Bogen her er meget mere end blot en personlig beretning om at nå jordens top. Det er en dybdegående, meditativ og ofte barsk rejse gennem polarforskningens historie, filtreret gennem Kagges egen oplevelse af ensomhed og udholdenhed på hans solotur til Nordpolen i 1990. Bogen er en hyldest til de pionerer, der trodsede umenneskelige forhold, og en refleksion over, hvad det vil sige at søge mod det absolutte nulpunkt. Kagge formår at flette sin egen fysiske og mentale kamp sammen med historiens gang på en måde, der giver læseren en sjælden forståelse for de enorme strabadser.

Kagges bog er et fascinerende historisk kompendium om Nordpolens erobring. Han tager os med tilbage til tiden, hvor Nordpolen var en myte, en uigennemtrængelig drøm, omgivet af forestillinger om et åbent polarhav eller endda et gigantisk krater. Han skildrer de tidlige forsøg, de ofte forfejlede ekspeditioner, og de mange liv, der gik tabt i jagten på det uhåndgribelige. Det er en beretning om mod, vanvid og en ubændig trang til at overskride grænser.

Bogen dvæler ved de forskellige strategier og opfindelser, der skulle til for at begive sig ud i Arktis' nådesløse terræn – fra de første skibe, der forsøgte at bryde gennem isen, til brugen af hundeslæder og de primitive telte, der var den eneste beskyttelse mod den bidende kulde. Kagge giver os et indblik i de datidens teknologiske begrænsninger og de gigantiske udfordringer, som selv en simpel navigering udgjorde i et landskab uden faste pejlemærker. Det er en påmindelse om, hvorfor selv de mest erfarne mænd ofte bukkede under for kulden, sulten og den mentale belastning.

Selvom Nordpolen er det primære fokus, trækker Kagge også tråde til de sejlende ruter rundt om det nordlige Amerika, især Nordvestpassagen. Han beskriver, hvordan jagten på en kortere søvej til Asien drev utallige søfarere ind i den arktiske labyrint af is og sne. Vi hører om de heroiske, men ofte tragiske, forsøg på at finde passagen, og de uhyrlige omkostninger det havde for besætningerne, der blev fanget i isen i måneder, ja, endda år. Det er en fortælling om skibes forlis, besætninger, der frøs ihjel eller sultede, og den dybe isolation, der fulgte med at være fanget midt i intetheden.

Kagge belyser de forskellige nationale interesser, der lå bag disse ekspeditioner, og hvordan opdagelsesrejsende ofte kæmpede mod ikke kun naturens elementer, men også politiske rivaliseringer og den offentlige mening derhjemme. Det giver et rigt bagtæppe for forståelsen af, hvorfor Nordpolen blev et symbol på national prestige og menneskelig triumf.

Nordpolen er gennemsyret af en dyb respekt for de strabadser, som polarforskere måtte udholde. Kagge, der selv har erfaring med den ekstreme udholdenhed, beskriver levende kulden, der gnaver sig ind i knoglerne, isen, der ubønhørligt bevæger sig og truer med at knuse alt på sin vej, og den konstante kamp mod sult og udmattelse. Han forstår de små sejre og de store nederlag, der udspillede sig i disse øde landskaber.

Hans egne oplevelser af at trække sin slæde, den ensomhed der omfavner én, når horisonten kun består af hvidt i hvidt, og den mentale kamp for at bevare forstanden, giver en autenticitet, der er sjælden. Han skildrer den mentale tæring – at være isoleret i uger eller måneder, kun omgivet af egne tanker og en altødelæggende natur. Man får en forståelse for, hvorfor så mange bukker under, og hvorfor de, der vender tilbage, ofte er forandrede for altid.

Et centralt og meget fascinerende element i bogen er diskussionen om Frederick Cook og Robert Peary – de to mænd, der begge hævdede at have nået Nordpolen først i 1909. Kagge dykker ned i kontroversen med en fin balance, der respekterer begge mænds utrolige bedrifter, mens han samtidig dissekerer de tvivlsomme beviser og den bitre rivalisering, der opstod. Han undersøger de argumenter, der er blevet brugt for og imod dem, og hvordan den offentlige mening, mediernes indblanding og videnskabelige uenigheder har farvet vores opfattelse af sandheden.

Kagge anerkender de ufattelige vanskeligheder ved at navigere og bevise sin position på en pol, hvor alt er i konstant bevægelse, og hvor GPS ikke eksisterede. Han viser, hvordan selv de mest erfarne opdagelsesrejsende kunne begå fejl, eller hvordan en desperat trang til berømmelse kunne føre til overdrivelser. Han behandler dem ikke som snydere, men som mennesker presset til det yderste, i en tid hvor de var nationalhelte, hvis succes var afgørende. Kagges egen erfaring med at navigere på isen giver ham en unik indsigt i de navigationelle udfordringer, der gjorde det så svært at bevise en position for over 100 år siden.

Nordpolen er en dybt bevægende og tankevækkende bog. Den er en hyldest til menneskelig modstandsdygtighed, en detaljeret historielektion og en personlig beretning om ensomhedens skønhed og rædsel. Kagges evne til at væve sin egen strabadserende rejse sammen med historiske triumfer og tragedier skaber en unik læseoplevelse. Bogen efterlader dig ikke kun med en større forståelse for Nordpolens historie, men også med en dybere respekt for de mennesker, der turde udfordre det, der syntes umuligt. Den er en påmindelse om den uendelige længsel efter at udforske, uanset prisen.