.

Middelalderen var en tid med mange opfindelser og hurtige teknologiske forandringer. For  eksempel blev briller, det mekaniske ur og vindmøllen, der kan drejes vandret efter vinden, alle opfundet i det trettende århundredes Europa.
Se, hvem skulle nu have troet det. Måske vidste vi det, men den her bog sætter ord på, hvor fremskreden en verden, vi har haft i mange, hundrede år. Værd at huske på når vi begejstres over, hvor langt vi mener at være nået siden halvtredserne.
Og så breder forfatteren ellers ud, hvad der ellers skete af naturvidenskabelig karakter dengang. Ganske spændende.
Han kommer også ind på, hvor meget, mange ting i universet ligner hinanden, og hvor meget, vi kan lære af astronomien.
Er det Big Bang eller Gud, der har skabt universet?  
Myten fortæller, at naturvidenskab og kristendom udelukker hinanden, og at vi følgeligt nødvendigvis skal tro på det ene eller det andet. 
Forfatteren udfordrer myten, og han forsøger at anskueliggøre, hvordan man kan leve med begge forklaringsmodeller.
Og endda hvordan viden og tro kan berige hinanden ved at forene rationelle og åndelige perspektiver.
Afsættet er glimrende, især for folk der i bund og grund ikke aner, om de skal hælde til det ene eller det andet.
Og tror, at der må være noget rigtigt i begge lejre.
Tycho Brahe f.eks. hedder det i bogen, betragtede selv astronomien som et redskab til at udforske Guds love for himmelrummet, og da han opdagede en ny stjerne tillagde han det Guds skaberværk.
En interessant bog der også kommer ind på buddet om at elske sin næste, og at det må gælde for alle væsener i himmelrummet.
Fine analyser på et let forståeligt sprog.

 

 

Dansk Psykologisk Forlag

Metakognitiv har i nogle år været en behandlingsform, der hjælper særligt folk, der lidet af angst og depression. Kort fortalt handle det om at vende energierne mere væk fra sig selv og fokusere mere udad.
Man forsøger at ændre tankemønstre og give de mindre konstruktive men ofte mange, svære tanker mindre opmærksomhed.
I lige så mange år har Pia Callesen været en af frontfigurerne i behandlingsformen. Der hjælper folk med tankemylder, overtænkning og negative grublerier.
Bogen her fortæller kort og klart om teorien bag metoden og fører os gennem de mange øvelser på området, som kan frigøre klienten fra symptomer, tanker eller negative aspekter ved ens tilværelse. Og hvordan en ufleksibel adfærd ved f.eks. konstant at holde øje med farer, kan blive elimineret i hvert fald til en vis grad, så livet bliver tåleligt.
Læs om alle mulige former for tanker, der kan opstå i det menneskelige sind. Vi kan garanteret alle nikke genkendende til nogle af dem, idet vi alle ofte har en snert af alt. Når det bliver til en belastning, så er det måske nok på tide at blive behandlet, og i den her bog kan man altså læse sig til, hvordan en metakognitiv terapeut vil kunne hjælpe.

 

 

Vi skal da lige love for, at Anders Niebuhr har haft en fest med at skrive denne bog. Han har et flot billedsprog med masser af metaforer. Eksempelvis:
Som en flåt, der ikke ville give slip, havde Birk bidt sig fast i hendes liv.
Eller:
Og så tog hun det første skrift væk fra den forstenede unge mand, der var det eneste menneske, hun nogensinde havde elsket.
Eller:
Hun lyste ligefrem sensommernatten op med sin skønhed, og det endda helt uden at anstrenge sig.
Wow siger vi bare. Hvilket sprog, hvilken vilje til at give læseren en flot indpakning.
Der dog KAN blive lidt for meget:
På den flade strand var det stadig bidende koldt, og de enkelte måger, som havde trodset vejret, formåede ikke at overdøve vindens tuden med deres ensartede skrig.
Her løber adjektiverne fra os og overdøver handlingen. Det sker en række gange i den store og meget velkomponerede bog. Det skal man dog ikke lade sig forskrække af, især ikke hvis man interesserer sig bare en smule for historie og i særdeleshed Harald Blåtands søn, Sven Tveskæg.
Anders har sat sig grundigt ind i historien, hvor bogen her er første bind i en romanserie om Sven, den sagnomspundne vikingkonge.
Vi kommer godt ned i detaljen omkring vikingernes langskibe, der var gennemtæsket af naturens elementer flere gange, endnogen kunne tælle. 
Og vi er med på slagmarken, hvor blodet sprøjter, hvor våbnene skærer sig igennem muskler, og hvor Thor søger dækning tæt bag sin døende fjende.
Bogen lever godt ud til læseren, og det er det, en god bog skal kunne. At leve sit liv blandt læseren.

