En varm og meget rørende fortælling om et af Troels Kløvedals  mange børn, som har været meget alene i livet på trods af de mange søskende og en berømt far. Eller måske netop derfor.
Hun har nogle spændende, indre iagttagelser og nogle spotpunkter at læne sine tilværelse op af: Bjarne Riis der vinder det store cykelløb, og Søren Gericke, der flytter til Thy. Rasmus fra gymnasiet.sure Carsten-chauffør på busrute 113, faderens raserianfald over, at hun gerne vil have en sofa, hendes hemmelige bønner til de nordiske guder. Danny og Camilla fra skolen, hendes ulykkelige forelskelse i Martin, The Piano med Holly Hunter.
Spotpunkter der for mange af vi andre er helt naturlige at have, men som for et ensomt barn er en livsnødvendighed, noget der er livsvidne til, at man lever, så man ikke går helt under.
At blive voksen er at forstå og tilgive, siger hun et sted.
Umiddelbart efter gennemlæsning af bogen tænker man, at Lærke godt nok har måttet sluge nogle gevaldige kameler for at kunne tilgive, at faderen på rigtigt mange måder ville presse hende ned i en form, en skabelon for, hvordan han nu mente, et liv skulle leves.
På min fars og mors rejsebilleder ser alt let ud. Men jeg kan mærke, at det ikke føles let inden i mig.....da jeg selv begynder at rejse, mærker jeg en forventning om, at jeg skal være en meget erfaren rejsende. (Troels Kløvedal mente, det var rigtigt at rejse og forkert at tage på ferie, red.)

 

Jeg føler mig i klemme, og jeg bliver den artige, husker Lærke om en tid, da moderen og hendes nye kæreste, Ole, i Thisted, måske naturligt nok, koncentrerer sig meget om Oles datter, Ida. Sex, hensynsløshed og ego. Noget Ida var meget fokuseret på. Men som langsomt sugede det egentlige liv ud af Lærke, som så foretager det endelig brud med Thisted til fordel for København.
Flytter nissen med?

Mens Hunter lader klaveret gribe rundt om sin ankel og er næsten ved at drukne, mens klaveret styrter mod bunden af havet, har jeg lyst til at blive dernede med hende.

Det er en barsk en.

Bogen er i det hele taget hård kost at læse, for det er tydeligt, at her er tale om et barn, der aldrig rigtigt har fået lov at være sig selv, ikke er blevet udrustet med modet til at være det, og som har været heldig at have lidt livsvidner her og der til at hjælpe sig på vej mod en voksentilværelse.

 

Som vanligt bliver man både tændt, engageret og totalt opslugt af Iben Mondrups Grønlands-saga, hvis man må kalde den det. Dybest set handler afslutningen på trilogien om at tage ansvar for det, man gerne vil i livet, at der ikke er plads til fortrydelser.
Dog må man have lov at gå tilbage i tiden i forsøget på at afklare, hvorfor man handlede, som man gjorde.
Metaforisk lader forfatteren sine personer, Eva og Bethel, leve et uharmonisk samliv, indtil Berthel finder ud af, at han må tilbage til Grønland for i forsøget på at finde sine voksne børn.
Her bevinder Vittu og Tabita sig, idet Tabita tog tilbage i forsøget på at blive genforenet med sin mor, Abelone.
Wow for at møde, må man sige.
Iben Mondrup er ufatteligt stærk i sin fremstilling af det.


Bogen er ligeså voldsom og virksom som de to forrige bøger om Tabita og Vittu, der nu må se, om forbrødningen løsner op, eller om de 2X barske bandomme har gjort for stort at indhug i deres evne til at forsones. 
Forfatteren er eminent, som hun altid er, til at beskrive detaljer som, at nu fugtes kniven, nu løftes skæret, et enkelt snit, kødet er delt i to...hun skærer igen, hun skærer kødet i småstykker og smider det ned i den brune margarine.
Osv. osv.
En stor bog og et flot punktum for en trilogi vi alle har godt af at læse.

