Om det er et forsøg på at rense sig selv eller et skud til de politikere, der er involveret i sagen, lader vi stå til den enkeltes vurdering. Faktum er, at bogen er kanongodt skrevet, og med den lune, der skal til, for at så alvorligt et emne glider ned:
Nogle af de dage, hvor det gik vildt for sig, tænkte jeg tilbage på min tidligere kollega Poul Møllerup, også kaldet "Lille Poul". Han var ministersekretær for Poul Nyrup, "Store Poul", mens jeg var det i Justitsministeriet. Når alting stod i flammer, sagde Lille Poul altid: 

"Nu skal vi huske, at det bare er noget, vi leger".
Den bemærkning kunne trække dramaet ud i selv de vildeste situationer.

Man kan som læser få det indtryk, at det er bemærkninger som denne, der har fået Lars Findsen til at overleve - og leve - mod alle de odds, han har været oppe imod. 

 

 

Man skulle tro, og det er en fordom, at når en mand er så presset, som enhver ville kunne forstå, at Findsen er og har været, så ville det være en meget selvretfærdig bog med en alvorstung mine og med et offerspil til det irriterende.
Bogen er så lidt af hvert, men samtidig er den læsbar for enhver, i og med at den netop indeholder sandhederne, som Lars Findsen oplever dem sammen med nogle store stænk af selvopretholdelsesdrift og humor, som naturligvis medforfatteren på bogen må have hjulpet ham med, men ikke desto mindre fungerer det fremragende. 
Vi får et ofte lidet flatterende billede af magtstrukturerne i Danmarks midte, og uanset hvilken rolle, man mener, Findsen har, og uanset, hvad domstolene og juraen måtte nå frem til, så er der tale om en bog, man kan lære noget af; nemlig at man altid bør have et kritisk syn på alle mulige systemer i Danmark.
Alene det gør bogen værd at læse.

 

 

En meget anderledes og meget spændende rejsehåndbog. Som titlen antyder, kommer vi bestemt ikke bare lige til Andalusien, hvor dejlig landsdelen end er. Vi KOMMER derned, men ikke uden først at have besøgt Cote D´azur, Dresden, Polen,  Prag, Stralsund, Rügen, Ravensbrück, Bern, Wien og mange, mange andre steder, hvor historie, kultur og stemning lyder frem over linjerne, og hvor researchen, såvidt vi kan vurdere, er 100 procent på plads.
Vi får ekstremt mange godbidder og detaljer serveret om de lande, byer og steder, vi besøger undervejs, og bogen er fantasstisk som inspiration til, hvorledes man kan tage svinkeærinder undervejs mod et sted, og opleve langt, langt mere, end hvis man planlagde alt på forhånd.

Bogen giver næring til det impulsive jeg indeni os, der godt nok har et mål med livet, men bestemt ikke siger nej til at indtage andre muligheder undervejs.
Fyldt med detaljer og gode billeder fra forfatterens enorme rejselyst og paratviden.

 

Bagi bogen et stort register over de mange, mange personligheder, kendte og mindre kendte, vi møder undervejs i bogen.

 

Flot arbejde. 

 

At verden vågnede op til en overraskelse - for nogen et chok -, da Donald Trump blev valgt til USAs præsident, er ganske vist. David Trads skrev for et par år siden en bog, hvor han analyserede på og kom med forklaringer på, hvordan det kunne lade sig gøre.
I den nye bog her fortæller han, hvad der er sket siden med det store land, som vi i generationer har set op til, og hvad der er ved at ske med mentaliteten og polariseringerne. Han gør det i et let sprog og med et varmt blik for, hvilke værdier, landet engang repræsenterede for ham, og hvad der giver ham håbet om, at USA vil finde tilbage til en demokratiske homogenitet.
Den er skrevet meget specielt, idet den hele tiden krydsklipper mellem Johannes V. Jensens historiske beskrivelser og så den hverdag, der møder David Trads i diverse stater idag.
Trods den nye og knap så flatterende hverdag i et land, der er præget af racisme, skoleskyderier og terror, kipper forfatteren med det amerikanske flag og forsøger at holde fanen højt for sin begejstring. Tydeligvis er det ikke et håb om, at ungdommens oplevelser må blive udlevet påny. Man får tværtom et godt indblik i, og gode argumenter for, hvorfor og hvordan det kan lykkes at få USA tilbage på rette spor.

 

At Trads er glad for det store land mod vest, er meget tydeligt. Men tydeligt er det også, at det kritiske blik bliver benyttet på turene rundt om i mange, forskellige staters afkroge.  

 

Hvor mange af os i generationer har taget USAs sindbillede til os som forbillede, bliver det ifølge Trads nu mere brugt som spejbillede på den vestlige verdens deroute. Hvor uligheder skærpes, tonen på de sociale medier forrås, de multikulturelle samfund i en globaliseret verden fylder osv. osv.

