Om det er et forsøg på at rense sig selv eller et skud til de politikere, der er involveret i sagen, lader vi stå til den enkeltes vurdering. Faktum er, at bogen er kanongodt skrevet, og med den lune, der skal til, for at så alvorligt et emne glider ned:
Nogle af de dage, hvor det gik vildt for sig, tænkte jeg tilbage på min tidligere kollega Poul Møllerup, også kaldet "Lille Poul". Han var ministersekretær for Poul Nyrup, "Store Poul", mens jeg var det i Justitsministeriet. Når alting stod i flammer, sagde Lille Poul altid: 

"Nu skal vi huske, at det bare er noget, vi leger".
Den bemærkning kunne trække dramaet ud i selv de vildeste situationer.

Man kan som læser få det indtryk, at det er bemærkninger som denne, der har fået Lars Findsen til at overleve - og leve - mod alle de odds, han har været oppe imod. 

 

 

Man skulle tro, og det er en fordom, at når en mand er så presset, som enhver ville kunne forstå, at Findsen er og har været, så ville det være en meget selvretfærdig bog med en alvorstung mine og med et offerspil til det irriterende.
Bogen er så lidt af hvert, men samtidig er den læsbar for enhver, i og med at den netop indeholder sandhederne, som Lars Findsen oplever dem sammen med nogle store stænk af selvopretholdelsesdrift og humor, som naturligvis medforfatteren på bogen må have hjulpet ham med, men ikke desto mindre fungerer det fremragende. 
Vi får et ofte lidet flatterende billede af magtstrukturerne i Danmarks midte, og uanset hvilken rolle, man mener, Findsen har, og uanset, hvad domstolene og juraen måtte nå frem til, så er der tale om en bog, man kan lære noget af; nemlig at man altid bør have et kritisk syn på alle mulige systemer i Danmark.
Alene det gør bogen værd at læse.