Elisabeth Dissing
Tjenerindens døtre
357 sider
Hovedland

Elisabeth Dissing kan skrive. Det er helt sikkert. Og hun er eminent til i sproget at integrere historie og miljøer dengang for mange årtier tilbage og det sprog og de navne, man havde på den tid, og som danner cyklussen for vor egen tilværelse og afsæt i sproget.

Kræn, San Fransisso, personalet begynder at rydde af bordene, sognerådet, skrædderen, det ovale mahognibord med sølvopsatsen, maleriet med det lille bindingsværkshus, sognerådsformanden, husholdningsudvalgets bestyrelse, galeanstalen, altsammen ord og vendinger der får os til at skue mange tilbage til forne tider, da meget var anderledes.

Vi er sådan lidt tilbage i Matador-tiden. Årene er 1937-1946. Stationsbyen ude mod vest er centrum i historien om de fine og mindre fine og allernederst daglejerne.
Naturen og blæsten har på de tider på landet en helt afgørende betydning for, om man lever, overlever eller bukker under.

Den viden og stemning har forfatteren helt styr på.

Kvindeliv, mandsret og traditioner bliver læseren også indført i. Romanen har en fin personsammensætning, der ville være glimrende til en række fortsættelser, nøjagtigt som i f.eks. Matador. Så ville det kræve, at handlingen strammes lidt op, og at kapitlerne kommer til at indeholde et eller måske to dramaer pr. gang. Ellers bliver det hele lidt for tyndt, og handlingen overlades lidt for meget til personerne at bære igennem.

Når det er sagt, så er det altså skønt at læse om Tog-Lars, Mille kogekone, Knabstrupperne, førstelæreren, oprør i Stationsbyen, frk. Holsts planlagte, lokale oplysningsmøder om prævention, Marie Nielsen i sæbehuset, sognerådsformand Hannelise der har lidt svært ved at få ordene sat sammen, da bestyrelsen vil have møde med hende .. . . 

Det er sund læsning det her. Og det er et fint indblik i en tidslomme og et rids af, hvordan man nu engang ordnede tingene dengang, uanset om det var behov for seksualundervisning, eller det er Fr. Jensens og Amailies analyser af Tove Ditlevsens digt Angst fra Pigesind.