Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Kongen i Danmark PDF Udskriv Email

Kongen i Danmarkaf Rikke Agnete Olsen

Rikke Agnete Olsen &
Jørgen Kraglund
Kongen i Danmark
168 sider
Turbine

En spændende bog der får en til at interessere sig for, hvad der gik forud.

Hvordan var Danmark førhen, hvem regerede, hvorfor, hvem var egnet, hvem forstod sproget fra befolkningen, hvem havde indlevelse nok til at gøre, hvad der var godt for Danmark, og hvem ønskede bare at tilrane sig og/eller beholde magten for enhver pris.
Spændende spændende.
Vi får hele den tusindårige historie med.

Fra dengang kongen var den øverste i samfundets top og til dagens demokrati med det konstitutionelle monarki.
Nu er det folket, der afgør, hvem der skal lede staten og have magten. Men vi skal sandt for dyden ikke mange hundrede år tilbage, før det var kronen, der afgjorde Danmarks værk.

 

Historikeren Rikke Agnete Olsen har sat sig for at berette om hver enkelt konge - OG dronning -, selv om ordet dronning slet ikke nævnes på bogens bagside, selv om vi vitterligt har haft to kvindelige regenter. Man kan i disse ligestillingstider undre sig over titlen på bogen. KONGEN i Danmark, når man endda gør et nummer ud af, at det er en hilsen til DRONNING Margrethe i anledning af hendes fødselsdag. Også selv, om Danmark bliver kaldt et kongerige, og at forfatteren iøvrigt har argumenterne på plads.


Der er herudover flere af indlæggene, der kalder på kommentarer og afføder en del flere spørgsmål, end de besvarer, i bedste fald bør de suppleres med oplysninger.

Forfatteren betvivler f.eks. i sit indlæg om sagnkongerne påstanden om, at Danmark skulle være det ældste kongerige i verden. Og skriver så, at måske er det bare det ældste i Europa.

Hvad hun mener med det, kunne ganske enkelt være rart at vide. Det er almindeligt anerkendt, at vi er blandt verdens ældste kongerige SAMMEN med det britiske kongehus. Nogle få populister, heriblandt plakatfremstillere, har smykket Danmark med titlen som det ældste. At vi er et af de ældste, er der ingen tvivl om, selv om det kan være svært at hitte rede i, om der ude omkring i verden for tusind år siden var samfund med høvdinge, der kaldte sig konger, og at deres efterkommere stadig er det.

Når Rikke Agnete Olsen fortæller, at vi muligvis "bare" er det ældste i Europa, så bliver man altså noget nysgerrig på, hvad hun mener. Måske skriver hun det, fordi hun i hvert fald er sikker på, at det er vi sammen med briterne.

Forfatteren skriver videre, at vores nuværende dronning, Margrethe II, kan føre sit stamtræ tilbage til Gorm den Gamle, selv om hun vedgår, at der nu og da er en temmelig tynd tråd ind til slægten.

Hvilket da også må siges at være korrekt.

Der er nemlig fra forskere ved Saxo-instituttet, Niels Hybel, professor Niels Lund og Jes Fabricius for nogle år siden fremsat påstand og dokumentation for, at vores nuværende dronning ikke er i blodsslægt med Gorm den Gamle mere end alle vi andre.

De fortæller, at hele idéen om en kongerække så langt tilbage som til Gorm den Gamle først blev publiceret mod slutningen af 1000-tallet, altså mere end 100 år efter at Gorm den Gamle levede.

Endvidere var det først, da kristendommen slog igennem herhjemme, at man begyndte at interessere sig for slægtsforskning og skrev ting ned. Hvilket igen vil sige, at alt, hvad der tidligere skete i historien, er overleveret mundtligt.  Hvilket så gør, at historikerne havde temmelig frit lejde til at nedskrive historien efter politisk temperament.


Den første, skriftlige kilde, der overhovedet beskæftigede sig med adelen og kongerækken var Adam af Bremen, hvis hovedkilde var den daværende konge Svend Estridsen, tidligere Svend Magnus, der bl.a. på grund af sine kristne støtter havde en åbenlys interesse i, at det kunne dokumenteres, at arvefølgen var på plads, og at den var nedskrevet.

