Der er flere ting, man kan undre sig over i bogen her. Dels at en redaktør ikke har fanget, at der ikke er nogen melodi, der hedder "Stjerner på himlen", men at den hedder "Under stjernerne på himlen". Herudover at Jacob Mark selv udleverer de første seks cifre i sit personnummer, hvorefter det for IT-kyndige er en yderst smal sag at finde de sidste fire cifre med, hvad det nu kan medføre.
Når det blandt andre ting er sagt, så er det en nødvendig bog, eftersom vi udmærket som læsere ved, at det er koldt på toppen, men at en politikker så ærligt og redeligt gør klart, hvor meget, han har leget med sit liv og helbred. Det har vi behov for at vide, for det er et vink med en vognstang til alle, der holder af livet i overhalingsbanen, trodser de indre advarsler og overhører omgivelsernes og de nærmestes velmenende men forgæves råd.

Vi kommer i et hæsblæsende tempo med Jakob Mark bag kulisserne i årene med valgkampe, shitsorme, politiske sejre og nederlag, hvor han ofte i et vist omfang bliver en smal udgave af sig selv, hvor han ikke kan sove men er ved at blive kvalt, hvor hans hud og krop føles fremmed, vi kommer omkring barndomsårene, hvor Jacobs bedste ven var hunden Oscar, vi oplever Naser Khaders raserianfald i Australien, og vi er med i kampene i folketingssalen omkring minimumsnormeringer.

Det hele snører sig sammen som en stor knude, der resulterer i en vældig omtalt sygemelding, og forfatteren har godt fat i stoffet, så han til læseren kan formidle nærmest på et følelsesmæssigt niveau, hvor ondt det gør på Mark - næsten før han selv opdager det.

Det er klasse. Så fin, ærlig, nærværende og meget autentisk bog.

 

En gylden bog der på enhver måde illustrerer, HVOR stor en kunstner, Tove Ditlievsen var. Definitionen på en stor kunstner er mange. Vores er, at det meget ofte er et menneske, der har en kreativ, sjælelig åre så stor, at den indfanger mange mennesker, der har netop brug for vedkommende, og som privat og personligt er kørt over af krav fra samfund og omgivelser OG ikke mindst af indre dæmoner.
Sådan et menneske var Tove Ditlevsen.
Ud over at forfatteren havde den kreative åre, ja så brugte hun sig selv og sin personlighed til det opslidende, hvor der nu var brug for hende, men også for at få de trækasserier ud, som hun sloges med så godt som alle årene.
Blev hun nogensinde lykkelig?
Måske da hun valgte at tage sit eget liv i en venindes lejlighed. Endelig var der fred.

Bogen er en beskrivelse af det store menneske, ikke et liv kronoligisk, men nærværende, omsorgsfuldt og spændende som skrev man om en nulevende persons op-og nedture. Fra de store succeser, til indlæggelserne, fra de 7-8 lykkelige år med Vioctor Andreasen i Birkerød, over hamdirrende dyk i blædkhuset og til indlæggelserne på psykiatiriske afdelinger.

Jens Andersen er kendt som en stor forfatter af biografier. Denne biografi har om muligt gjort ham endnu større.

 

En superspændende bog hvor vi gennem den norske forfatters helt særlige fortællestil kommer langt ind bag de dramatiske begivenheder og på mange måde får en hudlfletning af hvad, der har karakteriseret det berømmede og berygtede land gennem årtier.
Vi kommer rundt om Talibans uddannelsesskommission og den store kampagne mod statslig uddannelse. Vi er med ved udstedelsen af layeha - etiske retningslinjer for angreb på skoler. Vi er med, da Osama bin Laden og en gruppe håndgangne mænd tager fusen på hele vesten ved at smutte ud af Tore Bora bjergene ad en bagvej.

Vi er også med, da flere tusind Taliban-soldater er på vej mod Kabul fra alle verdenshjørner, og vi er naturligvis med i august 2021, da Jamila fik plads på et fly og flygtede til Norge. Samtidig oplever vi, hvordan kommandanden Bashir erobrer hendes hjemby. Mens den jurastuderende Ariana, som kun havde et semester tilbage på jurastudiet, får besked på at gifte sig med en ukendt mand.
Alle fordommene bliver luftet undervejs i læsningen, og det forfærdelige er, at det hele er REAL LIFE og ikke bare fordomme, og at Taliban ikke på nogen måde skammer sig over undertrykkelsen; det er jo en del af deres politik.
Og politikken bliver blotlagt langt ud over kanten gennem alle de begivenheder og episoder, vi har læst om i pressen, men nu er blevet til en fantastisk bog, der er både medrivende og rørende, og hvor enhver fiber i kroppen bliver anspændt af forargelse over, hvad der foregår på vores jordklode.

