Personlige kriser, sorger og tragedier synes at følge med i disse tider, hvor krimi- og spændingsromaner i bedste socialrealistiske ånd synes, at det skal høre med. Det er nogle gange lidt for meget. Det siger vi ikke, at det er her, og nogle kan lide portrættet af helstøbte mennesker. Vi synes dog, der må være en grænse.
Og den holder Sara Blædel sig indenfor, idet hun netop bruger sin hovedpersons nære som anledning til, at hovedpersonen kommer i sorgtilstand.
Og det er så nærmest det, ingen svælgen i, hvor forfærdeligt hun har det, ingen triste tanker side op og side ned.
Det er rigtig godt fundet på, i og med, at vi så både kan følge sorgen samtidig med afdækningen af dødsfaldet.
Den her gang vælger Sara Blædel at bruge selve sorgen direkte ved at lade hovedpersonens mor dø.
Camilla Lind er i krise, idet hun er flyttet fra sin mand, Frederik. Hun går og pakker ud i sin nye lejllighed, og så er det, at politiet ringer på døren og meddeler, at hendes mor er død.
Sammen med sin søn tager hun ud til moderens hus i Skanderborg.
Her støder hun på en chokerende hemmelighed. Noget moderen har holdt skjult i alle de år.....

Det kræver en pæn indsats fra forfatteren at få denne handling til at leve. 
Det er nemt at finde på -; men i vrimlen af god krimilitteratur svært at følge til dørs.
Og hvad skal man dog passe på, når man som forfatter har et ry af leve op til med sine Louise Rick-bøger.
Der er en del personnavne og lokationer i Jylland, f.eks. Haderslev og Skanderborg, Hillerød og Silkeborg, at holde styr på. Men er man fortrolig med Blædels skrivestil, vil man værdsætte de nuancer og det liv, som det giver.