Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Mødre og døtre PDF Udskriv Email
 
 https://imgcdn.saxo.com/_9788740043334/0x500
 
Lene Johansen 
Modre og døtre
Politikens Forlag
 
 
Det flotte ved bogen her er, at man som læser bliver tvunget ud i overvejelser omkring sit eget liv og sit eget syn på børn, forældre og i det hele taget nære relationer. Der er afsnit i bogen, der gør decideret ondt -, men på den fede måde så man bliver ledt til at tage stilling. Ikke om den ene eller anden part har ret, men i at være iagttager til det, der sker. Og hvor kan mennesker dog være modbydelige mod hinanden.
Vi hopper f.eks. lige midt og lukt ned i den veldrejede scene, hvor børnene ikke kan tåle, at farmand bliver forelsket igen. Anne Linnets mor finder fem år efter sin mands død en ny mand. FEM år efter. Han hedder Johannes. Johannes´ børn kan ikke tåle, at farmand har fået sig en ny kæreste. Kan ikke tåle at se han bliver foreksket igen. Bliver muligvis overrumplet af, at Johannes ser gladere i sit nye forhold end til sin X.
Det er bare for meget.
Og så diskuterer de fire gæve døtre i bogen, Ritt Bjerregaard, Anne Linnet, Hanne-Vibeke Holst og Christine Antorini, her frem og tilbage om, at det er enten for dårligt, eller også er der den og den forklaring.
Som man nu ville gøre i basisgruppen eller blandt gode venner hjemme i stuen.
Som læser sidder man tilbage med en håbløs forvirring over, at man bør tage stilling, at man kan se det fra både den ene og den anden side, men at man må acceptere, at mennesker har både gode og onde sider, og kan man selv slippe fri af fordømmelser og fordomme.
Ja, det VIL man, for det kommer man ingen vegne med. Det blokerer udsynet, ræsonnerer man efter have læst sig igennem bogen her med al dens skønne beskrivelser af de tætte bånd, der kan være på en hel række områder mellem mødre og døtre, og så også de konflikter, der uvilkårligt følger med de tætte relationer.
Bogen er i dens nyredigering mere end perfekt. Læs bare om Ritts svære tilgang til traditioner. Hvor hendes kritik ifølge bogen udspringer af en irritation over selve familiesamværets kunstige islæt, dets forudsigelighed og de uforløste forventninger, der ofte overskygger og ødelægger den ønskede og - alt for - planlagte hygge.
En bog der oser af de medvirkendes ærlighed. Anne mener f.eks. nok i teorien, at tiden læger alle sår. Men har svær ved at se det rigtige i den påstand, når hun selv står midt i det. Hanne-Vibeke fortæller så til gengæld, at da hendes mor døde, havde hun svært ved at leve og se en fremtid foran sig.
Christine Antorini blotlægger, at hun har haft sit og slås med - med systemet som fjende.
Der bliver ikke lagt spor fingre imellem holdninger og udtalelser i bogen. Det gør den fantastisk.