I reglen skal en bog ikke sammenlignes eller bedømmes med en forfatteres forrige. Det kan vi bare ikke lade være med denne gang. 

Tom Peder Olsens forrige bog, Dagen der aldrig kommer, var en vild ting, som man havde svært ved at lægge fra sig. Den her er vildere, så infamt spændende, at man har lyst til at tvinge gæsterne til at læse den.

Fyldt med location og namedroppings, Ekstra Bladet, Skydebanehaven, Vestberlin, Vesterbro Torv, Madeleine Albright, Istedgade, Fisketorvet, Mckinsey, Hellerup, Hästens-senge og Kähler-vaser, alt dette gør bogen nerve og kant, genkendelighed og nysgerrighed. Alle kender vi til i hvert fald nogle af stederne og navnene.

En erhvervsmands barnebarn myrdes, en langturschauffør forsvinder sporløst, og en brutal henrettelse sender chokbølger gennem politiet. Sporene peger mod både militærveteraner og et elitekorps med nazi-sympatier. 

 

Politikommisær Magnus Rohde bliver sat på sagen, samtidig med, at han fortsat efterforsker sin morfars mystiske død.

Har tingene noget med hinanden at gøre?

Læs bogen og lad dig rive med af en vild og også humoristisk handling.

 

Lotte og Søren Hammer
Sidste nat med Belle
340 sider
Falco

En sjov og livsbekræftende kærlighedsroman. Den spiller på alle tangenter. Historiefortællende, realistisk sprog, touch fra de brølende årtier i begyndelsen af 1900-tallet.
Old romance, kan man måske kalde det.
De er godt og trygt i hans store favn. Her kan flammerne ikke nå mig.
Det blå hav ligger blikstille for vores fødder.
Frøene kvækker i grøftekanten, droslerne kvidrer i buskene, sommerfuglene flakser to og to rundt efter hinanden.....
Og så alle de location droppings. Calais, de hvide klipper på Dover, Barcelona, Rom, Berlin, Wien, Sankt Petersborg og London. Champs-Élysses, torvet i Rouen hvor Jeanne d´Arc blev brændt på bålet.
Ekkoer fra fortiden kommer sprogligt og geografisk farende ud af romanens sider, hvilket er ganske velgørende i en tid, hvor den ene krimi ofte ligner hinanden med en lille afveksling i detektivens skægstubbe.
En god fortælling hvor forfatterne har gjort sig umage for at frembringe et helstøbt, romantisk drama, og det er lykkedes.

Nikki Erlick
Livstråden
432 sider
Falco

Alle over 22 får foran deres hoveddør en æske med en lille tråd. Tråden angiver, hvor lang tid, man har tilbage at leve i.
Så kan det vist ikke blive mere spændende.
Er der tale om en kriminel, der forudser, hvornår man bliver dræbt, eller er der mere mellem himmel og jord?
Uanset hvad så tvinges læseren ud i mystikken om længden på sit liv. Hvad vil man stille op, hvis man kender længden på ens jordiske færd?
Vi følger bogens otte forskellige karakterer, som på hver deres måde forsøger at håndtere deres viden om livets længde.
Nogle ønsker slet ikke at kende den, andre er nysgerrige og vil gerne kende sandheden.
Nogle mister forstanden, andre bliver deprimerede, mens andre igen begår selvmord.
Og hvem formår at få det bedste ud af den tid, der er tilbage.

Romanen er varm og rørende og kommer omkring ting, der på sin vis balancerer mellem tabuer og berøringsangst overfor det uundgåelige.
Sproget er smukt, og i det hele taget er bogens værdier smukke både som inspiration til et godt liv og som en beskrivelse af en lille gruppe meget forskellige mennesker.
Hvad med f.eks. det par, der får at vide, at den enes livstråd er kort, mens den andens er lang.
Og læs om kvinden der af bydende nødvendighed tilbyder at være rugemor.
En anderledes, lækker og godt udtænkt roman.