 

Det er en modbydelig bog at læse men samtidig en bog, der gør godt. Som fortæller at er et menneske ihærdig nok, så kommer det dulgte for dagens lys.
For alle, ikke mindst de implicerede, såvel bødler som ofre, har vidst, at det skete, der har helt sikkert være vidner, der har fanget noget hist og her uden beviser, mens andre igen har haft dem uden at reagere.
Temaet er de seksuelle overgreb på danske børnehjem så kort tid tilbage som i 70erne . I moderne tid!!!
Vold, fornedrelser, ydmygelser var den måde, man knægtede børnene på og oprethold den disciplin og orden, bødlerne mente var nødvendige for at kunne foretage deres ugerninger.
Og meget få troede på børnene, og var der nogen, der gjorde, så turde de ikke sætte sig op mod magt- og agtede autoriteter i samfundet.
Bare læs disse passager fra bogen:

Når hun gik hjemmefra og glemte at lukke døren, kom mændene alligevel - og misbrugte min søster og mig.....selv mænd med familie og små børn derhjemme

Mønsteret i overgrevene var, at de kun ramte piger, som ikke var kønsmodne. Når pigerne kom i konfirmationsalderen, ophæøte Michael Mortensens seksuelle interesse for dem. (Michael Mortensen var leder af et af de berørte børnehjem i 27 år, red).

Den kvinde, der viste mig rundt, og som måske var midt i trediverne, havde faktisk aldrig set en film i biografen.

De følte ikke, at de havde nogen rettigheder eller var noget værd....

En anden gang fik hun munden plastret til, fordi hun var så "rapmundet", og armene blev bundet på ryggen, så hun ikke kunne hive plastret af.
Han kom løbende ned ad trappen, slukkede alle lysene, greb fat i mig og masede mig op af væggen med sit underliv. ....jeg kunne tydeligt mærke, at han havde rejsning. Jeg anede ikke, hvad det var for noget. Det føltes væmmeligt.

"Plejefar" havde lakridsbmser med sukker på i et rum bag ved børnehjemmets kontor, og hvis han kunne komme til at rage, var man en sød pige og fik en lakridsbamse.

Du milde hvor har ondskab og fornedrelse mod børn hersket selv i halvfjerdserne

Bogen er også historien om belejligt destruerede dokumenter, manglende notater i Luthersk Mission, politifolk der negligerer de forurettede pigers henvendelse, senpsykologiske følger, selvmordsforsøg på børnehjemmet Solgården og andre livsafmattende episoder.

Endelig er bogen, hvis man skal være kynisk, rigtig spændende og fortæller, hvordan sagerne bid for bid og med småbitte skridt blev afdækket takket være stædighed og mod.

 

 

Når man har lyst til at ligge med rygge mod sin kæreste i sengen, træt og udmattet, mens kæresten  begynder at tale følelsesmæssigt fra en anden verdensdel, betyder det ikke nødvendigvis, at parforholdet er slut.
For nogle fungerer et godt og velment råd om at få sit eget soveværelse for at skabe rum og space. Andre foretrækker en længere ferie alene, så gemytterne ikke slider på hinanden og igen kommer til at elske hinanden, hvis det er det, de har gjort.
Andre igen er kommet så langt væk fra hinanden, som de var fra begyndelsen uden at vide det, at alt andet synes ligegyldigt som alternativ til bare at komme ud ad døren og videre i livet.
Johanna og Emile er sådan et par. De skulle aldrig have været sammen.
Sundt nok er det, at sådan cirka fra romanens start ved vi, hvor det bærer henad.
Afsløringen og plottet består ikke i, at de to ikke er egnede til en fremtid sammen.
Det er alt det, der sker mellem det første møde og den sidste afsked, der er vigtig her.
Emil Kjær Voss har formået at lave en fortælling om de kriser, der opstår undervejs i et forhold, der i dette tilfælde bindes sammen af interessen for litteratur. Men når det er, hvad man har sammen, én fælles interesse, hvordan skal det så gå, hvor opslugende den end kan være.
Vi bliver vidne til, hvordan en underliggende vrede kan være gift for ethvert forhold. 
Bogen er skrevet på en måde, så læseren bliver vidne til hvert enkelt konflikt, hvor bitterheden og afstanden har sneget sig ind, og han er rigtig god til at fortælle, hvordan to mennesker, og især den ene, forsøger at lappe på et forhold, der er dømt til undergang, og hvor man alligevel prøver og prøver, selv om man inderst inde ikke tør se kendsgerningerne i øjnene.

