|
Onsdag, 9. februar 2022 12:38 |
|
Line Ullmann & Gitte Koldtoft
68 råd til hjemmearbejdet
168 sider
Frydenlund
De måtte jo komme, de første udgivelser med konkrete råd, analyser og perspektiver for hjemmearbejde.
Den her bog er dejlig enkel, idet den har en række forslag til, hvordan man kan praktisere hjemmearbejdet uden nødvendigvis at miste motivationen men at få den erstattet af energi og arbejdsglæde.
F.eks.
Kan man henlægge noget af sit hjemmearbejde til bibliotekeet - for afvekslingens skyld, måske på en cafe eller hjemme hos andre.
Du bliver bedre til at bevare fokus ved at slukke for alle forstyrrelser som telefoner, mails, teams, skype mv.
Husk at forventningsafstemme med dine kollegaer, så du ikke skal have dårlige samvittighed, når du er offline.
Tal om andet end arbejde med kollegerne.
Brug 20/8/2 metoden. 20 minutter til at sidde ned, otte til at stå op og to minutter hvor du kommer væk fra skærmen.
Lav vejrtrækningsøvelser
Tænk på om man kan holde nogle af dine møder som walks´n´talks Og mange andre supergode råd.
Hver og en ser ud til at kunne have en effekt. Og lagt sammen vil de anvendt korrekt helt sikkert kunne give dig større arbejdsglæde og dermed større glæde i livet.
|
|
Flere historier fra cafeen i Cornwall |
 |
 |
 |
|
Tirsdag, 8. februar 2022 16:19 |
 Lucy Dianmon
Flere historier fra cafeen i Cornwall
400 sider
Peoples
Det kan være godt nok med julehistorier og handlinger, der foregår i julen. Endnu bedre bliver det dog, når man kan tage en feel-good-roman frem og konstatere, at dramaerne i og for sig kunne foregå i en hed sommer.
Det er feel-good, når det er bedst, og det formår Lucy Diamond.
Som har måttet sande, at læsere bredt ser sig selv i familiens sorte får, Evie, og at hun oplever så mange ting på den efterhånden berømte café, at hun må dele ud af mere fra hendes liv.
Vi får med os en kanonopskrift på en juletærte.
Sne, kulde og mørke og en skarp vinkel på det mytiske Cornwall er en stor del af bogen, naturligvis. Det uforlignelige er dog emnerne, bogen tager op, og så krydrer dem med en bestemt årstid for at få dem til at glide ned. Vi får konflikter, dramaer og løsninger på dem, så at sige, ind ad bagvejen.
Udfordringer med at sætte grænser for folk, der trænger til hjælp, udvikling fra forelskelse til samhørighed, ulykkelige børn der skal muntres. Sådanne hverdagsdramaer. Naturligvis er der pyntet godt med glitter og glimmer, og naturligvis er nogle af konflikterne søgte. MEN, det er umuligt at skrive en bog uden, at nogen på et tidspunkt har oplevet, hvad der sker i den.
Og de oplevelser formår forfatterren at videregive fra det ekko, som hun på et tidspunkt har opfanget et eller andet sted fra.
Bogen er underholdende og hurtigt læst, javist, men der er også en hel del at tænke over, hvis man har lyst til at bruge underholdningen til lidt mere. |
|
Senest opdateret: Tirsdag, 8. februar 2022 16:50 |
|
Mandag, 7. februar 2022 16:07 |
|
Henriette Bendix og Preben Lund
Nabostrid
254 sider
Kriminalforlaget Det her er det stof, som vittighedstegninger og film er gjort af. Granvoksne mænd der generer hinanden til ukendelighed og gør sig selv til grin over en havelåge, der står et par centimeter forkert eller en gren, der hænger for langt ind over nabohækken.
Vi får også påmindelser over mange af de større stridigheder herhjemme, der har været i medierne som udsyn over vandet og støjtolerance.
Som det bliver beskrevet på bogens bagside, er det på een gang både underholdende og trist i den forstand, at ofte handler udfaldet mod naboerne om konflikter i det indre og iøvrigt med hvem som helst, der krydser din vej forkert.
Retten til tørresnoren, striden i vaskekælderren, træskolarm fra overboen, maling og mudder, et skinnende tag, røg fra naboen, ren chikane og vrede og afmagt over naboklager.
Der er nok at tage fat på, og det gør bogen.
Overbevisende og vedkommende.
Og kommer også fint omkring, at det ofte er helt andre ting, naboen er utilfreds med, end det, der bliver klaget over. Det kan være naboens børn, der generer og ikke grantræet.
Den kommer også omkring, hvad man kan stille op, såfremt man føler sig krænket, eller hvordan man kan gå efter sagen og ikke manden.