 

En  spændende og meget dejlig bog, der godt nok så dagens lys i en udgave i 2006. Men denne gennemreviderede og ny-oplysende version passer på en måde bedre ind i billedet af dagens samlivsformer, so-me, mee-too-holdninger og kvindesyn. 
Vi ved naturligvis, at sex, utroskab og dårligt fungerende ægteskaber til alle tider har været en del af normen i alle samfundslag. Den her bog tager os så nærmest til det ekstreme, hvor Marie Grubbe går foran og tramper fodspor som figur på, at man har sit eget liv, lyster og behov og derfor søger bedre ting i livet og måske ender med at finde sammen med lige nøjagtig den, man har lyst til. Uanset omgivelsernes syn og uanset, hvordan vedkommende ellers behandler en.
Der kan være noget i livet, der er så vigtigt og nødvendigt, at man må løbe den risiko at brænde alle broer. Og det er den risiko, Marie Grubbe løber adskillige gange.
Marie Grubbe blev i 1660 gift med Kong Frederiks uægte barn, Ulrik Frederik Gyldenløve. Ægteskabet var ulykkeligt, det blev det næste også, og det ender med, at hun bliver gift i Tyskland med en dansk kusk, eftersom at de ikke har tilladelse til at gifte sig i Danmark.
Historien er velkendt. Dan Andersens nye bog opridser nye detaljer om Marie, hendes far, adelen dengang og mange andre ting, vi må nyde at have fået kendskab til.
Gennem årene har det være til stor diskussion, hvorvidt dele af fortællingen om Marie Grubbe har være digtning eller virkelighed. Det får vi nok ikke 100 procent afklaret. Vi får nok heller aldrig afklaret, om Marie Grubbe i virkeligheden var hjerneskadet, som det er blevet påstået fra flere sider, idet hendes liv og levned kan bære præg af, at hun kan have haft beskadigede pandelapper.
Det endegyldige svar får vi selvsagt aldrig. Men spændende er Dan Andersens bog, idet den kan danne en slags referanceramme for, hvordan man kan foretage valg i livet, der er mere nødvendige end alt andet. Og så lever man med konsekvenserne.
Bogen er fyldt med fine billeder og illustrationer.

 

En, som man siger, nervepirrende spændingsroman. Og nej, det ER ikke blot noget, man siger om denne bog. Den er så dygtigt skrevet, at den nærmest kaster læseren ind i handlingen fra første linjer, og som en rigtig pageturner slipper den sig ikke, før du mange sider og mange timer og måske dage senere lægger bogen fra dig.
Bogen handler om en 4-årig piges forsvinden, og det bliver et kapløb med tiden at finde hende i et iskoldt vinterklima.
Det er Amanda og Anders, der vågner op til alle forældres mareridt. Nemlig at deres 4-årige datter er sporløst forsvundet.
Det giver altid en krimi/thriller et ekstra point eller ti, når der er børn involveret og forældre, for så er det oplagt som forældre eller familiemedlem at kunne identificere sig med hovedpersonerne.
Her står så Sofia Hjortén og den tidligere politiaspirant, Frederik Fröding klar til at stå for efterforskningen, der samtidig har en B-handling, idet Frederiks vens kæreste også er forsvundet på mystisk vis.
Lige denne b-handling virker en smule søgt, ligesom vi kom mer tæt på Frederiks egne problemer, og det er en lidt for brugt tese i de senere års krimier, hvilket vi også godt kunne have undværet.
Omvendt er det hele med til at underbygge en kraftguld og spændende handling serverret i et godt sprog, og det gør bogen til en fin spændingsroman her op til sommeren.
Dog er det efter vores mening de enkelte karakterers udvikling, der driver handling og plot fremad.

 

Det er en tilsnigelse, at forfatteren til en af bogens billedtekster skriver, at Winston Churchill i 1940 blev valgt som premierminister. Han blev netop ikke valgt på traditionel vis men overtog "blot" embedet efter Neville Chamberlain, og efter at en anden havde afslået embedet. Man kan med lodder og trisser hævde, at en lille 4-mands gruppe så valgte Winston, men det virker ikke korrekt at skrive det på den måde.
Når det er sagt, så er det her en spændende bog til samlere af materiale om modstanden under 2. Verdenskrig. 
Churchill-Klubben var en af Danmarks første modstandsgrupper under den tyske besættelse. En god halv snes drenge og unge mænd blev hyldet som helte både under og efter krigen og tjente som forbillede for mange andre danskere, der ønskede tyskerne langt væk.

