Danmark set gennem en bilrude |
|
|
|
Fredag, 20. august 2021 09:55 |
Martin Zerlang Danmark set gennem en bilrude 220 sider Gads Forlag En super coffee table book, der gør indtryk ved at opridse mange af de historiske, kulturelle og samfundsmæssige betydninger, bilen har haft. Der er ikke mange perspektiver om bilen, vi kan komme i tanker om, som ikke på en eller anden måde er med. Lad os f.eks. tage litteraturen, hvor bilen indgår som et element lige fra Anders Bodelsen, over Sven Holm, Torben Lange, Theodor Adorno, til Stine Pilgaard.
Og i tilfældet med Anders Bodelsens romaner bliver vi virkeligt løftet op på bagsmækken og alle fire hjul, så at sige, og køretøjets betydning for hans forfatterskab tydeliggøres ved en gennemgang af Tænk På et Tal, Hændeligt Uheld og også i novellesamlingen Rama Sama.
I Tænk På Et Tal drømmer helten om forandring, mens han i Hændeligt Uheld drømmer om at fastholde det, han har. Hovedpersonen i Hændeligt uheld er Mørke, som er direktør for bilfabrikken Autonord. Efter en fest hos nogle yngre mennesker kommer han til at køre en mand ned, men flygter fra gerningsstedet. Så bliver han opsøgt af en afpresser, der som et af redskaberne bruger bogen Unsafe at any Speed. En fin metafor over, hvad biler og fart også kan bruges til. Til at udvikle, til at knægte, til at afpresse.... I Nærum bor Borck i Tænk På Et Tal, hvor han som bankfunktionær bliver udsat for et røveri, der ender med, at han selv kommer i besiddelse af de røvede penge. Bodelsen har ladet banken ligger tæt på Lyngbyvejen for enden af en lang, forblæst biltur ud af byen og et godt stykke fra motorvejen før man havde foretaget en kløberblads-frakørsel.
Biler, samfundets opbygning og litteratur så det basker. Hvor er det fint.
Krimien slutter i Tunis, også med en bil i centrum.
Naturligvis ingen tvivl om at biler har haft deres store betydning for omvæltningen af samfundet, siden den første kom på gaden for i det store perspektiv meget kort tid siden.
Og bogen her er med til at give os perspektivet på, i hvor høj grad, mennesket har taget bilen til sig, og ubevidst bruger eller misbruger enheden og byens tansportkanaler til at begrænse, bevare eller udvide livssynet.
Musikken er naturligvis også med, Gasolin, Peter Belli, Johnny Hansen, Bjørn Tidmand, John Mogensen, Gustav Winckler, Johnny Reimar, der alle på coveret troner i eller sammen med biler.
Og hvad med alle filmene: Motorvej på Sengekanten for bare at nævne én.
Fra sæbekassebiler under besættelsen, el-bilens crach bang, komik i Forum i København, til parkeringskælderen i Bjerget på Amager tegnet af Bjarke Ingels Group.
Det er helt fantastisk, hvor langt omkring vi kommer, og naturligvis er der også blevet masser af plads til kritikere af bilismen og masser af flotte, vedkommende og sigende billeder, illustrationer og vittighedsteninger.
Et flot værk. Et meget flot værk endda, |
Senest opdateret: Lørdag, 21. august 2021 11:11 |
Fredag, 20. august 2021 09:51 |
Dorte Palle Alene 228 sider Gads Forlag En virkelig sjov, autentisk, vedkommende og, ser det ud til, ægte bog og samtidig opskrift om og på et liv, der bare vil videre. Et liv der føler sig indespærret i hamsterhjulet, og som vælger at gøre noget ved det, bryde op og blive iværksætter. Bestemme selv, bestemme over tid, relationer, eget liv, alt.
Det kan næsten ikke gøres bedre.
For udover at Dorte Palle skriver af karsken bælg om genvordighederne ved at komme igang og få samlet alle de tråde, der nu skal til for at blive kvinde i eget hus, så emmer bogen af guldkorn om, hvad der er meget vigtigt, mens ressourcerne er små og tiden knap.
Guldkornene finder vi ind mellem teksten, så de får et autentisk skær af, at Dorte Palle selv har oplevet det på egen krop. Og heldigvis ikke sat ind i et smart, gråt to-do-skema med understregninger og fine punkter.
