Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Storesøster lillesøster røde søster PDF Udskriv Email

Storesøster, Lillesøster, Røde Søsteraf Jung Chang
Jung Chang
Storesøster, lillesøster, røde søster
448 sider
Gyldendal

En i både omfang og indhold stor bog der emmer af historiens vingesus, og som har ekko af fortid, der taler ind i vores samtid. Og som ovenikøbet indeholder sjældne fotografier af såvel Churchill som Roosevelt. Som lærer os en masse om fortiden og geografien og demografien omkring det land, der ligger umiddelbart fjernt fra os og alligevel så sæt på.

Summa summarum er her tale om en episk fortælling om elementer i Kinas moderne historie. Fortalt af tre søstre der har befundet sig i magtens centrum, og som på helt særlig vis har haft deres indflydelse på politikken og dermed haft fingrene helt nede i dejen, når historien har skullet skrives.
Vi følger de tre meget berømte søstre i Kina, Storesøster Ailing, lillesøster Meiling, og Røde Søster Quingling; sidstnævnte endte med at gifte sig med Kinas "fader", Sun-Yat-sen og endte med at blive Maos næstformand.

Bogen er skrevet i et gribende sprog, i spændingsfeltet mellem ældre litteratur og historieskrivning og nyere dokumentarisme. Og er man interesseret i politik, intriger og naturligvis Kina, så er her tale om en rigtig godbid.

Som læser bliver man revet med fra første side, og sådan bliver det ved, idet vi gennem bogen bliver konfronteret med årstal steder og autentiske fotografier, der nærmest tager os som læsere ved hånden og fortæller, hvordan det var, og hvorfor det hele udviklede sig, som det nu gjorde.

Her er tale om en meget spændende måde at bringe det tidlige 20. århundrede til live på, og man bliver umiddelbart mere og mere interesseret i at opsøge mere viden om Kinas udvikling fra monarki til kommunisme.

Forfatteren har påtaget sig den store opgave at finde frem til skrifter fra folk, der stod søstrene nær; elskere, lærere, bekendte og medstuderende. Det er godt håndværk og ledsages ovenikøbet af fodnoter, der hjæper os til at placere underbegivenheder i den rette sammenhæng.

Forfatteren har været rigtig god til at mixe historiske facts med personlige levnedsbeskrivelser. Hvis vi på sitet her uddelte stjerner, kokkehuer, bøger eller lignende, så ville bogen få seks ud af seks mulige på alle parametre.