Kommer også ind på, at der ikke er sket meget på området siden moderniseringen af Danske Lov i 1686. Hvor utålelige og nidkære folk kan være, hvis der bliver parkeret en anelse ud over parkeringsbåsen på handicapbåse, selv om man vitterligt ikke har noget med sagerne at gøre. Udover at det generer. Altså brokkerøve.
Den kommer også ind på skismaet, at folk i stigende grad flytter mod byerne og samtidig forventer, at de kan have samme fred og fordragelighed med deres omgivelser, som de havde på landet.
Der er mange tragiske optegnelser i bogen, som sager der er endt i Højesteret og til overfald med økser.
Hvad der skal til for at løsne op for nabostridigheder, før de løber løbsk, er ofte et spørgsmål om menneskelig evne og viden. Der er mange muligheder på området. Bogen her har gode forslag til, hvordan man undgår stridigheder, hvordan man løser dem, og hvad de i virkeligheden handler om. Om de, der befinder sig midt i en stridighed, eller er på vej ud i en, så har overskud til at kere sig om fredelige og alternative løsninger, det er en helt anden sag.
Men en sjov, underholdende og også lidt eftertænksom og vemodig bog. |
|
Senest opdateret: Mandag, 7. februar 2022 16:49 |
|
Et godt nok greb om tilværelsen |
|
|
|
|
Mandag, 7. februar 2022 13:28 |
|
Preben Bertelsen
Et godt nok greb om tilværelsen
248 sider
Frydenlund Et mål med tilværelsen er ikke bare godt nok. Man skal overveje nøje, om det er det rigtige at sætte målet her eller der. Vi kom ironisk nok til at tænke på Zirkus Nemos Målermanden, der har alskens visioner om mål og måder at vise mål frem på.
For mål kan udregnes med så stor omhyggelighed og indbefattes med så mange forhindringer og nuancer som metamål, gensidigt afhængige mål, sekventielle mål, uafhængige mål for ikke at tale om alle faldgruberne ved at sætte sig mål såsom skam og skyld, monomani, stress og angst, det er svært at forestille sig, når man kun har én for øje.
Men netop det at have ét for øje uden måske at have gjort sig overvejelser om målets betydning og den reelle mulighed for at nå målet.
Preben Bertelsen vender og drejer tingene, så man som menigmand har en større chance og mere solide redskaber for at give sig i kast med noget nyt og utrygt næste gang.
Man skal med andre ord have sig selv med. Det indebærer reelt en hel del, så man ikke laver overspringshandlinger og kommer i konflikt med sig selv, fordi målene i virkeligheden måske er overtaget fra andres forventning som alternativ til at have egne mål.
På den måde kan man bl.a. komme til at skamme sig over ikke at kunne nå målet.
Måske målet så bør ændres, så det bliver mere begribeligt, meningsfuldt eller håndterbart. Og her kan man pudsigt nok ifølge forfatteren bruge skyldfølelsen til at ændre sit udsyn.
Preben Bertelsen kommer med en lan tække redskaber til at kunne stå på vejen mod sine målsætninger, McII-princippet, mental kontrast, implementeringsintentionen - en såkaldt hvis-så-plan, remindere, ressourcer, cues, kompetencehjulet og meget, meget mere.
Forfatteren kommer i bogen også ind på, at den gode relation er afgørende for, at der kan arbejdes med udvikling og forandring. Men består relationsarbejdet alene i at opbygge et behageligt samvær og en god følelse af at være sammen, så strider det ofte mod målet.
Her kommer vi til at tænke på ansættelsessamtaler, hvor mere end kemien skal værre i orden for, at man som ansætter får opfyldt sit mål, nemlig at få ansat den rigtige.
Bogen er fyldt med overskuelige diagrammer og bokse med masser af spørgsmål og støtte på vejen mod at ændre sin tilværelse.
Bogen vil være fremragende for undevisere og mentorer, der har en interesse i at sætte deres undervisning ind i systemer.
Og give elever eller klienter redskaber med på vejen mod et håndterbart liv.
|
|
Senest opdateret: Mandag, 7. februar 2022 14:17 |
|
Mandag, 7. februar 2022 13:02 |
|
Steen Ulnits
HAVmisBRUG
424 sider
Turbine En spændende, indsigtsfuld og lærerig bog om et af klodens store elementer, vandet og havene, der er ved at bukke under på grund af drift og rovdrift. Det er især næringssalte fra landbrug og vandbrug, der tidligere var udfordringerne, nu er det tunge bundtrawl, der pløjer havbunden op og fanger alle fisk. Og senest lokalt fonurenende muslingeskrab og muslingeopdræt samt opdræt af laks og ørreder, der flyves til markeder i Indien og Kina.