Find en professionel ven. Tal fem minutter hver dag. Del dine tanker og dilemmaer.
Undgå lange og nytteløse samtaler over kaffen.
Lær at fokusere.
Udforsk nye tendenser og udviklende idéer.
Der er dårlige dage, hvor man overhovedet ikke kan få en linje ned på papiret.
Med en indre drivkraft, der rammer læseren lige i solar plexus bliver vi vidne til Dorte Palles op- og nedture på vejen mod at starte sig eget. De, der kender Dorte fra æteren og medierne, kender også til de mange genvordigheder, hun har haft. Men det er alligevel mægtigt at få det hele på tryk, så man igen kan være med på sidelinjen og igen og igen læse, at havde hun det virkelig sådan, da hun i arrigskab klappede computeren i, fordi der ikke kom noget brugbart frem. Og på cyklen hjem kom der så bare en idé til hende.
Med andre ord, man skal have lov at føle sig som en fiasko og skælde og smælde, tingene skal nok lykkes, hvis man bare er stædig og bliver ved og samler op og står ved ens følelsesliv undervejs.
Og en fiasko i manges øjemed, det kan man måske tillade sig at sige, idet hun på et tidspunkt økonomisk var så langt ude, at hun måtte spæde til økonomien gennem meningspaneler og indsamling af flasker på gader og stræder.
Dorte Palles bog er guf-læsning for folk, der vil lave en game-changer i livet. For vi andre er det virkelig true story about life, og det kan i høj grad medvirke til, at de finurligheder, vi ind imellem laver, de bliver legaliseret, når vi kan læser HVOR hårdt andre kan have det i perioder af deres liv på vej mod at forfølge en drøm; - af en indre nødvendighed. |
Senest opdateret: Mandag, 13. september 2021 11:52 |
Hører du overhovedet efter?! |
|
|
|
Fredag, 20. august 2021 00:00 |
Manu Sareen Hører du overhovedet efter 224 sider People´s
Hvis ikke vi vidste det, så er det helt sikkert, at vi alle har en mindre eller større snert af ADHD. Det er i hvert fald, hvad vi får ud af at læse denne bog. Dejligt, for så får vi sat ord på det, der måske har plaget os i årevis, at det er ganske normalt, og at vi bestemt ikke er alene:
Vi fylder lidt for meget i vores parforhold. Svingende energiniveau. Roder, kan ikke finde tingene og er glemsom Tendens til at udsætte ting, kan ikke tage sig sammen. Kører for hurtigt og hensynsløst i trafikken. Følelse af at være stresset, uro i kroppen. Problemer med at koncentrere sig Man kan naturligvis have et eller flere eller mange punkter, der tyder på, at man har ADHD. Og klart er det, at jo flere udsagn, man kan checke flueben ved, jo mere rammer man skiven.
Bogen er vigtig, fordi den sætter spot på, at man behøver ikke skamme sig over eller skjule, at man måske flipper skråt ud ind imellem eller bare er lidt anderledes.
Med bogen giver Manu Sareen et ærligt indblik i, hvor svært livet kan være med ADHD. Men også hvordan man tilrettelægger sit liv, så man formår at leve med lidelsen. Ikke rart at føle sig som en bombe, hvor der bare skal ske noget hele tiden. Men der er håb i livet og med strategier og planlægning, hentet gennem gode råd og anvisninger i bogen, så kan man reelt opnå et solidt fundament, også hvis man er særdeles ramt af ADHD.
Bogen har nogle særdeles gode interviews med hovedpersonen, bl.a. af professor Per Hove Thomsen fra Århus, som fortæller, at man i mange sammenhænge og kulturer ser ADHD som en fordel.
Og bogen indeholder også kløgtige råd til en partner, der forelsker sig i en ADHD-ramt. Og ikke mindst til en ADHD-ramt der skal have fundet sig en ny partner, fordi den forrige ganske enkelt blev udkørt.....
Andre personer, der har været ramt af, eller som er belastet af ADHD idag, er også med i bogen, og man har en klar fornemmelse af, at når man har læst den, så ved man næsten alt, hvad der er værd at vide om ADHD og de muligheder, der findes for de ramte. |
Senest opdateret: Fredag, 27. august 2021 18:45 |
Du skylder ikke nogen at være smuk |
|
|
|
Fredag, 20. august 2021 00:00 |
Florence Given Du skylder ikke nogen at være smuk 232 sider Politikens Forlag
En god bog til at fortælle, at man er altså god nok, måske endda mere end god nok, som man er, og at man intet har hverken at undskylde eller dukke nakken for. I særdeleshed ikke overfor mænd.