 

Den norske journalist interviewer tre afghanere, der på hver deres måde belyser situationen i Afghanistan efter, at amerikanerne trak sig ud. Det er ikke for sarte sjæle, følelsesmæssigt, og der er masser af grund til at tage alting ind for at få den fulde belysning af, hvad der f.eks. får en kommandant til i det hele taget at blive Taliban-kriger.

 

Læser man bogen, får man en ekstra dybde og dimension på, hvorfor det er gået sådan i Afghanistan, som det er.

 

Den berømte karaffel, der havde en meget stor andel af øren for Kanslergadeforliget, er naturligvis på et billede fra Staunings fødselsdag cirklet ind med rødt.
Vi kommer helt tæt på de egentlige begivenheder, der fandt sted i Kanslergade i en urolig tid fyldt med spændinger i det danske samfund og mørke skygger fra syd i 1933 begyndte at trække op over Danmark.
Selv om historien lyder, at det var den berømte dram, der fik forliget i hus, tilskriver forfatteren dog, at det var fordi, man havde forhandlet i atten timer, og at ganske vist var forliget hjemme på mundtlige tilsagn, men at forliget skulle gennem Rigsdagen først. og herefter Landstinget.
Der er mange spændende både detaljer men også analyser, hvor forfatteren kommer ind på den, må man sige, meget forskellige måde, hvorpå Tyskland og naboen Danmark søgte at løse årtiets kriser på, nemlig diktatorisk i det ene land og demokratisk forhandling i det andet.

Herudover indeholder de 100 sider en masse værdifulde oplysninger om politik og samfund dengang, og nogle billeder og sjove tegninger og på den måde bliver selve Kanslergadeforliget katalysator for de enorme forskelle og de store modsatrettede holdninger, der dybest set kunne have flået Danmark fra hinanden.
Men det blev altså forpurret med en lille dram. 
Spændende og overkommelig læsning.

 

Der er altså virkelig noget fedt over gamle myter, savn, vandrehistorier og vidnesbyrd - specielt når de bliver lanceret og genforttalt i en spændingsroman.
Den nye roman af Jens Jørgen Hansen indeholder de ingredienser, der driver "de gamle røverhistorier" fremad.
I Detektormanden er Rene veteransoldat og ivrig detektorarkæolog. Han går og passer sig selv og sin nystartede haveservice, da han bliver kontaktet af en italiensk arkæolog.
Denne vil have ham til at samarbejde om at undersøge en næsten 2.000 gammel vandrehistorie om en galej, der i år 136 forliste med en broget flok af slaver, sømænd og romerske legionærer på en ugæstfri ø i Atlanterhavet.
Gruppens skæbne forbliver indtil nu ukendt, og det samme gælder for mænd, der godt 1800 år senere under den jugoslaviske borgerkrig angribes og havarerer nær øen.

 

 

Så de to kaster sig ud i ekspeditionen, uvidende om, at en brutal bande er på vej ned gennem Syditalien for at forhindre dem i deres foretagende. - Mere spændende kan det næsten ikke blive.
 Bogen er velskrevet og krydsklipper på en spændende måde mellem dengang for mange, mange århundreder siden og så år 2018, hvor nutidens ekspedition foregår.

 

Et spændende indblik i det store land og naturligvis også et indblik i, hvad der har fået en af de førende korrespondenter til at forlade et land, han boede i i en længere årrække.
Overvågning, chikane, mystiske besøg om natten, afhøringer, grimme drømme, ting han til sidst bare ikke kunne holde ud.
Vi får et indblik af et land - f.eks. gennem betjentes overvågning af en døende mand på et hospital -, der ligger meget langt fra vores styre- og overvågningssystem. Og her kan man lære en masse om, hvor priviligeret, man er i et land som Danmark, der bryster sig af at være et demokrati.
Læs hvordan Philip Kokhar blev tvunget til at sætte sit fingeraftryk på en skriftlig undskyldning for sin opførsel. Læs hvordan han bliver truet med at blive deporteret på grund af 37,3 i feber. Og læs så også nogle fine beskrivelser af det, der har skabt det Kina, som eksisterer idag, og som på een gang kan virke både fascinerende og afskrækkende.
Historierne fra det kæmpeland opvejer i nogen grad den fortørnelse, lettere vrede og slet skjule bitterhed, som man fornemmer hos Khokhar, der muligvis har haft al mulig grund til på diverse tidspunkter at føle sig unfair behandlet.
Man fristes dog her til at sige, at han nok må have vidst, hvad han gik ind til som journalist i solens rige.
Noget meget vigtigt fra bogen er dog den tanke om, hvad der sker den dag, Kina har endnu større indflydelse i verden gennem deres overvågning og systemer. Vil demokratierne kloden over være truet.
Se, alene det gør bogen værd at læse.

