Lasse Holm
Før sidste akt
432 sider
Politikens Forlag

Med sin nye roman bringer Lasse Holm den danske guldalder direkte ind i vores stuer, og altså ikke kun som maleripryd på væggen. Ej heller blot som lystige fortællinger eller anekdoter men som en oplevelsesorienteret helhed, hvor vi kommer uendelig tæt på det København, de gader og stræder, de bygningsværker og ikke mindst de personligheder, der hørte guldalderen til. Og som har fremadrettet ekko og vækker genklang i folks adfærd og bevidsthed langt op i vore tider.

Forfatteren har været på gevaldig research og har været på opdagelse såvel på Charlottenlund Slot, som vi nu ved tidligere hed Gyldenlund, og så kan han navnene på silke, organza, fløjl og atlask, som var de dyreste materialer, man dengang kunne opdrive.

130 rigsdaler for fem ruller silke, det var prisen dengang. Det er viden i bogens historiefortælling, men beløbet er også opført på de kvitteringer, der indgår som en del af opklaringsarbejdet  af den svindel, der hersker i bogen. Og som i en vis udstrækning bliver centrum for navne som Heiberg, Harboe, Reumert, Eggert, Bramsen, Levy, og hvad de ellers hed dengang.

Vi bliver ført rundt i by, kunst, kultur og levned såvel i det gode borgerskab som i den verden og dagligdag, der er en del af de kendte personligheder i 1800-tallet, og samlet serverer bogen således et bud på, hvad historiens vingesus har til os, når vi åbner os for den side.

Som ankerpersoner har bogen vægteren Jørn Hansen, også kaldet Jern-Hansen, skribenten Johan Ludvig Heiberg og danserinden Luise Pätges.

Bogen er en bedre og ganske nuanceret krimi. Johan Gebhard Harboe findes død. Det mener politiet sådan lige lovlig rask må være selvmord. Det kommer den pænt anløbne vægter, altså Jern-Hansen, for øre, og det tror han ikke på. Han har dog sine årsager til at ville hemmeligholde, hvad der egentlig er sket og baggrunden for Harboes død. Vægteren har nemlig selv skidtmel i posen.

Midt i det hele har Heiberg friet til sin Johanne, og udover det drama, der kommer til at ligge i det, bliver vi vidne til flere mord og mere tumult bag det pæne borgerskabs fine facade. Vold og kriminalitet titter frem og giver et noget andet billede af byen, end selvfede og egenkærlige københavnere dengang var vældig stolte af og tilfredse med.

Lasse Holm får med sin nye bog kradset godt og grundigt i den lykkeligt udseende facade, som vi alle udmærket ved også idag ofte er skalkeskjul uden på en hvepserede, hvor der hverken findes rist eller ro. Lasse har så valgt noget af det ultimative, nemlig mordgådens drama, til at illustrere hvor fejl man kan gå af de og det, man troede var ganske vist.

Han er også ganske glimrende til gennem bogen at vække vores nysgerrighed og efterfølgende sende os på udflugter på internettet for at finde ud af, hvem egentlig alle de her interessante personligheder fra f.eks. kultureliten, var. Og skal man en tur til København, ja så er det meget tæt på, at man kan bruge bogen her som vejviser eller i hvert fald opslagsbog om byens stræder og seværdigheder. Et rigtig fint kort er der også forrest i bogen, over det indre København med alle byens vand og gader, byporte og vigtige steder, - det er altså godt gået og mega stemningsfyldt.

Forud for bogens udgivelse holdt Politikens Forlag "bloggermøde", hvor vi kunne møde forfatteren og stille spørgsmål og høre ham fortælle. Han har uendelig meget på hjerte, og det er tydeligt, han i den grad har tænkt over tingene og levet sig ind i personerne og rettet og endevendt sætninger og skrevet forfra og påny, så alt i bogen fremstår med en venlig pen i et let, lyslevende og fremadskuende sprog.

Vi kommer meget tæt på bagsiden af datidens København, såsom spirende jødeudskamning og prostitutionsmiljø, og selvom bogen altså foregår i den såkaldte guldalder, så må man bestemt efter hovedstads-vandringen i bogen her spørge sig selv, om den nu også var så gylden. 

