Kristoffer Flakstad
Den danske bog om Norge
262 sider
Gad

En betragtelig mængde af viden om vort nordiske broderfolk udkommet netop på nationaldagen i Norge, den 17. maj.

De senere år er det blevet betydeligt populært at besøge landet mod nord. Derfor er forfatteren tilskyndet til at lave en historie om det lange land, og som da også indeholder store former for indsigt i såvel historie, kultur, politik og religion, såvel  som mad, søfarere, hekse, kongelige, forfattere, politikere, popstjerner og mange andre, som indgår i historien om Danmarks og Norges fælles fortid - og nutid.

Det er imponerende så meget, der kan være plads til på de relativt få sider. Men det er lykkedes. Og med bogen som solid baggrundsinformation, bliver man godt inspireret til at tage afsted og dvæle ved alle de minder om fortiden og om den historie, Norge er en del af.

Vi begynder for mange, hundrede år siden, ja næsten tusind, og vi bevæger os vildt omkring fra de venezianske købmænd i 1431, da sejlene blev sat i Chania, hvor skibet kom ud af kurs og landede i Norge. Vi kommer over Hans Egedes forsøg på at ville genrejse den norske kultur i Grønland, vi kommer omkring persioden i 1400-tallet, hvor det dansk-norske rige samlede sig åndeligt og økonomisk, vi kommer omkring den sprudlende handel med Hanseforbundet i Bergen, vi kommer omkring det store jordskælv i begyndelsen af 1900-tallet, vi oplever Et Dukkehjem, Hitlers interesse for Norge såvel som meget andet kultur på Blixen- og Sigrid Undset-, Grieg, Hamsun og Sandemose-niveau. Og naturligvis får vi historierne om, hvad der skete, da Norge fandt guld, altså den olie, der har gjort landet umådeligt rigt.

Utøya har sit eget kapitel i bogen, ligesom vi kommer omkring de kongelige, heriblandt prinsessen der ville gå sine egne veje.

En af forfatterens missioner med bogen er tydeligvis at gøre landet mere spiseligt end han mener, vi som danskere gennem historien har anset Norge for: Som en slags lillebror. Det skinner igennem i hans bog, at danskerne i en eller anden udstrækning ofte har set på det norske folk ved at kigge lidt nedad, og at det er en historie, der går langt tilbage. Og som måske i virkeligheden er blevet forstærket af olieforekomsterne, der bliver tillagt held i visses øjne. Hvem ved . . . 

Forsøg på oprejsning eller bare en udvidet rejsehåndbog? Det skal vi lade læserne vurdere. I hvert fald vil vi mene, at bogen indeholder en guldgrube af viden suppleret med finde billeder af såvel naturen som hæderkronede byer samt moderne arkitektur.

Samlet er det en udgivelse, som vi mener giver en overordentlig fin introduktion til Norge. I fortid og nutid.

Naoise Dolan
Godt selskab
303 sider
Gutkind

Næsten profetisk har forlaget valgt en titel, der rammer. For man føler sig i rigtig godt selskab med bogen.  Humoren er i top, sproget glidende og let, og handlingen er en, man fra forskellige sider kan se sig selv i.
Med et underspillet glimt i øjet og en ironi og distance, der passer glimrende til at udstille dekadence og nykker omkring magt og penge, skriver debut-forfatteren af karsken bælg. Og hun kan virkeligt skrive, så man føler sig underholdt.

Elitær læsning eller litteratur på højere niveau er der ikke tale om, men virkelig god underholdning, hvor der også er noget at tænke over, og hvor man efter endt læsning har mulighed for at rykke sig som menneske, hvis man ellers har modet til det.

Hvad vil man selv i sit liv være med til. For penge? For at få et sted at bo For at følge sine lyster og sin tiltrækning?

Ava mangler et sted at bo og møder Julian, der HAR et sted at bo, tjener styrtende med penge og ikke har noget imod at låne hverken et værelse eller kreditkortet ud til Ava - mod lidt selskab og sex til gengæld.

Så møder Ava Edith, som hun i modsætning til personen Julian føler sig tiltrukket ud. Og så udvikler romanen sig til det forudsigelige trekantsdrama: Og skal Ava nu vælge penge eller tiltrækning eller begge ting, og kan man det, og hvordan får man fortalt det ene og det andet til nogen af dem, og gør man det.

Et interessant og never-ending issue, der kan skabe kaos og rod i enhver, men som i virkeligheden handler om at holde fast i sig selv og forblive tro overfor ens værdier. Og her er bogen god til at sætte ting på spidsen, så læseren får mulighed for at tage stilling.

Sex-akterne er heldigvis ikke særligt detaljerede. Det ville være gab. Det skal forfatteren roses for. Det bliver ved meget korte så gjorde vi det, nu sker det-scener.