Missionen er at beskytte energierne i det feminine univers, at gøre op med patriarkatets narrativer og rette blikket mod afskyen for sexisme og kærligheden til sex.
Bogen indeholder desuden en masse, masse, overvejelser og situationer, mange af os befinder os i til hverdag, og som kan være med til at dunke os i hovedet og fratage os både energi og selvværd, hvis vi ikke passer på. Jeg må lære, at det ikke er sundt at ødsle med min energi, imens jeg forsømmer mine egne behov i processen. Det er følelsesmæssigt udmattende, når folk bruger dig som kilde til deres egen oprejsning . . . .
Med andre ord: Watch out og lad dem gå til terapeut.
Det er et rødt flag, hvis du føler en form for skyld eller måske oplever en form for straf fra en person, fordi du simpelthen siger "nej"... Disse mennesker er bad news, og du bør afslutte rerlationen, såsnart du kan.
Følg profiler der opfordrer til udvikling og giver dig lyst til at ville være den bedste udgave af dig selv.
Du fortjener at holde nogle ting for dig selv.
At gå på kompromis med eller tilpasse dele af dine holdninger, din identitet og personlighed, fo9r at nogen skal synes godt om dig, er hverken sundt eller holdbart, og så er det helt ærligt også udmattende.
Kom over trangen til at please alle du møder.
Osv osv. For nogle årtier siden kaldte man indholdet i bogen for at være assertiv. Idag er der skruet op for retorikken fra begge sider, så man risikerer at være verbalt meget direkte. At folk så kryber i et musehul eller bliver såret, det skylder du ikke nogen undskyldning for. Det er ikke DIT problem. Det er VEDKOMMENDES. Du har ret til at være den, du er, med de værdier, du nu har som kvinde. Javist, bogen er skrevet for og til kvinder, af en kvinde, men der er så meget guf at hente i den også for mænd, at man bliver helt rystet over, hvor enkelt tingene kan siges, og tak fordi det hele er sat så frygtløst og tilpas provokerende op, så man ikke kan undgå at tage stilling til sit liv, og hvor man måske trænger til at justere sin færden i relationer til sig selv og andre.
En aldeles glimrende udgivelse med bud til alle, og måske i særdeleshed til folk der hænger lidt i bremsen og har indset, at de er ofre for lidt passivt-aggressivitet fra andre mennesker.
Så er der fantastisk gode råd. I så fald kræver det, at man gør op med den flinke pige i sig selv. Hvilket kan være et overordentligt vigtigt skridt på vejen mod et tilfredsstillende liv.
|
Senest opdateret: Fredag, 20. august 2021 11:08 |
Tirsdag, 17. august 2021 11:32 |
Andrew Barnes 4-dages arbejdsuge 215 sider Frydenlund En vigtig og inspirerende bog der ikke blot sætter fokus på mulighederne for en 4-dags arbejdsuge. Men som kommer hele vejen rundt om kvaliteterne ved at have et liv, hvor livet er i forkus, hvor produktiviteten er sidegevinst, og hvor forfatteren virkelig har gjort sig umage for at få menneskets holistiske egenskaber frem.
Bogen har mange vinkler på den 4-dages arbejdsuge og omkranser emner såsom stress, angst, begrænsning af CO2-udledningen, tidsspilde på arbejdspladsen, øgning af produktivitet og arbejdsglæde, forskellene på kønnene, agile metoder, selvledelsens kunst, historien om korterre arbejdsuge og arbejdernes sammenslutning. Og mange andre ting der har tangenter ind til begrebet om de 4-dages arbejdsuge.
Andrew Barnes fortæller om sin egen personlige historie i sin virksomhed i Auckland, hvor han bad sine medarbejdere om at designe en fire-dages arbejdsuge, som gjorde det muligt at leve op til de eksisterende produktionskrav til samme løn - altså med en 20 procent reduktion af arbejdstiden. Udfaldet var ifølge ham selv ganske forbløffende.
Og resultaterne taler for sig selv i en bog, der er helt nede på jorden og begrænset i sin opremsning af data og undersøgelser og analyser, selv om de naturligvis og nødvendigvis er med.
