|
Fredag, 30. august 2024 00:00 |
|
Freida McFadden
Kollegaen
345 sider
Jentas
Endnu en sand hverdagsthriller fra det lille forlag på Frederiksberg. Hvem kender sine kollegaer længere end til tænderne. Nej vel. Det er de seneste års bortførelser og bedragerier herhjemme et sandt bevis på.
Her får du historien om Dawn Schiff, som alle i virksomheden Vixex synes er underlig. Hun siger det forkerte på de forkerte tidspunkter, lider af OCD og autisme og er glad for skildpadder. Hun ser ikke ud til at have venner, er tilpas introvert og sidder på sin pind præcis kvart i ni hver morgen.
Men en morgen sidder hun der ikke. Så får en af firmaets andre medarbejdere en anonym opringning med et "hjælp mig", før røret ryger på, og pludselig er HUN viklet ind i et spil, hvor man tager sig til hovedet og tænker, hvad er op og ned her.
Bogen fortælles i to dele. Først en god bid hvor vi lærer karakterne at kende. Vi lærer meget om personerne med en række mail-korrespondancer, en ret original måde at bibringe læseren viden. I anden halvdel er det bare derudaf med handlingen.
Man kunne indvende noget på skrivestilen, MEN det opvejes langt med handlingen, spændingen. Og referencerne til ens eget liv. Tør man stole på sine egne kollegaer, hvem er de, hvad sker der imorgen, når vi skal på job?
Der er et godt plot og en overraskende drejning mod slutningen, der igen med længder overstiger den monotonitet, som nu og da lurer i teksten.
|
|
Fredag, 30. august 2024 00:00 |
|
Kristian Østergaard
På gravens rand
171 sider
Hovedland En afsindig morsom bog der får sat godt gang i kluklatteren, og som snildt kan bruges i gode venners lag, hvis de har lune og et godt glimt i øjet og er hverken fanatisk religiøse eller alt for alvorlige.
Forfatteren har samlet en lang række vitser og anekdoter om præster, kristendom, Sankt Peter og en lang række af de salmedigtere og gejstlige, vi kender fra både historien og nutiden. Fra Goethe, Johannes Døberen, Churchill og til Jan Lindhardt og Kjeld Holm, de fantastisk humoristiske biskopper.
Tankerne ledes hen på Dave Allen, der i sine velmagtsdage kunne fylde TV-skærmen og store sale ud, når han kløgtigt og underfundigt hudflettede tro og religion og engle på sin helt egen måde.
Hvor er det befriende med en bog, der knæsætter, at tro og guddommelig humor hører sammen, og at der absolut ikke er nogen grund til at tro, at Gud ikke også har skabt humoren.
|
|
Senest opdateret: Mandag, 5. august 2024 09:12 |
|
Fredag, 23. august 2024 00:00 |
|
Georg Lett
De begunstigede
447 sider
Hovedland Det er en ordentlig kleppert af en historieroman, forfatteren kommer med. Forlaget koketterer i en pressemeddelelse med, at bogen skiller sig ud fra "andre forsøg på at være historisk dokumentaristiske", og hvorfor nu forsøge at sælge varen ved at stikke til andre.
Nå, ingen tvivl om, at der ligger god research bag bogens tilblivelse, og ER man til historiske romaner, så må det være en lækkerbidsken at fordybe sig i en tekst, der kommer rigtig meget omkring, lige fra Frederik V´s og Adam Moltkes kabinetter, hofballer på Christiansborg, grever, ridefogeder, oppassere, og hvad der ellers hørte den tid til.
Og tiden er altså i perioden 1715-1766.
På Bogsyn har vi ikke læst bogen igennem fra ende til anden, men har brugt den som nedslagsværk til at få en fornemmelse af, hvordan tiden var dengang, hvordan sproget var, hvordan man behandlede hinanden, hvordan ismer og religioner betød rigtig meget for at par hundrede år tilbage, og hvordan man ofte gjorde alt for at udkonkurrere hinanden på meget ufin vis og med fæstebønder og fastlåste tjenestefolk som katapult nåede til toppen af samfundspyramiden.
