Isabel Allende
Violeta
320 sider
Hr. Ferdinand

En nydelse, den smukkeste blomst på litteraturens vej, en fortælling der går så langt ind i læserens DNA, at man føler sig både beriget og behaget. Langt mere end man kan forvente.
Bogen handler om Violeta, der ser tilbage på sit hundredeårige liv på en helt særlig måde. Epidemierne har nemlig en ganske afgørende betydning, der kredser hendes liv ind. Hun bliver født i en familie med masser af bulder og brag fra fem søskende, drengebørn forstås, i 1920 under den spanske syge, og dør i 2020 under coronaepidemien.
Altså sygdom og epidemi til at begynde med og til at slutte med.
En meget farverig idé der afstedkommer en meget farverig historie. En episk fortælling der med miles afstand forcerer de nærmeste kolleger i genren, der givetvis har lige så meget på hjerte, men som ikke besidder Allendes vidunderlige sprog.
Det er så gennemført og sødt og roligt og lækkert, at man efter endt læsning må knibe en tåre over, at det efter 350 sider er forbi.

Hvad hun beskriver, at hendes families oprindelige liv også er, da faderen i familien tager sit eget liv; påvirket af både depressionen, den spanske syge, den netop overståede verdenskrig.

Familien flytter ud på landet langt fra alfarvej, hvor et nyt liv begynder. Violeta møder sin ægtemand, dyrlægen Fabian, men det er noget almindeligt og småkedeligt, og kort tid efter møder hun piloten Julián, som hun får to børn med, mens hendes man fra sidelinjen nægter hende skilsmisse.

Violeta klarer sig og ved flid og hårdt arbejde, og også lidt udspekulerethed, opbygger hun en pæn formue, der på sættervis er et signal til kvinder dengang, og også idag, om at vil man være fri, så bliver man fri.

Bogen er som nævnt og antydet utrolig smukt skrevet og bliver nærmest som én lang, vidunderlig og autentisk dagbog fortalt til Violetas barnebarn, Camilo. Dybt under fortællingen til barnebarnet vækker det dyb ironisering, at et århundrede langt liv fyldt med krige, kærlighed, had, katastrofer, tab, diskrimnation af kvinder, glæde, økonomiske cyklusser nu bliver bragt til afslutning midt i en global pandemi. Og som iøvrigt er i stand til at få historiens vingesus frem i både barnebarn og vi læsere, da vi bliver præsenteret for nogle af sidste århundredes helt store epoker som Castros magtovertagelse i Cuba og Summer of Love i slutningen af tresserne. 

Violeta er en blændende fortæller, naturligvis takket være Isabel Allende, og hun fortæller om forholdet til sine mænd, sine sorger, sine naboer, og om sin utroskab. Alt det et menneske oplever gennem livet. Og vi bliver præsenteret for det i en eksponentiel form, der hidkalder en glæde ved selv at have oplevet en uendelig lang, række ting i løbet af livet. Og at der er mulighed for at genoplive det hele gennem en dagbog eller ved bare at fortælle det.

Også på den måde giver Allendes nye bog mening.

Bogen har iøvrigt referencer til Danmark og besøg i Chile fra det danske kongehus.

Violetas elsker, Julián, er endda pilot for dem.

Birgitte Wulff
Rigmanden
361 sider
Grønningen1

Birgitte Wulff fortsætter i fin stil fra sin første bog i serien om journalist Anne Velin. Spændingen er i top, som man nu siger, fra første side, og ja, når man først er kommet igang, så ER den svær at lægge fra sig.

Masser af location dropping som Banegårdspladsen i Århus, Gellerupparken, de hippe cafeer, Oddervej, Strandvejen, Fløjstrup, Radio4, Samsø, Aarhusburgten og Djursland. Altsammen noget der er med til at veriicere, hvis man kan sige det sådan, så man som læser næsten føler sig placeret midt i alting.

