Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

JOK - en biografi PDF Udskriv Email
JOK af Bo Lidegaard
Bo Lidegaard
JOK - en biografi
752 sider
Politikens Forlag
 
Man burde kunne forvente af et så omfattende værk om den tidligere statsminister, at en SÅ vigtig begivenhed som hans afgang er refereret korrekt og ikke frit efter forfatterens hukommelse. Det er så ikke tilfældet.
Karl Skytte, der dengang i 1972, hvor Krag deklamerede sin afgang fra folketingets talerstol, var formand for folketinget, er citeret for at sige: Statsministeren har bedt om ordet for en meddelelse. 
Det er forkert.
Karl Skyttes ord lød i virkelighedens verden sådan her: Statsministeren har ønsket at give en meddelelse til tinget. Værsgo.
Værre bliver det, da Krag selv får ordet. 

I Bo Lidegaards version hedder det: `...og jeg vil benytte mig af en gunstig anledning til at gøre det.
Den korrekte og historiske version fra Krags mund lyder såldes: ....og jeg vil benytte en gunstig lejlighed til at gøre det.
Sådan en forvanskning af ord er efter vores mening ikke klædeligt. Naturligvis forbliver meningen den samme, men det er ikke at gøre Krag ære at lægge andre ord i hans mund, end han selv kommer med. Nå tobindsværket om den store statsmand nu endda bliver genudgivet i én samlet bog, burde disse unøjagtigheder nok have været fanget.
 
 
Datidens uenigheder mellem Jens Otto Krag og H.C. Hansen er velkendt og handlede mest af alt om personlig vinding fremfor varetagelse af ministerposter til glæde for befolkningens ve og vel. Uenigheder står fint frem i den opdaterede biografi om Jens Otto Krag. Og netop forholdet mellem de to fremstiller de iøjnefaldende kvaliteter, der gjorde Krag til en statsmand af sin tid.

Den personlige vinding fremgår tydeligvis, idet der ganske enkelt var enorme forskelle i de to´s personligheder. Krag var ekspert i økonomi og besad en progressiv og friygjort, hvis ikke flamboyant livsstil, mens H.C. Hansen var kendtegnet ved en noget mere stiv, konsekvent og gammeldags stil. De to var meget skeptiske overfor hinanden, drevet af hver deres baggrund, og selv et brændende, fælles ønske om at få Socialdemokratiet tilbage til regeringsmagten i 1953 kunne ikke sløre dette forhold.

Jens Otto Krag siger da også efter sin udnævnelse til økonomiminister, at han ikke helt vidste, hvad han egentlig skulle sige til det.....

At han så mange år senere, som vi kan læse i bogen, siger om H.C., at denne - og iøvrigt også Kampmann - havde støttet sig meget til Krag på grund af hans kreativitet og opfindsomhed. Med andre ord indså begge d´herrer, at man altså i dansk politik havde brug for en fornyer, en ideæ-smed, et menneske med en uovertrufen evne til at finde på nye, fantasifulde løsninger, mens andre så blokeringer.

Bo Lidegaard forstår virkelig også mellem linjerne at få frem, HVOR kreativ, Krag i virkeligheden var.
 
Han tillader sig dog at komme med egne betragtninger og særdeles subjektive holdninger, da han om tronskiftet i 1972 skriver:

Så trådte dronningen frem og talte. Det var ganske kort. Ordene blev væk i blæsten og blandt de forsamlede. De betød intet. Det lidt kejtede over hende var overfladisk, fordi det udsprang af øjeblikket og ikke af en indre usikkerhed - sådan som hendes statsministers. Folk så det og tog deres dronning til sig.

Det var noget af en svada og en meget personlig betragtning. Flere gange gennem en ellers meget detaljeret, velskrevet og indsigtsfuld bog lykkes det forfatteren at gøre Jens Otto Krag til en politiker, der både kan vise tegn på smålig forsuring, bøvl, nid og nag. At han på en vis måde havde været på vej ud af politik, i det øjeblik han trådte ind, at han kastede et første forsorent smil af sig på vej ned af folketingets talerstol, og at han drømte om ting der ikke havde noget med virkeligheden at gøre, og skrev sine ministerlister i hjemmet på Egernvej ledsaget af en god mængde alkohol.

Sådanne kommentarer kan virke meget morsomme, og hvor rigtige de end kan være i øjne, der VIL se disse træk, og kan være ganske underholdende, så klæder det ikke rigtigt en bog, som på mange måder er et statement over Krags liv, levned og virke.

Bogen giver et fint tilbageblik på Jens Otto Krags vægt og indflydelse på dansk politik. Den bruger dog visse steder for mange patetiske og romanagtige fraser. Han begynder at tale. Indtrængende og overbevisende. Eller Han klyngede sig til alt det, han var ved at tage afsked med. Ferierne i Skiveren gjorde godt, men da han .....Traveture, gæstebud og vejromslag skifter med jævnt hen foruroligende efterretninger fra hovedstaden, hvor det trækker sammen til et problematisk efterår. Momsen skal gennemføres. Men kan der fremtrylles et flertal? Kildeskatten skal indføres. Samme problem. Eller hvad med: Han dvæler især ved Hemmingways steder. Og ved hans foretrukne drinks. Suger til sig og skriver ned. Besøger, lader sig føre rundt til de store kollektiver og statslige produktionsanlæg. Han er charmeret.....
 
Men ok. Det er Lidegaards værk, og man har jo sin skrive- og kunstneriske frihed.  
 
Samlet set har vi at gøre med en bog, der er stærk i sin formidling af begivenheder omkring Jens Otto Krag i de mange, mange år, han var medlem af folketinget og næsten lige så mange år, han enten havde stor indflydelse på eller selv befandt sig i politikkens absolutte top.

Og vi er naturligt nok også med i efterspillet, da Krag havde forladt politik og forsøger sig med at fylde hullerne ud med at blive rejser, kronikskrivning og, velkendt, for megen alkohol.

Og vi kommer rigtig godt rundt omkring også på verdensscenen og i den
historie, der gik forud for den gamle Randers-drengs entré på den politiske scene, og hvad han kom af, og hvad der drev ham.

Hvad vi så skal med Lidegaards betragtninger om de nyere statsministre, det kan man jo spørge ham om ved lejlighed. Det giver ikke helt mening. Udover måske netop det at man alt efter politisk temperament får bekræftet, at Krag var en af sværvægterne, måske den største.