Med det in mente har bogen stor værdi.
|
|
Torsdag, 22. august 2024 00:00 |
|
Bendt Mortensen
Hedens folk
354 sider
Hovedland Det er altid spændende at læse om, hvad der gik forud. Hvordan landet blev skabt, hvem der trampede de spor, vi går af idag, hvordan levebrødet blev til for de mennesker, vi kan takke for det land, vi har idag.
Det her er Bendt Mortensens debut, og den sidder pænt i skabet.
Vi får gode billeder på det stridsomme liv i de vest- og midtjyske sogne gennem næsten hele 1800-tallet.
Der var ikke megen romantik over det hele, idet småkårsfolkene på kæmpe for livet og overlevelsen.
Vi møder Kirstine, der mister sin mand i en ulykke, og nu ser tilværelsen så endnu mere håbløs ud.
Sidenhen møder vi så fattigfolkets efterkommere, der bliver mønsterbrydere og finder opskriften på, hvordan man kan opdyrke jorden og gære den til brugbar agerjord.
Vi bliver gennem en spændende handling, opfindsomme metaforer og troværdige dialoger ført gennem et stykke af Danmarkshistorien, hvor egnen i en periode næsten var affolket af mænd på grund af krigen mellem Danmark og Prøjsen, og hvor nøden tvang kvinderne rundt som hjælper på gårdene, hvor sygdomme kom snigende, og hvor utilsigtede graviditeter endte ud i øgenavne som "malkepigens søn".
Det hele ER ikke så forfærdeligt længe siden. En flot bog fra en forfatter der selv har arbejdet blandt bønder.
|
|
Senest opdateret: Mandag, 5. august 2024 10:20 |
|
Tirsdag, 20. august 2024 00:00 |
|
Arianne Richmonde
Ægtepagten
360 sider
Jentas
En gribende, twistfyldt og også chokerende bog.
Inden Ava og Lucas gifter sig, bliver Ava præsenteret for en ægtepagt, som Lucas´ far har udarbejdet. Den er bestemt ikke til hendes fordel, men eftersom hun elsker Lucas og forestiller sig, de to skal blive gamle sammen, skriver hun under.
Fra begyndelsen ser læseren, at manden i forholdet er temmelig usmagelig, og det er temmelig lærerigt at erfare, at Ava er lige længe nok om at finde ud af de små tegn, advarslerne på hans skidte karakter.
Scenen er sat i det lækre Malibu i Californien, og vi kommer omkring både Beverly Hills-hotellet, Joshua Tree, filmmanuskripter og swinngpools, og det gør naturligvis ikke spændingen mindre, at bogen foregår eksotiske steder.
Lucas har masser af affærer, og nu kæmper Ava med tanken om at gå fra ham, men hvor skal hun gå hen, uden penge og med en baby på vej....
Og hvad siger Lucas til det.
Gæt selv.
Og læs selv videre, så får du en slutning med nogle drejninger, vi ikke lige havde set komme.
Og vi kender ret så mange af dem.
En psykologisk thriller der vil noget. |
|
Senest opdateret: Søndag, 4. august 2024 13:35 |
|
Torsdag, 15. august 2024 00:00 |
|
Jo Brand
Et år i selvhjælpsgruppe
288 sider
Grønningen1 En imponerende velskrevet, sjov, lunefuld og lærerig bog om at frigøre sig fra normer og konformitet og finde sig selv - uden nogen form for garantier.
Livet er sårbart og meget kort, finder nogen desværre ud af, alt for sent.
I bogen her finder vi et bud på, hvordan man langsomt løsner sig fra en spændetrøje, mens man stadig har chancen for at finde det gode liv.