Og så gode, teatralske spørgsmål, mangen en utro nok har stillet sig selv:

Selvfølgelig er det normalt at have sex med to personer i samme seng og ikke fortælle nogen af dem det.

Hvabehar . . . 

Forfatteren har et indbydende og hyggeligt sprog med one-liners, man kun kan trække på smilebåndet af:

Næste dag på arbejdet fik jeg en hoste, der amputerede alle mine sætninger.

Hendes opslag var som poster i en skattejagt.

Jeg viste ham tøjet, der var rullet sammen som suschi.

Jeg havde stadig ingen kæreste. Jeg spekulerede på, om jeg kunne få et digt ud af det.

Ikke engang jeg nyder mit selskab.

Vi er vilde med den ironiske distance, hovedpersonen har til sig selv. Man kan sige, at den form for leben i verden ofte er med til at fjerne fokus fra ens sande værdier og ens inderste kerne. Men det er vel også meningen at fokusere på det i en bog, der igen ganske enkelt er godt selskab.

Slutningen passer fint til resten af bogen. Der bliver bundet en god sløjfe for læseren, og man har endda mulighed for at tænke over, om man selv ville have valgt sådan.

Sten Jacobsen
Vejen til Berlin
424 sider
Brændpunkt

Sproget og tonen er gennemført og for det meste, hvad man kan forvente af en dannelsesroman, der er skrevet ganske mange år efter, at dannelsen blev indført. Visse steder endda højagteligt og ganske ærbødigt.

Og ganske præcise og i vor tidsregning ikke alt for almindelige ordstillinger, hvilket er  forfriskende.

Han gik foran hende og kunne i ryggen mærke, at hun fulgte efter.

Umærkeligt svøbt sig om byens huse. . . 

Bagerudsalget.

København var bleven en europæisk storstad.

Stedlige forhold.

Sognebørn.

Visitten.

Hænderne sad grumme godt på hende.

Dér fik han nok den skinhellige karl.

Kollektkasserne.

Hælder til den anskuelse.

Man afsang Vor Gud han er så fast en Borg.

Det danske sommervejr tilsmilede . . . . 

Er man ynder at et godt, gammeldags sprog med vendinger, der danner relief om gamle dage i København og på Sjælland, altså sidst i 1800-tallet, så er man godt tjent med bogen her.

Handlingen:

Som en anden Søren Kirkegaard vandrer Karl Henrik Theodor Severinsen fortvivlet rundt i København efter, at hans elskede har svigtet ham til fordel for hans bedste ven.
Han vil nu finde ud af, hvad der er galt med ham. Han skal på en indre rejse.

Og håber at genvejen er en ydre,

Så han tager ophold, som det lidt gammeldags hedder, i en lille sydvestsjællandsk landsby; sjovt som forfatteren har valgt at kalde de sjællandske byer for f.eks. N. og F., V. og S., mens Skælskør og Haslev, Køge og Roskilde fint lader sig åbenbare.

Nuvel, måske man kan regne den ud, vi har været omkring Slagelse, hvor Poulsbjerg Øl stammer fra, og den er nævnt i bogen, måske Stubbekøbing, idet der vist endnu som i bogen står en statue af Frederik den VII , Vordingborg, Sorø og Nakskov og Faxe kan også være i spil på en eller anden måde . . .Skal vi prøve at holde os til Faxe.

Romanen animerer som vist til et vist geografisk detektivarbejde, for det er altid interessant med historiske romaner, der giver os ekko af en fjern fortid.

Karl Henrik lejer et værelse og bruger sit krudt på at komme igang med en roman, som han titulerer Forgjort. Det bliver sådan lidt autofiktivt, idet han skriver om sig selv og det lille samfunds borgere.

En kær roman der udmærker sig ved at give forfattere in spe nogle gode hints, idet det f.eks. ofte er vigtigt at lade personerne i romanen om at udvikle det videre forløb, selv om forfatteren har en helt anden idé . . . .

Og det må vi sige er et af elementerne i bogen. At nogle gange har man bare ikke kontrollen, men må lade sig følge med.

Spændende, spændende. Der er masser af gode lokationer i bogen, lige fra Holmensgade, Sortedamsøen,Søndermarken, Østre Farimagsgade, Frederiksberg Station, Århus og naturligvis - Berlin.

God læselyst. Romanen er anderledes, men en af dem, man bør gribe på vejen til at blive et måske lidt mere - åndrigt og dannet menneske.

Claus Grymer
Aftenvindue
48 sider
Brændpunkt

Claus Grymers digte sprænger sig vej gennem fortid, nutid og fremtid og forholder sig til, at det varer ikke længe, før vi skal herfra. 
Livet er et kort sekund.
Det er sunde digte, der lærer læseren noget om at bevare optimismen, om at lade accepten favne livets vilkår, at fremtiden ligger trods alt om det næste hjørne. Men også at trods den tillokkende flugt udi Morten Korch-filmens lykkelige slutninger, så står realisme og hverdag klar til at opsluge dig, så man må bifalde de små succeser i hverdagen som at finde de batterier i Brugsen, man ledte efter.