Anne Sofie Allarp & Ditte Giese
Breve til livet
300 sider
Alpha

En livsbekræftende, varm og engageret bog der ikke lægger fingre imellem og har både holdninger og bid og vid.
Forfatterne stiller skarpt på mange af de evigtgyldige spørgsmål som parforhold, børn, karriere, spejling i andre, sygdom, dødsangst og meget, meget mere.
De behandler ikke nødvendigvis temaerne bid for bid men blander tingene sammen, så det kommer ud, som de tænker det. Ganske befrisende at ikke alt skal låses ind i kasser, før man som læser forstår budskabet.

Naturligt nok kredser bogen meget om kvindetanker, som vil have en mand trukket i land. Dog ikke for enhver pris. Bogen opstiller et sted 10 punkter over, hvilke kvaliteter, det kunne være rart, han besidder.

Maskulinitet, evnen til at tale pænt til sin mor, en der har styr på sit cirkus, en der vil give dig en diamantring og en, du vil drikke rødvin med alene i et sommerhus.

Nogle af dem er lidt spøjst formuleret, men de giver god mening, for man kan let omformulere dem og gøre dem til sine egne, og der er en brod af sandhed i dem alle. 

Der er også en masse meninger med brod i om chefer, om det at være stedmoder, om at tage kæmpeskænderier med partneren, at være en dårlig feminist, fordi man er monogam, om befamling, om at bruge dagen godt, om forældreskaber, tvangsfjernelse af børn og meget, meget mere.

Altssammen holdt i en total shaked up og bramfri tone, der går rent ind og får os til at mærke, at her er sgu et par quinder, der er ægte, autentiske og har deres meningers mod for at stå ved dem.

Ida Jessen
Kaptajnen og Ann Barbara
508 sider
Gyldendal

Det er sjældent, man får en historisk roman serveret i et henslængt, moderne, ja næsten ungdommeligt sprog. Pakket ind i mere end 500 sider med et lækkert omslag, der farvemæssigt æstetisk modsvarer den gule farve på selve bogen.
Hvor kapitlerne ikke har numre men en sjælden gang overskrifter.

Det øger læselysten og -hastigheden og får det muntre op i læseren, der skal gennem en historiefortælling, som måske under andre omstændigheder kunne forekomme tyngdemæssigt i skridttempo og tale lidt for meget til hovedet.

Ida Jessens bog er en lækkerbisken. Såvel historisk som sprogligt. Den taler til hjertet, og vi vil endda mene, at den egner sig sjældent til højtæsning for vennerne, ægtefællen, sågar børn og unge, der ellers synes, historie kan være sådan lidt kedeligt.. . . . 

Bogen svinger om sig med dalere, hushovmestre, parykker, silkesløjfer, fuldt ornat, tjenende ånder, arner, Fortifikationsetaten, Landkadetakedemiet,,  instrumentmagre, Danske Lov fra 1683, kniplinger og, hvad der ellers hører forne tider og dets sprogbrug til. Jo, jo. Vi skal da lige love for, at Ida Jessen har været på research.

Det er gjort godt.

Det må det for forfatteren have være en stor tilfredsstillelse at skrive en så velkomponeret roman, hvor stil og sprog holder hele vejen igennem uden en eneste afvigelse. Som læser ånder man konstant bogens medvirkende i nakken og bliver ført ind i datidens tidslommer, så man simpelthen er der.

Romanen foregår omkring Grønhøj og Havredal i det midtjyske, hvor den daværende konge, Frederik den 5., havde givet tyskerne tilladelse til, at jorden kan opdyrkes, at heden har værdi. Hvis de dyrker den, så er der skattefrihed og gratis jord. Mange tyskere, der så i den anledning indførte kartoflen og siden blev kaldt kartoffeltyskere, prøvede lykken herhjemme som de senere guldgravere i Alaska. Altså nogen med held, slid og slæb, andre retur igen, udygtige eller bare uheldige.