Bogen er nr. 2 i en slags serie om Mette, der her lever i et forhold, hvor gode samtaler og sex mere er undtagelsen end noget, der nydes.
De to kumpaner, Henrik og Mette, kan ganske enkelt ikke døje hinanden. Han håner hendes alternative idéer og hendes lyst til at gå med bare fødder og går mestendels op i måder at beskære æbletræer på og, hvilke tykkelse vinglas der passer bedst til rødvin. Mens hun så kvitterer med at smutte i seng, så hun er fri for hans tilnærmelser.
Der er fremragende iagttagelser af både underliggende, usagte og belyste konflikter i ethvert parforhold, og man sidder og klukker og ler lidt af sig selv ved at forfatteren nærmest til det latterlige udstiller de gnidninger og bøvede aggressioner, der er stort set ethvert parforholds sideløber.
Mette melder sig til et årskursus hos en behandler, der arbejder med plantemedicin, chakrer og frøsekret, og til det urkomiske får vi en række spiddende udleveringer af miljøet sådan et sted inklusive alle dem, der præsenter sig, og hvorfor de er kommet.
Alt fra den selvhøjtidelige Ernst til en musikeren Martin, der bare venter på sit store gennembrud.
DET er en fest at læse.
Man får næsten ondt af de stakler, der in real life arbejder med disse ting.
Jo Brand lader sin hovedperson gang på gang overhøre den lille stemme i hendes indre, der fortæller, hvilke veje hun skal gå og i særdeleshed, hvilke hun ikke skal gå.
Og efter lange og, skal vi hilse og sige, følelsesmæssigt trælse kår vågner Mette efter en chokerende episode på hjemmefronten, også for læseren, op til dåd og begynder for alvor at beskæftige mig med sit eget liv og de veje, hun skal gå.
Det kan vi andre lære noget af.
Vi er ikke vilde med bogens titel, selv om det godt nok er gruppen, der er katalysator for Mettes nye liv. Men hvorfor ikke bruge den autentiske Mettes eget udsagn Jeg vil være glad for mit liv.
Sådan er der så meget, men bogen - superduper. |
|
Senest opdateret: Fredag, 9. august 2024 08:56 |
|
Onsdag, 14. august 2024 00:00 |
|
Philippe Besson
I mændenes favør
236 sider
Multivers En bog der næsten på hver side indeholder sætninger eller metaforer der kan referere til dit eget liv. Den giver dig et spark i skridtet og får dig til at reflektere over livet og bombe dig tilbage i ydmyghed, hvis dit ego skulle have taget lige lovlig meget over. Den river i sanserne, og det er det, god litteratur skal gøre.
Vi begynder i Paris, hvor 16-årige Vincent har en forventning om livet som et stort træ af kærlighed, passion og venskab. Vincent serverer en dagbog for os, som trin for trin, løgring for løgring, afmonterer hans følelser og tanker, indtil vi træder ind i hans tavse intimitet og får noget til at stå stille i vort eget følelsesregister..
Alle andre unge mænd, næsten, er ved fronten, mens Vincent driver rundt og bliver forelsket i Arthur, der altså også er i byen, og videre bliver betaget af en forfatter, der fortæller om livet i de parisiske saloner. Snart er Arthur ved fronten, og så får vi i dagbogen referater af brevvekslingen mellem de to elskende.
Hvor meget mere melodramatisk kan det blive....
Man skal indstille sig på en bog uden en eneste dialog og uden megen ydre handling, en jeg-form der bare kører derudaf, men som til gengæld giver en enestående performance udi i kunsten at smage på tingene og være nærværende overfor sig selv - og ikke mindst i dette tilfælde - læseren.
En skøn bog fyldt med ord, stilhed og betroelser.