Digtene er både morsomme og ophøjede, og den balance evner digteren, forfatteren og den tidligere journalist.

Jeg tror, at Gud findes,
og at han finder mig
også når jeg ikke tror
at jeg findes

Hvor rådvildheden og depressionerne og forvirringen sætter ind, her løfter troen én på plads, i hvert fald for en stund -, måske indtil man står og modtager en slags sorghjælp af Brugsuddeleren, fordi der ikke var mere tandpasta efter hustruens død. Eller måske indtil man opdager, at troen på, at man er havnet på den rigtige klode er døende, og at det er vigtigt at give børnene den sidste rest af troen.

At leve er at miste
hvad jeg aldrig havde

Her er noget at tænke over, og det fine ved Grymers digte, at de spreder sig over mange forgreninger og finurligheder, som bringer os ned i de tænksomme kroge, hvor vi ofte ikke har tid til at befinde os.

Flere af Grymers digte kan man læse i hans forrige digtsamling, som du kan læse om her.

 

 
Anne Sofie Kragh
Det første år
280 sider
Politikens Forlag

Man kan undre sig lidt over titlen på bogen om Mette Frederiksen. Det kalder vi den med rette. For den handler om hende og ikke udelukkende om hendes første år. De første anmeldelser i dagspressen gik meget på spillet i de kritiske dage omkring nedlukningen i foråret 2020. Det er da også nok så spændende læsning om al den virak, hun lige pludselig befandt sig i i hendes første år.

Men bogen handler om så forfærdelig meget andet end det første år. Selv om det naturligvis fylder det meste.

Bogen er uhyre velskrevet, indlevende og i visse tilfælde så malende og autentisk, at man næsten føler, man står midt i begivenhedernes centrum.

Vi får en masse at vide om landets statsminister. Også af privat karakter.

For nogle er det måske ligegyldigheder, mens andre vil kokettere med, at de er da ligeglade, hvad de nok ikke er alligevel. For vi synes vel egentlig, det er interessant læsning at sammenstykke et billede af et menneske, der er nået helt til tops i dansk politik, og som med sin tro væbner, Barbara Bertelsen, uden al tvivl har sin store andel af æren for, at Danmark er kommet så relativt smertefrit gennem en corona-pandemien.

Vi får eksempelvis at vide, at når Mette Frederiksen lakerer negle, insisterer hun på, at de får tre lag. At hun godt kan ærgre sig over, hvilket tøj, hun har valgt til en bestemt dag. At hendes livvagter kalder hendes kat for en curling-cat efter, at de så hende redde den ned fra et træ. At hun på sit barndoms- og ungdomsværelse havde plakater hængende af Wham og Michael Jackson, at hun var vild med Preben Elkjær, at yndlingsslikket i ungdommen med broderen Per var små, kvadratiske karameller, og at de blev sorteret efter farve i Tupperware-bøtter.

At hendes politiske forbillede var socialdemokraten Peter Sabroe. Som langt senere inspirerede hende til at kalde sig børnenes statsminister og at give drengene fra Godhavn en undskyldning. Vi lærer, at farmand Frederiksen bildte Per og Mette ind, at familiens opvaskemaskine var gået i stykker for at kunne få noget kvalitetstid med dem; det var vigtigere at være fælles om en opvask, end at tingene blev puttet af vejen i en maskine.

Vi får også at vide, at det var tilstrømingen ved en begravelse efter terrorangrebet i København i 2015, der afgørende ændrede Mette Frederiksens holdning til udlændingepolitik, og som gjorde, at Socialdemokratiet begyndte at stemme med Venstre og Dansk Folkeparti i udlændingespørgsmål.

Vi læser også passager om dengang, Martin Rossen var noget mere forbeholden overfor Mette Frederiksen. Vi næsten ser for os, at Mette Frederiksen tager et bad, griber en badekåbe og gør klar til en telefonsamtale med præsident Trump, som det lykkes for hende at charmere, så hun i hans mund overnight så at sige bliver til en wonderful woman.

Og så er det naturligvis, at vi på rigtigt, rigtigt mange sider får et dybt og sobert indblik i landets førende maskinrum, da drastiske beslutninger skal tages efter, at coronaen har vist sit ansigt i Danmark.

Og ynder man at læse om tiden i maskinrummet med corona, så bør man bestemt gøre holdt ved denne bog. Ynder man at læse om lidt mere private ting om f.eks. Mette Frederiksen og også Esbjerg-pigen Barbara Bertelsen, der blev mobbet i skolen, men siden med en erhverspsykologs sanktion har fomået at stå op mod vinden og være stærk, så er der også fine karakterbeskrivelser at hænde.