 

Steffen Kretz har gennem årene været en af DRs udenrigskorrespondenter, som man for alvor har haft tillid til på grund af sin viden og sin evne til at analysere det amerikanske samfund, så det blev lettilgængeligt for os alle.
Derfor er det kærkomment, han nu bidrager med en bog, hvor han trækker på sin enorme erfaring samt evnen til at se historisk fremad og bagund.
At han udgiver bogen netop nu er et ekstra plus, idet enhver med lyst til at følge verdens gang naturligt nok må blive opslugt af det kommende års præsidentvalg i USA, som uvilkårligt vil indeholde grumme minder fra angrebet på kongressen.
På en sober og analyserende måde fortæller Kretz os, hvad der har gjort, at det lykkedes Trump at gribe folkestemningen og nå til tops med sine budskaber om, at demokratiet har fejlet, og nu skal we drain the swamp.
Udover sin i forvejen brillante viden om amerikanske forhold er det tydeligt, at Kretz har nydt at lave reserach over det ganske land for at skrive en bog, der både værdigt og enkelt giver os et godt indblik i amerikanske forhold, og også om tilstande, USA-kendere bredt udmærket er klar over, men muligvis fortrænger i begejstringen over naturen og sproget i det forjættede land. Nemlig at de rige hastigt bliver voldsomt rigere, mens de fattige idag mere end skraber bunden. Og at selvransagelsen ulmer i det republikanske parti, mens Kretz fortæller, hvorfor og hvordan den gør det. At Trump ikke er årsagen til krisen i USA, han er et symptom på den. 
Vi dykker os ned i, hvorfor rigtigt mange mennesker anser det amerikanske, politiske og demokratiske system for korrupt og hvorfor, og hvorfor en trediedel af alle amerikanere mener, at valgt i 2010 af Joe Biden VAR svindel..

En af hovedteserne i bogen er, at stormen på den amerikanske kongres ikke var begyndelsen på stormen over USA -, men snarere begyndelsen. Og han giver et enestående indblik i, hvordan det er gået, som det nu er.

Hvad med den her:

John Prager er en lille fisk, men på en god måned tjener han 130.000 kroner på at vågne op ad (det hedder af, red.) og sætte sig tilrette i sin stue og more sig med at opfinde falske nyheder. Det ville være meget svært at finde et job, som kastede den løn af sig selv i en betydelig radius omkring hans lille hus på bakken i West Virginia, en af de fattigste stater i USA.

Et billede på, hvordan USA har det lige nu. Den slags er der masser af i denne fremragende bog.

 

Hvordan man bærer sig af med at lægge skilsmissen bag sig??? Det gør man ikke, man lever med den. Og udover at Helle Helle har skrevet en fremragende fortælling, så giver hun os implicit opskriften på, hvordan vi bærer bruddet med os, ikke skal skamme os over den, for det var nu, hvad der skete under de givene omstændigheder, og det vil altid være en del af os.
Med en hjerteskærende smuk prosa og et formidabelt talent for ord fortæller hun om tomme gange med lugten af stegt kød, om øjenlåg der falder imens søvnen udebliver, om at hun får lyst til frisk luft efter stormen, hvordan hun langt senere ser ham for sig ved havedøren med ryggens forvaskede, hundrede procent beige bomuldsstof, at man indgnider afløbsrør i sæbe før samling, en mængde dagligdags ting der metaforisk fører hen til den store fortælling om et liv der går videre trods bump på vejen og udfordringer i livet nu og her.
Hafni brydes med et kompleks, der betyder, at tingene kører rundt for hende, og at hun ikke er helt tilfreds med sig selv, hun har svært ved at sætte sunde grænser, er ydrestyret i næsten overdreven grad, og selv om i de korte kapitler generelt er temmelig dyster - og grænsende til det irriterende og besværlige -, så løftes det lille mesterværk her af et stramt og præcist sprog og en sans for humor, der er underspillet i en grad, man sjældent ser det, også hos andre store forfattere.
En bog der er hurtigt læst. Men som så til gengæld bør læses MANGE gange, fordi der er rigtigt mange lag og dybder i den.Imponerende.

 

 

Lev det liv du inderst inde tror på
Kig på det der fungerer for dig
Hold hjertet åbent

Osv osv.