Og det blev den så, og det er herfra, vi skulle have et slægstræ, der går frem til vore dage, selv om der ifølge Saxo-instituttet er al mulig grund til at betvivle det, idet Adam af Bremen var den eneste kilde, der kunne fortælle, at Svend Tvesæg fra søn af Harald Blåtand.

Med til at underbygge historien om det kraftige pres på den lige linje i kongerækken har da også været museumsinspektør Adam Bak fra Kongernes Jelling, som fortæller, at man har måttet låne en fætter eller grandfætter fra Tyskland for, at det hele skal gå lige op. Og når én familiegren dør ud, går man lidt tilbage for at finde en anden med blåt blod, og det kan vel næppe siges at være en lige linje.

Og flere steder undervejs er der da også taget nogle gevaldige hop til siderne for at få tingene til at passe.

Nuvel, vi får i bogen mange spændende ting at vide om danmarkshistorien, f.eks. om Margrete I, som dog i virkeligheden slet ikke var dronning af Danmark, men udelukkende regent, da titlen dronning ikke var anerkendt herhjemme men kun i tilstødende nordiske lande.

Vi får også at vide, at kong Christian X fik afværget sit statskup tilbage i tyverne, uden at forfatteren dog kommer ind på, at socialdemokraten Stauning var redningsmanden, og hun fortæller også, at Christian X endte som højt agtet, nationalt samlingssymbol. Man kunne godt have ønsket sig, at hun ville have nævnt, at han da også blev stormester i Frimurerordenen, der på den tid var en af de helt store anerkendelser og prestigefyldte poster fra adel, politikere og ledende erhvervsfolk i Danmark. Og således var kommet med en ganske, konkret eksempel på, HVOR agtet han var.

Om sønnen, Frederik den 9. skriver hun ikke meget, mens noget af det, hun skriver, til gengæld kan vække undren.

For Kong Frederik var der også plads til andre end indfødte danskere i Danmark, f.eks. også de sigøjnere, der for en tid havde slået sig ned på Amager.

Det må være en særlig kilde, forfatteren har det fra.

Det er nyt for os, og vi har da heller ikke nogetsteds kunne finde oplysninger om, at kongen skulle være specielt pladsskabende - eller det modsatte for den sags skyld - overfor fremmede. Kongen var jo en gemytlig og omgængelig mand, så hvorfor skulle han ikke være ganske rummelig. Men hvorfor lige netop sigøjnerne er nævnt og ikke alle de, der kom fra andre steder i Europa for at tage arbejde i det danske samfund, det virker lidt spøjst.

Skulle det forholde sig sådan, at Frederik den 9. havde et særligt blødt hjerte for sigøjnere, kunne man med god vilje se det som aflad overfor en periode i historien, hvor sigøjnere herhjemme blev bandlyst så langt tilbage som hos Kong Christian den 3., hvor bestemmelserne i barske kongebreve om tatere (romaer) forlangte, at de skulle udvises, og deres anførere henrettes.  Eller måske en hyldest til og et bifald til sin forgænger, Kong Frederik den 8., der sørgede for, at en gruppe sigøjnere, nemlig Tajkon-familien, kunne blive i Danmark på trods af en udvisningsordre. De blev siden kaldt Kongens Sigøjnere. Da kongen døde, blev de dog udvist alligevel -, altså i Kong Christian den 10.s regeringsperiode. Frederiks egen far. Måske Frederik den 9. ikke kunne glemme dette.

Og fik vi forresten nævnt, at bogen om Margrete I på den fine og overskuelige slægtstavle nævner året 1377 som begyndelsen på hendes regentperiode. Det årstal bliver ikke nævnt andre steder, hverken på Wikipedia eller hos Nationalmuseet, som beregner hendes regeringsperiode fra 1387, ligesom Den store Danske.
I bedste fald er der tale om en meget uheldig slåfejl.

Når vi så ser bort fra faktuelle oplysninger, der som noget af det første vil slå en historieinteresseret om ørerne, så er her tale om en ganske underholdende bog, som med meget fine stregtegninger af de forskellige regenter har lavet nogle pæne og interessante konkunkturer og rids af folkets overhoveder igennem tiderne. Disse rids og historierne omkring dem gør, at bogen samlet lever op til en god fortælling om Danmarks regenter, deres samtid og deres herkomst gennem danmarkshistorien.