Vi får en levende beskrivelse af kampviljen og modet hos de unge mennesker, der involverede sig i både dramatiske aktioner, flugter fra fængslet OG de traumatiske stunder I fængslet.

Hvad med at høre at andre medfanger fik knippeltæsk, at de afluser hinanden og lister sig ind på en militær flyveplads, mens krigen raser.

Vi får serveret rigtigt mange, dramatiske episoder, som fremkalder levende billeder på nethinden, og det er det, bogen har sin store styrke i. Sammen med en mængde spændende billeder og illustrationer fra tiden, hvor man kan sige, at her var der nogle unge mennesker, der gik forrest.

 

Der er mange, grumme karakteer i bogen, fyldt med bedrag, grådighed og begær, men det glider fint ned, for alle mulige steder glimter humoren og den lette sarkasme og ironi i baggrunden, så nogle gange bliver man midt i et vildt tempo overmanden af at trække på smilebåndet.
Således bliver thrilleren aldrig hverken firkantet eller stereotyp.

Techmillionæren Miles Cookson har lige erfaret, at han lider af en uhelbredelig sygdom, der vil blive nedarvet af halvdelen af hans afkom. For en snes år siden var han sæddoner, og nu  begynder et kapløb med tiden for at finde frem til hans børn, der skal arve ham, så han kan nå at se dem få glæde af hans penge, før han dør.

Netop som han er ved at få kontakt med børnene, forsvinder flere af dem under mystiske omstændigheder.  

Hvorfor skal de ni børn myrdes, for det skal de nemlig alle, læser vi undervejs i bogen, der afdækker seriemordernes tanker og handlinger.

Plottet er snedigt, handlingen er godt fundet på. Man får jo hurtigt mistanke til én af arvingerne, der kunne ønske at score hele formuen. Men er det så enkelt?

En god thriller der helt sikkert vil appellere til mange krimi- og mysterielæsere.

 

Kan man kalde en krimi lækker? Det kan man måske ikke tillade sig. Men lækker i den forstand, at er man til genren har man ved at læse bogen her gennemlevet et inferno af følelser og siddet så langt ude på kanten af stolen, at bogen bliver svær at overgå.
Kan være vi skal læse en lidt mere "kedelig", undskyld udtrykket, skønlitterær bog, mens vi varmer op til den næste af den her type.
Det er ikke forfatterens bedste bog, hertil er karakterne et langt stykke hen ad vejen for "flade" og unuancerede og nogle steder er handlingen for fortænkt til, at den virker helt seriøst.

Alligevel blæste vi bogen igennem på et par timer en fredag eftermiddag.

Da Amelie som barn mistede sin mor, besluttede hun sig for, at hun måtte klare livet og vejen alene. Hun kommer ind i en kreds, der fører en glamourøs livsstil, og hun ender med at score den flotte milliardær, Ned Hawthorpe.

Så en dag vågner hun op i et bælgmørkt rum uden at ane, hvor hun er. Og her føler hun sig mere tryg end sammen med sin mand.

Hvorfor det?

Og hvem er de mystiske personer, der står bag? 

 

Og hvordan vil man som læser selv klare sig ved at være isoleret i et lukket rum?Bogen er så stærk, at den når ud over rampen og tænder det følelsesregister, der gør en i stand til at overveje, hvordan man kan være på forkant, om det skulle ske.

Skrivestilsmæssigt går vi frem og tilbage mellem tidslinjer, mens kapitlerne er meget korte og på en eller anden snedig måde driver dig videre ind i det næste kapitel. 

Og kontrasterne i bogen består i, at et high society-liv lige pludselig bliver erstattet med ensomhed og et mørkt rum.

DET kan vi referere til som noget, der ofte sker på folk i helt andre sammenhænge i livet. Fra rigdom til fattigdom. Fra gift til fraskilt. Her er ekstremerne bare sat på papir. Det retfærdiggør også krimien.

Som sagt; ikke forfatterens bedste. Men er man glad for stilen, så er bogen ikke tidsspilde.

