100 topchefer af Niels Lunde

Niels Lunde
100 topchefer
448 sider
L & R Buisness

Der er ingen tvivl om, at det her er en af de absolutte top-3 sællerter, for nu at blive i det sprog, inden for dansk erhvervslitteratur i hvert fald i år. Dels er den skrevet af en af de meget kendte erhvervskommentatorer, og dels er det altid af stor, almen interesse såvel på direktionsgangene som i den brede befolknings erhvervs-approach at forsøge at analysere sig frem til, hvad der gør gode topchefer til det, de er.

Som udgangspunkt giver Niels Lunde da også nogle gode bud, idet her er tale om en overordentlig flot sag, hvis slagkraftighed understøttes af en dejlig, let og ubesværet tilgang til de vidt forskellige topchefers forskellige karakteregenskaber, styrke- og slagsider.

Med nogle iøvrigt meget sjove, levende og spændende stregtegninger af hver enkelt.

Imponerende arbejde skrevet med stort mod, stor kløgt og fin bevægelighed i teksten.

Men:

Når man nærlæser bogen og går kritisk, endda ikke specielt hårdt, til værks, så er der noget af research-arbejdet, som skuffer, nogle af oplæggene i indledningen, der ikke er fulgt til dørs og der er uregelmæssigheder i selve indholdet, som ikke stemmer overens med bogens titel og metier. Detaljer kan det påstås og fejes af bordet med. Javist. Men detaljer der skæmmer i så flot en bog og en ellers ganske imponerende præstation, som igen er anbefalelsesværdig over for såvel den alment erhvervsinteresserede som den golfspillende topchef, der er repræsenteret i bogen, og som nu for alvor kan drille sin kollega i den konkurrerende virksomhed, når de tager en tørn over greenen . . ., for Niels Lunde har jo selv sagt . . . osv.

Vi skal begynde et sted, og det bliver med omtalen af Kåre Schultz fra Novo Nordisk. Nu er bogens titel jo 100 topchefer, og selv om Kåre Schultz ganske vist først bliver placeret som nr. 47 i bogen, så skriver Niels Lunde, hvad rigtigt også er, at Kåre Shultz er blandt de få ikke-topchefer, som er med i erhvervslivets top-100. Nu har fokus altså pludselig ændret sig fra 100 topchefer til erhvervslivets top. "Kåre Schultz er så ubestridt den tungeste person efter Lars Rebien Sørensen, og han er stadig kun i fyrrerne . . . . ". Hvad er det lige, der sker her? Hvorfor tage Kåre Schultz med i en bog om topchefer, når forfatteren selv netop påpeger, at han ikke er det?
Nu kan en forfatter - her med baggrund i journalistikken - jo tillade sig mange ting, og det hedder da også på omslagets bagside, at Niels Lunde giver sit personlige bud på erhvervslivets rangorden.
Altså endnu en gang - ikke topcheferne men erhvervslivet. Lidt stil- og titelforvirring, den burde have været fanget i tilblivelsen, og underligt, at den ikke er fanget af forfatteren selv.

Vi går lidt tilbage. Nr. 10 på listen er Lars Larsen. Disse enfant terribler, der kommer ud af det rene ingenting og med djærvskhed og også frækhed og som på en vis måde udfordrer The Establishment, som i løbet af en generation skaber millard-formuer med deres bare næver, ser det ud til, at Niels Lunde har et blødt hjerte overfor. Eller også har han bare ikke researchet grundigt nok.

Først i bogen opremser Niels Lunde nemlig troværdighed som et af de ti værktøjer, han gennem analyser har fundet ud af er parametre for succes. Så Ditlev Engel fra Vestas får naturligt nok i bogen nogle drøje hug over nakken for at have lovet sine aktionærer for meget og kommet med uventede nedjusteringer. Samme medfart om mangel på troværdighed får B & O-formanden Jørgen Worning, da han efter Niels Lundes opfattelse forkludrede fyringen af direktør Torben Ballegaard i 2008. "Her går det fint, lød hans budskab, mens aktiekursen raslede ned". En udtalelse der alt andet lige kan være en Komisk Ali værdig. Derimod får vi ikke at vide, at Lars Larsen virkede slemt utroværdig, da han for år tilbage i et direkte TV-program med daværende Spies-direktør Knud Heinesen forsøgte at bilde en hel befolkning ind, at han tjener 1.000 kroner på hver rejse, han sælger i Larsen Rejser. Er en sådan udtalelse så åbenlyst fræk, så indlysende en løgn og så indbydende til omgående nedskydning, at det ikke er et troværdighedsproblem? Eller er det et forsøg på i bogen at undgå den lidt pinlige modsætning, at troværdighed i visse tilfælde rent faktisk betaler sig, og at folk tilgiver lurendrejere? Svært at sige. Også iøvrigt svært at sige hvorfor Lunde ikke er gået mere til makronerne, hvad angår placeringen af Lars Larsens butikker, som forfatteren påstår har været placeret uden for byens centrum, hvor huslejen var billig, og hvor der var til at få en parkeringsplads. Vi kan så orientere om, at Lars Larsen i begyndelsen af sin karriere havde en butik placeret midt på Store Torv i Århus -, et af byens absolutte erhvervsmetropoler med huslejer i den tunge ende. Man har jo naturligvis lov at lære, og idag er i hvert fald hovedtallet af butikker ikke placeret direkte på et strøg, men der er da alligevel nogle, som måske nok ikke er placeret lige ved Rådhuset, men som af visse byers borgere utvivlsomt vil blive betraget som byens centrum. Hvad er centrum efter Niels Lundes mening -, det ville vi egentlig gerne have vidst.

