En  bog om det at blive ældre, meningen med ældre, synet på ældre, at være senior og ikke ældre, og hvordan man får det bedste ud af de sidste kapitler i ens liv.
Vi får generationssammenstødene præsenteret for fuld udbæøsning. Unge forstår ikke sparsommeligheden hos ældre, der har oplevet krigen, men ældre ikke forstår, at unge ødsler penge væk på boliger og rejser.
Og de unge forstår sig heller ikke på, at selv om de ældre befinder sig rigtig godt i eget hus, så kunne de jo godt flytte til noget mindre, hvor der ikke skulle gøre så meget rent og laves praktiske ting (af de unge forstås)
Bogen fortæller, at langt de fleste seniorer bliver boende i deres eget hus, velvidende, at det ville være mere praktisk med et mindre hus.
Men nu forholder det sig altså sådan, at seniorerne efter et langt liv samme sted har opbygget en enorm kende-kreds, og den flytter jo ikke bare med.
Bogen har også en masse med om fremtidsfuldmagter, om holdningen til genoplivning, livsforlængende behandling, grænser og sårbarhed i forhold til børn og børnebørn. Og forfatterne bruger et citat af psykologen Frej Prahl til at anskueliggøre, at generationerne KUNNE lære noget af hinanden. Mens Lotte Heise, Løgstrup, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og Hella Joof også får taletid i bogen.
Peter A.G. har endvidere et budskab med sin Gnags-sang Når jeg blir gammel, mens aldersforskere og seniorer også giver deres besyv med.
Generelt er vi ikke meget for bøger, der er fyldt med citater og vers fra andre. 
I den her bog fungerer det imidlertid nogenlunde, idet det hele kommer som et flow og en naturlig del af andre cases og beskrivelser af mennesker langt oppe i alderen, som på forskellig vis forsøger sig med et ultimativt godt liv.