|
Onsdag, 13. oktober 2021 00:00 |
|
Månedens storanmeldelse:
En gang om måneden udvælger vi en bog, som får en længere og dybere anmeldelse end normalt, og som ofte også vil indeholde en beskrivelse af forfatteren. Denne gang har vi valgt: Per Lau Jensen
Flyet til Casablanca
460 sider
Superlux
En bog der generelt og overordnet er vellykket i genren. Ingen tvivl om, at hard core Lau-Jensen-fans vil mene, at jubilæumsudgivelsen her er hans bedste, og at overraskelser og delplots ligger på lur, så man hægter sig fast til yderkanten af stolen.
Der er da også fine kvaliteter i bogen, og det skorter hverken på spænding, efterretningstjenester i øst og vest, menneskelig indsigt, samfundsperspektiver, faste karakterer og til en vis grad konsekvent og sikker skrivestil. Der er nogle smuttere her og der, men det vender vi tilbage til.
Handlingen, efter at forfatteren indledningsvis forsøger at få læseren på krogen med 7-8 linjer lange sætninger, tager for alvor fat, da det viser sig, at der er downloadet filer fra en dansk miljøministers computer. Hvorfor nu det? Og hvor peger sporene hen? Mod en journalist og miljøaktivist der nu ved lidt for meget og skal skaffes af vejen . . . ??
Herfra bliver vi så vidne til kaskader af egotrips, korruptionsskandaler, fordrejelser, magt, ministerielle syndigheder, udlandets ind- og udblanding, og andet godt fra havet. Havet . . . det forurenede hav . . .sagde nogen klima???
Ja. Mellem år og da og særligt mellem de senere mange år og dage er der udkommet en tsunami af pegefingslitteratur, hvor forfatteren bruger sin taletid på at fortælle læserne, hvad de skal mene. Skrevet mere eller mindre kløgtigt, pakket ind fra den ene yderlighed til den anden. Fra den mest banale krimi, til væsentlige udgivelser af markante personligheder og alt derimellem. Holdninger i form af triste vitser eller vulgært sprog og indholdsløse fraser og dialoger.
Skrevet af mennesker der mener, de ikke længere behøver at opdage noget eller udvikle sig kunstnerisk. Som hellere vil bruge tiden på emner, der ligger dem selv voldsomt på sinde. Og som gerne lader kunsten dø som alternativ til at åbne for en ukendt verden og lade læseren følge med ind i den, vild og fortabelsesfuld og ikke skabt for at vinde følgere.
Meget af det er ikke særlig kønt. Forfatteren evner ofte ganske enkelt ikke at afkode balancen mellem at lege moralens vogter og så at pirke ved læserens grundkodeks, så man gennem ordene bliver bragt kortvarigt og umærkeligt ud af balance og flytter sig på den måde, som kun god litteratur kan få en til at flytte sig.
Ud fra foromtalerne af Flyet til Casablanca tænkte vi, erkender vi blankt, åh nej, endnu en af disse bøger med slet skjulte meninger om klima og miljø. Nu dør kunsten igen. Nu skal vi have en klimaopsang pakket ind i spændingsromanens glitrende cellofan.
Det blev så efter et par kapitler i en vis udstrækning gjort til skamme.
Forfatteren er tilbageholdende med mind games for at påvirke læseren. Hen er overvejende autentisk og bruger tydeligvis sig selv og sit indre og sin personlige kamp med livet for at nå nye, uopdagede rum og gennem ordene at nå ud og rykke ved noget i sin omverden.
Han ER på kanten, går lige til stregen, men kun begrænset over den, så det, hvad det angår, hverken bliver smagløst eller prætentiøst. Her i hans jubilæums-udgivelse, nr. 10 bog med det hele, forsøger han at ramme balancepunktet mellem ordets kunstneriske evne og den banale krimi med vildledende eksotiske navne og ukontrollerbare strøtanker.
Det er finurligt, det er leg med ordene og respekt for læseren, der gerne vil opdage tingene selv.
Per Lau Jensen er begyndt at skrive i en sen alder. Har gennem livet opsamlet erfaring og visdom, som læserne nu får glæde af. Han har oplevet skilsmisse og konkurs og skiftende professioner. Og en del flytninger rundt om i en moden alder.
Den uro, den sorg, rodløshed og rastløshed, men også livskunst, der nødvendigvis bevidst og ubevidst følger med at være så langt omkring ind- og udvortes, personligt og geografisk, den bliver nu delt med læseren. Det dukker op hist og her i fortællingen, sikkert uden at det har været forfatterens vilje eller mission.
Lau kan skrive kløgtigt, han kan formulere sig bredt og dybt, han kan bygge en spænding op, og han kan komme ned på jorden igen og fange læseren med fragmenter og småsnak, mens man lader op. Så op i luften igen og afsted med et veldrejet delplot. Der afløser et andet delplot. Med et til situationen gennemtænkt budskab i hånden, som han på en eller anden måde lige får lirket ind dér, hvor det gør allermest ondt på læseren, men det mærker man ikke som smerte; man mærker det mere som en mindre forløsning, hvis man overhovedet da mærker noget, så i hvert fald som noget godt. Noget der rykker et eller andet sted. Udvider ens horisont. Man får tildelt en tangent ekstra at læse livet på.
De politisk korrekte holdninger, og også opgøret med dem, de er der. Men mest som subtil instrumentering og som et rart passivt-progressivt sted at være i lige så høj grad som passivt-agressive rum er urare at være i.
De mange stramme, tætte dialoger er taget direkte ud af hverdagen og giver med nogle få sætninger billeder på eksempelvis et ægteskab, der er på vej ud med badevandet.
Hvor kvinden påstår hun keder sig, men simpelthen bare har tabt gnisten for sin mand, der omvendt og kejtet forsøger at stille op med alverdens i den situation nyttesløse og ligegyldige løsninger.
Her personificeret i Henrik og Puk.
Jeg keder mig. Der sker aldrig noget. (Siger hun, red.)
Hvad skal der ske? (Siger han, red.)
Jeg ved det ikke, sagde hun.
Er det mit ansvar, at du keder dig?
Det svarede hun ikke på.
Kedsomhed kommer indefra, sagde jeg.
Jeg havde ventet mere af et liv sammen med dig.
Måske er du bare kedelig indvendig, sagde jeg.
Måske er du bare en idiot, sagde hun.