Vi ville også gerne have vidst, hvilke af bogens 100 hovedpersoner, der har sagt nej tak til at medvirke ved input til de af bogens afsnit, der omtaler de respektive. Det ville vi godt have kunnet bruge i forlængelse af bogens kontekst til at finde ud af noget om netop de personer, der ikke har villet medvirke med input til bogen, som Niels Lunde skriver, at sådan har det været for de få. Hvem er de mange, der har ønsket det, og hvorfor har de ønsket det? Og hvem er de få, der har nægtet og med hvilken begrundelse. Og er der en særlig årsag til, at vi ikke må få de navne?

Hvad angår tidligere nævnte Ditlev Engel og iøvrigt hele kulturen omkring klimadagsordenen, så bekendtgør Niels Lunde frejdigt og grænsende til det uforskammede, at "man kunne argumentere for, at klimadagsorden giver nogle topchefer gunstigere vilkår end andre, og at det bør tale imod dem, når de skal måles op mod andre topchefer". Jamen dog. Bliver man en ringere chef, fordi poltikerne nu tilfældigvis kan lide alternativ energi, der fremover skal få samfundet til at køre rundt, og bliver man dårligere på en liste, fordi man skal måle sig med en bankchef, som staten i øjeblikket og på andre tidspunkter holder hånden under, så de ikke skal snuble i selvskabte problemer. "Selv om det", hedder det, "må være dejligt at stå i spidsen for en offentlig virksomhed, som kan imødese offentlige tilskud og investeringer, så er klimadagsordenen så grundlæggende, at praktisk taget alle topchefer forsøger at hægte sig på den, når de tilrettelægger deres strategi".

Ergo, vil www.bogsyn.dk så mene, - alle forsøger at mele kagen. Nogle skal bare gå foran og i krig direkte derude i slagmarken og træde fodspor selv. F.eks. Ditlev Engel.

Der er rigtig megen subjektivitet i bogen. Niels Lunde har ved visse lejligheder svært ved at styre sin pen for superlativer og pudsige formuleringer som i afsnittet om Wiliam Demant Holding-chefen, at "I hverdagen arbejder Niels Jacobsen i en ret speciel branche, hvor man sælger et produkt, som kunderne ikke har lyst til at købe. Et høreapparat er usexet, og man køber kun sådan et, når man er nødt til det". Tja, det er da et udmærket, men meget negativt slogan og en af de hurtige egnet til en lækker overskrift. Men kan man dybest set ikke sige det om rigtigt mange produkter? Banklån, som banker lever rigtig godt af, optager man vel kun af nødvendighed, hvem siger de er sexede, og hvem gider have dem? Hvem gider købe en ny vaskemaskine, medmindre den gamle er udslidt? Eller et medicinalpræparat fra Novo Nordisk eller en dyne fra Larsen, eller ringer speditørerne lavpraktisk talt ikke først efter damperen fra A.P. Møller og har udgifter til det, når det er nødvendigt at fragte en vare?

Totalt set fremstår bogen som en sællert i særklasse, og Niels Lunde skal have ros for sin evne til at opbygge sin bog af lige dele samlinger af og værdinormer fra meget forskellige ledere, portrætter af de forskellige ledertyper og meget anvendelige læresætninger, som vil kunne iagttages af andre topchefer in spe, mens iværksætteren på gulvet bør lytte meget opmærksomt til, hvad der så driver disse succesrige mennesker. Det er morsomt at læse om de mange nuancer, topcheferne har. Flot i den henseende. Dette er yderst spændende læsning. Og mange af siderne i bogen er helliget en ypperlig beskrivelse af nogle af de værktøjer, som topcheferne benytter sig af. Det er virkelig en præstation at få sådan noget ned på papiret med alle de forskellige værktøjskasser, de benytter sig af.

Bogen er tydeligvis skrevet til et klientel, der anses for at besidde en fotografisk hukommelse, og som ikke tager sig af detaljer som alfabetisk rækkefølge i indholdsfortegnelsen. Her er det tallene, der afgør, hvor hvem er. Man kunne umiddelbart godt have brugt netop en alfabetisk oversigt over de forskellige ledere, men Niels Lunde har altså her valgt at tale erhvervslivets sprog.

Og det er da heller ikke kedeligt.