Der er rigtig meget at tænke over i denne bog.

Middelalderen var en tid med mange opfindelser og hurtige teknologiske forandringer. For  eksempel blev briller, det mekaniske ur og vindmøllen, der kan drejes vandret efter vinden, alle opfundet i det trettende århundredes Europa.
Se, hvem skulle nu have troet det. Måske vidste vi det, men den her bog sætter ord på, hvor fremskreden en verden, vi har haft i mange, hundrede år. Værd at huske på når vi begejstres over, hvor langt vi mener at være nået siden halvtredserne.
Og så breder forfatteren ellers ud, hvad der ellers skete af naturvidenskabelig karakter dengang. Ganske spændende.
Han kommer også ind på, hvor meget, mange ting i universet ligner hinanden, og hvor meget, vi kan lære af astronomien.
Er det Big Bang eller Gud, der har skabt universet?  
Myten fortæller, at naturvidenskab og kristendom udelukker hinanden, og at vi følgeligt nødvendigvis skal tro på det ene eller det andet. 
Forfatteren udfordrer myten, og han forsøger at anskueliggøre, hvordan man kan leve med begge forklaringsmodeller.
Og endda hvordan viden og tro kan berige hinanden ved at forene rationelle og åndelige perspektiver.
Afsættet er glimrende, især for folk der i bund og grund ikke aner, om de skal hælde til det ene eller det andet.
Og tror, at der må være noget rigtigt i begge lejre.
Tycho Brahe f.eks. hedder det i bogen, betragtede selv astronomien som et redskab til at udforske Guds love for himmelrummet, og da han opdagede en ny stjerne tillagde han det Guds skaberværk.
En interessant bog der også kommer ind på buddet om at elske sin næste, og at det må gælde for alle væsener i himmelrummet.
Fine analyser på et let forståeligt sprog.