Forfatteren er god til at iscenesætte kærlighedens glans midt i krigens grusomhed, hvilket giver bogen absolut autensitet og liv. |
|
Senest opdateret: Onsdag, 7. august 2024 11:15 |
|
En gang til for Prins Knud |
 |
 |
 |
|
Onsdag, 14. august 2024 00:00 |
Brian Petersen &
Hans Skaarup
En gang til for Prins Knud
332 sider
Multivers
Det er enormt lækkert med den her slags bøger, der på mange forskellige måder giver os et vingeslag af historiens sus. Ikke bare fortæller den historien om en modig, fræk og en for datidens elsket revysangerinde og skuespiller. Den fortæller også rigtig meget om samfundet dengang, hvor det forekom enormt vovet og modigt og på grænsen til det majestætsfornærmende at udtrykke en tekst, der fik den samlede anmelderskare op på barrikaderne og i meget lille udstrækning delte vandet. Alle havde mest af alt en skarp mening om den. Det lækre ved bogen her, at den samfundsmæssigt fører os frem til Margrethe II-parodierne med Ulf Pilgaard, hvor majestæten i egen høje person mødte op i Cirkusrevyen med et askebæger for at hylde skuespilleren.
Og hvorfra kom så det citat, der nærmest er blevet folkeeje...?
Det skete, fordi en berømt og berygtet badeværelsesscene på Frederiksberg blev gentaget for arveprins Knud og prinsesse Caroline Mathilde, der var æresgæster og ikke havde udsyn nok fra en interimistisk , kongelig loge. Men det var Dirch Passer og andre af datidens revystjerner og tekstforfattere, der skulle gøre udtrykket til folkeeje.
Det og meget mere fra den skuffe kan læses i en uhyre detaljeret og velskrevet bog, hvor forfatterne dog har en lille udfordring med at finde ud af, om premieren på Sagan-balletten fandt sted i det, de engang hed Falkonercentret eller FalkonerTeatret.
Vi kan så supplere med, at bygningen Falkonercentret blev opført i 1956 og først langt senere kom til at hedde FalkonerTeatret og i folkemunde nu går under FalkonerSalen eller bare Falkoner..
Det er nu en lille detajle, og samlet må vi sige, at her er tale om en bog af et format, der trækker flotte spor tilbage til den revykunst og de mennesker, der stod bag opførelserne af nogle formidable tekster og også af den danske opførelse af Bertil Brechts Laser og Pjalter, hvor Birgitte Reimer overtog rollen som Polly efter Lone Hertz. En lækker insider-detalje fra datidens skrå brædder.
Underholdende og lærerig bog der indeholder fremragende udtalelser fra stjernen selv, om hendes op- og nedture, og som også indeholder et hav af noter, der er en formidabel tur ned af Memory Lane, og som giver efter Birgitte Reimers eget ønske givet et klart billede af det almindelige liv, hun længtes efter, da hun for mange, mange år siden forlod Danmark.
|
|
Senest opdateret: Onsdag, 7. august 2024 10:35 |
|
Onsdag, 14. august 2024 00:00 |
|
Frans Ørsted Andersen
Missionen på den delte ø
194 sider Frydenlund Når vi tager flyveren til Cypern, ved de fleste af os godt, der har været noget ballade på øen for årtier siden. Tænker vi mere over det? Ikke nødvendigvis.
Nu kommer den her bog så og fortæller om den fredsbevarende indsats på Cypern gennem næsten 30 år.
Vi får forfatterens billede, af hvordan det lykkedes for danskerne at skabe gode kontakter til begge de stridende parter på øen, og hvordan det lykkedes for dem at inddæmme og afmontere de mange konflikter og episoer, der opstod, specielt under krigen i 1074.
24 danske soldater mistede livet, mens andre fik sår på sjæl og legeme.
Bogen indeholder mange spændende beretninger om sporpatruljer, om skudepisoder i Dancon, om opbygningen af en hær, der var fjernstyret fra Athen, om menneskesmuglere på øen, om tiden for soldaterne i Danmark efter hjemsendelsen.