Samlet er bogen på en vis måde en hyldest til to stærke kvinder, der er vokset op med både almindeligheder og småtragedier rundt omkring sig, men som nu er endt i Danmarks absolutte, politiske top.

En bog der behandler stoffet levende og vibrerende, og som også giver læseren et godt grin over beskrivelsen af Mette Frederiksen, der for 4-5 år siden på Grønland ville dele et æble med en høne og endte med at sidde fast i fårelort. . . .

Tøjet? Det blev spulet rent, mens hun havde det på.

Zahra Pedersen
Ti kameler for Ameera
280 sider
Grønningen 1

En virkelig morsom, lærerig og tankevækkende roman, der kan bruges af alle, der er på udkig efter en partner eller livsledsager, eller som bare er optaget af klassikeren med, at nu er tiden ved at rinde ud.
Hjælp, hjælp, panik panik....
Bogen er skrevet af multimediemennesket Zahra Pedersen, der er datter af en i visse kredse kendt imam og har altid været vant til at skulle navigere i to verdener: Den religiøse og den ikke-religiøse. 
Hun har altid gået sine egne veje og meddelte som 11-årig, at nu ville hun til at gå med tørklæde trods faderens råd -, og hun smed det først igen fem år senere.
For nu ville hun drikke, feste og more sig som alle andre unge, hvor hun hidtil havde skullet forsvare sig omkring sin livsførelse og påklædning.
Som lidt ældre blev hun syg, så flyttede hun til London og har åbnet et fitness-brand, der kører over Youtube og Skype, og arbejder også bredt med podcasts.
Og nu er hun altså forfatter til en bog, hvor hendes iver og begejstring smitter tydeligt igennem, som vi ser det på hendes youtube-kanal, hvor hendes barnlighed og simple begejstring over at åbne kassen med hendes bøger viser, hvor meget, hun kan brænde igennem hos læsere og lyttere.
Hun har ganske enkelt prøvet lidt af hvert, og den rigdom og erfaring øser hun af i en bog, der ganske vist tager afsæt i en islamsk familie, men som fint kan bruges af alle vi andre, der leder efter den eneste ene.

Zahra Pedersen er ganske enkelt god til at formidle, hvad man kan kigge efter og have in mente i sit valg, når man dater:

Han virker forlegen, som han sidder der og piller ved sin serviet på bordet.

"Jeg var virkelig nervøs for at skulle bede om din hånd" 

Jeg kan virkelig godt lide dig, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at blive en god mand for dig.

Jeg fortalte min mor om dig, næsten med det samme. Hun var så glad for, at jeg endelig havde mødt én.

Så kan det vist næppe blive værre og mere creapy. Og når man ovenikøbet sidder og checker sin mobil for at lede efter beskeder fra andre mænd (læs=har tankerne hos andre), så skal man vist være ualmindelig svagtseende eller følelsesmæssigt grundigt til falds, før sådanne udsagn eller lignende ikke er totalt creapy.

Nu er bogen jo en roman og ikke en decideret dating-manual. Alligevel er der så meget visdom at hente i den, at den efter vores mening er guf for kæreste-spejderi. 

Det at finde en soulmate er sindsygt hårdt arbejde. Man skal igennem en masse nitter, før man finder en ordentlig fyr - hvis han overhovedet findes - ellers er man nødt til at slå sig til tåls med den mindst utiltalende af sine fætre.

Nu er udsagnet sagt i en bestemt kultur i et arabisk miljø, men SÅ forskellige er vi altså ikke på jorden, og nærværende anmelder har da hørt også danske kvinder udtale, at det kan da godt være, han ikke er den mest lækre, men han er da helt sød og kan sikkert give mig nogle fornuftige børn . . . 

Så er vi der, hvor måske desperationen trænger sig lidt på, men er det ikke også ok, hvis uret tikker så meget, kunne man hævde.

Ikke alt i livet fås, som man ønsker det. Det er bogen her med til at understrege vigtigheden af at erkende.

Vi har indtil videre kigget godt efter de gode tegn og udsagn om optimal dating, og udover de direkte og indirekte og godt skjulte hentydninger og råd har bogen bestemt en fin handling.

Om hvordan forældre og familie lægger pres på de unge, om hvordan dating skal foregå i etniske kredse, om venindesnak og lækre fyre, om når knæene bliver som gele over en kollega, om at blive tvunget til at danse mavedans med en tante til et bryllup, om at have en betroet veninde på sidelinjen, om at blive vurderet med blikket op og ned af tøjet af sin mor, når man skal ud, om at holde en mand for nar, om Ameeras mor, der ikke mener, at ægteskaber handler om kærlighed osv. osv.

Brug først noget tid på virkelig at tænke det igennem. 

Vil det virkelig være så slemt, hvis jeg gifter mig med ham.

Den kan man måske også bruge.

Eller hvad med den her:

Jeg begyndte først at tvivle på mine følelser for Ghaz i det øjeblik, det virkede, som om David blev en reel mulighed. 