Gadagung gadagung, ægteskabelig trædemølle for fuld udblæsning hvor Henrik forsøger sig med alle mulige forslag, der ikke bider på. Fra skovture til Folketeatret. Fra bif til sex. Og så omkring en ganske forudsigelig julefrokost i Puks produktionsvirksomhed, hvor Lau Jensen tager sig noget af en frihed, idet hans hovedperson Henrik brillerer med ikke at ane en dyt om, hvad virksomheden producerer. Den har vi sjældent hørt så udtalt før i beskrivelsen af et etableret ægteskab og virker fortænkt. Forfatteren har givetvis forsøgt at fortegne Henriks uendelige ligegyldighed og mangel på engagement i Puks liv. Men lige DEN dér er ikke helt troværdig. På et tidspunkt i en sætning længere henne får vi da også at vide, at det handler om produktion af enheder med elektriske installationer til industribrug, og at montørerne er special uddannede elektrikere. Den forklaring er da god nok, og så ved vi nu, at det handler om enheder til elektronikindustrien, og hvorfor så nævne, at Henrik ikke ved det? Der er noget her i personopbygningen, der ikke stemmer.
Når det så er sagt, får vi formidable læsestunder om velkendte temaer på mange arbejdspladser, hvor intrigerne har deres snigende indtog, hvor nogle føler sig udenfor, andre græder, nogle går på toilettet ved ankomsten om morgenen, nogle åbner vinduerne, så andre sidder i træk for slet ikke at tale om dem, der aldrig bruger deodorant. Her får læseren en god griner.
Bogen kan Per Lau Jensen godt være bekendt som en jubilæumsbog. Hans menneskelige indsigt er umiddelbar og skarp, ser det ud til, og den viden øser han ud til os i sin roman. Den vil blive vurderet højt på skalaen hos fansene. Bogen er på ingen måde kedelig, skønt der er lovlig meget leflen for lidt flad og ligegyldig humor og lav fællesnævner.
Puk sendte mig et blik, der brændte halvdelen af mine øjenbryn af.
Puk kiggede på mig med et blik, der kunne smelte sig gennem metal.
Skrevet som om de antog, at jeg var lettere retarderet
"Min højesteretssagfører spiser sådan en fuldmægtig til frokost og spytter ham ud, når han har tygget af".
Falckredderen var i gang med at skifte et fladt forhjul på Puks latterlige, lille franske plastikbil.
I soveværelset stank der af søvn og dårlig sex (Hvordan mon god sex så lugter, red.)
Hun kunne næsten høre, hvordan hans fløjlebukseknæ ramte det billige vinylgulv, da han lagde sig på knæ foran hende.
Det var nok til at min tegnebog ville ømme sig.
Da chefen for PET ringede, 49,2 sekunder .....
Projekt PaD. Hvad fanden kunne PaD betyde? Pik anDante? Det passede meget godt med hans tempo i sengen efterhånden.
Unødvendige adjektiver, klichéer, popsmarte bemærkninger og irriterende og forvirrende stilbrud med meget af det seriøse indhold iøvrigt og nogle steder på grænsen til det pinagtige og latterlige, og det er en skam og kunne have været undgået ved endnu en gennemskrivning i coronatiden eller en redaktørs falkeblik. Ligesom forfatteren vælger at lade parterne smide karklude i hovedet på hinanden, smadre hinandens vaser og ridse hinandens biler. Og ellers gå så voldsomt til hinanden, og tæske side op og side ned udi tragisk samvær og modbydeligheder, så man får associationer til Kathleen Turner og Michael Douglas i The War of the Roses. Og er det særlig troværdigt, at Henrik i sin desperation kontakter en skilsmisseadvokat ved Kongens Nytorv i København med møderet for Højesteret, som bliver brugt af de velhavende og kendte? Når Henrik iøvrigt er nødt til at lyve om skattely på Cayman Island, mens han kun ejer halvdelen af en Mercedes, halvdelen af en mindre virksomhed, hvor han er uenig med de andre ejere, en lille opsparing og så nogle værdipapirer. Og når advokaten kendt og brugt af velhavere og celebrities iøvrigt taler på fuldstændig samme måde som flere andre i bogen og helt sikkert som enhver anden advokat i et kælderkontor.
Lau har tydeligt på forskellig vis skrevet de miljøer ind i handlingen, som han historisk ved noget om. Paradiskvarteret i Holte, Hørsholm, ejendomsmæglerbranchen, Costa del Sol, Hotel Bella Sky. Den slags kan være farligt for en forfatter, der måske nok føler sig hjemme i miljøerne, men som indirekte kommer til at fortælle læseren lidt for meget om sin egen historie som alternativ til at researche på fremmede steder og dermed tvinges til at fokusere endnu mere på at udvikle karakterer, omgivelser og handling i dybden og bredden.
Når vi så lægger til, at forfatterens valg af musiktapet i romanen udgør Sylvias Mother, As Time Goes By og Fernando, så kender man jo stilen bogstaveligt fra forrige årtusinde, og uden at have noget at udsætte på disse numre, må man konstatere, at det næppe vil få større skarer fra andre og yngre generationer og up-på-beatet læserkredse med ombord end den gængse følgeskare. Det vil det helt sikkert heller ikke, når de hører, at en af filialcheferne fra PET, Grit Grønborg, på et tidspunkt vil hidkalde en EDB-ekspert. Hillemænd, vi lever da vel i en IT-tidsalder. Og når vi så får at vide, at EDB-eksperten er en kvinde, hun er næppe mere end 18-19 år, hun har en piercing i næsen, det ser ud ad helvede til, så tænker vi, at Lisbeth Salanders version af en hacker næppe ville være tilfreds med at blive kaldt noget så so last century som EDB-ekspert. Til gengæld får vi i samme sætning en påmindelse om vor egen ungdom, hvor vi sikkert også så ud ad helvede til med vores lange hår, som far ikke kunne fordrage. Udmærket sammenkædning.
Lau skriver godt. Det gør han. Han har en god evne til at forvalte sit stof, beskrive slagsmål og kontordialoger og komme med one-liners fra en tragisk hverdag og et brydefuldt samvær, som mange af os kender lidt for godt:
Dit dumme svin.
Din latterlige idiot.
Jeg skal ruinere dig.
Kvaj.
Udmærket.