 

Bogen lever fint op til sin titel - nemlig et værk over det, som Lise Nørgaard gennem mange, mange år fik sat i søen. Fra Dronning Anne-Maries bryllupsreception, via et skarpt billede af hendes skrivemaskine, over hendes forsvar for Mødrehjælpen, over manuskriptet til Matador med Varnæs´sølvbryllupssang og så igen tilbage til tiden på Roskilde Dagblad.
Tilbage, ja, for bogen er heldigvis ikke specielt kronologisk men bliver ud- og afviklet med hjælp fra mesteren selv, Lise Nørgaard, ud fra hendes hukommelse og, hvad hun mente skulle med i bogen.
Det giver bogen en underfundig fortællestil, og med vore egne billeder af hendes virke gennem flere menneskealdre bliver vi taget med et fast greb i hånden en lang, lang tur ned ad Memory Lane.
Hvilke minder, sikken en dejlig bog, sikke dejlige bileder.
En flot udgivelse.

 

Er man til Guldagers skrivestil, vil man fornøjes med en tæt beskrivelse af en familie, hvor udfordringerne rundt om tårner op og nærmest får hovedpersonen til at segne.
Birgithe er folkeskolelærer, mor, søster, moderen er lige død, og kan ægtemanden være nogen reel støtte? Er der nogen, der kan. og vigtigst af alt. VIL hun lade sig støtte?
Hun kommer i hvert fald gevaldigt i klemme mellem alle de krav, hun føler, hun skal honorere.
Vi kan som læsere hurtigt få den opfattelse, at forfatteren har villet finde en Birgithe frem, der bevidst eller ubevidst vælger at spille offer for alle de pres og udfordringer, der vælter ned over hende, som alternativ til at sige fra nu og her og i hvert fald i rette tid.

 

Det er jo ganske genkendeligt.

Nogle gange forstår vi ikke konsekvenserne af vores handlinger, før det er for sent.

På mange måder giver det uro og ondt i maven at læse bogen, for den er en afspejling af de forventninger, der ligger og lurer rundt om i samfundet for os alle.

Nogle af os er bedre til at modstå dem end andre, der har udfordringer med grænsesætningerne.

Derfor er det en god bog, som nærværende og levende beskriver en lang række af de episoder, man i dagligdagen bliver konfronteret med og er nødt til at tage et bevidst valg omkring for ikke at havne som - Birgithe med th.

 

 

Kriminalbetjent George Cross gør alt efter bogen. Skriver og vender og afleverer sine rapporter til tiden og bliver betragtelt som værende lidt nørdet og underlig. Han var et oplagt mobbeoffer, da han sluttede sig til politistyrken, og han havde decideret sit væsen imod sig. Han syntes at mangle empati og er ofte bare stoneface på jobbet. Men han er en skrap kriminalbetjent,  hvor de fleste af hans "sager" ender med opklaring og straffe til de implicerede.

Han får tildelt en kvindelig partner, der ser ud til at være den eneste, som kan tolerere ham. Hun ville dog helst være fri.
Så her er lagt op til en god historie, da Cross omgivet af hende par bliver sat til at opklare døden på en hjemløs mand.
Den hjemløse viser sig at være en tidligere højt respekteret tandlæge.
Cross finder ud af, at tandlægens tidligere kone også er myrdet, og nu Cross ind i jagten på konens morder, idet han analyserer sig frem til, at denne morder også må være tandlægens morder.
Plottet og idéen er ligesom afprøvet i utallige forklædninger før. Det, der gør bogen spændende er, hvordan en nørdet politimand, meget kedelig og regelret når frem til de konklusioner, han gør, netop fordi han tænker anderledes.
Et godt bud på en hygge-krimi.

Janny og Lien er søstre og vokser op under Anden Verdenskrig. De er jøder og er dybt involveret i den farefulde modstand mod nazi-styret. Bliver de opdaget, risikerer de det værste. Men med en enorm stamina, tro på det bedste i mennesker, tillid og kærlighed til hinanden og omverdenen formår de at hjælpe en masse mennesker og yde dem beskyttelse på et hemmeligt tilflugssted i skoven - Fuglereden.
Flere menneskealdre senere flytter Roxane von Iperen ind i Fuglereden og begynder arbejdet med at bringe den glemte historie frem i lyset.
Og den historie er naturligvis ikke for sarte sjæle, hverken fysisk eller psykisk, idet vi komer i kontakt med megen menneskelig ondskab, forræderi.
Bogen er sandfærdig og er knaldhamrende godt skrevet. Man mærker på alle siderne, hvor optaget forfatteren har været af at genopdage historierne fra dengang og bringe den ud til læseren.
Hvordan ømhed, empati og hengivenhed midt i krigens gru altid vil sejre i den sidste ende.

 

Der er skrevet rigtigt mange bøger om Anden Verdenskrig, modstandskampe osv. osv. Det, der gør bogen her anderledes, er de bizarre  ting, der sker undervejs, som forfatteren får serveret overbevisende ved at have tillagt sig en gangske let, bizar skrivestil.
Man græder, man ler, og man fryder sig bogen igennem. Sproget er direkte, autentisk og behageligt. Og bliver krydret med mange fine, geografiske detaljer, så man nærmest kommer på rundtur på skuepladserne.