 

I slutningen af tresserne var der mange, der ikke havde fundet ud af, hvem de selv var. Sådan er det naturligvis også for mange unge også den dag i dag, MEN i studieåret 1968 var der mange ting, der både fascinerede og skræmte. Strømninger fra det store udland, ændringer i de politiske opfattelser, oprør mod autoriteter, opgør med partriarket.

Det var en hård tid, og det får man et godt indtryk af her i kærlighedshistorien her om Jens og Jette, der på hver deres måde med og mod deres kammerater forsøger at finde holdepunktet i en tilværelse, der er fyldt med idémæssige strømninger, studentervevolte og rødstrømpebevægelser.
Og for at det ikke skal være løgn, så studerer Jens idéhistorie ved Johannes Sløk Instituttet på Aarhus Universitet.
Så giver det for alvor mening at forholde sig til samfundet og de nye "trends".

Påvirkningen er naturligvis uundgåelig, og romanen foregår metaforissk på så forskellige lokationer som Århus midtby og Vedersø klit.

Location droppings er der rigeligt af i bogen. Dalgas Avenue, Sct. Pauls Kirke, Park Allé, Bruuns Gade, Varna Palæet, og undervejs i disse smukke gader også en tankevækkende og meget fintfølende overvejelse hos Jens, der har oplevet, hvor meget, det smerter Jette, hvis han er for interesseret i andre piger.

Det er ikke træls eller unaturligt, at hun bliver jaloux. Partneren observerer blot, at det smerter hende. En sådan sætning kunne vi alle lære noget af. Fint med empati. Og modigt og sikkert også nødvendigt for bogens handling at de to går mod strømningen og gerne giver udtryk for, at de "lader sig hæmme" og ikke ønsker - som det ellers ligger i tidens trend - at bolle løs til højre og venstre.

Og på den måde får datidens venstrefløj nogle over nakken, idet hovedpersonerne ikke kan se det skulle kunne gavne folk i den tredie verden, at man knalder alle mulige samtidigt.

Bogen er på én gang en reference til de opgør, der har været med de herskende klasser i tresserne OG tidens venstrefløj, og samtidig er den et smukt portræt af to mennesker, der holder sammen og står op imod de trængsler, det pres og den ballade, der vælter ind over dem, og som de mere eller mindre bevids finder råstyrken til at styre lige midt igennem med nogle små svinge undeom.

En dejlig bog, også om selvopretholdelsesdrift.

 

 

Forfatteren fortsætter sin humoristiske og meget lærerige stil fra sin forrige bog, som vi har anmeldt her. 
Denne gang  tager Ejler Holt os med rundt i verden og fortæller om sine mange, personlige oplevelser med og uden familie.

Han er en blændende fortæller og er bestemt ikke bange for at bruge sig selv og sine sanser, og vi kan berette, at det har han så sandelig også gjort.

Malende fortæller han f.eks. om sin affære sidst i halvfjerdserne i Lagos, hvor hormoner og bryster skvulpede over af vellyst til Abbas Dancing Queen, mens Ejlers kone, Annie, et årti senere var nogle steps foran i charme, beslutsomhed og raseri, da en arbejdsgiver i Kuwait skulle blokkes for nogle penge til en hjemrejse.

Vi kommer godt nok rundt i verden, vi får et godt indblik i mange samfund, og en af årsagerne til, at man ikke keder sig undervejs i de mange beretnnger, det er Holts formidable evne til at lade læseren sanse og opleve. Ikke bare læse men smage, sanse, drikke, opleve, MÆRKE at man er de pågældende steder sammen med Ejler og alle de mennesker, han har mødt på sin vej.

Små biltte vendinger, et enkelt ord, et kort afsnit på en side, det er nok til, at vi glemmer os selv og kommer ud i verden.

Det er en kløgtig behandling af det stof, som forfatteren har samlet op gennem et langt liv som udstationeret.

Vel at mærke udstationeret til steder man ikke sådan lige kommer til, hvorfor bogen får en ekstra dimension.

Ejler er heller ikke bleg for at fortælle om personlige udfordringer i Odense i halvfjerdserne, hvilket ydermere gør, at bogen som sådan bliver en helstøbt sag om et troværdigt menneske med en fortællemæssig begavelse, der ad bagvejen til læseren får listet lidt synspunkter ind om befolkning, magtmennesker og lande - so to speak.

Godt gået!