En smal begrundelse, kan man måske sige, men uhyre common i det virkelige liv.

Læsningen er spændende, handlingen er god, og at den så foregår i London, giver den et strejf af noget eksotisk og lækkert.

En fin debut. Lækkert pakket ind. Vi kan godt forstå, forfatteren jublede på Youtube, da hun pakkede den ud af kassen.

Ashley Audrain
Instinktet
384 sider
Hr. Ferdinand

En psykologisk thriller der er så levende og medrivende, at den næste bog, vi skal igang med, nærmest, er vi bange for, blegner. Vi vil bare tilbage til Ashleys personer. Og hvad der videre sker med dem.

Mødre, moderskab, paranoia, stress. Det er hovedingredienserne, og det er beskrevet, som det, det er: Livet itself.
Bogen går så meget under huden, at man som læser til sidst ikke længere stoler på sig selv og sine egne - instinkter.
Hvilket hurtigt kan gå ud over tilliden til ens dømmekraft - og desværre også tilliden til andre og deres dømmekraft og deres tro på dig.
På den måde kan bogen være en smule farlig at give sig i kast med. Men også væsentlig og vigtig. 
For det er sundt nu og da at få ens indre spændvidder og vanetænkning revet op med rode for at få dem til at lande i sikker forvisning om, at du til syvende og sidst kun har dig selv at stole på, men det har du så til gengæld også, måske endda mere end før.

Bogen er et grumt portræt af en mor, der er sin egen værste fjende. Efter sin datters fødsel havner hun i en depression, og selv om hun har svoret, at hun skal gøre det bedre end egen barndom, så kniber det gevaldigt. 

Blythe vil så gerne give Violet, hendes første barn, masser af kærlighed. Men for det første er det aldrig nemt at blive forældre til den første, for det andet er Violet bestemt ikke noget nemt barn. Blythe har store udfordringer med selvtilliden, føler hun gør alting galt, og bliver på ingen måde bakket op af sin mand, Fox, der synes, at Blythe bilder sig noget ind. Det skal så siges, at Violet også opfører sig anderledes, når de to er sammen.

På et tidspunkt føder Blythe en søn, der kommer til at hedde Sam, og ham går det meget bedre med. Og Violet ser endda ud til at acceptere ham, selv om det bestemt ikke er lige ud af landevejen, at en mors forhold til lillebror ser ud til at gå mere smoothy end til søster.

Debutforfatteren, der har skrevet en bog, som snart bliver filmatiseret, er rigtig god til at karakterbeskrive. Og er god til at fortælle, at på trods af de bedste intentioner, er der ofte nedarvede ting, som går igen i generationer, og at livet af den årsag kan udvikle sig til et mareridt, hvis man er uheldig.

Nogle gange hader man som læser Blythe, andre gange fatter man sympati for hende. De afspejler det totale kaos, som Blythe selv føler, og det er så vanvittig godt beskrevet af forfatteren, at man bliver helt urolig for sig selv.

Bogen er tillige ganske, ganske livagtig i sin fortælling om utroskab og de følelser, den forsmåede bliver efterladt med, når man bliver forladt til fordel for en ny, som man så på det nærmeste får lyst til at stalke - og gør det.

Hvilket igen siger noget om Blythes psykiske sindstilstand.

Romanen er fyldt med sur mælk og kropslugt, pletter af brystvortecreme på sengetøjet, en evig rand af tekoppen på natbordet, mælk der løber til og bryster så hårde som sten og tanken om, at det stikker i dem næste gang, der skal ammes, og ingen forskel på dag og nat og dynger af tøj på vej til vask.

Undervejs i romanen sker der dramatiske og sørgerlige ting, og der sker også det, der for mange af os kan virke ganske genkendeligt; at man vokser fra hinanden, som man nu siger, og begynder at køre et parallelløb. Yderst livagtigt beskrevet. God menneskelig indsigt fra forfatterens side. Nogle gange sker det bare. Nogle gange kommer der en trediepart ind i billedet. Det gør der så her. 

Læs en bog om moderskab, generationer, parforhold og selvopretholdelse; emner der bliver udfoldet på en måde og kommer så tæt på at det nogle steder gør temmelig ondt.

Conny Palmkvist
Sundets røde nelliker
520 sider
Turbine 

Det spændende ved bogen her, er udover indholdet, måden den er skrevet på.
Sådan mere eller mindre i dagbogsform og beskrivelser i nutid.

Gennem og vindens rasen råber Kjær mod land, at han kun kan tage mænd med på vejen tilbage til Sverige. Kvinder og børn tør han ikke transportere.

Hver morgen står Ingrid Rasmussen op og vækker børnene og får spørgsmålet, hvor far dog er blevet af

Det hændte, at jeg skulle have spioner med til Danmark, noget som svenskerne officielt ikke tillod. Så talte jeg og de fire om det .. . . 