Bogen er skrevet i et let forståelig sprog og med en formuleringsevne, der gør tingene tilgængelige for andre end miljøforkæmpere og nørder.
Den beskriver slagsmålene mellem de forskellige politikere, eksempelvis Ida Auken og Esben Lunde Larsen, den fortæller om, hvordan en svejsefejl og overfyldte tanke i 2017 forurenede Fredericia, den stiller sig kritisk overfor RedHavetNu-kampagnen, den fortæller, hvordan i forvejen velhavende dambrugere nærmest af regering og politikere kunne få yderligere forurening af kyster stillet gratis til rådighed, den beskriver den stærkt forurenede Horsens Fjord, og den fortæller alt om Endelave, Aarhus, Lillebælt, den transgene fisk i Canada, og at økologisk fiskeopdræt aldeles ikke er medicinfrit.
Bogen bliver kaldt en debatbog, og det er helt sikkert, at den vil kunne skabe en masse debat i faget, på Christiansborg og interessegrupper. Den går voldsomt til biddet på ministre, deres pensioner og ministerbiler, og man skal være indstillet på, at den har en særdeles kritisk tilgang til magten.
Omvendt redegør forfatteren meget sobert for, hvorfor han har skrevet bogen, og hvad der har drevet ham frem til konklusionerne.
Al ære og respekt for det og for at vende tingene op og ned og dermed lade læseren drage sine egne konklusioner.
Den kommer utrolig vidt omkring, fra Tycho Brahe til Peter Fiskers fisk, fra havkolera til tilskudskroner, fra Limfjordens miljødage til hackere, helligdage og høringsplaner. En superbog for miljøforkæmpere, en oplysende bog for alle vi andre. |
|
Senest opdateret: Mandag, 7. februar 2022 13:24 |
|
Søndag, 6. februar 2022 15:43 |
|
Rikke Mosegaard Dyring
Den amerikanske drøm
128 sider
Frydenlund
En bog om de tilstande, der har hersket i årevis om indvandreres drømme om Guds eget land, om minoriteternes drømme og en vurdering af, om mulighederne for realisering af drømmene er til stede.
Det er bestemt ikke hele vejen igennem opløftende læsning, mere realistisk og i hvert fald en meget kritisk tilgang til det store lands historie. Sådan skal det nødvendigvis også være for at man lærer noget om det store land andet end dyre biler og enorme prærier.
Bogen fortæller med et ironisk tilsnit, hvordan rederierne var meget proaktive med tiltag, der kunne sælge billetter. Staten var meget interesserede i indvandrere til at genopbygge landet. Det blev kaldt pull-effekten. At der så sent som i 1964 blev afkrævet test, før man kunne blive registreret som vælger. At amerikanerne idag først og femmest tænker på sig selv og deres egen familie.
Ligegyldigt hvor man kigger hen i bogen, har den en fornuftig, kritisk og lærerig tilgang til f.eks. det at være indvandrer, der ikke har de store muligheder i den amerikanske drøm, og hvis gennemsnitsløn altid vil ligge under den almene amerikaners.
Bogen italesætter også årsagen til, at indvandrere og minoriteter og latinoer så en af deres egne, Obama, blive præsident i USA, mens den ganske hæderligt også fortæller om den egentlige årsag til, at Trump kunne blive det.
Den fortæller også, hvordan lynchinger og selvtægt har været en del af praksis i USA op til stort set vor tid, og vi får historien om USAs behandling af andenrangsborgere, hvis børn fik de iturevne lærebøger med æselører.
Vi kan også læse, at et overvældende flertal af afroamerikanere er repræsenteret i de amerikanske fængsler på trods af, at befolkningsgruppen udgør et mindretal i befolkningen.
Gennem bogens mange analyser og fremstillinger af indvandreres vilkår gennem tiderne, begynder vi at forstå hvorfor.
Og at en bog på så pædagogisk maner på så relativt begrænset plads kan oplyse os, det tjener til forfatterens respekt.
En absolut værdifuld og indsigtsrig bog om forholdene i det store land på den anden side af Atlanten. |
|
Senest opdateret: Søndag, 6. februar 2022 16:30 |
|
Tirsdag, 1. februar 2022 16:38 |
|
Frode Oldenburg Jørgensen
Jorden rundt med Mærsk
274 sider
Forlaget Mellemgaard
Spændende, spændende. Den litterære kvalitet er til at overse, men det er jo heller ikke derfor, man skal læse bogen. Man skal læse den, fordi man ønsker sig nogle oplevelser rundt om i verden af en fuldbefaren sømand, og det får man.