Vi kommer også en tur tilbage til 1915, hvor Johannes V. Jensen, næsten metaforisk, ser en død italiener på gaden og fantaserer om en fortid, hvor han i sit hjemland, Italien, ikke længere kunne brødføde sig selv, og derfor tog til det forjættede land og altså gik en forfærdelig skæbne i møde.

Mens de enorme skyskrabere dengang blev bygget på gaden, der støder op til det fortov, hvor han ligger død.

Et billede på USA dengang, og et billede på USA idag: Hvor kontrasterne mødes slående og ubamhjertigt, og den kontrast er det lykkes for trads at få frem i sin nye bog.

 

 

 

 

 

 

Vi kender næsten alle historien om Bubber, der fravalgte sin kone og rendte med parrets babysitter, som han nu er gift med. Der er sådan lidt gossip over den historie, og man kunne frygte, at en bog fra hans tidligere koner så er det samme.
Det er det ikke. Det er en fin bog, der stille og roligt guider os igennem naturligt nok hendes egen historie, men også historien om, hvordan man som fravalgt alenemor kæmper side om side med de dæmoner, der dels forhindrede en at gå i tide, men også om de oplevelser, man har haft i årene som singlemor.

Jeg føler nogle gange, at jeg ikke er spændende eller interessant nok til, at jeg fortjener andres opmærksomhed.
Husk at mærke efter i kroppen.
Hvis de ikke tager telefonen, når du har ringet til dem to gange (venner, red.), så er det fordi, de ikke længerre gider høre på dine problemer.

Bogen er fyldt med gode visioner om, hvordan man får hanket op i sig selv, passer på sig selv og i selvrefleksionens navn får set så meget indad, at det er muligt at komme godt videre - trods alle odds.

 

Når man på forsiden læser, at bogen handler om at leve og ikke kun overleve, så fristes man til at tro, den er fyldt med klicheer.
Det er den så ikke. Naturligvis siger forfatterne en lang række af de rigtige og politisk korrekte ting. Som at man ikke må fornægte en alvorlig diagnose, at man skal involvere sine kære, så de har mulighed for at forholde sig til en dødelig sygdom, at man skal tale om sine sygdomshistorier, bearbejde sin sorg, at man skal være opmærksom på tonefaldet som læge, der overbringer en trist nyhed og andre ting, vi har fået læst og påskrevert gennem tiden.
Men den gør det i en vedkommende kontekst, der naturligvis ikke bliver mindre fængende af, at vi har at gøre med to mennesker, der er gift og uendelig tæt på hinanden, holder foredrag over det ganske land om at være tæt på døden, og som er kendt af alle og enhver, der interesserer sig for sygdomsbilleder.

Og så er det, at vi som bonus får en række oplysninger, der rykker. At udvikling, viden og forskning indenfor lægestanden ændrer sig på syv år, men at den gode samtale dog slår alt det.

Af andre godbidder kan nævnes:

At modtage en psykiatrisk diagnose stadig er forbundet med skam og tabuisering.

At vi har 250 hospicepladser i Danmark.

Halvdelen af patienter med en tumor overlever.

Sådanne eksakte vidensdelinger ligger godt gemt inde i en perlerække af cases, fortællinger, og humristiske handlingsforløb, der gør, at man ligefrem kan se de to forfattere stå på scenen, hvor de øser af deres livskraft, erfaring, humor og paratviden.

 

Alt det som bogen er fyldt med. 

 

Det er altid rart at læse, hvad der har sammensat et menneske, som har haft indflydelse på Danmark. Endnu oftere er det af betydning at læse om vedkommendes bagland og herudaf at kunne lede, hvad der på hjemmefronten måtte have præget vedkommende.

En sådan bog er den her om ægtefællen til en af Danmarks længst siddende statsministre, Poul Schlüter.
Den udmærker sig på en lang række parametre. Bl.a. cementerer den klart, hvor optaget af undervisning og ballet, Anne Marie har været, hvor engageret hun har været i sin karriere og dermed, hvor åben hun har kunnet være overfor sin mands engagement i den politikerkarriere, der må have optaget ham til grænseløshed, eftersom han har kunnet sidde som landets statsminister i mere end et årti. 
Bogen er et billede af, hvorledes to mennesker med hver deres karriere holder sammen i årevis, men, erkender hun, den bedste tid med Schlüter var den under coronatiden, hvor mange parforhold har haft enten store udfordringer eller store glæder sammen.
Det er ærlig snak, og sådan er det hele vejen gennem bogen, hvor man får et glimrende indblik i den virkelyst og det engagement, Anne Marie har haft med Det Kongelige Teater som fast ramme gennem mere end 66 år som danser, balletskoleleder, instruktør og koreograf, og hvorledes hun har arbejdet med nogle af de helt store som Flemming Flindt, Harald Lander, John Neumeier ogå00 Rudolf Nurejev, og hvorledes hun har kombineret denne ihærdighed med rollen som statsministerfrue og borddame og samtalepartner hos verdens store politikere og navne.
Det er tydeligt, at det, hun kommer af, og de tanker, hun har gjort sig undervejs i livet, har præget Danmarks dengang meget velartikulerede statsminister, og også den lune, humor og nuancering, Poul Schlüter var kendt for, skinner  igennem - bl.a. med den kendsgerning, at Margaret Thatcher ofte titulerede den danske minister med et Good Morning Poul, selv om hun netop dagen forinden havde tituleret ham med et Good Morning Prime Minister, hvis der var noget de to havde været uenige om.
En dejlig bog.