Ludwig von Kahlen, en autentisk figur iøvrigt, ankommer til heden og vil bevise, at ørkenen kan opdyrkes. Godsejer Schinkel mener, at jorden er hans, og at man skal holde fingrene væk fra den. Og vi får på meget oplevelsesrig vis fortalt, hvor brutal, nedrig, voldelig og chikanerende fra omverdenens side det dengang var at være opsat på en sag, som von Kahlen var,  og så med alle midler at blive forsøgt forhindret i sin kreativitet og forehavender. Man slår sig igen i tøjret ved, at datidens godsejere som i andre dele af litteraturen og kunsten har været nogle banditter.

Der er så lyspunkter i bogen, der får von Kahlen til at stå igennem pinsler og trængsler, og her er Ida Jessen inde at røre ved noget essentielt i mennesket; at man kan udholde megen smerte og ydmygelse, når man har nogle allierede, der måske ikke har meget at skulle have sagt, men som er et slags sandhedsvidende og er med til holde modet oppe.

Diverse forfattere:
Når unge flytter hjemmefra
345 sider
Aalborg Universitetsforlag

Bogens tekst på bagsiden lægger op til, at den henvender sig til studerende, undervisere, forældreorganisationer, boligselskaber og andre, der praktisk beskæftiger sig med børn. Forældrene er ikke nævnt, og her vil vi mene, at den med meget stor fordel vil kunne læses af netop dem. Nærmest som skønlitteratur.

Den indeholder nemlig en sand guldgrube af fortællinger om den tidslomme, man pludselig befinder sig i, når alle skal forholde sig til opbrud i familien, og at de unge snart flytter hjemmefra.

Ender de unge som roomies med kæresterne, fordi de ikke kan håndtere at flytte sammen, hvordan tackler de evt. ensomhed, flytter de unge hjem igen efter højskoleophold, hvornår bliver en flytning konfliktfyldt, hvad med boligsøgning, er flytningen et kollektivt familieprojekt,hvad med kontakten til de unges barndomsvenner, hvordan undgår man at skærme de unge mod de udfordringer og risici, der er ved flytning, men i stedet støtte dem i mødet.
Og mange, mange andre emner.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og fokuserer naturligvis på den periode i livet, der for alvor markerer de unges styrke, parathed og beslutning om, at noget definitivt er forbi, og at noget nyt begynder.

Bogen indeholder en række varme, sjove og lærerige citater fra unge om netop deres egen flytteproces, og den fortæller, hvor afgørende det er for unge i en flytteproces at føle sig som en del af fællesskaber med andre unge.

Den beskæftiger sig også med det pres og de forventninger, der kan følge med beslutningen om, at en ung flytter hjemmefra. Det kan hurtigt opleves som et pres, hvis man som voksen stadig bor hjemme, og måske for nogen direkte pinligt stadig at bo hjemme som 21-årig.

Regninger, rengøring og rugbrødsmadder hedder et af kapitlerne og handler om det chok, mange unge føler, når virkeligheden indhenter dem, og mange af de ting, de som hjemmeboende måske nærmest betragtede som automatik, er udfordringer, de selv skal deale med.

Andre igen udtrykker, at de ikke gider være curlingbørn og afviser moderens tilbud om hjælp med vasketøjet.

Vi kommer rigtig godt og grundigt rundt om stort set alle aspekter af unges "udvandring" fra barndomshjemmet. Bestemt også familiens reaktion på at sige farvel til en periode i deres liv. Hør f.eks. Fredriks mor Lise-Lotte:

Jeg var selvfølgelig frygtelig ked af det. Men efterhånden, som jeg så kunne se, at de planlagde, hvordan de skulle indrette, og de her to gutter, der hørte efter, når der blev sagt noget omkring budget, og hvad de skulle gøre for et job og . . . altså så blev jeg mere tryg. Og så kunne jeg se, at Frederik lyste jo op. Og så tænker jeg, at hvis ikke det går, er der altid plads til, at han kommer hjem igen.

Bogens har diverse forfattere, hvilket gør den afvekslende og behagelig at læse.

