Janny og Lien er søstre og vokser op under Anden Verdenskrig. De er jøder og er dybt involveret i den farefulde modstand mod nazi-styret. Bliver de opdaget, risikerer de det værste. Men med en enorm stamina, tro på det bedste i mennesker, tillid og kærlighed til hinanden og omverdenen formår de at hjælpe en masse mennesker og yde dem beskyttelse på et hemmeligt tilflugssted i skoven - Fuglereden.
Flere menneskealdre senere flytter Roxane von Iperen ind i Fuglereden og begynder arbejdet med at bringe den glemte historie frem i lyset.
Og den historie er naturligvis ikke for sarte sjæle, hverken fysisk eller psykisk, idet vi komer i kontakt med megen menneskelig ondskab, forræderi.
Bogen er sandfærdig og er knaldhamrende godt skrevet. Man mærker på alle siderne, hvor optaget forfatteren har været af at genopdage historierne fra dengang og bringe den ud til læseren.
Hvordan ømhed, empati og hengivenhed midt i krigens gru altid vil sejre i den sidste ende.

 

Der er skrevet rigtigt mange bøger om Anden Verdenskrig, modstandskampe osv. osv. Det, der gør bogen her anderledes, er de bizarre  ting, der sker undervejs, som forfatteren får serveret overbevisende ved at have tillagt sig en gangske let, bizar skrivestil.
Man græder, man ler, og man fryder sig bogen igennem. Sproget er direkte, autentisk og behageligt. Og bliver krydret med mange fine, geografiske detaljer, så man nærmest kommer på rundtur på skuepladserne.