Alene forsiden lægger op til spændende læsning og livfuldhed og munter afsked med det, der er uundgåeligt for os alle, nemlig døden.
Forfatteren fokuserer på, at døden af mange opfattes som en afslutning, et stort uendeligt mørke. Og hun forsøger på en bred palet af muligheder at få læseren til at anerkende døden og tale om døden, der i manges øjne stadig er et tabu.
Ofte nøjes vi med et "kondolerer", idet vi ofte er berøringsangste overfor døden som alternativ til, at vi kan glæde os over de levede liv og ikke drukne vores egen livsglæde i sorg og smerte over det, der var.
Bogen er fyldt med nytænkning til, hvordan man kan forholde sig til en døende, der måske bliver "hængende" ved livet, fordi vedkommende lige vil konferere lidt med sin familie på den anden side.
En viden der er god at have hvis man skulle komme i den situation.
Jeg har travlt, jeg må afsted, kunne en døende måske finde på at sige, hvilket man må være forberedt på, så man kan deale med det.
Kærlighed, berøring, musik og bøn er noget af det, der hjælper en døende, hedder det i bogen, der kan fungere som et åndeligt stykke redskab, som kan gøre den sidste tid for f.eks. en terminalt syg god eller bedre. F.eks. en ordløs bøn der ikke behøver at være særlig lang.
Pårørende kan også komme til at stå i vejen for en god dødsproces på grund af egoisme, angst eller ufuldstændighed. Her taler forfatteren direkte til pårørende og beder dem lægge sorg og afmagt fra sig og bare være nærværende.
En skøn bog om det at dø og det at forholde sig til døden kærligt, omsorgsfuldt og smukt.