Stoffet er meget levende, og det er bogens opsætning også.

Dejlig udgivelse.

Per Westergaard
Den klassiske psykiatris historie
142 sider
Aarhus Universitetsforlag

Det er sjovt at læse forfatterens vending i bogen om et "supersygehus" i midten af 1800-tallet. Så vidt vides har det ikke været nævnt sådan andre steder, men det er jo ganske rigtigt, at pioneren Harald Selmer, den danske psykiatris fader stod i front, da han oprettede den første, moderne anstalt til behandling af sindssyge i Risskov ved Aarhus.

Han gjorde det i forargelse over datidens usle behandling af de sindssyge og ønskede med det nye hospital at forbedre deres vilkår.
Han mente, at kun en anstalt af en vis størrelse kunne bære ansættelse af en specialkyndig overlæge, der var permanent tilstede og gik ind i opgave med hele sit virke.

I modsætning til andre kræfter i lokalsamfundene, der ønskede mindre anstalter, som de mente ville være billigere i drift.

Igen sjovt at sætte den betragtning op imod dagens debat om supersygehuse, der et stykke hen ad vejen overskrider alt, hvad man har lagt af budgetter.

Bogen beskriver, hvorledes Selmer selv muligvis var et ulykkeligt menneske, men det forhindrede ham ikke i at opnå stjernestatus inden for sit felt. Og vi får i bogen en lang række eksempler på hans erfaring og forudseenhed i bygningen af centret, der i midten af 1800-tallet kom til at hedde Jydske Asyl. 

Han havde da i sandhed også sine idéer til, hvordan tingene skulle fungere, bl.a. ved hjælp af et højt tårn, der skulle fungere som lægebolig, og hvorfra overlægen så kunne overvåge sit domæne.

Og gennem en række holdninger, hvor vi får nogle fine eksempler på sprogbruget dengang:

Man vil altså ikke kunne undervurdere Vigtigheden af en Klassifikation. Det vil naturligvis fremdeles paa ingen Maade gaae an, at de forskellige Kjøn have uhindret Samkvem med hinanden: de mandlige Patienter maae altså skarpt afsondres fra de kvindelige. De uhøviske og skidenfærdige maa afsondres fra de anstændige og renlige. Det gaaer heller ikke an at sætte Patienter af den finere Verden sammen med de tjenende Klasser, eller Borgere med Bønder.

Interessant læsning som man idag vil trække på smilebåndet af, men det var virkeligheden dengang, og man kan få den tanke, at Selmer var kvik nok til at formulere sig sådan for at få medhold i sit prestigebyggeri.

Selmer, der allerede i 1850erne blev slået til Ridder af Dannebrog, var en visionær mand, der var meget aktiv i videnskabelige kredse, på skrift og i særdeleshed i publikationer.

Bogen her giver os et fantastisk portræt af og en dyb indsigt i, hvad han var for en person og hvilken bemærkelsesværdig indsats han ydede indenfor institutionsvæsenet.

Eli Årman Owetz
Brevet i bogbussen
350 sider
HarperCollins

En positiv, energisk og opløftende bog. Det kan lyde underligt, for hvad opløftende kan der være ved, at et ægteskab kører i trummerum så meget, at man forelsker sig i en anden jævnfør at græsset er jo nok grønnere her . . . 
Bogens hovedpersoner er Malin og Erik, der forelsker sig i de ord, de kan få ned på papiret, og som de skiftevis afleverer mellem boghylderne i et offentligt udlån.
Og hvor de meddeler sig til hinanden om deres liv, tanker, sorg, glæde, sex osv. osv.
Flere gange i løbet af bogen nævnes den berømte film You´ve got mail, og så kan man sige, det måske er lidt søgt, at forlaget på coveret beskriver, at fortælling er i stil med den film.


Men ok, sandt nok. To mennesker der forlods intet kender til hinanden, begynder pludselig at få kontakt, at finde sig en fortrolig.
Det er underholdende, det er spændende, og hvor langt er begge parter villige til at gå for at finde den nærhede og fysisk kontakt, forløsning og afklaring, der ligger i sådan et, lad os bare kalde det trekantsdrama.