Charlotte Villum - fra en dyr adresse syd for Aarhus - kontakter journalisten, der har store udfordringer med sin karriere. Anne bliver bedt om at undersøge, hvordan Charlotte har fået stjålet en hestetransport. Selv om hun ikke ved en dyt om hestesport, siger hun ja til opgaven; for det er, hvad der er til hende, der altså må tage, hvad der nu er, for at overleve.

På jagten efter køretøjet befinder hun sig pludselig i hestesportelitens verden. Og her er der ikke nødvendigvis rart at være, for her handler det naturligvis om prestige, konkurrencer og penge. Masser af penge.

Vi kommer omkring både svindel med lastbiler, dyre heste, korrupte og anløbne advokater, voldelige hjemmerøverier og indsmugling af kokain.

Vi får snuden dykket godt og grundigt ned i journalistens færden i cirkler, hvor egne interesser går langt, langt forud for både landets love og et anstændigt moralkodeks.

Cartier-ure, Gucci-logoer og BMWer hvirvler rundt på siderne, og forfatteren har godt fat i stoffet, uden at vi som anmelder kan sige, vi har lejlighed til at efterprøve, om tingene nu også i de kredse foregår sådan, som vi får det serveret.

Men hvorfor skulle det egentlig ikke det, selv om vi har at gøre med fiktion. For bogen emmer af realitet, og Birgitte Wulff har da også været på grundig research f.eks. hos en af landets top-advokater, politiet og redaktionschefer. Og med det in mente bliver vi overbevist om, at bogen her er oplagt til filmatisering.

Alt godt til forfatterren, tak for en fremragende læseoplevelse. Alt godt venter læseren, der får bogen i hånden. 

Mark Manson
Kunsten at være fucking ligeglad
Journal
192 sider
memoris

Her er to bøger, der rykker, og som på sin vis er en fortsættelse af en bog, vi har anmeldt tidligere, nemlig  Kunsten at være fucking Ligeglad, og som vi for nogle år tilbage har anmeldt her.
For at begynde med den første, den sorte, ja så kan vi afsløre, at er en bog, der rykker.
Samtidig med læsningen besluttede anmelderen at forsøge nogle af de øvelser, den indeholder.
Som at sætte sig mål, skrive ned, hvad der fungerer i ens liv, hvad man vil have mere af, og hvad man bestemt ønsker at lægge afstand til.
Det virker. Man bliver mere centreret, mere i stand til at fokusere på ens værdier, øge evnen til at sætte grænser om sig selv.
Hvordan det fungerer sådan, aner det ikke, men det virker og viser, at bogen går dybere end som så.
Den indeholder lidt basale udsagn som, at man ikke må være for hård ved sig selv, at ting sker uden for ens kontrol, og at livet sjældent går som planlagt.
Og kommer så med opfordringer til, at man sætter sig SMÅ delmål, et enkelt ad gangen og når det og ikke falder for at lave en del om på een gang og få fiasko i det som ved nytårsforsætter osv.

Man kan på en vis måde sige, det virker selvmodsigende at lave planer for de næste fem år, velvidende at livet sjældent går som planlagt. Men det skisma kommer bogen meget fint omkring ved, og vi kan så tilføje, at bare det at lægge planer, en uge, en måned, et år frem, det rykker i ens vanetænkning og gør det muligt at bryde en eller anden comfortzone, man bevidst eller ubevidst er træt af at befinde sig i.
En fin bog til at omprogrammere hjernen i forsøget på at få en bedre dag idag end igår, imorgen end idag og så fremdeles.

Nu bliver du motiveret af dine egne drømme og ønsker og ikke bare ud fra at gøre andre tilfredse.

Flot sætning.

 

Mark Manson
Kunsten at være fucking ærlig
304 sider
memoris

Så kommer vi til den anden, aktuelle udgivelse. Den her gang handler det om at score damer -, ved hjælp af selvudvikling.  Og samtidig gør den, hvad den kan, for at rette op på myten om, at afvisninger er noget slemt. Derimod skal være glad for alle de afvisninger, man får. Det er skridt på vejen mod noget endnu bedre. Bliver du seriøst afvist, og skal du kæmpe alt for meget, så er hun bare ikke særlig interesseret, og gør du hende interesseret alligevel, er oddsene ikke gode.