Frode arbejder i et maskinrum, hvor motoren er lige så høj som et tre-etagers hus.
Vi får en på opleveren på USAs vestkyst og i Fjernøsten, og vi får alt det, som forsiden nærmest signalerer, et godt, hårdtslående og meget direkte udtryk rundt om på verdenshavene, der smider rundt med skibet, og hvor man som læser næsten sidder negelebidende tilbage og håber, at skibet klarer det.
Vi er med, når lasten forskubber sig, og kræningsgraden bliver lige lidt for morsom, vi kommer tæt på folk, der lever på samfundets bund og bruger alle muligheder for at overleve. Og vi er med, da korruption er nødvendig som overlevelsesmiddel selv for søfolk og store rederier, der gennem tiden prøver lidt af hvert.
Et must for søulke og andre interesserede i såvel skibsfart som klodens forskellige lande. En ordentlig kleppert af en udvidet dagbog med masser af klarsyn og lune |
|
Senest opdateret: Fredag, 4. februar 2022 12:27 |
|
Mandag, 31. januar 2022 15:59 |
Johanne Bille
Når mænd forlader mig
240 sider
Politikens Forlag
Der må være gået enten mode eller realitetssans i at give en bogs bipersoner øgenavne. Håbet, Idealisten, Feministen, Redaktøren, Bagatellen, sådanne upersonlige, omend genkendelige og identificerbare navne er det blevet til i romanen her. Det er i hvert fald set før i en nylig udgivelse. Måske et forsøg på at gøre indhold, handling og personer lettere tidsløse, måske et bevidst forsøg på at ramme den del af læserne, der anonymiserer deres elskere og vedgår sig, at det er kærligheden, de går efter med et bestemt indhold af idealer og kvaliteter, og ikke en bestemt mand med både dårlige og gode egenskaber.
Således fortæller forfatteren på en vis måde, at de to køn har ens udgangspunkt. Og mål med den såkaldte kærlighed. Processen er den samme, redskaberne er blot forskellige. Vi ser ikke og respekterer ikke de meget forskellige sider hos det andet menneske. Men forelsker sig i projektet.
Elskerne og partnerne in spe bliver til redskaber på vejen mod den store forløsning.
Disse ting har sin mening i linjerne. Som iøvrigt hele bogen her, der er en lækker og intens sag om jagten på den eneste ene, skuffelserne, vreden, frustationerne og det, man lader sig byde i jagten på tosomheden.
Et par steder synes forfatteren at have en lidt for fri fantasi som når hun forsøger at lade Maria, hovedpersonen, og en af hendes elskere checke ind på et hotel under dække af, at de skulle være udlændinge, for sjov ganske vist, -, og at receptionisten skulle hoppe på den hver gang. (Hmm, et kig på VISA-dankortet, måske et tastetryk, så kan han på både 4571-koden og navnet se hvilken nationalitet han har foran sig). Et andet sted ved Maria ikke rigtigt, om hendes elsker har fået orgasme. Plejer der da ikke at være en våd plet? Hmm.
Sådanne ting.
Så er det sagt, og så er der da heller ikke mere overhovedet at komme efter i en fremragende, lækker bog, der oser af den længsel efter og mangel på kærlighed, vi alle render rundt og mangoer på. Endda ofte i veletablerede og mangeårige forhold.
Johanne Bille forstår sig på mekanismerne. Og hun forstår sig på mennesker. Og beskriver veloplagt de faldgruber og bump, som vi skal igennem, med og uden den store kærlighed.
Hun gør det med blik for følelsesmæssige trykkamre og dybe rødder tilbage i det historiske og universelle, og det er det, der udmønter sig i noget alment menneskeligt og yderst vedkommende for os alle.
Romanen er skrevet med let hånd og med en ydmyghed overfor den tilstand af både forvirring, vi alle har ret til at føle i pressede, særlige eller bare såre menneskelige situationer. Og med et glimt i øjet over en ironisering af det sted, man lige pludselig befinder sig i, i iveren efter at gafle en partner.
Forvirring:
Egentlig er det lige meget med de tal, men jeg insisterede på, at det skulle være lige præcis den dag. Det skulle det bare. (Ved giftemål, red.)
Ironisering:
Vi er som julekuglerne, der stadig hænger i butiksvinduerne. Polerede.
Forstillelse:
Jeg sætter mig i skrædderstilling i sofaen. Forhåbentlig får det mig til at se mere rolig ud. Giver de andre det indtryk, at jeg passer ind.
