Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Øvelser i afsked PDF Udskriv Email

 

 Øvelser i afskedaf Carsten Jensen

 
Carsten Jensen
Øvelser i afsked
368 sider
Politikens Forlag

 

Carsten Jensen er en forfatter, der af mange betragtes som havende sit væsen imod sig. Grov og kritisk, brutal og ligefrem. Der bliver ikke pakket ret meget ind, hvis overhovedet noget. Det er da også det, vi mange gange har brug for for at vågne op og skabe os klare og realistiske billeder af, hvordan verden egentlig OGSÅ er skruet sammen.

Øvelser i afsked er en af den slags bøger. Verden har været lige så brutal imod forfatteren, idet den er skrevet omend ikke med afsæt i så under bearbejdning af sorg. En tragedie der ramte Carsten Jensen, da han i foråret 2020 mistede sin stedsøn, Raph, klimaaktivist, som en dag i september 2019 gjorde sig bemærket ved på en stige bevæbnet med en spand maling ville vandalisere den brasilianske ambassade.
Han blev anholdt med et smil på læben, som efterlader forvisning om, at han gjorde det rigtige. Fortæller Carsten Jensen i et af bogens essays, Skriften på muren, der kan læses som et forsvar på Raph, den unge Ikaros, der ville protestere mod de løbske brande i Amazonjunglen, der er blevet påsat af farmere og tømmerfirmaer med den brasilianske regerings billigelse.

Revolutionær som sin stedfar.

Essayet kan også læses som en hyldest til fællesskabet, evolutionen, tidernes bevægelse og vores allesammens samhørighedsfølelse med naturen. Som læser kommer man til at tænke på, at vi alle nedstammer fra Adam og Eva, så hvorfor dræbe sine slægtninge og indfødte der blot forsøger at forsvare deres jungle mod den ødelæggende ild.

Carsten Jensen prikker ubevidst til vores kollektive, sorte samvittighed ved gennem vores overforbrug at være med til at påvirke naturens gang og indirekte bære ansvaret for afskovning og ødelæggelser af overvældende rigdomme i naturen.

Det er gjort med en kyndig forfatters vanlige blik for drama, det realistiske drama. Og som historien og forhistorien idet Raphs bedstefars familie for en stor del blev udryddet under holocaust. Af de samme ideologier der nu også tager livet af de indfødte i den brasilianske jungle. Og så er det altså, at man bliver nødt til at gøre noget, skrev Raph i sin forberedte forsvarstale, som han så aldrig kom til at holde.

Carsten Jensen hejser så et unødvendigt dramaflag ved at benævne en sandsynlig dommer i retssagen som en konservativ stivnakke med pudderparyk.
Den slags er ikke nødvendigt for at få læseren til at forstå, omend Carsten så et par linjer senere beskriver, hvorledes en repræsentant fra dommerstanden tidligere har været ganske sympatisk overfor Extinction Rebellion.

I andre essays fabulerer Carsten Jensen over uddannelsessystemet, forbruget, Mette Frederiksen, meningen med branden på Nortre Dame, EU, Ernst Bloch, studiegæld, selvmordsepedemi blandt unge, forandringer i arbejdsmarkedskultur, Trump og Homeland Security, som invaderer Portland i umærkede uniformer.

Og lader os i et essay forstå, at er der ikke udbredt corona og dermed drama på én plet, ja så er der andre dramaer at tage sig af. 

Der er nok for fællesskabet at være opmærksom på og gøre noget ved. 

Fællesskaber kan dog også volde store udfordringer. Engang var der Italiens fascistiske sortskjorter. Så kom Tysklands nazistiske brunskjorter. USA har nu Boogaloo-militserne, der optræder tungt bevæbnede i Hawaii-skjorter.

Og så bevæger essayet sig på ganske vanlig Carsten Jensen vis gennem en større redegørelse og analyse af, hvorfor Trump blev præsident, og hvad der er hans svaghed.  

Carsten Jensen formår episk og flot at kombinere dagligdags begivenheder som forelæsninger på et universitet og coronapanik (der vist snart er ganske dagligdags) med et farvel til en gammel verden, den uforstyrrede og rolige tilværelse, som vi nu bliver tvunget til at tage afsked med for at sige goddag til noget anderledes og ukendt, omend vi har en anelse med alle de zoom-møder der kækt styres fra millioner af hjemmekontorer.

Forfatteren vil have os til at indse, at overforbrug og kynisme skader mennesker og natur i en sådan grad, at naturen modsætter sig vores bestræbelser for at forstå den, for forstå den skal vi ikke. Vi skal leve med den, være i den og må indse, at vores rovdrift gør, at et slag med en flagermusevinge kan skabe en pandemi, og at vi nu opfinder en virksom vaccine, hvor fornuften erobrer en ny, lille jordlod, hvor mennesket kan proklamere sit herredømme.

Menneskeheden lever på tynd is, hvilket i umindelige tider med klimaforandringerne som bagtæppe har været Carsten Jensens profeti.

I bogen her er det på en anden måde end tidligere sat ind i et smukt relief, hvor han beskriver tanken på vores egen individuelle død som livskunst og naturens gang. Mens tanken på vor civilisations endeligt er det modsatte af visdom og er aldeles selvforskyldt.

Samtlige essays er drønspændende læsning, vi lærer noget nyt på alle sider; alt det vi går og oplever og læser om til daglig bliver omsat til større og meningsfyldte tanker. Og er der et enkelt sted, hvor vi ikke lærer noget nyt, så er der masser af argumenter for det ene og det andet, hvilket hører til almen dannelse. Vi vil vove at påstå, at Carsten Jensen med sin brede måde at skrive på er en dannelsens forfatter.