 

 

 

Et sted i bogen siger Morten Albæk, at det ikke handler om matematisk, hvor langt, man når, men hvad man lærer på vejen derhen.
En sandhed skåret ud i pap, og dem er der mange af, altså sandheder i Albæks nye bog. Til trivialiteter vil nogen mene, for hvad nyt er der i det.
Der er det nye i det, at forfatteren formår at smutte sine fiosofiske betragtninger og sandheder ind i en kontekst, der rammer plet og ryger lige ind under huden.
Selv om man ofte skal følge rigtig godt med, når Albæk taler og skriver, så er der så meget gods og guld både mellem linjerne og på dem, at vi må erkende, at vi sagtens selv ville kunne komme på dem. Vi er bare ikke gjort det. Derfor er det godt, vi har en som Morten Albæk.

Du bliver aldrig færdig med at træne din selverkendelse.
Den, der løber hurtigere, end sindet kan følge med, risikerer at miste sin eksistentielle finmotorik.
Vi er så optagede af at beholde friheden til at vælge, at vi hellere "dør af sult" end lader os begrænse.
Vi bliver ikke lykkeligere af at kunne vælge frit fra alle hylder i livets supermarked.
Vi kan falde for mange forskellige, hvis tilfældene og omstændighederne tillader det.
Når Amors pil ikke længere afgiver kærlighedens serum, så ser vi gradvis flere og flere pletter på skønheden
Vær nysgerrig på det næste blik.
Den ideelle kærlighed er  hverken en, der ophøjer eller nedgør.
Jo mere, vi er omgivet af noget, jo mere attraktivt finder vi det.

 

Og alle mulige andre guldkorn. Mange af dem er kastet før før, rigtig meget af ovenstående og meget andet i bogen iøvrigt er på forskellig vis sagt tidligere. Forskellen er, at de denne gang siges mellem mange andre ting, analyser, cases, overvejelser, med en ægthed og autentiset, der når langt ud over det trykte ord, langt ud over bogens sider og rammer os, der har behov for at tænke bare lidt længere og lidt dybere.
Det er sydende synligt, at Albæk har gravet og rusket grundigt i både sig selv og de filosofier, han er så kendt for, og han giver utrolig meget fra sit eget liv, både omkring sit nuværende ægteskab og sin gymnasietid.
Albæk kommer rigtig godt omkring livets mangfoldigheder og facetter på en måde, der gør os i stand til at finde værdi i at overveje de næste veje frem , også selv om vi måske har planlagt den for år tilbage.
Vi har godt af som menneske at tage nogle gevaldige opgør mod os selv og ændre livsbane.

 

 

Et smukt statement over et smukt forfatterskab.
Det er tid at gøre tingene op. Det er tid til, på egen måde, at fremhæve og sige tak til de mennesker og de idéer og de kilder, der var med til at gøre livet fuldendt. Som gav livet juice, retning, mening, og ikke mindst modet til at forfølge de drømme, man har som ung, og som man heldigvis ikke aner, hvor fører hen.

Ib Michael har aldrig været bleg for at fortælle om sin vinterdepression. Det skulle lige være, som man nu tør sige det lakonisk, bleg for solen, hvorfor forfatteren gennem en årrække er taget til Thailand for at finde varme, stemning og helbredende kraft samt dykkermuligheder.

Ofte hører det ganske enkelt med til store forfatteres DNA, at de lider af sligt, og må det så bekomme dem vel, at den kunst, der kommer ud af den, kan bære og nydes i fulde drag.
Man kan være enig, man kan være uenig i Ib Michaels holdninger og tilgang til tilværelsen og menneskeheden. Men uomtvisteligt er det, at han formår at give bogelskere en oplevelse, der trænger ind gennem adskillige forsvar, og som evner at inkludere læseren, omfavne vor tilværelse og give inspiration til, hvordan man måske står lidt stille nu og da og tænker over tingene og kommer videre i livet på en bevidst måde.
Bogen her er skrevet i det fjerne, og man må sige, at varmen metaforisk dukker gevaldigt op mellem linjerne, ligesom det krystalklare vand, den krydrede livsstil og de eksotiske og krydrede nuancer fremmer læseglæden ved at infiltrere ord og syntakser, så man bliver hevet et andet sted hen, for en stund omend, og kommer med forfatteren en tur rundt i tanker, glæder, handlinger og oplevelser, han har haft gennem livet.