Men forfatteren oversælger flere gange sin vare og sit budskab og vil for enhver pris med verbale knytnæver og tæsk mellem eksempelvis Henrik og Puk i deres urbant skrøbelige forhold have læseren til at forstå, at det her, det er altså et elendigt ægteskab, og at jeg nogensinde havde elsket hende, var svært at forstå.
Vi forstår det altså godt, Per Lau, hvad du mener, men tak for forsøget, kunne man fristes til at sige. Og den går igen i oversalget af handling og detaljebeskrivelser i ejendomsmæglerfirmet og dets økonomi og baggrundsfakta og personlige intriger. Forfatteren mener nok, det er nødvendigt for helhedens skyld og som baggrund for hovedpersonens handlinger. Det er vi så ikke enige i.
Lau Jensen er som nævnt kommet igang med at skrive i en sen alder. Havde han været parat til det, og havde nogen opdaget ham i de unge dage, og havde han performet tidligere og havde mødt de rigtige mentorer og fået de første, mange hug dengang, ville hans sprog, humor og syntaktiske formåen kunne være udviklet helt anderledes og nået uanede højder, og det er ikke usandsynligt, at han ville være blandt de absolut bedste i sin klasse og genre i Danmark, og at hans stemme i spændingslitteraturen ville være så særpræget og egenartet, at man glædede sig til næste udgivelse.
Idag har Per for meget på hjerte fra sin egen tilværelse, borer i sin roman lidt for meget i for læseren ligegyldige eller perifære ting som en konto i udlandet, vi ikke hører mere om eller har forhistorien til, og så spalte op og spalte ned om konkurrenceforhold på inder- og ydersiden i ejendomsmæglerfirmaet og -branchen som sådan.
Selv om bogen som helhed er både spændende, engagerende, humoristisk og detaljeret i meget af karakteropbygningerne, og i passager og perioder en decideret pageturner, så vil den få svært ved at nå den almene udbredelse udover tilhængerne, som den ville have kunnet, hvis forfatteren havde ladet sin indre stemme og autenticitet bestemme totalt og overall og ladet udelukkende den afgøre retningen i handlingen som alternativ til som nu at bruge lidt for mange tanker, fastlåste idéer, floskler og for ham velkendte steder til søsætning af romanen.
Forfatterens og forlagets overblik over indholdet i bogen, det holder til gengæld i dets form, og som mange thrillere skal man sådan cirka en god snes sider og så lidt til hen i bogen, før der for alvor sker noget. Det gør der til gengæld også, så kommer der fart over feltet, og den fart og spænding holdes oppe ved, at læseren får lov at slumre hen ved førnævnte overdrivelser og ligegyldigheder, hvorefter farten kommer på igen. Det sker et par gange, og det er isoleret set en rigtig fin måde at opbygge en bog på, men det er også kun herved, meget af tomgangen og overfloden af de nævnte ligegyldige og halvtriste formuleringer og adjektiver er berettiget.
Bogen slutter værdigt og overraskende med en fin nedadgående kadence, hvor man igen som læser ånder frit og forløst.
Forlaget har gjort et godt stykke arbejde og lavet et yderst tiltalende omslag og på bagsiden endda kaldt bogen en thriller i international klasse, hvilket man jo drillende kan sige, at det er jo alle thrillere, der er udgivet nationalt og internationalt. Men bogen skal jo sælges....
Igen - nok en lækkerbidsken for Lau-fans. Vi vil dog igen anse det for tvivlsomt at der kommer særligt mange, nye læsere ombord. Af overnnævnte årsager. Ærgerligt i bund og grund. Men pæn underholdning uden for mange løftede pegefingre. Om Per Lau Jensen
Har boet i udlandet i 14 år, senest på Costa del Sol, fra sommeren 2021 bosiddende på Lolland, som han næsten konsekvent omtaler med det lidt mere eksotisk klingende sydhavsøen. Selv om han iøvrigt fortsat ifølge sin hjemmeside og Facebook opholder sig i Spanien. Er en glimrende iagttager og formidler af ting, vi andre ikke sådan lige bemærker og ligeså stærk til at få det ned på computer og ud til læserne, så man nærmest føler, man står ved siden af en god fortæller. Er af den forfatterskole, at forfatterskabet er noget, der griber en, ikke noget man selv vælger. Følger ofte sine impulser i arbejdet med sine bøger -, eller rettere sine fiktive personers impulser til at følge bogens handling og afviger gerne fra egne idéer og skabeloner undervejs. Efter at have udgivet på skiftende forlag er han nu i stald hos det relativt nye Superlux, der har pænt erfarne kræfter med masser af viden og indsigt i forlagsbranchen. Per Lau Jensen har endnu ikke fået det såkaldt store gennembrud men har en hæderlig følgerskare, bl.a. på Facebook, hvor han bruger endog overordentlig megen tid på at holde fast i sine fans, direkte og indirekte lægge op til debatter og ihærdigt tilbyde forsalgseksemplarer, med og uden forfatterkrøller, med og uden personlige hilsener, og hvad vi har, samt særudgivelser. Har ofte fine moraler i sine fortællinger på Facebook. Han beretter om diverse dagligdags oplevelser, ting og tanker, som han gerne på ind imellem ganske morsom vis forsøger at sætte ind i almen kontekst samt helikopter- og lejlighedsvis filosofisk, samfundsmæssigt og moralsk/etisk perspektiv. Lige fra anskaffelsen af bestikkasser på nettet, til byfester på Lolland, flytteskrammer på sin guitar, tilbud på Toblerone, anmeldelser af hotelmadrasser og tilhørende hoteller, samling af garderobeskabe, reklamelignende opslag for Toms Skiltelakrids, kaffe, nye forsyninger af yndlings-brandyen, henvisninger til youtube-sange, og så til sin sympati for sygeplejerskernes strejke og lejlighedsvise udfald mod myndigheder og regering. Laver gerne satire med og ironiserer på folk og firmaer, - som f.eks. ekspedienter i Jysk, de såkaldte "sølvpapirshatte", SoMe-fortalere, boganmeldere, danske forlag, bynavne, spanske automekanikere, eller gæster og forfatterkolleger på Hotel Bella Sky, som han mener spiser morgenmaden forhastet og stikker gaflen ved siden af munden.