Når mænd forlader mig er fyldt med udsagn, tanker og meninger, der ville egne sig storartet som inspiration til one-linere udi livets og kærlighedens bog. De er næsten ikke til at komme uden om, omend det ville være synd at klippe i teksten, der er både velkomponeret og spændende fra start til slut. Vi bliver ganske enkelt mere og mere nysgerrige på, hvad Maria nu roder sig ud i. Og kan massivt referere til os selv og egne handlemønstre ikke blot i kærlighedens kringlede stier men i tilværelsen som sådan.
Mange steder i bogen bliver mændene i Marias liv beskrevet til det latterlige og arrogante - ofte karikaturer og silhuetter og på et sæt yderst perifere og midlertidige, på et andet sæt yderst kompetent beskrevne indlæg på den personlige udviklings vej. Som individer der på hver deres måde kun synes at have blik for én ting, som man nu har sagt i århundreder. Og her kommer Johanne Bille fint i land med en mission om med bogen at fortælle læserne, hvor hurtigt, man bliver til offer for overgreb, og ikke mindst som et wake-up-call til mænd, der føler sig snydt for kærlighed og tosomhed -; netop fordi man bruger overgrebet som sit redskab. Overgreb, magt, ejerskab.
En umættet forveksling mellem indgangen til et lykkeligt parforhold. Sex, sex og atter sex. Magt, dominans - åndelig tortur og sadisme.
Hvilket bogen iøvrigt er fyldt med, såvel selvsex som parsex, og altid med en tvivl på, om det her nu også er det rigtige.
Hvor er det, vi forgriber os eller bliver overgrebet i vores liv. Et sundt spørgsmål der dukker frem af disen efter en dejlig læsning.
|
|
Senest opdateret: Fredag, 4. marts 2022 11:00 |
|
Torsdag, 27. januar 2022 13:31 |
 Jens Vilstrup
Lalandia
426 sider
Alpha
Som mange andre steder i Danmark er det historierige Lolland blevet til et stykke Udkantsdanmark, hvor historien fortæller, at armoden hersker, fattigdommen bor, husene får man i nakken, mens arbejdsløsheden huserer, medmindre man er relativt ved muffen og har økonomi og overskud til at tage til Hovedstaden efter jobbet.
Og Lolland og dets farverige sammensætning af mennesker, natur og landsbyer, der, som det hedder i Jens Vilstrups fantastiske roman, kun eksisterer, hvis man tror på, at de gør det, har noget langt mere vigtigt at byde på. Hvor tilfældige græstotter har spist stien gennem markerne, som det også hedder. Hvor tre høje lader og to siloer ligner kæmpe karameller, hvor ulve i Knuthenborg Safaripark også kan se ligeglade ud som om, de har glemt det hele. Hvor tristesse og vilkårlighed blander sig med naturmæssig rigdom, oplevelser, nogle få virksomhedsejeres store materielle rigdom, og hvor man lidt for ofte spiser citronmåne hører Otto Brandenburgs To lys på et bord.
MEN hvor den barske baggrund, den oprørske natur og ofte nedslående økonomi skaber mennesker, der leder efter det bestående, det der var. Livet som det nu er.
Her på Lolland begynder romanen efter dog at have været omkring Thailand, hvor hovedpersonen, enebarnet Tom, er taget ud for at lede efter sin bror, Nick, der er forsvundet sporløst, og hvor Tom, der var stærkt, stærkt knyttet til ham som barn, håber at kunne finde ham og redde ham. Han finder ham, men hvor bliver vi triste af at læse mødet. Det skal vi dog læse, for der er en direkte reference tilbage til opvæksten på det umiddelbart håbløse Lolland, hvor Tom aldrig ønskede at flytte ned, men blev nødt til at følge sine forældre, der mente, at lykken fandtes på Sydhavsøen.
Det er et spændende plot, Jens Vilstrup har sat op. For udover at vi får historien om to meget forskellige drenge, der finder hinanden, får vi også historien om, hvordan netop Lolland, dens farverige og nuancerede kultur, som andre Udkantssteder i Danmark forstås, er i stand til at skabe grobunden for, at man med hjertet på rette sted og med længsel og savn efter noget tabt i bagagen kan bruge en umiddelbar ussel baggrund til at finde tilbage til det, der var.
Ingen grund til at flygte fra sig selv. Det bestående er godt nok. Det skal man finde igen og værne om.
Bogen er tyk og god, og hvor man får lov til at smage så intenst på miljøet dernede i en grad, så man hurtigt kan vænne sig til at bo der; eller besøge stedet ofte og igen, også selv om man skulle være bedre vant, og det fordi Jens Vilstrup indfanger os med sine ord og i fremragende stil agerer både naturvejleder, foredragsholder og rejseleder.
