Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Elvis i Danmark PDF Udskriv Email

Elvis i Danmark af Bertel Nygaard

Bertel Nygaard
Elvis i Danmark
266 sider
GADs Forlag

Elvis Presley var en af de helt store. Hjulpet af sin fantastiske stemme, sin kropsbevidsthed og et uovertruffent management lykkedes det ham at give et sådant musikalsk indspark til verden, at John Lennon engang har sagt, at der var tiden før Elvis og efter Elvis. Før Elvis var der ingenting, bedyrede han, og det stod han ved, selv om han tilsyneladende blev sørgerligt skuffet efter sit møde med ham i Californien i tresserne.

Nu er der så kommet en bog om den kultur, revolte og de samfundskrusninger , der fulgte i kølvandet på Elvis. Han nåede aldrig  at opholde sig i Danmark, såvidt vides da, men den tid, han blev en del af, blev ændret for altid, bl.a. fordi han med sin åbning mod nye veje førte an for enorme grupper af unge, der blot ventede på at blive forløst fra de trange kår og snævre bånd, de oplevede i forældrenes generationer.

Bogen er formidabelt skrevet og distancerer sig milevidt fra tidligere farvelade-prægede bøger om Elvis, hans film, udgivelser og kvinder. Den her bog sætter en hel masse ting i perspektiv og lader læseren forstå, hvad det var, Elvis Presley kunne.

Hvad han kunne i halvtredserne, hvad han OGSÅ kunne i tresserne, og hvad han også kunne i halvfjerdserne. Tre vidt forskellige epoker i karrieren, tre forskellige slags Elvis´er der fik tag i brede grupper af det samme publikum men også et helt nyt og et helt andet. En tre-trins raket der forvandledes til en giga-stjerne over tre årtier og flere menneskealdre med ekkoer tilbage til fortiden, og som også formåede at forme dele af fremtiden i kommende års musikalske udvikling.

Se blot på alle de musikere han har inspireret.

Bogen er skrevet af Bertel Nygaard, der er lektor i historie ved Aarhus Universitet. Hvor stor en Elvis-fan, denne lektor er, ved vi ikke, heldigvis. For det er hans viden om historie og indsigt og afkodning af den musikalske udvikling, der er vigtig her.

Og her rammer forfatteren plet.

Der er et par enkelte steder, og det ER detaljer, hvor man undrer sig. Bertil Nygaard nævner et sted, at Elvis blev gift i Las Vegas ved et celebrity-bryllup. Vi forstår et celebrity-bryllup sådan, at der er mange måske op til hundrede mennesker og en masse kendisser samlet og et kæmpeparty bagefter i et ballroom med store orkestre og masser af dans. Reelt var der tale om et meget enkelt, omend stilfuldt, bryllup i 1967 i Las Vegas, da Elvis giftede sig med sin Priscilla. Hvor der fra både managements og vennekredsens side endda var uenigheder om, hvordan brylluppet skulle holdes og skuffelser fra nogle af de nærmeste over, at de ikke skulle med. 

Forfatteren nævner også, at det sensationelle comeback-show i 1968 skulle været et juleshow med hele familien; hvilket i hvert fald var managerens idé. Manageren havde nærmest hånd- og halsret over Elvis og blev noget underlig, da han fandt ud af, at showet undervejs udviklede sig til noget helt andet -; en hyldest til Elvis´ tidligere rockrødder. Og vi kan så tilføje, at manager Tom Parker udelukkende gav grønt lys for showet, da Elvis spillede en enkelt julesang i showet, nemlig Blue Christmas. Så det var vist på et hængende hår, at showet overhovedet kom i kassen, som det gjorde . . . 

Et tredie sted i bogen ser det ud som om, at forfatteren ikke kan blive enig med sig selv om, hvorvidt Vi Unge var et popblad eller et månedsblad. Nærværende anmelder, der i halvfjerdserne selv har været journalist for Vi Unge og samarbejdet med den også i bogen nævnte Jørgen Kristiansen, kan så orientere om, at Vi Unge var et ungdomsblad, der havde meget stor indflydelse på ungdommen såvel i tresserne som halvfjerdserne. Idag er Vi Unge udelukkende et pigeblad og har været det gennem tyve år.

Nuvel, når alt det er sagt, så kan vi kun gentage, at her absolut er tale om en bog, der afspejler den revolte, Elvis-musikken førte med sig, og den splittelse og i visse tilfælde kombineret med beundring, som Elvis medførte.

