Krigens Stemmer af Max Arthur

Max Arthur
Krigens Stemmer
472 sider
Radius

Det er altid meget, meget spændende at læse beretninger fra de mennesker, der bogstaveligt talt gik på jorden og fik tingene til at ske i højspændte tider og under krige. De menige kadetter, flådeofficererne, mennesker for hvem krigen ude i felten var dagligdagen og livet, og om har så mange beretninger at fortælle, at vi ærbødigt må sætte aften efter aften af for at læse beretningerne i bøger som denne.

Krigens Stemmer er beretninger fra nogle af de mænd og dagligdags helte, der kæmpede i den britiske flåde under to verdenskrige, helt nøjagtigt i perioden 1914-1945.
Det er nærmest en heltegerning i sig selv, at denne bog udkommer, for der er så mange spændende passager fra krigenes og historiens gang og så mange mindeværdige sort-hvide billeder, at det er en af de bøger, vi må lade blive stående i biblioteket fra en tid, der var rugende, faretruende og også, hvor mærkeligt det end lyder, livfuld.

Det bedste ved bogen er naturligvis de meget detaljerede, chokerende og forfærdelige beretninger om menneskelige indsatser og fornedrelser, som krigene bød på for fortælleren og hundreder og tusinder af hans kæmpende kammerater.

Der er beretninger fra letmatroser, der oplevede en officer stille og roligt gå ned gennem en række af civile og skyde dem i ryggen. Hvis nogle af dem stadig trak vejret, skød han dem i hovedet.

Vi oplever, hvordan mandskabet på slagskibet HMS Rodney sik i strejke under Innergordon-mytteriet i 1931, en meget usædvanlig reaktion på en varslet lønnedgang på ti procent, der ville ramme de menige særligt hårdt.

Vi hører den helbefarne matros, Bob Tilburn, berette om sin tid på krigsskibet Hood på sin jagt efter Bismarck og Prinz Eugen, og DET er ikke kedelig læsning. Vi smager granatrummet under A-kanontårnet, hvordan han holdt hjernen igang ved at navigere stjerner for ikke at gå åndeligt i stå, og vi oplever som modsætning,  at skibets styrehus med 200 mand bliver ramt af en fuldtræffer.

Bogen er fyldt med historier, chokerende, forfærdende, noget der gør et eller andet ved os læsere, der så mange år efter får historien om, hvordan de alliierede udgød enorme mængder blod for at befri Europa.

Såvidt tiden i og omkring 2. verdenskrig, men der er også mange andre meget, meget andet spændende stof.

Det bedste som nævnt er naturligvis menigmands beretninger. Hertil skulle bogen have holdt sig.

En dansk pensioneret militærpersons kommentar om, at bogen burde være pligtlæsning blandt politikere og militærfolk synes lidt patetisk. Vi får det endda at vide TO gange. lLgesom vi egentlig gerne ville have begrundelserne for, at han mener, at krig KAN være nødvendig. At det er noget grimt noget, som man i princippet bør holde sig fra, men det kan være nødvendigt. Men så bør politikerne tænke sig grundigt om, inden de sender folk afsted. "En deltagelse må ikke være baseret på en flygtig, oppisket stemning eller iværksættes for at vinde status i et internationalt forum. Og når man endelig beslutter sig for at sende folk i krig, må man gøre sig klart, at der kan ske ting, man ikke tænkte nærmere over, da man hyggedrøftede en evt. krigsdeltagelse ved kaffebordet".

Det er næsten for morsomt at læse. Hvilken politiker vil erkende, at de ikke tænkte sig om? Hvilke krige er i virkeligheden ikke i hvert fald delvis oppebåret af stemninger i befolkningen? Og hvem skal afgøre, hvad der er gode grunde til at gå i krig?

Vi kunne også godt have undværet bogens mere generelle og noget forherligende betragtninger om krigens gang fra de allieredes side og nogle fuldstændig absurde helte-betragtninger om D-dag den 6. juni 1944.

"Landsætningerne på D-dag var en så spektakulær succes, at det ofte er antaget, at sejren var uundgåelig, forudsat at Royal Navy koordinerede den kæmpestore allierede amarda . . . ".

Naturligvis kan man måske nok tale om en historisk succes, når man påregner, at godt 150.000 mand blev landsat i Frankrig på D-dag. Set ud fra øjenskildringer fra krigens menige stemmer, så er denne betragtning dog noget malplaceret. Synes vi.

Vi må så i stilhed mindes de mere end 3.000 allierede, der forblødte til døde på Normandiets kyster netop denne dag, mens mere end det dobbelt blev alvorligt sårede . . .

Never mind . . .

Disse underlige sætninger og holdninger skal ikke stå i vejen for, at det her ER en hamrende velredigeret og meget, meget læseværdig bog, der tager os med helt ud på slagmarken og fortæller med hudløs ærlighed, lader det til, hvordan man oplevede tingene dér, og hvordan krige blev udkæmpet fra dæk til dæk, fra skyttegrav til skyttegrav.

En historisk bog af meget høj, saglig og faglig kvalitet.