Vi indånder luften, snuser til markerne, taler med de sårede mennesker. Befinder os lige hjemmevant på Sjælland, Lolland og Thailand med dets bahts og Koh fucking Chang.
|
|
Senest opdateret: Tirsdag, 1. februar 2022 16:35 |
|
Fredag, 7. januar 2022 13:29 |
|
Helen Kobæk
Job stop, go
134 sider
Life Publishing Det er nogle sjove formuleringer og nogle i vores øjne meget generelle vendinger, forfatteren benytter sig af i bogen. Pengepressede, opsparingsunivers, pauseopsparing, pausefond, pausereform, forandringstempo.
Nye gloser skal da også på bordet, hvis der skal ske noget nyt, og det er bogens mission.
At få noget nyt til at ske.
Det er en ganske interessant bog, omend den er noget resolut i mange af konstateringerne uden videre belæg og dokumentation. Her må man så have tillid til, at forfatteren gennem sin erfaring, status og research er ok med sine påstande om at
Vores ungdom lige nu har ikke et positivt syn på fremtiden.
Lige nu har vi en ungdomsgeneration, der i højere grad vælger fællesskabet fremfor sin egen vej i livet.
Alderdommen kan godt forberede sig på at få et ordentlig los i sine runkne boller.
Det, mennesket siden tidernes morgen har frygtet mest er at ingen har brug for en.
Tja.
Når man så fratrækker diverse subjektive og lidt platte udsagn om f.eks. Trump og Bruce Willis i netundertrøje, så er der da tale om en ok debatbog om, at vi skal skabe et samfund, der består af pauser gennem livet fremfor en kæmpepension i slutningen af tilværelsen.
Der er masser af idéer, og det vil under de rigtige former kunne udløse fine, nuancerede samtaler i vennegruppen.
Hvem vil ikke gerne kunne holde en del pauser i livet midtvejs, fremfor at vente med en stor pause, når det hele er ved at være forbi?
I bogen argumenterer den tidligere Pen-Sam-direktør for, at vi skal ændre pensionssystemet radikalt. Til f.eks pauser, der skal bruges til personlig udvikling.
Der er sådan lidt af hvert. Boligdebat, klima, forslag om statsindkøb af fast ejendom, opsparing som pauserente, lidt skælden ud over det nuværende system.
Af en eller anden grund bliver man træt af at læse bogen ud i en køre. Måske er der for mange vilde idéer, måske vi bare ikke tror på det, måske er der ganske enkelt for mange guldkorn til én bog.
Vi kunne anbefale, at man tager emnet ét for ét og får debatteret godt og grundigt igennem, hvilke muligheder, der er for at ændre systemet, i og med, at en af bogens konklusioner er, at det nuværende pensionssystem er håbløst forældet.
|
|
Senest opdateret: Tirsdag, 11. januar 2022 14:21 |
|
|
Lørdag, 1. januar 2022 15:30 |
 Hillary Rodham Clinton & Louise Penny
Tilstand af terror
592 sider
Hr. Ferdinand
Når nu man ikke kunne blive amerikansk præsident, så kunne man da indgå samarbejde med en bestsellerforfatter om at ramme den tone, som thrillerpublikummet elsker og så satse den vej rundt.
Hvordan Hillary Clinton ville have klaret det som præsident, det ved vi ikke, men det er uomtvisteligt, at er viljen der, så ligger der, godt hjulpet på vej af navnet, en god fremtid foran hende som makker i et forfatterteam eller muligvis som selvstændig forfatter.
Så langt tvivler vi nu på, at hun ønsker at nå. Mon ikke hun har rigeligt at lave. Men mulighederne, evnen og indsigten er der helt sikkert.
Vi sidder som læsere naturligvis og gør os overvejelser om, hvorvidt Hillary ville kunne have bidraget SÅ væsentligt til handlingen, hvis ikke hun havde haft interesse i og i hvert fald også top-erfaring i udenrigspolitik. Som tidligere minister i Obamas regering har hun helt sikkert oplevet ting, som hun sløret må kunne have brugt i murstensromanen her.
F.eks. udspiller nogle af scenerne sig i Det Ovale Værelse i Det hvide Hus med en præsident, der hedder Douglas Wiliams, vi oplever, hvordan en udenrigsminister, der lige er steget af et fly fra Sydkorea møder sin kølige og overfor hende nærmest fjendtlige præsident, og der er også pudsige beskrivelser af sms´er og en mail, der bliver kategoriseret som spam, og her tænker vi, at det måske lige er dramatisk nok, ligefrem utroværdigt at spam-mails ikke er blevet sorteret fra, før de bliver forevist på højt niveau.
Når præsident Wiliams trådte frem for Kongressen, var det politisk teater, en slags kabuki. Det var vigtigere, hvordan han tog sig ud, end hvad han sagde. Og Douglas Wiliams var god tll at se præsidentiel ud. Hvor mon forfatterne har opsamlet den erfaring? Vi siger ikke noget.