Enkle læresætninger, enkle ting der skulle være til at have med at gøre. Det er de bare ikke for rigtigt mange mennesker, og det ville de heller ikke have været ved læsning af bogen her, HVIS ikke Fruensgaard på en støttende, varm, pædagogisk og ydmyg måde kommer med fine anvisninger på, hvordan man så bærer sig ad med at holde hjertet åbent -; det er deri hemmeligheden ligger.
F.eks. gennem det at give en krammer. Gennem hjertemeditation. Gennem åndedrættet. Gennem hjertelig humor. Og mange andre veje.
Bogen er bygget op omkring ens hjerte, således at forstå, at det er her, livets energi og flow ligger, og det er de signaler, der ligger i det, der skaber et tilfredsstillende liv - , HVIS vi får lyttet til det i tide.
Bogen her indeholder en lang, lang række teknikker og erfaringer, der i vort samfund fyldt med hamsterhjul og dagligdag kan gøre det lettere at nå et tilfredsstillende liv. Det kræver ofte mod. Også at gøre op med en tilsyneladende sorgløs barndom, der måske ikke helt var, hvad vi troede, og så også at gøre op med f.eks. en skilsmisse eller en trist skæbne, der vil kunne spænde ment for at nå lykken.
Men helt tydeligt viser forfatteren skridt for skridt, hvordan det KAN lade sig gøre. 
Videre har forfatteren opdelt mennesker i interessante kategorier; den usynlige, pleaseren, den ydrestyrede, den hjertelukkede osv; spændende er det altid at læse, hvilken kategori, man overvejende tilhører, selv om der naturligt nok er elementer i os alle fra alle kategorier.

 

Det er to ikoner, der står bag bogen. Dels Johnny Hansen, der naturligvis er hovedpersonen. Men også stor ros til Søren Dahl, der gennem tiden har fået det bedste frem i folk og formået at skabe den tillid, der skal vinde en anden persons hjerte til at åbne sig.
Det er til overmål lykkedes med bogen her, der sætter lidt af en ny standard for, hvordan en biografi kan skæres.
Dansktopmusik er en etableret vare i mange kredse, en ulidelig larm i andres ører. Uanset hvad så må man give Johnny Hansen, at han med sit band, Kandis, følger med tidens musik, og efter en større succes med den meget personlige film, Kandis for livet, er han blevet endnu mere populær end før.

Bogen er opbygget, så man får et 24/7/360 grader indtryk af, hvilke personer omkring Johnny Hansen, og hvilke omstændigheder, der har gjort ham til en af landets helt store, musikalske profiler i sin genre. Lige fra hans klimren på guitaren i Pallis Tivoli og Dahlgårds Tivoli. Og så til idag, hvor alle har en mening om ham. Men hvor man må sige, at han har nået mere, end han drømte om som lille dreng.
Selv om man mellem linerne godt kan ane, han vidste, hvad han ville, og hvor det bar hen.
Der er maser af lækre udtalelser i bogen. Fra Johnny Reimar, hans far, hans mor, Jacob Haugaard og sågar nogle citater fra Mette Frederiksen, der har sunget på scenen med Kandis.
Hvordan det gik for sig, kan du læse i en bog, der er klasse og fyldt med billeder - til Kandis-fans men også til folk, der er nysgerrig på, hvordan en mand bag facaden ser ud i tekst og billeder efter at have holdt dampen op på den danske dansktop- og musikscene i mere end en menneskealder. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det altid sjovt at følge med i livet omkring folk, der har haft enorm betydning for diverse af verdens elementer. Og det må man sige, at Maria Callas og Aristotel Onassis har haft. På vej deres måde. Indenfor henholdsvis kunst og erhvervsliv.
Fortællingens rammer er fascinerende og begynder i Venedig i efteråret 1957, hvor Callas møder den store skibsreder til et eksklusivt bal i anledning af filmfestivalen.
Det er fascinerende at se, hvordan forfatteren lykkedes med at lade karaktererne leve og ikke mindst, hvordan dialog og samspil fungerer mellem Callas og Onassis.
Han tager hende ganske enkelt med storm med sin arrogance og sit verdensmandsship, og sådan kom det til at fungerer i en årrække, indtil han svigter hende til fordel for en lige så berømt kvinde fra USA, nemlig Kennedys enke.
Vi får en masse indblik i, hvad der har draget kvinder til magtfulde, vittige og vidende mænd og kan på den måde om ønskeligt føre det direkte over på parforhold generelt og spørge: Hvorfor foretrækker kvinder ofte mænd af en vis højde og med tegnebogen i orden og med en viden og belevenhed ud over det sædvanlige.
Ja, i Callas´ tilfælde var det i hvert fald ikke Onassis´ højde, idet skibsrederen var noget under gennemsnittet for en mand.
Man kunne hævde, at bogen blot er en forlængelse af sladderbladenes interesse for to berømtheder. Vi synes, at bogen er fantastisk, fordi den også beskriver den sårbarhed og angst, som folk kan være fyldt med på trods af, at de HAR nået toppen. Og hvorledes man bruger forskellige virkemidler for at stive sig af.
Fortællingen bevæger sig mellem nutid og fortid. På den ene side bliver vi vidne til fødslen af kærlighed mellem Maria og Aristo (som hun kalder ham), nedgangen i hendes ægteskab med den altdominerende og kontrollerende Meneghini og hendes succeser som sanger, samtidig med at vi langt senere er vidne til bruddet mellem Aristo og Maria og hendes besvær med at komme tilbage i rampelyset.
Maria vil gerne ses som den kvinde, hun er, og ikke kun det, hun repræsenterer som sangerinde. Det får vi et meget tydeligt indtryk af i bogen. Hun er en kvinde, der elsker, lider, laver fejl, og som taber. - En kvinde der havde modet til at afslutte et skrantende ægteskab for at leve sammen med den rige skibsreder, som dog aldrig giftede sig med hende. Han havde nok en skjult dagsorden, tænker man, når man læser om hans handlinger. 
Bogen fylder godt om to mennesker der vil hinanden ud fra hver deres evner, moral og etik, - og som trods alt har haft enorm indflydelse for mange mennesker.