Indtil videre har 57 danske holde været afsted i forsøget på at holde status quo på Cypern og holde konflikterne i ave.
Bogen er spændende læsning, og man skal have sig for øje, at forfatteren i særdeleshed beskriver den succes og de sejre, de danske soldater havde undervejs, og beskæftiger sig meget lidt med den bagside af medaljen, der måtte have været.
Det må så være op til den enkelte læser at grave den frem i den udstrækning, der var nogen.
Bogen indeholder nogle sider om, hvordan interviewene med de enkelte veteraner er kommet i stand, arbejdsmetoden, og som kuriosum får vi en playliste over de verdensberømte musiknumre, som de danske soldater forlystede sig med under missionen. |
|
Senest opdateret: Onsdag, 7. august 2024 11:50 |
|
Fredag, 9. august 2024 00:00 |
|
Eugene Rogan
Massakren i Damaskus
336 sider
Kristeligt Dagblads Forlag
I en velskrevet og meget grundig bog finder vi her et svar på, hvordan det mægtige Osmannerige i 1800-tallet kollapsede, idet mange muslimer følte, at reformer og vestlige stormagter gennem længere tid havde favoriseret kristne.
Det udløste blodige voldhandlinger, der dræbte 15.000 kristne i Libanonbjergene og Damaskus.
Det lykkedes over tid at få dæmpet og kontrolleret konflikterne, men de afslørede sprækker i Osmanerrigets styrke og var en af baggrundene for Osmanerrigets sammenbrud efter 1. Verdenskrig.
Massakren på de kristne var en alvorlig grusomhed, så barbarisk og udslettende, at man roligt kan bruge ord som ingen nåde.
Bogen er bl.a. skrevet med baggrund i nogle sagnomspundne notesbøger, som forfatteren faldt over i National Archives i Washington, og vi får da også en noget melodramatisk beretning om, hvad hvordan man som historiker og forfatter har det og får det, når man falder over sådan noget guld.
Man skal lige tygge lidt på, og det vil helt sikkert blive til genstand for debat, at forfatteren i bogen benævner massakren på de kristne som en folkedrabssituation, men ikke et folkedrab. Han mener, Damaskus havde været på randen af folkedrab. Er det en deludmåling af folkedrab mon?
Nuvel, forfatteren argumenter for sine synspunkter, og det gør han muligvis ok, muligvis ikke. Her kommer læserens egen subjektive opfattelse til gavn, for der er ikke nogen endegyldig facitliste på ret meget, og måske man siden ikke har anvendt ordet folkedrab, fordi de kristne dengang har været gode til at opgøre deres økonomiske tab, hvilket da også har udløst erstatninger.
Spiller det ind?
Vi ved det ikke.
Derimod ved vi, hvilket også godtgøres i bogen, at muslimerne i det daværende Arabien ganske vist respekterede de kristne, men at disse blev betragtet som andenklasses-borgere, der skulle indordne sig, hvad angår adfærd og påklædning.
Ingen tvivl om hvem der bestemte og havde fat i den lange ende.
Og i et samfund, hvor forskellene tilsidst af den ene part trods alt ses på vej mod at blive udlignet, ja så vil der opstå ballade.
Det var lige nøjagtigt, hvad der skete dengang i Syrien.
Det kan du læse om og meget mere i en spændende bog, der mange steder afstedkommer lige så mange spørgsmål, som den besvarer. Og det er vel også det, en historikers metier er.
|
|
Senest opdateret: Fredag, 9. august 2024 09:46 |
|
|
Mandag, 5. august 2024 09:13 |
|
Jacob Weinreich
Grib mig sagde døden
432 sider
Politikens Forlag Hvordan ville man selv reagere, hvis man i disse tider bliver beskyldt for grænseoverskridende adfærd. At man bliver smidt ud af ægtefællen og mister kontakten til sin datter?
