Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Elsk verden PDF Udskriv Email

Elsk verdenaf Peter Scheelke

Peter Scheelke
Elsk verden
221 sider
Merges

Det sjove ved bogen her, at der er i og for sig ikke noget nyt under solen. Det bliver også svært, fordi så mange af emnerne gennem årtierne er taget op i forvejen i meget forskellige sammenhænge. Det nye er måden, det hele er sammensat på og de klokkeklare eksempler på menneskelig adfærd, som forfatteren underbygger teorierne med.


Bogen fortæller bl.a., hvor vigtigt det er at kunne erstatte den automatiske tænkning med evnen til at føle og mærke sig selv. Gør man ikke det, så kører man død og på vildspor. Og at man ved automatisk tænkning helt kan undgå at føle i forhold til ens egen situation, eller hvad man føler ved at behandle andre dårligt.

Forfatteren mener, at eftersom folks hjerner ofte er optaget af den automatiske tænkning, lægger de slet ikke mærke til deres følelser. Ubevidst vil de dog opfatte dem, og disse følelser bliver derfor gemt inde i folk selv. Over tid vil de så, hvis de ikke bliver erkendt, udvikle sig som et panser af fortrængte følelser, der generelt vil forhindre en i at mærke sig selv i forskellige situationer.

Hvis et menneske ikke kan føle konsekvensen af sine ord og handlinger men i stedet udelukkende baserer sin adfærd på logiske konklusioner samtidig med at det har hovedet fuld af angribende automatiske tvangstanker, som gør, at det hovedsageligt kun opfatter den del af dets omverden, som understøtter disse tanker, er det fanget i sit eget tankespind.

Sådan en sætning og næsten uden basal kommatering er dog for lang og forvirrende. Man skal have stor interesse i pædagogik eller psykologi, før man ikke bliver irriteret over, at noget skal skrives så kluntet. Her ville lidt ekstra korrekturlæsning eller redigering have været på sin plads.

Meningen er dog god nok, og Peter Scheelke fortsætter med vigtigheden af at acceptere dette menneske, idet vedkommende blot også ønsker at finde sig en plads i verden.

Hermed underbygger forfatteren budskabet om, at vi som mennesker hurtigt kan blive fattige på kærlighed; både at sende og modtage og bliver voldsomt fordømmende. Og forsøger samtidig at gøre op med folks automatiske tankestrømme, der ved hjælp af sammenligninger, analyser og beklagelser gør, at vi mister samhørighedsfølelsen med verden omkring os. Egoet lever af at sige nej.

Hvis vi i barndommen ikke har fået nok kærlighed, omsorg og accept, har vi brug for at manifestere os selv i stedet for bare at se værdien i det, der omgiver os.

Klogt sagt. Og yderst tankevækkende. 

Og sådan er det meget i bogen. Kloge ting, meget vedkommende og tankevækkende. Som læser vil man uvilkårligt komme til at reflektere over en stor del af indholdet.

På den måde holder forfatteren sin kristne bane med, at han har fået noget for intet, og det skal gives for intet. Måske bare et lille beløb for bogen. . .  

Peter Scheelke er nemlig både kristen og voksendøbt. Det mærker man ikke direkte hele bogen igennem, udover at han skriver det i forordet og så beskæftiger sig en del med tro og kristendommen senere i bogen. Og som han skriver, så er bogen hverken akademisk eller forbeholdt folk, der tror. Den kan læses af alle.

Det har han ret i. Og det ser ud som om, vi alle kunne have glæde af at læse bogen. Dels fordi den er baseret på forfatterens personlige beretning, der heldigvis ikke fylder ret meget, men også fordi han beskæftiger sig med det alment menneskelige og egoet, der ofte får gennemtvunget nogle ønsker på bekostning af andre, og som i sidste ende udløser et massivt ydre pres, der får os til at bukke under.

Igen tankevækkende. For hvor ofte kommer vi ikke til, selv i små bitte handlinger, at gennemtvinge vore egne små dagsordener på bekostning af andre. Og hvem får straffen i den sidste ende. Ja, rigtig gættet. Os selv.

Meditation, kropsbevidsthed, tilgivelser og små øvelser i at blive kærlig overfor en, man umiddelbart har som fjende, sådan nogle finurligheder er bogen fyldt med, hvilken gør den til et meget fint redskab i ens personlige udvikling og bevægelse. Måske endda bevægelse mod større harmoni i parforholdet.

På mange måder mærker man gudskraften mellem bogens linjer. For folk, der ikke tror, emmer bogen af kærlighed og accept og har et fint fokus på nogle af de blokeringer, der hindrer det elskelige i at gro frem i os og nå frem til andre.

At stille sig selv spørgsmål nærmest dagligt og ned i de enkelte handlinger for at nå frem til glæde og tilfredshed i livet som alternativ til konflikter og stress, det giver bogen også nogle fine eksempler på.