Bogen opridser også nogle af de persontyper, der fylder i en virksomhed. F.eks. tvivleren, den tilpasningsdygtige entusiast, forkasteren og kompromisafviseren.
Og Barnes kommer med en række råd til de virksomhedsledere, der vil forsøge sig med en fire-dages arbejdsuge:
Forbered jer grundigt, opbyg tillid, lad være med at overtænke det. Fokuser på værdien af arbejdsindsatsen for at sikre at værdien af forretningsmålene bliver forstået bredt ud i organisationen. Lad forsøget og intiativerne blive ledet af dem, som skal implementere dem.
Og meget, meget mere.
En glimrende bog at blive klog af. Det er en hæderkronet idé at ville forsøge at skaffe folk mere fritid og skaffe mere plads og rum til en mere miljøvenlig og social verden. Og bliver det ikke til en fire-dages arbejdsuge i denne omgang for alle, så er der i hvert fald i bogen mere end rigeligt med redskaber til at optimere livskvaliteten i en 5-dages arbejdsuge.
|
Senest opdateret: Torsdag, 19. august 2021 10:14 |
Søndag, 15. august 2021 10:35 |
Carsten Norton Engle dør aldrig 328 sider Politikens Forlag En spændende, formfuldendt, vigtig og respektfuld bog om De vilde Engle, som de blev kaldt engang, og som alle idag kender som Hells Angels. Bogen er fyldt med navne som Smukke Jens, Gøgler, Makrel, Jønke, Høvding, Gnid, Paddel, Blondie, Zulu, Tennis, Dumme-Allan, Gallopping Goose og meget, meget mere, der hører den verden til.
Det er barsk læsning, når man ikke mindst læser, hvordan engle fra mange lande behandlede 19-årige Marcella, som gennem mange, mange timer blev tævet, bundet og voldtaget.
Nogle vil naturligvis indvende, at der ikke kan være meget respektfuldt og udgivelsesnødvendigt over en bog, der omhandler engle, der har bidraget til så megen uro, kriminalitet og ballade i samfundet.
Ikke desto mindre lykkes det forfatteren på flot vis at skabe en fortælling om, hvordan det kan lykkes en efterhånden anseelig gruppe mænd at skabe rum og plads som parallelsamfund, fordi de vil skide på samfundets normer og love, hvis de kolliderer med egne.
Det må man så mene om, hvad man vil, men for at forstå vores samfund og de trængsler og pinsler, mange af dagens ofre for rockerkriminalitet er udsat for, ja så er det nødvendigt at kende til baggrund og historie. Og have sans for det helt særlige broderskab, som statueres rundt om i klubberne.
Og den får vi i allerhøjeste grad i bogen, som påviser, hvordan Hells Angels i Danmark startede med nogle få optagelser i Danmark og dermed ændrede den danske underverden for altid.
Det her er første bind af ialt to, det dækker perioden 1957-1997, skildrer den blodige krig med Bullshit i 80erne, den store nordiske rockerkrig i halvfemserne, politiets metoder til efterforskning, festerne i Titangade, Nøragersmindebanden, Filthy Few, Søpromenaden, præstens langen ud efter pressen og samfundet i almindelighed til Makrels og Høvdings begravelser, hvor han gav udtryk for harme over de velbjergede borgere, som forargedes over, at mennesker, som de selv stødte væk, valgte andre livsformer.
Og her er vi nok ved noget af det virkeligt væsentlige i bogen. At Hells Angels, læderjakkere, rockere, og hvad vi ellers har, et sted handler om udstødtes mangel på plads i et samfund, der på mange måder lukker sig om sig selv.
En bog til at blive klog af. Som også tager os ved hånden og giver os historier fra mere end en menneskealder.
Tilsat fine billeder og illustrationer. |
Senest opdateret: Mandag, 16. august 2021 10:18 |
Mandag, 9. august 2021 11:47 |
Josefine Valentin Hverdagsstrategier 216 sider Muusmann Forlag Det er naturligvis begrænset, hvor meget, man kan opdrive af nyt under solen omkring selvudvikling, successtrategier og personlig coaching-modeller. Ofte er det gammel vin på nye flasker. Det, der gør forskellen på den her bog og så meget andet, er formuleringen. Nogle pragtfulde one-liners ind imellem, Josefine Valentins evne til at holde en lang fortælling ud i strakt arm og give læseren en guidning, der er til at huske. Det er flot i den enorme, og berettigede, vrimmel om selvindsigt, der udkommer mellem år og dag.