Bogens kapitler fokuserer skiftevis på Malin og Erik, der som bogen skrider frem, oplever langt mere end deres besættelsesagtige kontakt. Det er fint gjort af forfatteren, at det hele ikke kommer til at handle om forelskelse og besættelse, selv om det naturligvis er baggrundstæppet for alt i handlingen. Der er altså også en dagligdag, der skal fungere.

Vi genkender håbet i forelskelsen gennem de praktiske gøremål:

Da vi nåede til parkeringspladsen bag butikken, fløj jeg nærmest ud af Bettans bil og over i min egen. Da jeg var halvvejs hjemme, kunne jeg ikke vente længere. Jeg svingede ind på en holdeplads og ringede fra min almindelige mobil.

Den kender vi vist alle fra vore forelskelser. Intet kan gå stærkt nok, selv om vi bliver nødt til at være lidt cool.

Og så begynder dramaet for alvor. Begge er tavse. Det kan Malin godt lide, for det er som om, der bølger en glæde og en følelse af fællesskab frem så.

Varmen i hendes krop, spændt af forventning, forsvinder dog med skuffelsen over, at hun skal til at lave mad til nogle af sin mands arbejdskolleger - samme aften, som hun skal mødes med Erik og kysse ham for første gang.

Ærgerligt, ærgerligt.

Hastigheden i bogen fungerer godt med den hurtige laven mad og den hektiske gøren og laden, som man nu oplever, når man har noget hemmeligt i tankerne, og som Malin oplever, indtil hun går i spisekammeret for i smug at ringe til sin nye flamme. Efter at hendes egen mand er faldt i søvn vel at mærke.

Og hvor løgnene efterhånden begynder at fosse ud af Malin, ligeglad med om de er til at gennemskue.

Der er så mange facetter og godbidder i bogen her, der er spændende skrevet som en anden thriller, hvilket den på en måde jo også er. En dramatisk kærlighedsthriller.

Der kunne være endt som banal kærlighedslitteratur. Men er endt i en varm og virkelighedsnær historie om den dagligdags higen efter at komme ud af det fængsel, en forudsigelig tilværelse uden krydderi kan blive.

Dejlig bog. 

Helle Helle
Bob
158 sider
Gutkind

Man bliver gal i skralden undervejs i læsningen. Har lyst til at ruske i Bob. Tag dig dog sammen, mand.
Det er stor kunst og godt forfatterskab, at vi får mulighed for at sætte et spejlbillede op for os selv. Projicere vore mest lade sider og vores uansvarlighed over i en uskyldigt udseende bog med det meget uskyldige navn Bob. Bob-bob-bob.

Vi har alle en Bob indeni. Vi bruger den bare på forskellig vis. Måske er vi den ikke bevidst, og andre ser den, før vi selv og går på os. Måske er vi siden pinligt bevidst og lever med den og har endda brug for den. At kunne hægte sig af ansvar og pligter nu og da og bare lade stå til.
Helle Helle har styr på sin person, der er et gennemført rodehoved, indvortes og udvortes, som reder sin seng på en ganske bestemt og tilfældigt forudsigelig måde, som mest af alt følger med tilværelsen uden at skabe sin egen, og som ikke har så forfærdelig meget at sige.

Vi er handlingsmæssigt tilbage i firserne. Fattigfirserne som de blev kaldt, hvilket Helle Helle illustrerer gennem sammenflytningen med Bob og kæresten i en et-værelses i Vanløse, hvor vi iøvrigt gennem bogen får en grundig indføring i områdets geografi.

Tidligere i sit liv har Bob formået at være noget af en provider, ganske populær endda, men nu ender han altså i Vanløse, og han bliver til det trælse slap i koderne og uden mål og med i tilværelsen. Hvad skal han i Vanløse, hvad skal han overhovedet nogen steder?

Han vil måske gerne studere, men hvad skal han studere, og hvornår? Og skal han da overhovedet?
Tvivlen bliver til den gnavende orm i æbleskroget.