Benni synes, han kan ane endnu en mand, men han er ikke helt sikker. En grøn lampe blinker . . . 

Dora Korzen er født i 1912 i Minsk i Rusoland. Hun har boet i Danmark i mange år og stiger i land i Sverige ved halv-to om natten den 4. oktober 1943. Hun klatrer op på en anløbsbro i Klagshamn i det sydlige Sverige, mens oktobervinden raser. De har været flere ombord, og kaptajnen er en ukendt mand, der tog 1.000 kroner pr. billet og person. Det svarer til 20.000 kroner nu om dage.

Sådan nogle ting gør bogen spændende som en krimi, og her skal vi tænke på, at vi taler om true life i Danmark og midt i de elendige forhold for mange under krigen, - håbet og det menneskelige aspekt og de ædle og humane redninger i modstandskampen, i visse tilfælde hjulpet godt på vej af et bundt pengesedler.

Forfatteren har dykket godt og grundigt ned i forholdene 1943-44, hvor en gruppe danske modstandsfolk og betjente fra det svenske sikkerhedspoliti risikerede livet for at redde så mange som muligt fra Danmark til Sverige, over Øresund.

Under dæknavnet Helsingør Syklub blev mindst 1500 mennesker bragt i sikkerhed i Sverige.

Forfatteren har i sit store arbejde med bogen interviewet mange af de tilbageværende slægtninge til medlemmerne af "syklubben". Bogen bygger således i vidt omfang på ikke-offentliggjorte, private samlinger. Og den er iøvrigt ved at udvikle sig til en tv-serie, som på et tidspunkt naturligt nok også runder DR.

Bogen kommer rigtig godt rundt omkring det mod og den anstændighed, som heltene fra dengang besad, og bogen er med til at give liv til et kapitel i Danmarkshistorien, der var noget særligt og en periode omkring det smalle stræde mellem Danmark og Sverige, der stadig vil blive husket i mange, mange år fremover.

Det er ganske fascinerende at læse om modstandsfolk på den ene side af Sundet og deres allierede på den anden. Her trådte broderfolksloven for alvor i kraft. 

Bogen indeholder også kommentarer af nyere dato, bl.a. fra forfatteren, der i 2019 fortæller, at visse historier bør udelades, men at det nogle gange er eventyrer i ham, stemmer fra mørket, der vil noget andet. Det siger meget om det, der også har stået på spil for ham så mange år efter.

En bog med fine beskrivelser af eksempelvis Helsingør, af Sikkerhedstjenesten i Helsingborg, af den bølge af død, der i 1944 skyllede igennem Danmark med f.eks. Kaj Munk, Holger Christensen og Willy Vigholt som ofre for de såkaldte clearingmord.. (Her kan man godt undre sig over, at Vigholts fornavn mangler i bogen; han bliver blot kaldt læge, mens de andres fornavn er nævnt).

En spændende bog fyldt med et passende antal billeder af de mennesker, der var involveret i aktionerne, de følger det fik for mange, og hvem der undgik kuglerne, undgik Holger Danske og Bopa, hvem der kom i Vestre Fængsel, hvordan folk overlevede koncentrationslejrene, og hvordan det går med de overlevende idag.

En førstehåndsberetning af klasse og dimensioner. Sund og mættende læsning med et væld af notater og kildehenvisninger. 

Karin Slot Christiansen
Fuglene synger baglæns
250 sider
Grønningen1

Vi er ikke så vilde med, når en romanforfatter tænker sig selv og sine personlige erfaringer lidt for tydeligt ind i handlingen.
Det kan i værste fald gå ud over den forestillingsevne eller research, som giver bogen DET ekstra lag, den umiddelbare X-factor, der flytter handlingen.

Forfatteren til denne bog har arbejdet meget i medieverdenen og er desuden uddannet jungiansk inspireret psykoterapeut. Og viden fra begge lejre bruger hun en hel del i romanen ved f.eks. at analysere folks drømme med både med animus, transformationer, sjæleførere, ånder og indre kronhjorte. Og drille romanens øvrige personer f.eks. med at terapeuter til forskel fra journalister altid har hjertet med....

Karin Slot Christiansens  virke som journalist lader sig heller ikke fornægte, og et sted skriver hun, som man åbenbart i de kredse taler, at en programchef har fluekneppet seertallene, at en rejsejournalist normalt ville give den højre arm for en tur til New York. Og meget andet af det sprogbrug der slynger om sig med begreber som on-air-lampe, speakoplæg og cue cards.

Til gengæld er man lidt forvirret over, hvornår romanen foregår. Medmindre altså lokomotivet kan give os et hint.

Et sted afgår nemlig et tog mod Vejle fra Københavns Hovedbanegård fra perron 4 med et beskidt, larmende diesellokomotiv i front. Diesellokomotiverne, de såkaldte MYer og MXere har ikke været i brug i en hel del år, idag foregår transporten med IC3 og IC4. Så vi snakker næppe en handling i nyere tid, idet diesellokomotiverne blev taget ud af drift i halvfemserne, Til gengæld er DSB-poserne, der bliver nævnt, dog er en opfindelse i helt nyere tid.