Et forhold behøver ikke være gnidningsløst. Søg en partner der gør det let for dig. Giv plads til det der gør ondt idag, Hvis nogen elsker dig så elsk dem endnu højere. Hvad er der ved at sejre, hvis man ikke har nogen at dele sejren med. Er jeg tro mod mig selv og mine ønsker, trives jeg allerbedst. Hvorfor gøre livet mere besværligt. Gå med det er falder dig først ind. Livet skal leves - ikke overleves. Taknemmelighed for den overflod der allerede er din.
Og så videre og så videre. Gode korte statemens, som et liv på scenen og som foredragsholder og på bloggen sikkert har lært Josefine er vigtigt for forståelsen. Og i den uendelige strøm af informationer, A4-papirer, krydser, strategier om kurver og liv og succesforløb, så er det ganske befriende med en forfatter, der evner at få solid livsvisdom ud i brugbare one-liners.
Den med taknemmelghed er uddybet så man for alvor forstår værdien og betydningen af at være glad for det, man har. F.eks.
En seng at sove i. En jakke der holder dig varm. Mad på bordet. Et arbejde. Mennesker omkring dig.
Så vil skeptikeren kunne indvende, at man ikke har hverken arbejde eller venner. Så er der helt sikkert andre ting at være taknemmelig over. Det er budskabet her, der er det vigtige.
Nu er anmelderen her jo glad for one-liners og de hurtige statements; det skal så retfærdigvis siges, at det bestemt ikke er det eneste, bogen består af. Den er en uendelig lang række gode historier om og anvisninger på, hvordan man får et hverdagsliv til at blive rigtig godt i den korte periode, vi har her på jorden.
Tak for god læsning og inspiration, Josefine. Du kan altså noget . . . . |
Senest opdateret: Tirsdag, 10. august 2021 10:17 |
Lørdag, 7. august 2021 08:35 |
Josh Mallerman Malorie 312 sider Dreamlitt Der er sådan noget apkalyptisk horror over bogen her, der er nr. 2 i en serie. En lækkerbidsken for gyser-folket. Klausfrotopisk, foruroligende, mørkt, monsteragtigt, bind for øjnene, man får det hele i en bog, der genremæssigt er en pageturner, og er du god til at sammenblande virkelighed og bøger, så sover du i hvert fald ikke syv timer den nat. 12 år efter at Malorie og hendes børn roede op ad floden for at komme i sikkerhed, er øjenbindet det eneste, der står mellem dem og vanviddet. Det eneste, Malorie kan gøre, er at overleve - og tvinge hendes børn til at leve efter hendes strenge regler. F.eks. Tag ikke jeres øjenbind af. Og åbn ikke øjnene. Man forestiller sig let, hvordan det vil være at være fanget et eller andet sted uden at vide, hvad morgendagen og fremtiden vil bringe. Og det er jo også meningen. At give dig et read, så du mentalt binder dig til stolen og ikke rejser dig, før du har fået bindet af og fundet en vej ud. Bogen er ikke så banebrydende som forgængeren, Bird Box. Klart nok idet det jo ER en efterfølger. Efterfølgeren her er lige så velskrevet, bestemt, som forgængeren men fungerer nok nærmest som en forlængelse, en udvidelse, en slags opfølgende epiolog. Bogen udkom på originalsproget og temaet i bogen, bind for øjnene, har revminisenser til den evige corona-diskussion om bind hjælper eller det modsatte. Det var rigtig interessant at komme ind i Bird Box-universet, og det er fint afrundende, at vi nu får den her. Måske til at slutte af på. Det gør så til gengæld ikke noget.... Vi har været godt underholdt med de to udgivelser. |
Senest opdateret: Mandag, 9. august 2021 12:23 |
Lørdag, 7. august 2021 08:31 |
Maja Plougmann Birch & Finn Højbjerg "Hvad nu hvis...." 176 sider Bogkompagniet En meget rørende og personlig beretning af og om Maja, der i næsten fem år - fra fem til ti år - blev misbrugt seksuelt af sin stedfar. Vi får meget detaljerede oplysninger om, hvordan stedfaderen gjorde, hvad der sandsynligvis afstedkom misbruget, om at han blev anholdt, uden at hovederpersonen ved nøjagtigt, hvem der meldte ham. Vi får som læsere en række muligheder, nøjagtigt de samme som Maja selv har fået. Så har vi jo lov at gætte. Bogen fortæller om livet i den lille by, hvor overgrebet fandt sted, om hvordan Maja fra de første overgreb, naturligvis var vi ved at sige, syntes, at det måtte være normalt. Og hvordan stedfaderen gav hende mundkurv på ved at bilde hende ind, at hendes mor døde, hvis hun fik noget at vide. Det er barsk læsning, og lige så barsk er det at tænke på, at sådanne ting helt sikkert foregår i Danmark idag. Nu har Maja altså så valgt at beskrive sin historie. Det får læseren til på mange måder at tænke ....og får os til på sin vis at tage ansvar og måske holde en lille smule mere øje med, hvad der foregår rundt om ørerne og øjnene på os.