 

Det gennemgående, underliggende og lejlighedsvis godt skjulte ved historierne om de 12  superiværksættere er lysten til at give folk noget. Det, der er drivkraften er at give fra sig. Viden, produkter, tanker, ideer.

Sætningerne er spredt ud over bogen:

Mange virksomheder ville gerne have den hjælp, som vores værktøjer kunne tilbyde
Jeg var begyndt at forstå fordelene ved tilbagevendende aftaler
Vi rådgav kunderne om, hvordan man laver indkøb
Vi lavede også gradvist mere og mere strategi for virksomhederne
Det var med kold kanvas.....for gradvist at skaffe de kunder, som de havde brug for
Vi tog ud til dem og hjalp dem med det
I mange år brugte jeg megen tid sammen med kundeservice for at forstå problemerne med kunderne
Vi havde stærke holdninger til, hvordan man eksempelvis bygger en hjemmeside til kunder....
Vi har altid sat kunden først og sørget for, at kunden får en perfekt oplevelse
Det handlede helt sikkert ikke om penge

 

Jovist, er der en masse om motivation, penge, aktier, arbejde i døgndrift, finde de få men rigtige medarbejdere, et intenst arbejdsmiljø, ekspansion, gennemsigtighed, ledelsesdiskussioner, medarbejderpleje osv osv. Men under det hele, hvilket enhver succesrig iværksætter er pinligt bevidst om, drejer det sig om produkt og service. Går man efter kun at tjene penge og gøre virksomheden til noget hit-and-run i diverse forklædninger, er man hurtigt ude på et skråplan og lige så hurtigt på vej helt ud. 
Fordi mange af bogens forfattere stiller sig frem og viser såbare sider som tvivlsomme barndomme og konkurser, så er der plads til mere end bare succeser, slid og millioner.
Bogen er rigtig fin for folk, der har interesse i start-up-virksomheder, og mener man det seriøst, og har man den langsigtede interesse, så får man en meget bred vifte af goodies, der med iværksætternes egen historie på næsten enhver tænkelig måde fortæller om muligheder, fejltrin, succeser, hårdt arbejde, og hvad der ellers skal til for at drive en virksomhed, der har et godt produkt og kan hjælpe andre på deres vej.

 

En af de helt store juveler i denne bog er sproget. Sådan er det ikke altid i bøger om guddom, Jesus og i det hele taget bibelske tekster. Når det så samtidig er muligt, måske netop ved hjælp af sproget, at kunne relatere til rigtig mange af bogens karakterer, til konflikterne, til sorgen, til valget mellem tro og frygt, ja så bliver det næsten ikke bedre. Så er man lige pludselig en del af de testamentariske værker. 
Historien går på, at da kong Hizkia vælger at forny Guds lov, så oplever Juda ganske vist en tid med fornyet velstand. Men det er en udfordring at efterleve Guds vilje.  Nu bliver kongen så stillet over for nogle upopulære valg, i sit private liv som i det politiske.
Og så tager spændingen fat. 
Bogen her er andet bind i serien om Konge Krønikerne, der omhandler tre af kongerne i Davids slægt, Akazm Hizkija og Manasse.
I dette bind bliver vi for alvor udfordret på troen og at stå op for det, vi tror på, og tage konsekvensen af det. Det kunne måske bruges i brede kredse idag, hvor det i et vist omfang synes ok at løbe fra sit ansvar. 
Videre bliver Hizkija i den grad ramt af tvivl og fortvivlelse og stiller spørgsmålstegn ved Gud om, hvorfor en elsket person gik tabt. Det har man stillet spørgsestegn ved til evige tider. Og det viser sig da også, at alle personer i bogen her på et tidspunkt har mistet troen. Nogle falder, nogle genvinder troen og kommer videre og bliver stærkere. Og svaret i bogen her er, som vi så ofte får at vide, at liv og skæbne er ikke det, der definerer vores tilværelse. Det er måden, vi tager livet og skæbnen, der er afgørende.
Og når vi så på reelt nudansk kan læse, at sætter man sin lid til Herren, så forsvinder alle fjender ganske enkelt gang på gang og een for een.
Det er stærkt.
Det er en fornøjelse at læse denne bog, hvilket man udmærket kan gøre sideløbende med Biblen, for så er der ting, man forstår bedre og på en anden måde.