Hvad med et her citat af Jørgen Leth:

Man giver ham påskud til at synge et passende antal sange, som bagefter kan sælges på grammofonplade og ind imellem sangene skal han bare være, som han plejer at være, dvs. føre sig frem med sin karakteristiske, afvæbnende dumfrækkhed, sige platte, sådan lidt barske ting, være halvhård i øjnene og utroværdig i sangene. Så er han den grovtegnede mandfolkemodel, der går lige i det dejlige pigekød, som han slippes løs på. Dog naturligvis uden at sætte pletter på kødets dyd . . . 

Anmeldelse af Elvis i filmen Det store Race.

Elskere af god musik og originalt skuespil kan givetvis ikke være alt for uenig med Jørgen Leth, og det er således i Leths citat lykkedes forfatteren at indfange den ånd, der lå i meget af kritikken over den periodes Elvis. Også Klaus Rifbjerg og Per Kirkeby er inde over og nævnt i bogen som anmeldere.

Blue Hawaii - et overflødighedshorn i candy floss - farver - starring smældfede Elvis med indbygget korset i badebukserne . . . 

Tak for kaffe.

Kritikken skulle mange steder fra dog få en ende mod slutningen af årtiet, hvor førnævnte Jørgen Kristiansen, der i bogen bliver benævnt både beatskribent og rockjournalist, skriver, at 68-showet var en sensation.

Hvilket det da også var i de Elvis-elskende, musikalske kredse. Og såmænd også i andre:

Jeg husker, at vi var en flok hippier, ægte såvel som uægte, der sammen så NBCs tv-special om Elvis. Luften var tyk af tjald og fnis. Men som showet skred frem, blev grinene tavse, og chillumerne kolde. Elvis var i topform, og han viste klart og tydeligt, at han var Kongen.

Siger tegneren og rockskribenten Peder Bundgaard i 10-året for Elvis Presleys død.

Bertel Nygaard har på en lang række parametre formået at indfange Elvis-åndens betydning for ungdommen i de tyve år, sangeren var verdensberømt. Og forsøger også på fremragende vis at indfange den her så mange år efter.

Bl.a. med en spændende iagttagelse, han har gjort sig på Memphis Mansion i Randers, det tidligere Graceland, der er en fin opført kopi af Elvis´ hjem i Memphis.

Han mener, at billeder, lyde og symboler i det randrusianske Graceland viser, hvordan både Elvis og hans hjemby, hjemland og samtid er blevet løsrevet fra den virkelighed, de engang indgik i. Forfatteren henviser til andre skrivende desangående, men det ser ud som om, han har fat i noget, der er værd at tænke over:

Randers er idag et af Elvis-fænomenets mange globale knudepunkter. Memphis Mansion er et karakteristisk eksempel på, hvordan nutidens marked for oplevelser er i stand til både at omfavne alsidigheden og placere sig et sted mellem kopien og originalen, mellem det falske og det ægte, mellem det uautentiske og det autentiske, skriver han

Og fortsætter senere:

Memphis Mansion udtrykker derimod en kollektiv erindring om 1950erne som sjove, festlige, uskyldige, trygge og sikre. Det kedsommelige, det utrygge, det usikre og det bevægelige er renset bort. Tilbage står 1950erne som underholdende og nydelsesfuld pastiche.  


Og fortæller om samme bygnings dragning mod det autentiske i underetagen, hvor man finder autentiske ting fra idolets liv. Det må dog ikke opfattes som kritik, idet den postmoderne halvtredserhed - ikke de historiske 1950ere - siden slutningen af 1960erne har stået i centrum for retrodyrkelsen af årtiet i tøj, frisurer, boligindretning og genstande.

Skriver forfatteren og henviser igen til andre kilder.

Og som dermed i nøgternhed, indsigt, kildemateriale og sprogbrug spiller lige op med stort set alle andre af bogens kapitler, der på fremragende vis giver os billeder af de tider og den musikalitet, vi voksede op med og elskede - og elskede at tage afstand fra -, men som vi er gjort af og genoplever takket være en solid forfatter og glimrende researcher.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skarpt set at Elbis Mansion er den polerede udgave af Elvis-kulten
Tom Parker godkendt konceptet efter, at der er én Elvis-sang
From Elvis in Memphis og From Vegas to Memphis er ét dobbeltalbum