Måske så hendes mor en episode, der vakte hendes mistanke, Maja trak sig væk, så det kun var hendes krop, der skulle være i overgrebene, som bogstaveligt talt var ved at kvæle hende, vi får udskrift af en telefonsamtale, som Maja siden har haft med sin stedfar, med QR-kode og det hele, vi får en tidslinje over Majas liv og de frygtelige ting, hun har været udsat for. Læseren skal være indstillet på, at man får nogle barske ting at vide, der kan give kvalme. Sådan er det. Sådan er livet. Og noget sådant skal litteraturen også kunne formidle. En fin bog med plads til egne noter, med relevante telefonnumre, interviews med Dansk Socialrådgiverforening og et rørende brev fra Maja til sin mor. En meget ligetil bog med et enkelt og jordnært sprog. |
Senest opdateret: Søndag, 8. august 2021 21:53 |
Fredag, 6. august 2021 10:19 |
Anders Lomholt Drabssagen der ikke vil dø 300 sider People´s
Det er spændende læsning, det her. Bogen indeholder så mange elementer indenfor psykologi, menneskelighed, velfærd, politik, retsinstanser, mulig og ikke mulig kriminalitet, fængselsvæsen, at en krimi ikke kunne være skrevet bedre. Vel at mærke en krimi, ikke om en ugerning, men om den mulige gerningsmand. Den mulige gerningsmand, det gør jo bogen endnu mere spændende, idet den fængslede aldrig har tilstået drabet, og at han har været frigivet og anholdt igen, at politiet vist aldrig rigtig har fundet en 100 procent rygende pistol.
Bogen handler om processen mod og omkring Naum Conevski, der i 1984 blev anholdt for et dobbeltdrab på Femøren ved København, blev frikendt, og anholdt igen og fængslet på livstid.
Han er blevet kaldt danmarks farligste fange og en gådefuld kriminel, og bogen giver da også indtryk af et menneske, der gennem årene har været en tikkende bombe, ganske utilregnelig, overfald på fængselspersonale og trusler mod politi og turister inklusive. - Men morder????
Bogen er nuanceret, idet den også giver et billede af et menneske, der bare vil hjem til Nordmakedonien, som gennem årene i enhver tænkelig sammenhæng har påstået sin uskyld så meget, at man i bogen hurtigt kan blive overbevist om både det ene og det andet.
Skiftende justitsministre har haft sagen på bordet og har vurderet, at Conevski fortsat er for farlig til at have på fri fod. Det er ikke nyt. Det nye er, at bogen på fremragende vis beskriver forskellige holdninger fra politietaten og behandlingsteams, diskussioner om sagen i Folketingets retsudvalg, og de utraditionelle metoder, som politiet tog i anvendelse i forsøget på at opklare sagen.
Vi er med hele vejen fra start til slut, vi føler så at sige i hælene på Conevskis metierer herhjemme, samtidig med, at vi følger i hælene på politiet og deres arbejdsmetoder og også får enestående interviews med Conevski selv og hans kone, der bor i Nordmakedonien. Samtidig får vi et billede af, hvor forvirrende og nuanceret det kan være at have med grove forbrydelser at gøre. Og efter at have læst bogen til ende og efter at have læst om al politiets bevismateriale, så kan man ikke lade være med at tænke:
Var det nu ham?
Forfatterne, Lomholt og Nordskilde, formår at fremstille sagen, så mordgården på en vis måde bliver læserens problem.
