Højsangen fra Palermovej Udskriv

Annette Bjergfeldt
Højsangen fra Palermovej
362 sider
Modtryk

 

Om det er en reserchmæssig smutter, eller det tilhører den kunstneriske frihed, ved vi ikke. Men vi synes, at vi for god ordens skyld vil nævne, at skibsrederen Aristoteles Onassis og Jacqueline Kennedy ikke blev gift i New York, som bogen nævner/antyder, men derimod på den græske ø, Skorpios.

Når det så er sagt, så flyder fablerne, fantasien, sagaerne, historierne og alt godt fra havet og spinder en fantastisk dejlig, inspirerende og kreativt motiverende ende over livet, lykken og kærligheden.

Forfatteren er tydeligvis tiltrukket af og inspireret af sydamarikansk litteratur og tænkning, hvor alt kan ske, fantasy og drama i en pærevælling, og hvor er det rart, at hun har valgt den stil til at få budskabet ud: Kærligheden er tilgængelig for alle, der vil den. Mulighederne er uendelige, blot man forfølger sine behov længe nok. Og nej, når vi taler om kærlighed og længsel, så kan det hele nogle gange ikke blive for skørt eller barokt nok, og det får vi da også at opleve i romanen her.

Esther, Filippa og Olga er døtre af Eva og Jan Gustav. Bedsteforældregenerationen er så Hannibal og Varinka, der møder hinanden i 1920 i Sct. Petersborg. I et cirkus. De to flytter ind på Palermovej og er hinandens diametrale modsætninger, idet han er storromantiker, mens hun hellere vil spille på en greyhoundbane.
De to får så et barn, Eva, som bliver stewardesse og møder sin tilkommende i et fly. Parret flytter ind hos bedsteforældrene, da de får et vanskeligt barn. Som dog kun bliver en snes år. Og så kommer Olga og Esther til.

Der er fart over feltet, forfatteren har en brillant fantasi; det hele virker ikke spor anstrengt men derimod som om, at personernes karakterer er kommet til hende frit, frejdigt og uden besvær. Vi antyder, at romanen kan virke sydamerikansk i sin stil og i sin fabulering, men vi kommer også undervejs med alle de skøre vildveje til at tænke på John Irvin og hans forfatterskab, særligt Verden Ifølge Garp og Hotel New Hampshire.

Annette Bjergfelt skriver knaldgodt, man føler sig utrolig underholdt, og selv om hovedpersoner og handling nu og da i reaktioner og karakteristik kan virke fjernt fra det normale, så er det på en eller anden måde alligevel hverdagsrealistisk, fordi alt er så levende og ægte beskrevet.

Jamen vi kan da bare tage det eksempel her fra bogens indledning:

Vores storesøster mistede bevidstheden meget pludseligt. Faldt gennem et hul i tiden og gik på tåspidser ud i det skære lys på den anden side.

 Eller hvad med denne:


Når et portræt males, sidder man tete-a-tete med sin model i timevis. Det er ublufærdigt med så meget fremmed øjenkontakt. Heller ikke dyrene er vilde med det.

Handlinger med sjove påfund snor sig ind og ud af hinanden, selv beskrivelsen af et klaver, hvor to svaner er snoet ind i hinanden, giver et metaforisk billede på, dels hvordan romanens karakterer og miljøer snor sig og glider ind og ud af hinanden.

Romanen er opløftende, sproget både dramatisk og opfindsomt, man bliver glad og overrasket over så opfindsomme sætninger, og i det hele taget er der tale om en fornyelse i dansk litteratur.