Derimod siger vi, at det er ganske tydeligt, at thrilleren identificerer et af menneskehedens vildeste frygtscenarier: Atombomber i de forkerte hænder.
Det, der for alvor giver thrilleren vægt og fylde, det er "inside-historierne" fra Washington og fra de møder og rejser og informationer om dette og hint fra den politiske magts absolutte inderkreds, som vi direkte og indirekte, men ganske troværdigt, får serveret.
Tjenestefly, Afghanistan, chef for national sikkerhed, iranske revolutionære, mødet med en ayotollah, Chinook-helikoptere, patrioter der lader livet, Homeland Security, midnat i Pakistangeneraler, sultanens fly, alt sådanne ord og vendinger er med til at lede os frem til et fremragende plot, en næsten utænkelig slutning der får os til at blive sulten efter bind 2.
En drøm af en thriller. |
|
Senest opdateret: Mandag, 31. januar 2022 16:02 |
|
Lørdag, 1. januar 2022 14:47 |
|
Peter Schmeichel
One - min selvbiografi
416 sider
Politikens Forlag Det her er tæt på at være enhver selvbiografis moder. Velskrevet, bredtfavnende, ægte, nuanceret, hjertevarm. Sådan set en masse af de helt store gloser bliver vi nødt til at hive frem for hurtigt at beskrive det tidligere fodboldikons selvbiografi.
One er i en liga for sig. Den fanger øjeblikkeligt læseren og er et klasseeksempel på, at den tidligere sportsstjerne ønsker at dele sit liv med OS og ikke blot fremhæve HAM SELV og hans bedrifter.
Det er sportsmansship, det er sportsånd.
Fra tragedierne i hans familiære bagland - som den forfærdelige skæbne der overgik hans bedsteforældre - over en far der var både spion og kriminel - og så til de største triumfer på fodboldbanerne ude og hjemme.
Alt beskrevet så vi sidder og taler med Schmeichel selv og ikke et øjeblik falder af og mistænker hovedpersonen for at pynte på historierne eller udelade mere, end man selv for en offentlig person nok har behov for at kalde sit privatliv.
Med en pen så let og flydende fortæller Schmeichel om, hvordan kulturen i fodbold er skiftet til, at man nu er åben omkring sine tanker og følelser. Om hans syn på Ferguson. Om afskeden med Manchester United. Om hvordan han idag spiller golf med Ian Wright. Om hvordan hans søn Kasper har profiteret af, at de to ligner hinanden så meget.
Han fortæller om, hvordan han i skoletiden absolut ikke var nogen eliteelev, og han fortæller også en masse om, hvilke mennesker i fodboldverdenen, der varmer hans hjerter og udløser hans sympati, også selv om vedkommende måske ikke andre steder er de mest elskede.
Alene her stråler bogen og dens forfatter af overskud.
Og så er vi gennem et helt kapitel naturligvis med ved den helt store 1992-triumf i Sverige og om, hvordan han klarede et straffespark fra Marco van Basten ved på forhånd at have besluttet sig til at springe til venstre. Et af de store temaer i bogen er, at man skal turde og ikke tænke. Når man tør og ikke tænker, så er man ifølge Schmeichel i Risk Mode. Så er der intet, der kan stoppe dig.
Det kunne vi andre måske lære noget af.
Nu har vi i hvert fald lært, at den store dansker ikke blot kan trylle i en fodboldkamp. Nu kan han også trylle med ord. |
|
Senest opdateret: Lørdag, 1. januar 2022 15:26 |
|
Torsdag, 30. december 2021 13:06 |
|
Mascha Cang og Christina Lund
Mascha
288 sider
Politikens Forlag Sjovt med den slags bøger her. Sådan over i gossip-genren og alligevel er man nysgerrig efter, hvordan det er lykkedes Masha Vang at nå fra det ene punkt til det andet.
Nu bor hun i Kolding, og hvilke ord mon hun nu bruger om det?
Da hun skulle lave interview med Beyoncé i Danmark, gik en masse galt. Hvad har hun at sige om det?
Hvornår fik hendes Troels det første kys? Og hvad har hun at sige om det at flytte til Jylland?
Hun har haft med sex-legetøj at gøre. Mener hun noget om den industri?
Hun giver sine tidligere mænd øgenavne. Der er både Tømreren, Racerkøreren og Komikeren. Helt underholdende. Måske til inspiration for os, der også har haft nogle bekendtskaber i årenes løb.
Hun blev snydt i sit firma. Men hvorfor meldte hun det, selv efter noget betænkningstid, ikke til politiet?