Flot arbejde. |
Senest opdateret: Mandag, 9. august 2021 09:32 |
|
Fredag, 6. august 2021 10:17 |
Sebastian Fitzek Passager 23 400 sider Gutkind Uha uha, hvilket brag af en spændingsroman. Krimi så det brager, stemning så det gør ondt, thrillermekanismer der er skruet fantastisk sammen. Passager 23 er kodeordet for passagerer der forsvinder fra krydstogtskibe enten ved selvmord, uheld....., som måske ikke var så meget uheld endda. For fem år siden mistede Martin Scwartz sin kone og søn på krydstogtskibet Sultan of the Seas. Martin har aldrig troet på, hvad myndighederne dengang fandt frem til - at der var tale om en selvmordsaktion. Så bliver Martin kontaktet af en kvinde, der kalder sig thrillerforfatter, med et tip om, at går han ombord på Sultan igen, så får han beviset på, hvad der skete hans familie dengang. ... Og så kan det nok være, handlingen bevæger sig over stok og sten. Bogen er af den slags, som man bliver betaget af bare ved at se forsiden. Fugle, vand, udendørs kahytter og en lille dreng i løb. Og man bliver ikke skuffet. Det er sådan en af den slags, mørke historier, hvor man tror, man ved, hvad bogen skal handle om. Og hvor man kommer hen. Men det viser sig, at vi får en ganske uventet rejse ind i nogle overraskende dele af skibet.
Vi er med fra første side, idet handlingen starter stille og roligt og helt udramatisk, og det kan vi godt lide. At vi ikke bliver smidt ud i det vilde med det samme.
Bogen har nuancerede og mangefacettede plots og tager os også rundt om emner som seksuelt misbrug, høje IQere, barbariske hændelser som glasskår der bliver presset ind i folks mund, utroskab som at tage penge for sex osv osv.
Udover en fantastisk spændende read dykker forfatteren godt og grundigt ned i mange af de emner, der bliver diskuteret for tiden af såvel politikere som græsrødder samt almenbefolkningens bevågenhed og forargelse. At sætte noget sådant ind i en krimi-kontekst, med både afpresning, hævn, tildækninger, mord og vold, så det bliver læseværdigt, det er kun en rigtig god forfatter, der kan det.
En interessant måde at udtænke plots på. En flot krimi. Et stort drama. God tur på dit næste krydstogt.....
|
Senest opdateret: Tirsdag, 10. august 2021 11:34 |
Fredag, 6. august 2021 10:16 |
Michael Bo Christensen Det ilde USA 306 sider Turbine
Fremragende underholdning og god læsning og fantastiske billeder fra USAs enorme naturreservater. For at få det fulde udbytte af bogen skal man skal være inde i teknologien omkring GPS-koordinater, markeringer af ruter, aflæsning af kort og sådan... Men er man det, eller har man lyst til lige at bruge et par timer på at lære det, så er der smæk for skillingen. Og netop i disse corona-tider giver det god mening med en bog fyldt med dejlige beskrivelser, ture, guidninger gennem kløfter og dale, floders betydning for landskab og afgrøder, Utahs flotteste vandfald, besøg hos de fredeligste indianere i USA og meget andet guf.
Vi er på besøg i de fire stater, Colorado, New Mexico, Arizona og Utah. Og det er et sandt eventyr at være på togt med en erfaren guide, der har været i USA på roadtrips 23 gange, og som på hverdagsdansk fortæller nøjagtigt hvor vi skal hen og med hvilket formål. Bigen indeholder syv roadtrip-turer med afstikkere, der har forudsætningerne for at gøre USA-turen til en kæmpeoplevelse. Det vrimler med naturperler i bogen.
Og herudover en masse historie og fortællinger om, hvordan f.eks. skiftende præsidenter har forsøgt at henholdsvis udvide og indskrænke de fantasiske naturscenarier.
Man bliver inspireret til at komme afsted til kæmpelandet i en fart, såvel når man skal afsted første gang som alle de andre gange, garanteret. For har man først set, hvad landet kan præstere af naturfænomener, skal man bare have endnu mere med.