Bogen lægger meget op til, at man skal gøre sig attraktiv, at man skal gøre noget ud af sig selv, tøj, tænder, hår, alt muligt der vil få kvinderne til at betragte dig som havende høj status.
Så tænker vi, at måske kan man ikke leve op til det. Men samtidig kommer bogen også godt rundt om, hvordan man så kan kompensere for den høje status udadtil, hvis man i et andet miljø sagtens kan opleve, at man har høj status med andre værdier.

Bogen er på en vis måde en forlængelse af Spillet, som Neil Strauss udgav for mange år siden, og som handlede om at gøre dig attratktiv og nærmest uundværlig for kvinder -; uanset dit udseende.

Bogen her kommer ind på alle de forsvarsmekanismer, man næsten kan finde på, der handler om frygten for at blive afvist.
Og ræsonnerer, det er den dårlige nyhed, at gør du ikke op med dem og forsøger at bryde igennem dem, så er der altså ikke mange chancer for dig.
Frygten er et udtryk for klæbrighed og en manglende vilje til at være sårbar. Og en masse andre ting. 
Vi kommer godt og grundigt ned i det psykiske materiale, uden at det bliver langhåret. Men det ser da også ud til at være nødvendigt at arbejde med sig selv og få øjnene op for det, der hindrer en i at få fat på det modsatte køn.

Bogen er bestemt også brugbar i relation til dit liv i det hele taget. For den handler om DIG, og om hvordan du bliver en bedre version af dig selv, så du i givne tilfælde kan manøvrere, som om du nærmest sidder på toppen af verden.

Der er så meget guf at hente, så mange guldkorn lige til at gå til, hvis man vil udvikle sig selv. En anmeldelse kan umuligt yde bogen retfærdighed, bortset fra..., at den kan anbefales. Nogle af passagerne kan virke provokerende, dem kan man vælge at springe over for ikke at blive irriteteret på bogen. Omvendt skal man nok på et tidspunkt vende tilbage, for i enhver provokation ligger muligheden for at indse, at netop dette skulle til for at nå over en vis tærskel og et godt sted hen med sig selv.

En glimrende bog der sandsynligvis brugt på den rigtige måde vil være i stand til at gøre rigtig mange mænd mere robuste, end de er lige nu.  

Tonny Vorm
Tre uger i juli
248 sider
Politikens Forlag

En lækkerbidsken for cykelfolket og for alle andre, der gennem årene har yndet at følge cykel-strabadserne på landevejene. Og naturligvis bliver bogen ikke mindre aktuel af, at holdet kommer til Danmark og cykler lige om et øjeblik -, og for et øjeblik siden, når det hele er overstået.
Samlet er her tale om en rigtig god, dyb og sjov fortælling leveret af de helt store, der har kørt Tour de France. Brian Holm, Jesper Skibby, Kim Andersen, Jørgen Pedersen, Dan Frost, Rolf Sørensen og mange flere.

Vi konstaterer, at Michael Rasmussen, også kaldet Kyllingen, ikke er med i bogen med et eget afsnit men er (nødvendigvis?) begrænset til deltagerlisten bagi. Bogen er nemlig skrevet i samarbejde med DPCC - Danske Professionelle Cyklisters Klub, og det er udelukkende deres medlemmer, der udtaler sig i bogen. Således bidrager Michael Rasmussen ikke i bogens interview-del, og det nøjes vi her med at konstatere.

Ellers er bogen et brag af historie tilbage i tiden ledsaget af fremragende billeder - fra oven af "smørrebrødsstigningten" fra Gap til Saint-Jean-de-Maurienne, af tilskuerne på tætteste hold af holdet, som man nu siger, et opløb stilrent og sikkert i sadlen, af Jakob Piil på vej op ad Galibier på Tourens 8. etape i 2003 og rigtig meget andet billedmateriale, der vil gøre enhver tour-interesseret stakåndet.

