Fortællinger om kærlighed Udskriv

 

Div. forfattere
Fortællinger om kærlighed
316 sider
Lindhardt og Ringhof

Ideen med bogen her er super, nemlig at lægge op til, at kærlighedsromaner kan være andet end Cartland, pladderromantik og lægeromaner. Og hvorfor skulle det ikke også være det. Den kærlighed der får jorden til at dreje rundt, den vi længes efter, den stejle, hengivne, altopslugende, knejsende og dræbende livskraft - til dels opfundet i romantikkens tidsalder.
Kærligheden beskrives ikke entydigt romantisk i disse dejlige historier, som én efter én egner sig som godnatlææsning med håb om mere trivsel i ens indre hjerte. Den er også fyldt med de følelser, der raser i én, når man til en vejfest simpelthen ikke kan klare, at det eneste, naboerne kan tale om er, at socialdemokraterne lægger hindringer i vejen for regeringens tiltage i diverse vækstsammenhænge.

14 små store fortællinger i form af 14 nyskrevne kærlighedshistorier fra en række store danske forfattere. Fra den spæde barndomsromance over ungdommens forfjamskede forelskelser og de udenomsægteskabelige forhold til alderdommens indgroede hengivenhed. Fra platonisk betagelse til erotisk besættelse. Denne samling rummer kærlighedens mange facetter og er en hyldest til de store følelser og den brede pensel.

Bedre kan det ikke siges. Historierne rammer plet i vores hjerter, bristet eller længselsfyldt. Vi kan alle nikke genkendende til en eller flere af historierne, der fortælles levende og smukke, og som gør novellernes hovedpersoner levende og brændende - af kærlighed til en partner, til sig selv - eller bare omgivelserne og universet.
Bingo.