 

Det kan være, at vi, der har oplevet perioden med Schlüter, Ellemann og Dyremose, at bogen er et interessant stykke politisk historie. Ikke at vi får så forfærdeligt meget mere at vide, end det, vi kender til fra andre biografier og dokumentarer. Men det er interessant at høre fra Dyremose, hvordan han oplevede politikken dengang i firserne og halvfemserne. 
Han lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive det, han bidrog med.

KU betragtede mig om den konservative politiker, der havde bidraget mest til politisk nytænkning
I et interview i Information advarede jeg ligeledes ....
Jeg advarede også . . . 
Jeg foreslog blandt andet....Mange år senere gennemførte man nogle af de ordninger, jeg havde foreslået...
Jeg har altid ment, at vi skal acceptere, at kvinder og mænd er forskellige . . . men samtidig ligeværdige...vi skal kunne tale sammen
Jeg var temmelig overbevist om, at jeg ville have været dem rigtige leder, hvis det var lykkedes os at bevare regeringsmagten,og jeg var blevet statsminister

Det skinner igennem bogen, at Dyremose altid har haft pænt høje tanker om sig selv, og at han også i rigt mål har haft evnen til at formulere det. Og da også har haft noget at have det i. På tryk kan det gennem bogen godt virke en smule patetisk, men man må så også huske på, at Dyremose trods alt gennem flere perioder har sidder helt i toppen af regeringsmagten, og det gør man ikke, hvis ikke man har noget at byde ind med.
Vi får da også mere end rigeligt at vide, hvad han kunne byde ind med, og hvor hans begrænsninger så lå, især da han kørte træt i politikken, og de bagholdsangreb, han mener, han blev udsat for. Og det er også temmelig spændende, at han løfter fligen for, hvad han håber for sin familie og for resten af verden, og kommer med et håb om, at scenen i USA skifter tilbage til noget mere genkendeligt efter næste præsidentvalg.
På en af de sidste sider kommer han ind på
Det kan undre og bekymre mig, at den sociale arv stadig spiller en betydelig rolle i mange menneskers liv. ....Hvorfor har uddannelsessystemet og velfærdssystemet ikke ført til mange flere mønsterbrydere som mig selv.
Især den sidste sætning er lige lovlig meget, idet det burde være ganske forståeligt for en tidligere toppolitiker, at ikke alle har lige vilkår trods et veltilrettelagt uddannelses- og velfærdssystem. Der er altid nogle, der falder igennem eller andre når mere end at skimte overfladen. Der er stadig noget, der hedder social arv, Dyremose.
Men tak for fin læsning og en tur ned af mindernes avenue i en bog, der er lige dele politik og lige dele personlige betragtninger på opvæksten og på de muligheder, den trods alt gav og så tilbageblik på en lang karriere, der kom til at røre ved meget andet end Christiansborg.