Der er ikke så meget andet at skrive om bogen end, at det giver et uddybende billede af den kvinde, vi har lært at kende i diverse mediesammenhænge. Som fortæller om det hårde arbejde som blogger, men også en måske lidt barsk og meget ærlig erkendelse af, at hun f.eks. ikke er en god bonusmor, måske mor i det hele taget, og at hun for alvor tager hatten af for sin Troels, fordi han er så meget bedre til det med at håndtere det praktiske i en familie.....
Har du læst bogen her, ved du en smule mere om Masha. Naturligvis har hun filtreret i sit private stof, som handler meget om hendes karriere. Ind imellem kommer der nogle personlige ting frem og også om de evner, hun har, til f.eks. at håndtere pressen og at kunne overtale journalister til at droppe en historie.
En hurtig læst bog med mange fine billeder fra det professionelle og det private. Hvis man da ellers i Maschas tilfælde kan skille tingene ad. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 30. december 2021 17:10 |
|
Torsdag, 30. december 2021 11:51 |
|
Tom Buk-Swienty
Undervejs
456 sider
Politikens Forlag
Noget af det rigtigt spændende ved bogen er, at den giver indblik i mange forskellige kulturer. Til en vis grad kender vi jo historien om dronningen, hendes tur gennem studieårene, statsrådet, forpligtigelserne, sejladserne med Dannebrog, rejserne med DSBs salonvogn, forholdet til forældre og søskende osv osv.
Det, der giver Undervejs tyngde og liv, er de mange rejser rundt om på jorden, hvor vi kommer tæt på dronningen og hendes meninger om tingene. Vi stifter også bekendtskab med hendes holdninger til Elvis Presley, som han mødte i 1960, og hvis musik hun både dengang og idag synes er rædselsfuld. Dean Martin syntes hun var en frygtelig krukke, og at rejsen dengang til Californien var den rene pindemad i forhold til mange, andre store rejser, til dels dannelsesrejser, i de følgende år.
Se DET er en majestæt, der vil noget, og som tager bladet fra munden i næsten uhørt grad, og det virker. Det får læseren til på en særegen måde også at måtte have en stærk mening. Så at sige går dronningen foran.
I bogen bladrer vi godt og grundigt rundt i majesætens dagbogsnotater og besøger mange steder på kloden, bl.a. Sydamerika, hvor hun skulle se olieområderne i det nordlige Venezuela, mens oliepumperne overalt sås som forhistoriske dyr nikke og nikke over deres skatte, som de uafbrudt lader strømme ud i vældige rørsystemer.
Typisk for majestæten sådan at lege med ordene. Hun muntrer sig også med at fortælle, at hun måtte bruge to liggestole til at holde en altandør åben, da det blæste stærkt fra Det Caraibiske Hav.
Naturligt nok for en dronning, der allerede dengang havde en spirende interesse for arkæologi, besøger vi også indianernes land i Ecuador, og vi er også med, da kronprinsessen surfede i Peru. Og sikke hun kan fortælle om land, befolkning og vilkår.
Bogen er visse steder en direkte lærebog i lokalhistorie rundt om i verden, og udover Sydamerika kommer vil til Pakistan, Yemen, Kreta, Afghanistan, Indien, Thailand og mange flere steder, alle steder krydret med en levende, farverig og meget detaljeret beskrivelse af geografien og befolkningen. Ganske imponerende. En slags udvidet rejsepalør hvor dronningen heller ikke er bange for at tage bladet fra munden og fortæller frimodigt, at hun ikke bryder mig så meget om hinduskulptur, den er så urolig og meget sensuel.
Og at de usle hytter i Indien det er ikke er kønt men malerisk på en måde.
Bogen er fyldt med fotografier - og også tegninger fra dronningens egen hånd under kostskoleopholdet i England.
Ingen tvivl om at vores dronning i sin ungdom har været på noget af en dannelsesrejse rundt om i verden, og med sin videbegærlighed og naturlige nysgerrighed har grundlagt en stor mængde af den visdom og veltalenhed, hun besidder idag. Vi andre kan kun glædes over, at hun øser af den visdom og den dannelse.
Bogen er stor i volume. Mindst lige så stor i indsigt og åndrighed. En levende og jordnær rejsebeskrivelse, indvortes som udvortes. Med majestætens helt egen og meget kendetegnende og frie jargon. I en ung alder mente dronningen endvidere ikke, at Broen over Floden Kwai var en rigtig bro. Men at den blot er et stykke jernbane der er ført uden om en klippe. Det kan du læse mere om i en bog spækket med viden og historie. |
|
Senest opdateret: Mandag, 31. januar 2022 16:03 |
|
|