Tager dog sig selv yderst seriøst, er voldsomt nærtagende og vogter nidkært over tonen i "mine tråde" og holder ikke af, eller forstår ikke, når nogen drillende forsøger at give ham igen eller vil give ham et godt råd -, som eksempelvis at slukke for TV, når han ikke sjældent harcelerer over, at et program er dårligt, eller at DR ikke tager sig nok sammen. Sletter kommentarer han ikke bryder sig om og smider uden varsel folk ud fra sin profil på Facebook, hvis han føler, de kommer på tværs, eller hvis han beslutter sig for, at de er "ballademagere eller hadprædikanter", hvis de ikke udviser "tilstrækkelig retorisk anstændighed", hvis de udfordrer hans eller andre følgeres holdninger eller intellekt - eller i øvrigt overskrider grænser, han mener, man da burde kunne regne ud. - Eller hvis man bare er uenig med ham uden at kunne argumentere akademisk, "voksent og anstændigt” for det. Gentager ikke sjældent med en løftet pegefinger reglerne for at være med "i mine tråde", ellers "er det ud".
Er herudover god til at gøre sine følgere afhængige af og for manges vedkommende næsten forelskede i den iøvrigt særdeles velskrevne, kløgtige, underfundige, begavede og vedkommende, daglige dosis Per-skriverier på Facebook. De færreste af hans følgere skriver andet end tillykke og godt gået, og ih nej, hvor er du dygtig, og jeg er på din side, sådan ville jeg også have gjort, hvordan har din hund det, og dine bøger er fantastiske, dem må jeg købe. Helt igennem positive kommentarer og masser af likes. Man må som følger gå på listefødder og vælge sine ord med omhu og gerne i et skær, som Lau Jensen antages at kunne lide, ellers risikerer man at komme i bad standing eller ryge ud. Og så er det nærmest umuligt at komme ind igen, idet Per Lau Jensen er uforsonlig overfor for folk, han først har set sig gal på. Han giver selv likes til følgeres kommentarer, som han godt kan lide, resten får ingen likes, selv om folk tydeligvis har brugt en pæn portion energi på at kommentere hans kommentarer. Har sjovt nok i et radiointerview givet udtryk for, at han godt kender den sure, gamle mand i sig selv...
Det interview kan du høre på podcast her. Hvor han iøvrigt giver gode råd til forfatterspirer. Du kan også finde det på hans personlige hjemmeside.
Per Lau Jensen har videre også en hjemmeside på nettet om sin hund og her finder han bl. a. på spidsfindige navne til hunde, fugle og pindsvin, som han ofte forsøger at gøre til små spejlbilleder af samfundet. Han rammer iøvrigt plet med så mange navne, at man kan undre sig over, at han ikke har børnebøger på programmet.
Per Lau Jensen er single og bor alene med sin hund.
Vi har anmeldt en af Per Lau Jensens tidligere udgivelser her:
For tre år siden besøgte vi ham på hans daværende bopæl i Spanien. Det kan du læse om her:
Hans hjemmeside er www.perlaujensen.dk
|
|
Senest opdateret: Fredag, 15. oktober 2021 04:46 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 15:10 |
|
Christian Kronow
Brændoffer
248 sider
Superlux Ofte er det mere sproget end handlingen, der bærer en bog fremad.
Nogle gange står sproget i vejen for handlingen.
Andre gange er det omvendt.
Ingen af delene står i vejen for noget som helst i bogen her.
Det er noget af en præstation som forfatter at kunne være så gennemført.
Ligegyldigt hvor i bogen, man slår ned, så er linjerne fyldt med bevægelse. Noget flytbart. Noget der rører sig. Indeni. Udenpå. Noget der skrider, noget der glider. Vi mærker livet.
Utallige skibe sejler forbi ham
Et orgel tuder vemodigt.
De helt store trawlere flyder som ventende rovdyr.
Tiden kan gå hurtigere, så jeg kan flygte tilbage til Københavns synder
Stemningen er ladet med euforisk elektricitet.
Havet startede som min fjende, men blev min kærlighed.
Bogen er en fed krimi under de hjemlige himmelstrøg. Tiltalende og uden de sædvanlige, var vi lige ved at sige, kedelige referencer til udlandet og internationale forbindelser.
Det behøver Christian Kronow tilsyneladende ikke for at få læseren på krogen.
En weekend der blot skulle have været en pass-ower for journalisten Johan i Thyborøn, bliver til noget af et drama. Og undervejs kommer læseren til at stifte bekendtskab med død, Vesterhavets glubske bølger, klitternes nynordiske mirakler, journalistik, nyhedsdækning. Hvorfor personerne i bogen skal have så aparte navne som Cordsen, Hvilling, Trangbæk, Havkarl og Wahlgren, det forstår vi ikke. Men det er også det eneste, der kunne bringe os lidt ud af læseflowet.
For bogen hænger rigtig godt sammen, har nogle gode miljøbeskrivelser, nogle gode delplots, og som ikke stikker af i vulgære actionscener eller bizarre voldsepisoder.
Den er, hvad den lægger op til. Og bliver hvor den skal være. En rigtig spændende bog holdt i den gode, danske kultur, tilsat lidt kristendom i Guds Hus, som vi kender det fra meget troende ude vestpå.
Du får, hvad du ser i en krimi på godt dansk, hvor vi lærer, at indenfor det nære i de kulturer, vi kender, der kan der også ske noget uforudsigeligt og kriminelt.
En krimi med mening. Der ikke er skrevet bare for at underholde. Men som tydeligvis har et budskab. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 14. oktober 2021 08:23 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 14:24 |
|
David Garmark
Catoniavej
176 sider
Superlux
En dejlig rolig bog. Nærmest meditativ. Oplæg, handling og ord passer rigtig godt sammen og gør bogen helstøbt på en delikat måde.
Bogen bliver solgt på, at vi skal væk fra storbyens, stressende, støjende og stinkende liv. Ud til Catoniavej, der med sine blodbøge, blomstrende kirsebærtræer og syrener tilbyder ro og sjælefred.
Den mission lykkedes, må vi sige, og det klarer forfatteren super.
Alt er naturligvis ikke, som det skal være. Idyllen derude bliver brudt, da hovedpersonen - lad os kalde ham Jensen, for det hedder ham, bryder uvantet ud af sine rutiner og opdager ting, som for andre ville være en del af livet og en anledning til at trykke på pyt-knappen.