 

Som boganmelder bliver man altid mistænksom, når bogens inderflap er fyldt med rosende ord om forfatterens tidligere bog. Tilsvarende mistænksom bliver man, når et af bogens temaer - flytningen som journalist fra storby til Vestjylland - lægger sig lige lovlig tæt op af en af tidens store, filmatiserede hits. Og når så man ved hurtige nedslag i bogen ser, at forfatteren øser lidt rigeligt af sin erfaring som psykoterapeut  som i den seneste bog - og sine egne holdninger om erhvervsliv og biodiversiet, så kigger man på handling og ord på en lidt anden måde.
Isoleret set er der i og for sig ikke noget galt med handlingen. To veninder der er ved at glide fra hinanden, og så kommer det et dødsfald ind midt i det hele, og tingene får en vis drejning. Vi følgerKatrines gøren og laden omkring redaktionen, og specielt den sidste halvdel af bogen er ganske dramatisk og fremadstormende.
Og forfatteren benytter sig da også af tricket med genkendelighed, hvor der er Lanzarote, Billund Lufthavn Malaga, Bovbjerg Fyr, Facebook og Insta på programmet.
Man kan diskutere længden af bogen. Vi har notorisk her i landet intet mod tykke bøger, der fænger, og hvor sproget bare flyder.
Men men men

- Han lavede en besynderlig grimmasse.....(Hvad er en besynderlig grimmasse, kunne vi få et rammende adjektiv)
- Hun følte sig tung som en metalkugle, der skal finde vej gennem et labyrintspil og hvert øjeblik risikerer at ryge et hul på et bræt, der vipper ubønhørligt fra alle sider. (øhhh)
Det klæder dig i øvrigt ikke at tabe hovedet. Du er langt kønnere, når det sidder på. (Romanens eneste gang hvor vi trækker lidt på smilebåndet).

Med andre ord. Et laaaang lang vej, før der i 2. halvdel af romanen for alvor sker noget, og hvor sprogblomster undervejs sammen med totalt klodsede sætnings-konstruktioner irriterer så meget, at det kommer til at stå i vejen for det, der egentlig kunne have været et ganske vigtigt indlæg i flere, forskellige temaer som provins kontra storby, sammenspisthed, angst for at skrive noget forkert som journalist og modet til at gøre det, dødsfald i familien, venskaber og parforhold.
Karin Slot Christiansen har vitterligt talent for at skrive, der er mange gode toner og takter i bogen. Der skal bare luges voldsomt ud i noget af det ovenfor nævnte.