Vi får nogle meget direkte udtalelser fra eksempelvis Brian Holm, der fortæller, at han sgu blev bitter efter i 1994 at være blevet sendt hjem på grund af en fedtknude på størrelse med en grapefrugt. Og at han efter at ti specialister med deres kolleger havde kigget på ham følte sig som abe i et bur.

Og at han havde fået skåret et hul i sadlen, så fedtknuden kunne være der, for det var kontraktår,, og så kører man jo...

Når vi trænede og havde tissepause skulle alle lige se den. "Fy for satan".

Vi kommer også tilbage til halvtredserne, hvor Hans E. Andresen, også kaldet "hønsefarmeren" gennemførte touren som den første dansker, og hvor iøvrigt "Den toppede høne" blev hans kendingsmelodi under 6-dages-løbene i Forum. Ganske vist havde vi deltaget i 1913 med Christian Christensen, der stillede op i "de isoleredes rækker", men desværre endte med at tabe over otte timer.

Det er virkelig morsomt at læse om Tour de France dengang, hvor daglønnen var 70 kroner plus kost og logi. Danskerne havde ikke egen servicevogn, og da Fritz Ravn fik en defekt efter 100 kilometer, måtte han vente så længe på assistance, at han faldt for tidsgrænsen.
Hans kørt i øvrigt dengang i mål på 17. etape som nummer fem.

Vi kan også læse om det enorme sikkerhedsopbud, der beskyttede touren i San Sebastian i 1992, hvor der var en masse ballade med ETA, den baskiske selvstændighedsbevægelse.

Og mange, mange flere anekdoter og sjove historier.  

Letforståeligt sprog, også for alle andre end netop tour- og cykelspecialister. Et flot vidnesbyrd om en af de begivenheder, der kan samle. Vel mødt til Tour de France i Danmark lige om lidt.

TJ Klune
Under den hviskende dør
384 sider
memoris

En af den slags bøger, man elsker for den humor og vid og så gene tilgiver, at den måske kan føles lang. Nøjagtig som familiefestens underholdende onkel, der elsker at høre sig selv tale, som taler langt og udførligt om vigtige emner, og næsten for længe, men som man alligevel ikke vil slippe, fordi han er virkelig morsom og har en lune og et bid som ingen anden.

Sådan er det med bogen her, der følger Wallace på vejen til at blive et nyt og bedre menneske. Havde det været for mange andre end netop Klune, så kunne det ikke bære en hel bog. Og man skal da også regne med, at man får sig nogle deja vuer undervejs, hvad angår vitser og hurtige bemærkninger.

Wallace Price opdager, lidt vel sent, at livet er forbi, for nu er han død. Og temaerne er evigt-aktuelle, hvordan forebereder man sig på døden, hvordan forliger man sig med den, hvad vil det sige at være i live, og hvordan får man det bedste ud af livet, og var det nok.

Wallace er en succesrig forretningsmand, der pludseligt falder om. Og det kan han altså ikke helt forstå, for hvordan kan det da ske for ham, og hvordan kan han bare sådan lige dø....

Alene her er der jo lagt op til en grinern.

Eller hvad med den her sætning:

Det tog ham et øjeblik at tælle baglæns gennem dagene. Han var død på en søndag. Han var blevet begravet om onsdagen.

Som læser er missionen og budskabet her fanget: Man skal passe på sig selv, ikke arbejde for hårdt og virkeligt nyde livet, mens vi har det.

Det ved vi jo godt. Men - kan vi tage det ind, før vi er blevet præsenteret for det på adskillige måder.

Bogen her er en af de adskillige og en af vore favoritter.

Og det flotte er dens lune, fantasy-niveauet og de rappe replikker. Og at det er knaldgodt beskrevet mellem linjerne, at vi har en udløbsdato, og at det er kærligheden og relationerne, der for alvor betyder noget.

Det har vi hørt SÅ mange gange før. Alligevel hører og læser vi det nu på en måde, hvor vi kommer til at grine af os selv, på trods af at emnet er ganske alvorligt.

At beskæftige sig med døden og de store spørgsmål kan være tungt, tungt, her bliver det gjort let-let.

Tak for det.