Det giver mening at udgive en bog, der er anderledes og beskriver et menneske, der som introvert ikke bryder som om at telefonere, som er punktlig og pligtopfyldende, som drikker sin morgenkaffe uden at have noget som helst omkring sig, der kan forstyrre hans tanker, som ikke har lyst til at dele Catoniavej med nogen, som lægger i detaljer mærke til andre mennesker og deres udseende og lugte -, og hvor et hul i jorden på Catoniavej så bliver en game changer, hvor vi andre måske syntes, at en game changer ville være, hvis konen vil skilles.
Hvorvidt og hvordan denne game changer forløber, og hvordan et hul i vejen kan få indflydelse på en mand ved navn Jensen, det skal ikke røbes her. Men bogen er spændende. I bund og grund fordi der ikke sker så forfærdelig meget på det ydre plan. Mest på det indre.
David Garmark er rigtig god til at beskrive de små bitte ting i livet, og det er sundt, for det er kun ved at bemærke de små ting, vi kan lære for alvor at sætte pris på de store. Og det er denne ofte skjulte visdom, der gør bogen til noget særligt.
|
|
Senest opdateret: Søndag, 3. oktober 2021 08:52 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 13:10 |
|
Irene Vallejo
Evigheden i et siv
460 sider
Gutkind Naturligvis skal vi anmelde den her bog. Og naturligvis synes vi den er fantastisk.
Alene fordi den handler om bøger.
Vi sluger alt, der har med bøger at gøre.
Og når så vi støder på en bog som denne, der hylder bøgerne for det, de er, en opfindelse, der giver ordet videre og giver folk så mange glæder, så kommer vi altså op at gøre.
Det vil du helt sikkert også gøre, hvis du interesserer dig for bøger, hvad du jo gør, ellers ville du aldrig været nået hertil.
Så drømmer du måske også om natten om nogle af de elementer, der indgår i denne dejlige udgilse, fra bogstaver i overstørrelse på papyrusruller, over Marcel Schwobs selvbiografi, til huslæsere i barndommen i paladset, til alfabetets udbredelse fra de adelige kredse. Fra de analfabetiske digtere, via Iliaden og Odysséen, fra den anatolske halvfø, til de store perserkrige, fra forslaget fra en Sorbonne-professor i 1955 om at udskifte det angelsaksiske ord computer til et forslag om at kalde det ordinateur.
Eller hvad med historien om Rom - byen med de 29 biblioteker i år 350 - og så til beskrivelsen af en litterær kanon, der har meget lidt til fælles med den religiøse.
Bogen fortæller om alle de mennesker, der har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne: kopister, illustratorer, oversættere, skriftkloge, spioner, oprørere, nonner, slaver og boghandlere, som det hedder. Ikke et ord om boganmeldere, men det giver jo naturligvis sig selv:-)))))
Bogen er fyldt med viden, med ord, med opsigtsvækkende reseach, med historiske betragtninger, beskedne fragtmenter fra en svunden tid med detaljer, som næsten enhver måtte have glemt, den er så overskudsagtig i sin opsætning, så fremadstræbende og positiv i sit ordvalg, at man ikke kan andet end begejstres.
Det er ganske enkelt en himmerigsmundfuld for videbegærlige bogelskere.
|
|
Senest opdateret: Tirsdag, 12. oktober 2021 13:44 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 12:12 |
|
Lars Jespersen
Boghandlerens søn
377 sider
Hovedland Det er altid prægtigt med historiske romaner. Romaner der fortæller om livet i forne tider. Hvordan talte vores forfædre, havde tidligere generationer også håb, drømme og længsel. Handlede det blot om at overleve, hvor vi andre i 2021 taler om at leve.
Når en historisk roman tillige er er god, så er det endnu bedre.
Og det er den her.
I 1624 i Aalborg leder Daniel efter sin boghandlerfar. Denne er faldet i unåde, fordi han har solgt bøger, der ikke må sælges, og så har han sørget for at forsvinde. Det er bogens ene drama.
Et andet er, at Daniel møder præstedatteren Christine, som tilhører en anden stand, hvilket bestemt ikke var velset på det tidspunkt. Men de finder sammen, bliver et lille team, der sammen forsøger at finde ud af, hvorfor Christine mor mistede sin forstand.
Og det måske helt store drama bliver med Lars Jespersens spidse og detaljerede pæn beskrevet i og med, at Christian den 4., som nordtysk kredsoberst, involverer Danmark i religionskrigen mellem protestanter og katolikker.
Det kommer i den grad til at gå ud over Aalborg. Det lykkes for forfatteren at male et troværdigt billede af en tidslomme. Heldigvis er sproget flydende og helt nutidigt, og derfor skal man ikke generes med, at oversætte en slags datidens talemåde til moderne sprog.
Han nøjes med vendinger som "Klemme var den hærdebred mand", "en vejrbidt soldat", "bitre afsatte fogeder", "jeg ville melde mig til kongens tjenseste" og sådan nogle ting - og naturligvis de navne og øgenavne, de blev kaldt på den tid.
Bogen giver et vist indblik i historiske fakta, mens det mest spændende er miljø- og karakterbeskrivelserne.
|
|
Senest opdateret: Tirsdag, 12. oktober 2021 12:40 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 10:03 |
|
Peter Vuust
Fra solo til samspil
150 sider
Grønningen1 Musikalitet i stemmen, musikalitet i handlinger, musikalitet i kærlighed, musikalitet på job. Musikalitet betyder ikke nødvendigvis at have noget at gøre med evnen til at kunne spille. Måske hjælper det, men man har jo også hørt om særdeles hidsige orkester-ledere.
Hjerneforskeren Peter Vuust gennemgår med udgangspunkt i den nyeste forskning på området, hvordan man skaber en arbejdsplads med samspil frem for topstyring - og med det groove at medarbejderne elsker at gå på arbejde.
Groove er et ord netop hentet i musikken, som er udgangspunktet for den strategi, hvormed man uden forhåndskendskab til musik kan føre sine ledelsesevner ud i livet på en anden måde.
Til gavn og glæde for alle.
Ofte kan man lade sig inspirere, hedder det i bogen, af en musikalsk analogi, nemlig symfoniorkestret.
Miles Davis er ifølge bogen en anden musikalsk og ledelsesmæssig inspiationskilde.
Og som en morsomhed er Charles Darwin da også taget med som eksempel på, hvorledes man kan bruge musikalitet som led i den seksuelle selektion.