Tilmed er der også noget galt i reseachen på landet, idet debatten om ulve i nyere tid i Danmark har sneget sig ind i romanen. Og det passer jo naturligvis også nogenlunde med, at indførelsen af Aarhus med to AAer, som er nævnt i bogen, blev genindført i 2011.

Men der er noget, der ikke stemmer.

Temaene i bogen er ellers fine nok og lægger op til selvrefleksion.

Katrine og Vicky er barndomsveninder. De er nu begge sidst i trediverne og lever hver deres liv. Katrine som mediekvinde i København, mens Vicky er blevet i Vestjylland, i Sørvad-området, og har giftet sig med en landmand og fået børn. Begge misunder de hinandens liv.

Det kunne jo føre en handling mange veje, og det gør den da også. Forfatteren har fantasien med sig, men sproget er noget fladt og banalt, idet solen synker over havet som en rødmende blodappelsin, og alkoholen lægger sig som et blødt låg af flødeskum over følelserne.

Forfatteren er god til at beskrive erotiske scener, idet de aldrig bliver vulgære og for direkte men overlader mange ting til fantasien. Til gengæld kan vi tvivle på, om researchen også er på plads blandt landbokvinder, idet Vicky på landet nærmest synes, det er synd for dyrene, når de skal afsted til slagtning. Man er vel ikke gift landbokone, tænker vi, hvis man har den holdning til dyrene. Medmindre naturligvis man inderst inde forlængst har været på vej væk. Om Vicky så er det, det skal man næsten selv læse i bogen.

Som vi nu synes er alt for forhastet skrevet med overfladiske karakterer og et mange steder ikke-genkendeligt sprog og hurtige svar og vendinger, der vidner om, at forfatteren har mere travlt med sit tema og sin handling end at bygge sine personer op.

Iben Albinus
Damaskus
504 sider
Politikens Forlag

Iben Albinus er vist ikke sådan lige at bide skeer med. Som kulturanmelder har hun været noget af en hård negl og skrevet om en Jack Nicholson-film, at alle spiller, som de stod i kviksand til navlen, en film om Grace Kelly kalder hun vaselineindsmurt, mens hun kalder en roman af Lene Kaaberbøl et rædselskabinet for feminister. Noget hård i filten og med måske påtaget - og unødvendigt -, barske ord, når der nu er så mange andre ord til at sige det samme, til instruktører og skuespillere og forfattere, der som Iben selv dybest set lever af at underholde folk og måske endda inspirere til at komme lidt tættere på eget liv eller distancere sig fra det, man har gang i eller forfærdes over det, man selv eller andre oplever.

Med en debutroman ved hun da også, at der nu kunne være en vis risiko for, at karmaloven ville træde alvorligt i kraft, og at hendes egne ord af diverse anmeldere ville blive vendt imod hende. 

Derfor var vi naturligvis spændte på at møde hende på et af forlaget inviteret bloggermøde.

Det blev da heller ikke kedeligt, og det sig at være både imponerende og fyldestgørende.

Iben Albinus er en kvinde, der bestemt ikke spilder tiden og, fremgik det af mødet, har styr på ting og form. Hun har gennem årene bevæget sig meget i såvel medielandskabet herhjemme som i netop Syrien, hvor romanen for en stor del foregår, og været igennem et hav af filmmanuskripter, mens hun også har været ganske involveret i drama og tv-serier.

Deadlines og mødestyring er hun tydeligvis ikke fremmed over for.
Hendes attitude, godt fremadlænet og grænsesættende fornægter sig da heller ikke.
Og slår pænt igennem i hendes debutroman, der er noget af en kleppert, og er man til de lange spændingsromaner, hvor man når at komme tæt på karakterer og miljøer og omgivelser og sidehandlinger og tilbageblik, så er det her et ganske godt bud.

Når vi indleder denne anmeldelse med lidt prosa om forfatteren, er det fordi, det ser ud som om, at Iben har skrevet en mindre eller større del af sig selv ind i romanen. Det skal man passe på med, men er det tilfældet, så fungerer det glimrende her. Og tager vi fejl, så er karakteren Sigrid så livagtig og godt beskrevet, at det KUNNE have været et spejbillede af en nulevende person.