 

En  bog om det at blive ældre, meningen med ældre, synet på ældre, at være senior og ikke ældre, og hvordan man får det bedste ud af de sidste kapitler i ens liv.
Vi får generationssammenstødene præsenteret for fuld udbæøsning. Unge forstår ikke sparsommeligheden hos ældre, der har oplevet krigen, men ældre ikke forstår, at unge ødsler penge væk på boliger og rejser.
Og de unge forstår sig heller ikke på, at selv om de ældre befinder sig rigtig godt i eget hus, så kunne de jo godt flytte til noget mindre, hvor der ikke skulle gøre så meget rent og laves praktiske ting (af de unge forstås)
Bogen fortæller, at langt de fleste seniorer bliver boende i deres eget hus, velvidende, at det ville være mere praktisk med et mindre hus.
Men nu forholder det sig altså sådan, at seniorerne efter et langt liv samme sted har opbygget en enorm kende-kreds, og den flytter jo ikke bare med.
Bogen har også en masse med om fremtidsfuldmagter, om holdningen til genoplivning, livsforlængende behandling, grænser og sårbarhed i forhold til børn og børnebørn. Og forfatterne bruger et citat af psykologen Frej Prahl til at anskueliggøre, at generationerne KUNNE lære noget af hinanden. Mens Lotte Heise, Løgstrup, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og Hella Joof også får taletid i bogen.
Peter A.G. har endvidere et budskab med sin Gnags-sang Når jeg blir gammel, mens aldersforskere og seniorer også giver deres besyv med.
Generelt er vi ikke meget for bøger, der er fyldt med citater og vers fra andre. 
I den her bog fungerer det imidlertid nogenlunde, idet det hele kommer som et flow og en naturlig del af andre cases og beskrivelser af mennesker langt oppe i alderen, som på forskellig vis forsøger sig med et ultimativt godt liv.

 

 

 

Har man en dement i familien, eller er man bange for, hvad det kunne ende med, kan man som udgangspunkt og alt andet lige ikke vide for meget om, hvad man kan gøre. Den her bog tager udgangspunkt i den socialpædagogiske tilgang, Marte Meo, der bygger på principperne for anerkendende kommunikation. Den er skrevet til behandlere, men andre involverede i behandlingen omkring en patient vil helt sikkert kunne finde guldkorn i den, som man vil kunne bruge over for ens kære, der er ramt af demens.
F.eks. er det vigtigt at lægge en vis autoritet i sproget, her er det mig, der bestemmer-agtigt uden at være kommanderens. Det er vigtigt som behandler eller pårørende at være bevidst om menneskets forskellige sanser for at kunne vejlede og bruge dem rigtigt. Og ved invitationer siger man slet og ret Kom med mig i et forsøg på at stramme sproget op, så alle har glæde af.
Lad denne lille omtale af bogen være en indgang til at studere Marte Meo-metoden i forsøget på at blive bedre til at håndtere demente.

 
Det er velgørende og en fornøjelse og også overraskende at have en bog i hånden, der er een lang grafisk fortælling, og som har et fantastisk budskab, der går rent ind. Nemlig at en far mister sit barn, kæmper med sorgen, hvordan tilværelsen på det nærmeste falder fra hinanden -, og hvordan barnet så dukker op som engel og hjælper faderen på ret kurs igen.

Bogen er autofiktiv og hele vejen igennem en flot og meget bevægende bog om det at miste. Ikke bare sin dreng men også sit parforhold, og det meste af sig selv. Vi bliver endda vidne til, hvordan farmand sidder ved sønnens grav på hans fødselsdag med en legetøjsbil. Og vi kan læse et rørende brev om Anne, der er ligeså ensom i sin sorg som Anders. De kunne bare ikke finde ud af at sørge sammen.
Buster dør på operationsbordet midt i en scenarie på hospitalet, hvor alt er forberedt, hvor lægen siger, at de har foretaget mange operationer, hvor de opmuntrer Buster og fortæller forældrene, at deres søn er en sej fyr.
Så sker det forfærdelige.
Og ind på vores nethinde printer sig kirke, kiste, begravelse, farvel fra klassekammeraterne. Anders forsøger at arbejde sig ud af krisen. Og så en dag går Anders og Anne fra hinanden.
De kan ikke mere.
Og så er det, at opstandelsen sker.....

En meget vigtig bog, anderledes, og en rigtig givende måde at forholde sig til død, sorg - og livet på.