Vrede, afmagt, selvindsigt, bitterhed.....
Det er nok ikke til at vide, før man står i situationen.
Det er indgangen til en superkrimi om efterforskeren Adam, der bliver suspenderet fra sin stilling hos Aarhus Politi.
Så er stien naturligvis åbnet for, at han som andre i krimigenrens lignende situationer kan gå ombord i et uopklaret mord på en ung studerende. Og hvordan Adam, næsten ædelt, nu vil indfri et løfte, han gave den studerendes mor om, at sagen nok skulle blive opklaret.
Aarhus Politigård, Langelandsgade, Trøjborg, Aros, Den Gamle By, Salling Rooftop, Hasle Skole. Dokk1, Grenåvej, Café Jorden, altsammen spredt ud over bogen som location droppings der gør bogen meget levende og troværdig.
Jacob skriver godt, som han plejer. Fremad det går, og han har haft en fest med at finde på.
Bogen er spændende, man føler sig godt behandlet som læser, den har et godt afsæt i nutidige omgangsformer og berøringsangst overfor begreber som MeToo og SoMe, og at der så er afstikkere til det okkulte og let overnaturlige er et krydderi på den bog der som nævnt tager læseren ned i det dyb, hvor uretfærdighed og menneskeligt egen-velfærd sniger sig ind.
|
|
Senest opdateret: Mandag, 5. august 2024 09:49 |
|
Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig |
|
|
|
|
Søndag, 4. august 2024 12:20 |
 Amanda Romare
Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig
380 sider
Grønningen1
En bog der spiller på mange, mange af følelsesregistrets tangenter og på et sæt er både hylende morsom og uendelig tragisk.
Dybest set handler den om jagten på en lækker, rar og trofast mand.
Det har nok i bund og grund altid været lidt af en udfordring, men i vores forvirrende, swipende, zappende dating- og selvstændighedskultur er kriterierne blevet større, konkurrencen skarpere og mulighederne uendeligt store og samtidig så små så små.
Bogen her er noget af en øjenåbner for, HVOR svært det kan være. Et skræmmeeksempel for nogen, en inspiration for andre.
Naboen, elektrikeren, bartenderen, ingeniøren, den ansigtsløse mand osv. osv..
Vi kommer igennem et kæmperegister af muligheder, som hovedpersonen har givet sig et år til at danse, bolle og kysse sig igennem i forsøget på at finde prinsen på den hvide hest.
Det gør hun så med en iver og et gå-på-mod, der lag for lag dog skræller mere og mere af hendes selvværd, for hvor er alle de gode fyre, der ikke efterlader hende i en sygelig tilstand af onani og længsel efter det, som mange i hendes omgangskreds har: Kærester og familier.
"Men så da jeg først lå der. Alle blokeringer forsvandt bare. Jeg ville have gjort alt, hvad han sagde. Jeg bad tre gange om at få lov til at komme. Jeg bad ham om at kneppe mig. Jeg bad ham om at ibnde mig hårdere......."
De toptre skønneste fingerorgasmer i mit liv (ud over dem, jeg selv havde stået for på rigtige kvalitetsaftener)...." "Alt var ret vanilla, men sygt lækkert, og det gik op for mig, at det nok er sådan, der skal være. Langsomt. For at jeg skal turde hengive mig helt. Bagefter har jeg været fucking smask liderlig..."
Sådan er sproget hele vejen gennem bogen. Frit, frimodigt og over alle grænser. Fint nok. Enten kan man have det, eller også kan man ikke. Sproget giver bogen liv, og på en eller anden måde smitter livet ud gennem siderne og direkte til læseren og minder os på, at vi skal huske at bruge livet, mens vi har det og hoppe på de muligheder, der kommer. |
|
Senest opdateret: Søndag, 4. august 2024 12:44 |
|
Søndag, 4. august 2024 00:00 |
|
Gill Thompson
Verdener imellem os
411 sider
Gutkind En rørende autentisk og historisk roman om forældreløse børn der bliver sendt fra London til Australien i forsøget på at give dem et bedre liv. Hvilket på ingen måde sker. Efter Anden Verdenskrig blev tusindvis af angiveligt forældreløse børn sendt til den britiske kronkoloni og overladt til sig selv. Hvordan mon livet så bliver derude. Nej, vel.