Sigrid, bogens hovedperson, vinterbader, har overskud nok til at vide hvornår hun sidder med en taberhånd og ved, hvornår hun kan takke sig selv for den, hun kender sine dæmoner, som ansat i Amnesty kammer hun over og skælder ud for åben skærm, hun vælger i sin ungdom at skrive opgave om Mellemøstens moderne historie, hun tager afstand fra Starbucks storkommercielle kaffebrands, (ironisk nok bliver Sigrid senere i bogen fundet ved Starbucks i Irak kiggende på flyvemaskiner, dog i en anden tid . . .), hun skal i hvert fald ikke arbejde for nogen storkapital, og hun er enfant terribelsk og rebelsk nok til at blive nysgerrig og tage imod først et visitkort, senere et tilbud om at blive udstationeret i Damaskus. Af alle steder selv om vi er tilbage i 2011, hvor Syrien endnu ikke var så rodet og farefuldt, som det er idag. Men det bliver det hurtigt, idet Det arabiske Forår spirer løs i 2011 . . .Og så er det, at Sigrid for alvor får ørerne i maskinen, som man nu siger, da hun synes, hun må gøre noget for at komme rædslerne fra det syriske regime til livs. . . .  

I bogen bliver Sigrid beskrevet som et menneske med sociale færdigheder, er kreativ, selvstændig, egenrådig, ambitiøs, intelligent og med en stærk samvittighed. En som kan begå sig med høj og lav og en som folk har lyst til at tale med. Som dog bærer rundt på noget skyld og iøvrigt PTSD, og som mener, at løser hun en mission i Syrien for Forsvarets Efterretningstjeneste, når hun nu alligevel er i Damaskus, så kan hun blive fri.
Et spændende, psykologisk drama i sig selv....

Hvad der driver skyldfølelsen hos en ellers vanvittig begavet kvinde som Sigrid, det skal man rundt om kvindens historie for at finde ud af.
Og det er der som antydet rigeligt med sider i bogen til at finde ud af.

Sjældent har vi i en spændingsroman oplevet så fortættet et billede af et menneske, beskrevet af Sigrid selv, hendes tanker, hendes arbejdsgivere, kolleger, familie og venner. Og hvordan disse kvaliteter bliver forvaltet og bliver til hendes Sigrids fordel og slagside.

En spændingsroman skal efter vores mening gerne være bygget op af fremstormende handling, gode dramaer, overraskende plots og helst mere eller mindre gode miljøbeskrivelser på mindst hver anden side.

Alt det er bestemt med i romanen her.

OG

Det rigtigt spændende er ikke så meget det dramatiske. For politik, konflikter på den internationale scene og forhør i fængsler eller det, der ligner, det går der med al respekt en hel masse af på dusinet blandt de årlige bogudgivelser.

Det mere iøjnefaldende og givende og til en vis grad gribende ved bogen er, hvad en kvinde=læs kvinder, OGSÅ begiver sig ud i og med hvilken frygtløshed man efterlader og KUNNE efterlade en tryg tilværelse i Danmark for at udføre en mission, gøre op med rigtigt og forkert, flyve til et helt andet land, indvortes og udvortes, og forsøge at hjælpe, hvor der hjælpes kan. Og hvordan man som menneske vokser med opgaven og undervejs tilegner sig de egenskaber, der nu skal til for at løse den så godt som muligt. I bogen her i et inferno af mistænksomhed, brutalitet og krig.

I krig kan dem der ikke bevæger sig være farligere end dem, der bevæger sig.

Den kan bestemt også bruges i det daglige liv og i omgangen med andre.

Det er sådan nogle ting, Sigrid har lært sig selv og lærer undervejs, alt imens hun scanner omgivelserne for de farer, som gaderne i Syrien indeholder. . . . Og dem er der nogle stykker af i bogen, skulle vi hilse og sige, neglebidende fra det yderste af stolekanten . . .

Der er mange, gode location- og name-droppings i bogen, såsom Abu Ghraib, Thorvaldsens Museum, Saddam Husseins fangekældre, Arafat, Den Internationale Domstol i Haag, Moskva, en BMWx3 og et VVS-LOGO, en lyserød Hello Kitty-telefon, Hotel Cham Palace i Damaskus, en Ugarit-cola, Mukhabarat med de kolde øjne, og meget, meget andet, der gør handling såvel som forfatterens research troværdig. 

Vi følger også et forhør af Sigrid i det frygtede al-Khateeb-fængsel i Damaskus, og som altså staves med to e´er, og ikke kun med et som i bogen, eller også staves det al-Khatib.

Ifølge Iben Albinus selv er det nok tvivlsomt, hvorvidt hun i hvert fald foreløbig igen bliver budt velkommen i Syrien, idet romanen på rigtig mange måder udstiller regimet og de tilstande, der hærger det prøvede land. 

Vi andre kan så være glade for, at vi nu kender et menneske, der har rejst i landet, og som har snuset atmosfære, konflikter og spændinger, glæder og sorger så meget til sig, at vi kan være med som vidner til de uhyrligheder og grusomheder, som foregår i det diktatur der virker så utrolig langt væk, selv om timerne i en flyver derned kan tælles på en hånd.

Og dermed egentlig kommer ret tæt på.

Der er mange lag i bogen.

Så - godt gået!