Man får en vis, ny viden om musik og musikinstrumenter, hvoraf de ældste ifølge bogen daterer sig 35.000 år tilbage.
Udover det har bogen nogle pudsige formuleringer som f.eks. at de bedste musikstykker skriver sig selv efter adskillige mislykkede og pinefulde forsøg.
Meningen er sikkert god nok. Men et musikstykke har jo netop aldrig skrevet sig selv, når det først kommer efter mange forsøg.
Vi vil nu også stille spørgsmålstegn ved den kendsgerning, bogen bliver solgt på, nemlig at i Beatles skiftedes man til at stå forrest og bagest i bandet. Ved enkelte lejligheder var det George Harrison, der var i front, ellers var det nu mest Lennon og McCartney, mens Ringo havde sin absolutte plads ved trommerne.
Nå, lad nu det ligge.
Vi bliver for en stund inspireret til at lade livet lede og ledsage af musik og den åndelighed, der ligger heri.
Og det er godt nok som afveksling. |
|
Senest opdateret: Tirsdag, 12. oktober 2021 10:23 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 08:36 |
|
Jens Henrik Jensen
Gladiator 464 sider
Politikens Forlag En mammut af en krimi hvor vi kommer godt omkring geografisk. Vejle, Paris, Søborg, Middelfart, Tuse Næs,Thailand og spotpunkter som Antvorskov Kaserne, Roskilde, Gribskov -, som en god krimi skal indeholde for at opnå max sandhedsværdi for læseren.
Bogen er den 5. i serien om Niels Oxen, der denne gang i egenskab af tidligere jægersoldat og de egenskaber, han nu har oparbejdet, bliver kontaktet af PET. De vil gerne samarbejde med ham, men man er vel jægersoldat, så man gør altså tingene på sin egen og måske mere effektive måde....
Det er da også noget af en forbrydelse, der skal opklares, nemlig hele syv krigsveteraner, der bliver dræbt i grusgrav og shelter. Ren likvidering. Det ser ud som en seriemorder, der har set sig sur på krigsveteraner. Men er det nu også, hvad det ser ud som.
Selvfølgelig er det ikke det, og det ender naturligvis med, at Oxen selv lige pludselig står ansigt til ansigt med døden i den komplicerede sag, der trækker tråde langt ud over Danmarks grænser.
Oxen får følgeskab af sin gamle makker fra foregående romaner, nemlig Margrethe Franck, og de to, når det nu skal være, kommer i kontakt med en organisation, der hjælper krigsveteraner.
For at det ikke skal være løgn, så forsvinder Oxen midt i det hele, og så er det, at det for alvor bliver spændende, så selv lænestolen bliver tør i halsen.
Mageløs spændende og igen; godt med alle de geografiske spotpunkter, så man næsten kan følge hovedpersonerne fra landsdel til landsdel. |
|
Senest opdateret: Tirsdag, 12. oktober 2021 09:13 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 00:00 |
|
Daniel Dalgaard
Sfinx
410 sider
Gutkind Når jeg bli´r gammel er der en Gnags-sang, der hedder, og den kommer vi uvilkårligt og med melankoli i sindet til at tænke på, når åbningsscenen i romanen her folder sig ud på kanten af swimmingoolen ved et Thailandsk turistresort "med det utrolige navn" Paradise Beach. Hvorfor lige netop det skulle være utroligt, det har vi stadig ikke grejet.
Men forfatteren må have en mening med det, ligesom der ser ud til at være god mening i at beskrive det fysiske forfald og den nedtur, som hovedpersonen Jan har været udsat for. Knækket i hoften kan nu ikke føres videre, mit hovede hænger få centimeter over mine knæ, armene dingler ned langs siden......Louise spænder bæltet over maven, så jeg ikke tipper igen......jeg føler mig endnu mere fortabt end jeg gjorde i forvejen . . .den vidner om, at jeg er en dukke, et kæledyr....Jan med et a som i spanskrør, Snækker med S som i stomibælte, som i stænkskærm, sanitetsklud....osv osv.
Poesien og de tilhørende vendinger præger billedet bogen igennem. Romanen er ikke, som romaner er flest. Det er en stor gang leg med ordene og smagen på de rigtige sætninger, der er en lækkerhed over hver side. Det beskrivende er ikke taget fra nogen som helst palør men er opfostret i en digters sortiment af sans for musikalitet og leg med ordene.
Vi synes, bogen er fremragende. Skal dømmes på sin evne til at fange læseren ind i lyset af vor egen fortid, i vor evne til at spekulere på, hvad mennesket består af, og længslen efter at kunne iagttage noget mere og spise af verden i flere, store bidder, inden det er for sent.
I hjertet af et filtret system af trapper og gange ligger værelse 237 eller hvad med denne
Hotellet tilhører gruppen af hoteller, der er præcis så dyre, at foyeren har en sofa i imperiestil plus to stenløver ved indgangen plus roomservice og en piccolo i spraglet vest, men samtidig så billige, at piccoloen også er receptionisten, som er klokken.
Sådan noget er en dejlig måde at fortælle på; noget de fleste af os kender til efter iagttagelser på feriedestinationer, men måske ikke lige har lagt mærke til, og slet ikke er i stand til at beskrive med musik i sproget.
Bogen har mange elementer i sig og er mangefacettet, lige fra utroskabscener, til Californien, Thailand, Bornholm og en massiv bevægelse over tidslommer fra forskellige årtier.
To skæbner mødes, Thea og Jan, idet de indlogerer sig på samme overnnævnte resort. Romanen handler om mange ting; om relationer, børn, turisme, krig, handicap og rygter. Det er dog ikke det væsentlige. Det væsentlige er sproget, der slår meget, vi hidtil har læst i år. Man skal være indstillet på, at udsyn, åndelighed og sprog er det væsentlige i en bog, der har klangbund af accept af, at tingene nu engang er gået, som de er gået, og hvad kan man forlange mere end at observere dér, hvor man er nu, og observere retrospektivisk.
De to hovedpersoner har tilfælles, at de ikke har haft nogen lykkelig opvækst, og idag er der så tilmed også fællesskab i og med, at Jan har mistet sin førlighed. Det har Thea ikke, og hvad det så handler om, skal du læse bogen for at finde ud af.
