Jeg lever med en udløbsdato Udskriv
 
 Jeg lever med en udløbsdato
 
Charlotte Bøving
Jeg lever med en udløbsdato
240 sider
Peoples Press
 
Det er nogle pudsige betragtninger, Charlotte Bøving kommer med undervejs i sin dramatiske selvbiografi. Hun skriver eksempelvis, at hun har større behov for anerkendelse end mennesker generelt. Og at når hun så får rosen og anerkendelsen, bider det sig underligt nok sig selv i halen, og så løber hun efter mere. Det fremstår som om, at det forstår Charlotte Bøving ikke.
Det kan vi så orientere om, at det er ikke spor underligt. Den slags adfærd kommer af, at man bliver anerkendt for det forkerte.
Der er skrevet hyldemeter af psykogibøger om, hvordan man f.eks. skal rose sine børn. Eller ikke rose dem. 
Og den evigt grimme ælling, som Charlotte Bøving nogle gange opfatter sig selv, kalder på den anerkendelse ganske enkelt fordi hun bliver rost for det forkerte. Og ikke får det, hun har behov for.
Hun bliver, skriver hun i bogen, anerkendt når hun gør  noget for sine patienter, når hun holder foredrag, når hun taler  direkte til folk, når hun laver  tv, som hun i parantes bemærket nogle gange laver 50 timer om ugen. Mindst.
GØR hun ting. Og så får hun noget på selvtilliden.
Og det er bestemt ikke det samme som anerkendelse på selvfølelse og selvværd.
For den kritiske anmelder ser det ud som om, hun mangler at få renset totalt ud i sit indre og komme i kontakt med den lille pige, der fortsat trænger til at blive anerkendt for den, hun er; om det så skal koste hende at skifte totalt spor her i livet.
Charlotte Bøving er syg; derfor titlen. Hun lever med en udløbsdato. Jovist. Det gør vi vel alle. 
Nu har man så fundet på en titel, der kan sælge. Og solgt, det skal bogen nok blive. Den er bestemt læseværdig, omend lovlig populistisk.
Charlotte Bøving har haft en ganske forfærdelig og meget grum og gyselig opvækst hos et lægeægtepar i Varde, hvor vold og ballade ofte var på dagsordenen. Charlotte var vidne til, at moderen blev banket gul og blå, og som så til gengæld hakkede videre nedad i ordenen på Charlotte, der blev holdt under den kolde bruser.
Det kan virke mirakuløst, at hun overlevede den barndom. Der må have været nogle sandhedsvidner, som den sagnamspundne psykiater, Alice Miller, engang talte om. Nogle mennesker hun kunne være hos, når det blev for hårdt derhjemme.
Det virker som om, at Charlotte Bøving fortsat forsøger at flygte fra den barndom. Vil være den bedste til alt. Knokler derudaf. Taler med folk. Arbejder som om det er hendes udløbsdato imorgen, og at hun lige skal være færdig inden deadline.
Hun skriver, at hun ikke har lært at meditere. Måske var det et sted at starte, om hun skal undgå at blive endnu mere syg, tænker man som anmelder.
Vi må erkende, at historien er utrolig velskrevet og også meget læsevenlig. Men at påstå, at alle mennesker i livet har et valg. DET er bare for meget. Og ikke klædeligt for en læge. Naturligvis har alle mennesker i livet ikke et valg. Der ER folk, der er så psykisk fastlåste i deres situation, at de uanset hvor svært de har det ikke evner at række ud og bede om hjælp. At påstå at folk altid har et valg er det samme som at påstå, at de hjemløse bare kan købe et hus. Så går det altsammen.
Vi er ikke begejstrede for mange af postulaterne og konklusionerne i bogen. Eller for Charlottes evne til at være åben og direkte. Det er jo ganske typisk for folk, der fortæller, de ikke vil være ofre -, men som ender med at blive det for sig selv alligevel.
Men bogen er en fin fortælling om, hvor forfærdeligt det kan være stadig at vokse op i dagens Danmark i familier med penge nok, men hvor den psykiske og fysiske vold hærger som spøgelser dag og nat.
Måske man lige skulle checke, hvordan det går hos naboen . . .