Som vanligt bliver man både tændt, engageret og totalt opslugt af Iben Mondrups Grønlands-saga, hvis man må kalde den det. Dybest set handler afslutningen på trilogien om at tage ansvar for det, man gerne vil i livet, at der ikke er plads til fortrydelser.
Dog må man have lov at gå tilbage i tiden i forsøget på at afklare, hvorfor man handlede, som man gjorde.
Metaforisk lader forfatteren sine personer, Eva og Bethel, leve et uharmonisk samliv, indtil Berthel finder ud af, at han må tilbage til Grønland for i forsøget på at finde sine voksne børn.
Her bevinder Vittu og Tabita sig, idet Tabita tog tilbage i forsøget på at blive genforenet med sin mor, Abelone.
Wow for at møde, må man sige.
Iben Mondrup er ufatteligt stærk i sin fremstilling af det.


Bogen er ligeså voldsom og virksom som de to forrige bøger om Tabita og Vittu, der nu må se, om forbrødningen løsner op, eller om de 2X barske bandomme har gjort for stort at indhug i deres evne til at forsones. 
Forfatteren er eminent, som hun altid er, til at beskrive detaljer som, at nu fugtes kniven, nu løftes skæret, et enkelt snit, kødet er delt i to...hun skærer igen, hun skærer kødet i småstykker og smider det ned i den brune margarine.
Osv. osv.
En stor bog og et flot punktum for en trilogi vi alle har godt af at læse.