En smuk og varm debutroman. |
|
Senest opdateret: Onsdag, 13. oktober 2021 12:35 |
|
Tirsdag, 12. oktober 2021 00:00 |
|
Valérie Perrin
Vand til blomster
550 sider
Alpha En god bog med ubestridte kvaliteter med opløftende handling, smukke metaforer, henvisninger til John Irvings Æblemostreglementet, H.C. Andersens Grantræet, hurtige spots på Mona Lisa og mange andre store og reflektoriske gennembrud i kunstens verden.
Violetta vogter kirkegårde i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun med den lokale sognepræst, bedemændene og tre gravere. Hvoraf en forvirrende nok hedder Elvis. Violettas dør står altid åben, og flere gange om dagen kommer de lokale lige forbi for at få en kop eller et glas og nogle trøstende ord.
Alle lever det stille og rolige liv med faste rutiner, lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettas dør med sin mors aske....
Så kommer vendepunkt nr. 2 i hendes liv.
Man kan indvende, at man som læser har lidt svært ved at fange de enkelte karakterer. Personerne drukner lidt i larmen fra miljøbeskrivelser, kunstneriske indtryk og samtaler om det enkle med døden i baggrunden og som fast underlægningsmusik.
Vi kommer til at opleve værdifulde kapitler om små liv, der krydser hinanden og fletter sig sammen, og hvor stemningen er, at vi alle ved, vi skal herfra, så derfor handler det om at sætte pris på nuet.
En uhøjtidelig roman fyldt med kærlighed og sorg, hvorfra der udspringer en smuk poesi og en lækker følelse af sødme.
Når det er sagt, så er der lidt for mange navne, og bogen er ganske enkelt for lang til, at den for alvor fænger. Så dramatisk er plottet heller ikke, og det kan til tider være svært at komme videre.
Men er man til de store bøger, hvor formålet er at tage forskellige grene af litteraturen ind, så er det her helt sikkert en bog for dig. For historien er godt sammensat, og der er en god rytme i sproget.
|
|
Senest opdateret: Onsdag, 13. oktober 2021 14:21 |
|
Mandag, 11. oktober 2021 10:14 |
|
Karin Smirnoff
Så tog jeg hjem
368 sider
C&K Tredie bind i serien og afslutningen i fortællingen om den lidt spøjse men frihedselskende Jana Kippo og livet i de nordsvenske landsbysamfund.
Bogen har fået kritik for at være en lidt søgt afrunding, fordi der nu SKULLE nedkomme tre bind. Og at den ikke lever op til forgængeren.
Sådan noget giver efter vores opfattelse ikke mening. Sådan kan man ikke sammenligne tingene. En bog er, hvad den er. Og har forfatteren noget på hjerte, og støttes det af forlaget, så sker der ikke noget ved at tage bogen i øjesyn. Livet er jo heller ikke nødvendigvis så godt idag, som det var igår.
Bogen er godt skrevet. Vi får et fortsat godt indblik i livet højt oppe i Sverige. Forfatteren fortsætter sin skrivestil med ord, vendinger, meninger og iagttagelser der vælter ind og ud af hinanden, ofte uden ophold, pg pudsige stavemåder, ofte uden tid til at tænke, men blot opleve og lade tankerne myldre, som de nu ofte gør det i vores egen dagligdag.
Bogen er med til at legalisere den forvirring, man som menneske kan være udsat for ved at skulle presses ned i diverse rammer. Karin Smirnoff gør op med den konforme skrivestil, der i årtier har hersket, ofte for at få læseren med, men mest fordi det er rart at gøre, hvad andre gør.
Det kommer der ikke altid gode bøger og slet ikke bestsellere ud af.
Ved at fastholde sin stil manifisterer forfatteren her sig endnu en gang som en banebryder.
Og som en der leverer en god historie og ikke nødvendigvis et smukt sprog og en flot emballage. Det er indholdet, der tæller. |
|
Senest opdateret: Mandag, 11. oktober 2021 10:30 |
|
|
Mandag, 11. oktober 2021 09:40 |
|
Emeli Bergman
På undersiden af dagen
156 sider
Gutkind
Det er befriende med bøger uden alt for mange kapitler og slet ingen dialoger med citationstegn og direkte tale osv. På den måde får forfatteren os til at blive i flowet, i tankerne, i handlingen. Bogen er fyldt med sider uden en eneste indrykning. Det er en skrivestil, der fortætter oplevelserne og minimerer flimmer fra andre skærme og sider end det tilsigtede.
Vi kommer i den grad tæt på hovedpersonen Anna, der nærmest i sorg, chok men mest med frihedslængsel drager til Paris og bliver der for i mange år at fungere som au pair diverse steder og hos diverse familier.
Vi følger hende tæt i det kaos, der opstår i og omkring hende, når hun skal relatere til forskellige børn, samtidig med at hun har sit indre, hun skal bearbejde.
Følelserne sidder ikke uden på tøjet, og det giver et glimrende billede af et menneske, der lever og overlever ved blot at forsøge at få tingene til at fungere. Om natten ligger jeg lysvågen i hans arbejdsværelse, hvor jeg skal sove, printeren og computeren blinker i hver sin takt, en rød og en orange lampe. Kattenes spiseskåle der står på et blomstret underlag, lugter stærkt. Benjamin er overalt, jeg ser hans ansigt for mig, fornemmer hans bevægelser og stemme i alt. Jeg hader det hjælpeløse lys, der falder ind gennem rummets små firkantede vinduer. Hvem ville kunne vokse op til at blive et friskt, livsdueligt og rosenkindet ungt menneske her!
Sådan er skrivestilen. Lækker, stram og velkomponeret. |
|
Senest opdateret: Mandag, 11. oktober 2021 10:09 |
|
Mandag, 11. oktober 2021 08:53 |
|
Jakob Sheikh
Vi tabte
384 sider
Gyldendal
Forfatterens tese er, at Vesten har tabt krigen mod terror, og at den militante islamiske bevægelse idag står langt stærkere, end den gjorde i 2001. Frygtindgydende må vi sige, og er det prisen for at leve i et globaliseret samfund, tænker vi så.
Det gælder al-Quada og en lang række af de andre, yderliggående, globale grupperinger. Der er idag cirka 230.000 militante islamister i verden og altså langt flere end de par hundrede, som al-Queda bestod af i 2001.
Samtidig mener Jakob Sheikh, at Vesten idag stadig står med en unik chance for at skabe betydningsfulde forandringer i kampen mod jihadismen. Kampen begynder med forståelsen af, hvordan jihadismen kunne vokse så voldsomt.