Husk at få fat i bogen her som inspiration. |
Senest opdateret: Søndag, 8. august 2021 13:09 |
Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet |
|
|
|
Fredag, 6. august 2021 10:12 |
Heidi Linde Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet 316 sider Turbine
Lige før sin 50-års fødselsdag beslutter Vigdis sig for at forlade manden gennem mange år, Rune. Vi følger hendes tanker frem og tilbage om, hvordan hun skal få det sagt. Så modtager hun fejlagtigt et billede af hans pik. Og så kan det nok være, hendes fokus bliver ændret. For det var en helt anden kvinde, der skulle have haft pikken. Av for den...
Samtidigt er den lidt yngre Linn besværet af, at hun ikke har den gunst længere, som hun blev bekræftet af tidligere.
Linn spejler sig lovlig meget i konformiteter og, hvad der er passende og må sande, at livet kan være temmelig meget op ad bakke, når man lever sig selv gennem andres udtalte og uudtalte behov.
Forfatteren veksler fremragende mellem de to kvindetyper, som på et tidspunkt altså krydser vej. Og herfra bliver det rigtig muntert.
Undervejs keder man sig lidt i bogen. Men man skal blive ved og se ud over ens egne følelser. For det handler netop om følelser og om, at Heidi Linde formår at viderebringe Vigdis´ hamrende kedelige liv og ægteskab ud til læseren, hvilket er dygtigt gjort og kendetegner godt forfatterskab.
Titlen er fremragende fundet på og sætter spot på baggrunden for mange kvinders utilfredshed med småting. En overmoden banan på forsiden tilmed. Sådan går det jo ofte for hurtigt, hvis ikke man behandler den korrekt.
Begge kvinder bliver godt, psykologisk beskrevet som fremmedgjorte i de roller, de har i livet.
Yderst troværdige karakterer og levende dialoger. Spot on på det moderne familieliv. Rollemønstre, forventninger og forhåbninger i en pærevælling. Nøjagtigt som mange af os kender livet. |
Senest opdateret: Søndag, 8. august 2021 14:42 |
Noget du ikke ved om længsel |
|
|
|
Fredag, 6. august 2021 10:11 |
Karen Strandbygaard Noget du ikke ved om længsel 260 sider Peoples Det er stærkt, at forfatteren på den her måde formår at kombinere de små dagligdags dramaer med det endnu større: Nemlig evnen til at blive gravid, kampen med og mod sin krop, indflydelsen fra noget i og for sig udefrakommende og påvirkningen på karriere og kærlighed.
Bogen bliver markedsført som et psykologisk portræt af en kvinde, der bliver fange af sin egen længsel og en roman om, hvor let et helt, almindeligt liv kan blive slået ud af kurs.
Og det er netop, hvad det hele handler om.
Længsel efter kærlighed, længsel efter et barn, længsel efter familie og ikke mindst. Længsel efter at kunne bestemme over sin egen fysik.
Det begynder godt men går op i hat og briller. Maria og David møder hinanden til en fest. De flytter hurtigt sammen men bliver også hurtigt optaget af, at de skal finde noget større. Her tørner forskellighederne sammen, idet David er meget kritisk overfor det, ejendomsmægleren tilbyder. Det skal være perfekt, idet han er uddannet arkitekt og ved jo nok, hvad han vil have, og hvordan tingene skal se ud. Til gengæld er Maria meget påvirket af sin mor og er kritisk overfor lejligheder højt oppe.
Maria holder nogle af sine følelser tilbage overfor David og synes, hun virker banal i noget af sit indre liv.
Genkendeligt? Absolut ja. Tragisk? Tilsvarende.
Noget sådant kan et par overleve de første måneder af et forhold. Ofte bemærker man det slet ikke i ens indre. Hvilket Karen Strandbygaard er utrolig dygtig til at formidle mellem linjerne.
De to elskende bliver da også mere putte- og holde-i-hånd-elskende, da de bliver enige om, at de skal have et barn.
Herfra ændrer forholdet sig subtilt. For så går intet mere som planlagt.
Marian bliver ikke gravid, og parret ender i fertilitetsbehandling. Og de forgæves forsøg på at få et barn slår skår i det, de to troede var et optimalt kærlighedsforhold; til døden vi skilles.
Bogen er en fantastisk skildring af, hvordan en tilværelse kan smuldre, når et issue bliver en besættelse, og når man ender op med ikke at kunne tænke på andet, og når tilværelsen vil noget andet med en, end man selv ønsker det.
En skøn roman med ualmindeligt mange referencepunkter til ens eget liv. |
Senest opdateret: Søndag, 8. august 2021 18:47 |
|
|