Latter i mørket Udskriv

Vladimir Nabokov
Latter i mørket
234 sider
Turbine
 


Det er rart midt i moderne tiders vrimmel af  seksual-, kærligheds- og parforholdslitteratur at genopdage, hvordan relationer og seksuel betagelse og besættelse har været yndede emner i tidligere tiders bøger. Det er som om, at forståelse af behov, menneskers ageren, længsler og brud bliver mere åbenbart, og at sproget fra dengang får os til at blive skarpe og nærværende på konflikter, der er evigt gyldige.

Klassikeren her er nu genudsendt som led i en række af det århusianske forlag, Turbines genudgivelser.

Romanen handler om Albinus, en respekteret midaldrende mand der er filmskaber og yderst kyndig og forstandig udi litteratur. Han bliver betaget af en meget ung pige, Margot som er under 18 og fra arbejderklassen og til spåkoner, der gennem Albinus ser sit snit og sin adgang til penge og glamourøse verdener.

De to indleder et forhold, der hurtigt bliver opdaget af Albinus´ kone, og så er det slut med det ægteskab. Albinus og den purunge Margot tager afsted med en amerikaner, som Albinus tror er homoseksuel, men som i virkeligheden er Margots elsker, og så har vi endnu en ballade.

Dramaet er velkendt. En midaldrende mand lader sig betage af ungdom, uskyld og forført af sit eget begær.

Hvad der er lækkert ved bogen her er, udover at sproget er lettilgængeligt, er sprogbruget for små hundrede år siden. Ikke nødvendigvis gammeldags, ikke arrogant overklasse, mere sådan var det altså, man tænkte og talte på det tidspunkt.

Ville hun kunne aflæse hans troløshed i hans ansigt?

Hans hengivenhed overfor Elisabeth var fuldkommen sikker og uformindsket.

Hans søsters ægteskabelige lykke betragtede han som noget helligt.

Vil De betro mig den besked, De kommer med?

Sådan nogle ting.  Og kombineret med små, forskellige sidehandlinger og humoristiske påfund som Albinus nye flamme, der er mester i telefongas, så får vi os nogle gode grin og kan for se, hvordan stakkels Albinus bliver kørt lidt for meget rundt i manegen og accepterer lidt for meget; nøjagtigt som mænd idag måske er lidt rummelige i iveren efter at få de kødelige behov opfyldt.

En flot roman om dyders forfald, om nemesis ved sidespring, og sex som magtmiddel, om faldet fra tinderne, om hævn, om tragedier, om hvad der kommer tilbage i nakken på en, når man benytter sig af skjulte dagsordener og uærlighed og gemmer vielsesringen i lommen ved suspekte dates.

Bogen har mange facetter, er både nøgtern og afslappet og samtidig enormt præcis og detaljeret i sin beskrivelse af de to hovedpersoner.

En dejlig read fra en tid hvor forholdene var noget anderledes end idag. Og så alligevel ikke . . . .

Romanen er iøvrigt filmatiseret i 1970 med bl.a. Anne Karina og Richard Burton.