Det får man så et ganske fint indblik i i bogen her, der er uhyre velskrevet, nærmest som en spændingsroman. Skridt for skridt, bid for bid fortæller den om såvel opbygningen af terrornetværk som jagten på lederne. Om den mere, overordnede, filosofiske og politiske del, hvor vi i Vesten organiserer os gennem nationer, hvor nationerne så er underinddelt på forskellige måder, bl.a. gennem religion. Og at sådan er det ikke i Islam, der er det stik modsatte, hvor nationerne er underindelt af religionen.
Bogen har enormt mange, vigtige perspektiver, hvor man som læsere ofte får direkte aha-oplevelser. Vi kommer geografisk vidt omkring, USA, Palæstina, Indien, Østen, Yemen, Kenya, Sudan osv. osv. Og så er bogen særdeles aktuel i sin kontekst, næsten profetisk, idet USA jo netop har trukket sig ud af Afghanistan, og der er ingen tvivl om, at der er bred opfattelse af, at de på den konto tabte krigen mod terror i betydeligt omfang. Og den sætter helt nye perspektiver på vores hidtidige opfattelse af krigen og klargør, hvordan det har været terroristernes mål med eksempelvis 9/11 at få de vestlige demokratier til at bløde økonomisk i krigen mod terror.
Bogen fortæller, hvordan de store magthavere i jihadismen styrer de mindre, og dem igen manden på gulvet, som så begår terrorhandlingerne med selvmordsbomber, biler, økser osv. Ganske enkelt med det formål at nedkæmpe vesten og få dem til at forlade muslimske områder.
En særdeles grundig og indsigtsfuld bog om en af vor tids store svøber
|
|
Senest opdateret: Mandag, 11. oktober 2021 09:33 |
|
Søndag, 10. oktober 2021 11:33 |
|
Holger Dahl
Mingselskabet
360 sider
Grønningen1 En meget fin bog der er et klasseeksempel på, at man som debutant kan udmærke sig betydeligt litterært ved at føre en anderledes pen og ikke læne sig op af noget umiddelbart genkendeligt.
Een ting er at bogen er vanvittigt spændende, den er også fyldt med varme og lune undervejs, idet den ofte berører såvel kinesisk som japansk visdom og på den måde pakker en ganske almindelig danskers måde at se verden på ind i en østerlandsk kontekst.
Den handler om en dansker, der i 1982 skal til Kina for at overtage salget af trykmaskiner for en tysk virksomhed, Abendland i Mainz. Til at begynde med suges han umærkeligt, men med point-of-no-return-etiket ubønhørligt ind i en kinesisk verden, hvor intet er, som det ser ud, og hvor tiden, ifølge bogens bagsidetekst i hvert fald, er gået i stykker.
Det viser sig gennem bogen, at tiden også bliver opløst for læseren, idet bogen er så spændende, at den, med et fortærsket udtryk, næsten er umulig at lægge fra sig.
På den måde kombinerer forfatteren på en snild måde sin hovedpersons rejse ind i en vægtløs galakse og omsætter det, så vi læsere får glæde af opholdet i samme galakse, og det er rigtig godt gået.
Romanen er skrevet i et yderst mundret dansk med dagligdags og tydelige vesterlandske handlinger og obervationer i Bejing, hvor telefonsystemet ikke virker særlig godt, antageligt, som det hedder, fordi det hemmelige politi først skal på plads, så de kan lytte med. Og fortæller om hvordan den tavse Wang viser sig at blive en ualmindelig god guide i Beijing, og hvordan de nye venner på Venskabshotellet kunne stå en bi i situationer, hvor en kineser ikke kunne forklare noget, og det var der trods alt tit, som det hedder.
Det virkede, som om det enorme, kinesiske statsapparat brugte halvdelen af sin tid på at finde på nye, sjove ting, det kunne bruge den anden halvdel af sin tid på.
Og så er det ellers, at begivenhederne begynder at tage fart. Bogstaveligt. Romanen tager fat i læseren på en næsten ubønhørlig måde, løfter en op, og præsenterer os for kinesisk visdom, samfunds-opbygning, indretning og til syvende og sidst, en helt anden måde bare at være på og tænke på.
En spændende måde at kombinere en næsten journalistisk beskrivelse af dagligdags handel og vandel og så tilsat de metaforer og kinesisk hatteæske-visdom og mystiske tegn og symboler til at ruske op i en danskers måske lidt for danske måde at være på. |
|
Senest opdateret: Søndag, 10. oktober 2021 22:18 |
|
Søndag, 10. oktober 2021 10:58 |
|
Inge Gunnersen Flindt
Et lykkeligt uheld
364 sider
Forfatterskabet En dejlig dansk bog om små, danske hverdagsdramaer. Sidespring, fuldskab, graviditeter på et tidligt stadie i parforholdet, smøring af madpakker, angsten for at blive såret, afvisning af en dejlig mand, juledekorationer og alt det, vi kender fra dagligdagen. Bogen er hamrende godt skrevet. For de nævnte dramaer er kun elementer for at få det egentlige budskab igennem: Change of lifestyle.
Mod slutningen bliver den mere og mere inspirerende, og man får som læser næsten selv lyst til at lave en gamechanger i sit eget liv for at se, hvor det fører hen.
Pernille mister sit job og bliver tvunget til at flytte fra sin lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Af noget så skørt som et rotteangreb på ejendommen.
Så arver hun en gård på Djursland, højt til himlen, muligheder for gode venskaber og kærligheden der kan gro.
Budskabet er ikke til at tage fejl af. Nap de muligheder du har og tag de chancer, der byder sig. Du ender med at lære dig selv at kende på en helt ny måde.
Vi får et par af de geografiske spotpointer fra Djursland ind under huden som Dråby og Ebeltoft, og bare sådan et par områder gør, at bogen virker utroligt levende og autentisk. Forfatteren er god til at fortælle om livet på landet og god og stærk i sin karakteropbygning.
Og at Pernille så bliver lykkeligere det nye sted, end nogensinde før, og ovenikøbet møder en dejlig mand, det gør jo heller ikke noget.
En lykkelig slutning?
Måske. Men i hvert fald inspiration til ens videre liv og noget der for alvor giver stof til eftertanke.
|
|
Senest opdateret: Søndag, 10. oktober 2021 11:25 |
|
|