Han bliver den, der går ture om Damhussøen, oplever tristessen, og hænger næsten al sit liv op på kæreste og dagdrømmeri.
Og når han ikke forfalder til dagdrømmeri, så henfalder han i mismod over, hvornår tingene begyndte at skride. Og hvis han nu havde gjort A i stedet for B, så var han vel endt på C i stedet for D.

Helle Helle får fortalt meget i den relativt korte roman. Om meningen med livet, om livets meningsløshed og mangelfuldheder, om det menneskelige forfald, om påvirkninger udefra og fra partneren, man langsomt skubber væk, eller som bare af nærmest subtil foragt eller undren over et menneskes opløsning giver op og glider væk.

Og hun får i sin stil fortalt om vigtigheden af at lægge mærke til de små bitte nuancer i livet og i det liv i Bob, som bevæger sig skødesløst i, men som han muligvis ikke engang selv lægger mærke til, at han gør. Tingene sker bare rundt omkring ham.

Hvor er det, vi som mennesker selv bevæger os skødesløst? Gør vi det, er det i hvert fald vigtigt at blive bevidst omkring. Bevidstheden kan skærpes efter at have fundet inspiration af Helle Helles nye roman.

En spændende og anderledes udgivelse. Med et meget fortættet sprog ofte serveret i korte sætninger. 

Celeste Ng
Alt det jeg aldrig fortalte dig
304 sider
Hr. Ferdinand

Forfatteren bruger mange virkemidler for at få plottet til at gå op i en bog, der taler direkte ind i dagens diskussioner om et USA, som nærmest er sat i brand på grund af racistiske undertoner og Mee Too-efterdønninger.

Romanen handler om en blandet familie, der i bund og grund kommer til at mærke og leve med konsekvenserne af at have skabt sig blandede familiegener og trods forelskelse og følelser kommer ud i nogle situationer, man muligvis kunne havde forudset, men som man må se bort fra, hvis man først har involveret sig og skal være tro mod sig selv; - eller måske barer overleve.

Hvem ved.

Nu foregår en del af handlingen så for mange år siden, nemlig i halvtredserne og så igen i halvfjerdserne, men man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon er at stikke ud i et blandingsægteskab i 2020´erne, vel at mærke hvis man tilhører bestemte miljøer.

Det er temaet i bogen, vi skal lægge mærke til. Sprogligt er den ikke noget vidunder, litterært slet ikke og beskæftiger sig med alt for mange larmende og usandsynlige metaforer og en af forfatteren alt for kraftigt brug af superlativer.

MEN - den slags kan tilgives, når historien holder vand. Og det gør den i handlingen her, som flik-flakker mellem forskellige temaer som forældres fejllæste ambitioner på deres børns vegne, en nedarvet tyngde af at være forkert, kulde og ulykke i et ægteskab, der nok aldrig skulle have været, - og en familie uden venner - en utilpasset familie, som det hedder i bogen.

Små pip undervejs i handlingen fortæller en masse om, hvordan folk reagerer over for hinanden, hvordan normer og overleveringer og vaner styrer folks behov og liv. Som da hovedpersonerne flyttede til Middlewood ledsaget af ejendomsmæglerens:

Fem minutter til supermarkedet og banken. Og med søen nærmest i baghaven.

Han ved åbenbart nøjagtigt, hvad der er vigtigt for den lille familie.

Eller

Det var blevet næsten en vane for ham at hade Jack.

Og dermed til overvejelse for læseren: Hvor meget af det, vi gør og føler til hverdag er af gammel vane, og hvad overvejer vi, før vi gør det, kommer til det eller bare føler det? 

Så er det, man som læser mærker genkendeligheden på siderne, og det er noget af det, der gør bøger værd at læse.

Den her er en af dem. Også fordi den ramler ind i nogle af de skyggesider, som mange af os render rundt med i form af at føle os fremmede, anderledes, født på et forkert tidspunkt, leve med den forkerte, have nogle børn der vil noget andet, end vi håber. På den måde når bogen under huden på os.

Jørn Brøndal
Danske amerikanere
100 sider
Aarhus Universitetsforlag

Anmeldes 20. juli