Bogen handler også om et af datidens store issuer, at hvide dater sorte, hvilket var tabu for mange dengang i halvtredserne.
Oplægget i bogen er rigtig godt, omend karakterne kunne have været udviklet noget mere skarpt i så vigtigt et ærinde ....at fortiden kunne være mere barsk og ubamhjertig og et slag i hovedet på mange myndigheder, der forskellige steder på kloden idag gør deres for at vaske hænder/glatte ud/stikke underskyldninger for hændelser mange årtier tilbage.
Vi følger Jack, der menes at have mistet sin mor, gennem mange år. Han bliver "adopteret" af en plejemor i Australien, mens minder og savn efter sin biologiske mor hjemme i England bliver livets åg for ham. Bindoone-drengebyen er et ganske forfærdeligt sted, hvor de forældreløse bliver tvunget til at arbejde mange timer om dagen, og, naturligvis kunne vi fristes til at sige, bliver udsat for misbrug af alle mulige slags. Scenerne i bogen er på et sæt både afskrækkende, hjerteskærende og rørende.
Plottet og slutningen af bogen er temmelig melodramatisk. Når alt det er sagt, anbefaler vi bogen på det varmeste, hvis man har lyst til at få indblik i, hvad historien har gjort ved børn, der blev skilt fra deres familie og herefter nærmest kom til at leve følelsesmæssigt hid og did.
Vi kan næsten regne det ud, derfor er det rart nok, at der bliver rusket op i historierne igen. |
|
Senest opdateret: Søndag, 4. august 2024 12:11 |
|
Lørdag, 3. august 2024 00:00 |
|
Kristina Antivakis
Fange på livstid
280 sider
Politikens Forlag En rigtig spændende bog der kommer godt rundt om udviklingen af lovene, strafudmåling, retsplejen, retsmedicinsk arbejde, hvad der får de dømte til at begå deres handlinger og ikke mindst en lang række cases om, hvordan politiet arbejder. Og hvordan grundighed og gentagelse af et mønster fører til domfældelse af f.eks. en tidligere frikendt.
Det gør kriminaltekniske bøger som disse utroligt læsbare, når de indeholder så mange troværdige cases, der rimer på true crime, og som i denne bog serveres som om, vi sidder ved siden af en af de skarpsindige opdagere og får berettet sager fra et langt liv.
Bogen indeholder naturligt nok også samfundsperspektiver og giver anledning til overvejelse om, at drab ikke udelukkende hører lavkonjunktur til, men at der op gennem tresserne og halvfjerdserne også var godt gang i specielt kvindedrab.
Vi får til tilgift en oversigt over 25 af de mest omtalte livstidsdømte i perioden 1960-1990. Som bl.a. skyldtes fristelser, idet mange alligevel ikke havde råd til de materialle gode samt, at narkotikaen holdt sit indtog i landet. Og den skulle folk have penge til.
Derfor blev der langt hyppigere indbrud i perioden, hvor mange boliger stod tomme med kvinderne på arbejdsmarkedet og også flere drab.
Vi får til en vis grad indsigt i ofrenes baggrund og psykolgi, der afslørede afsæt og muligheder for at blive manipuleret med i en grad, så psykopater kunne få rimeligt frit spil til at behandle dem, som tilfældet var, ofte desværre med dødelig udgang.
Læs bogen og blive klogere på indsatte, politiarbejde og retssystem. |
|
Senest opdateret: Lørdag, 3. august 2024 16:25 |
|
|