Hans seksuelle oplevelser med en mand i sin tidlige ungdom, hans tanker på rejserne gennem Amazonas, aktionen i Rebild Bakker, hans erfaringer med studenterjobbet på Gyldendal, erfaringerne med den frygtede 2er-roman, hans erfaringer i udgiververdenen, på Nordkaperen, læren om dykning i Middelhavet, - ja rigtig meget hvad der måtte være aktuelt, når man ønsker at komme godt omkring i den sidste ende af livet, hvor det giver mening at opsummere for at sige tak til livet og, at der er andre, der er mere kampklare og godt rustede til at tage over i de kampe, man nu har ført.

Ib Michaels bog er ikke "kun" en erindringroman. Den er en hyldest til det liv, han har levet, og dermed en hyldest til det univers, der giver muligheder for en række oplevelser helt ud over det sædvanlige, såfremt man tør gå efter de drømme, det aldrig i så muligvis tilrettet udgave det er for sent at begynde på - netop for at opleve noget helt ud over det sædvanlige.

 

Forfatteren sammenfatter på en vis måde ganske klart i bogen, hvad livet for Storm P var:

Hans produktion fremstår som en grotesk billedbog og fyldt med komedier og tragedier. Komikken og tragikken går hånd i hånd.

Sætningen er formuleret i Poul Kragelunds beskrivelser af Storm Ps maleriproduktion. Men for os at se kan den beskrivelse omformuleres til en decideret levnedsbeskrivelse, når man gennemgår bogen. Det er en ganske fremragende bog, tilpas i sin størrelse til, at man tør gå ombord i den, og samtidig dækker den de nuancer og anekdoter i og om Storm Ps liv, der er vigtige for at forstå, hvad der skabte og omgav denne for vort kulturliv så vigtige kunstner.

Hvem kender f.eks. ikke historien om en lille fjer, der bliver til fem høns?

Storm P udarbejdede under besættelsen en plakat, bestilt af Justitsministeriets Propagandakontor. Pakaten skulle gøde jorden for en ministeriel bekendtgørelse, hvor udspredelse af urigtige oplysninger og meddelelse er forbudt og straffes med bøde eller hæfte. Under skærpede omstændigheder med fængsel indtil to år.
Ironisk nok fik Storms plakat ikke nogen lang levetid. En af de høns, han tegnede på plakaten, lignede nemlig efter kritikernes opfattelse Thorvald Staurning for meget. Datidens statsminister. Hvilket man ikke kunne have. Så plakaten blev trukket tilbage.

 

Sådan var Storm Ps liv fyldt med pudsigheder og op- og nedture.

Storms humor kunne både have et diskret samfunds-satirisk bid, men også over - og overtoner af det tragiske og det trafkomiske.
Videre følte Storm sig i høj grad draget af cirkus- og klovneverdenens univers, hvor poesi, tragik, humor og eventyr smelter sammen.
Og det er det, denne meget let tilgængelige og samtidig dybe bog handler om. Som bonus får vi en masse historier om Storm Ps liv, hans virketrang og hans egen version af, hvad der drev ham og hans produktion.

 

Bogen fokuserer på to forbrydelser; en fra fortiden der har en uhyggelig forbindelse til 9/11. Og så en anden omkring en flygtning på flugt.
En tv-reporter finde pludselig sig selv efterforske den ene forbrydelse og så blive hovedperson i den anden.
Drama drama.
Avery er tv-reporteren med en stor fanskare, der på nippet til kontraktforlængelse søger at forøge sine ratings. Hun hører om ny teknologi, der kan identificerre ofrene var 9/11-tragedien og springer på vognen men bliver af personlige årsager desperat nødt til at forsøge at holde en dyb hemmelighed fra sin egen fortid skjult. 
Bogen er intens men også en smule forvirrende. Den stikker af i forskellige retninger. Først tror man, at den vil fokusere på et tyve år gammelt mord, men så bliver det lige pludselig mere interessant at fokusere på 9/11. 
Der er to hovedfortællere i bogen. Avery og Walt. Det kan også godt forvirre lidt. Historien bider ikke så meget, som den kunne, hvis forfatteren havde strammet op og koncentreret sig om én vinkel.
Der er for mange flashbacks.
Men alligevel: En udmærket bog for folk, der er interesseret i en lang, lidt for lang optakt, diverse handlinger, spring i tid og sted og så en meget flot, og særdeles overraskende slutning.
Sluger du krimer, så går du ok i byen med den her.