Den bog er personlig træning og personlig udvikling, så det basker.
Den tidligere jægersoldat, der kan håndtere lidt af hvert, og som ikke mindst er indbegrebet af handlekraftighed, lægger i bogen vægt på, at ingen af os kommer igennem livet ubekymrede, sygdomsfrie og glade og tilfredse. 
Dermed lægger han vægt på det holistiske i mennesket, at vi ikke behøver at presse os ud i endeløse, succesrige historier, og at vi behøver at erstatte et sæt fiasko-normer med et ditto sæt succes-normer.
Dermed giver han først og fremmest alle, der har lyst til at nå resultater med sig selv, accept på, at det er ok at være den, du er, og at du så, når du for alvor har gjort det, kan begynde at arbejde med dig selv.
Og ikke mindst med din attutude, og at det er den, der er afgørende for at kunne håndtere de udfordringer, tilværelsen byder dig.
Og at det er den attitude, der kan være med til at redde dit liv, i læserens tilværelse i overført betydning for at nå andre vegne hen end det, livet hidtil har budt dig, for Rathschacks vedkomende var det mere bogstaveligt.
Han øser af sin erfaring, og han gør det på en vedkommende og engageret måde, hvor bogen er værd at læse flere gange igennem for at få de fulde udbytte af den.
Udover en masse øvelser om, hvordan du kan forbedre og forandre din attitude får vi særdeles personlige og hårrejsende beretninger fra Thomas´ eget liv, da han eksempelvis i Afghanistan var ved at miste det, da en spejdergruppe fra Taliban havde lokaliseret ham og hans team, der var udstyret med lette våben og et par håndgranater.
Det er spændende læsning, og det, der gør det rigtigt spændende, og giver læseren mod til at komme ud af sit eventuelle fedtspilleri, det er den holdning og den snarrådighed og attitude, der hjalp ham ud af problemerne, da det virkelig gjaldt, og som var med til at give ham livet tilbage helt derude i Afghanistan.
Erfaringer deler han med os andre ved at sige.

Du er nødt til at se dine svagheder i øjnene og håndtere dem.
Se dig selv som teammedlem og ikke som enkeltkæmper.
Første, andet og tredie delmål.
Drop sofaen.
Fejl og nederlag er en dyrebar genvej til erfaring.
Det er umuligt ikke at spejle os i hinandens adfærd.

På mange måder kommer forfatteren ind på, at vi er en del af et fællesskab, og at de bedste chancer, vi har for at overleve i en barsk verden (læs også krig) er at sidestille kampen i krigszonerne med udfordringerne i dagligdagen, som vi kommer allerbedst igennem ved at forsøge at blive en brik i og tænke som en del af et fællesskab.

En bog skrevet lige ud af landevejen, let forståelig og ingen dikkedarer, der er et af forfatterens valgsprog, når han er på opgave med et team.

 

 

Dansk litteratur der rykker og vil noget.
Morten Pape forsætter og afslutter i ovenud fin stil sin trilogi om livet på og udspringet og udsynet fra Amager. Om det store i det små, om hverdagsdramaerne der kan holdes ud i strakt arm og blive universelle, om de liv der leves i et trøstesløst kvarter, hvor hjerterne banker af både vrede og kærlighed, fællesskab og ensomhed, tyranni og charme, og hvor vi som læsere får et ganske priviligeret indblik i en pæn række store og små skæbner. Glimtvis eller helt ud i front.

Skæbnerne er denne gang fundet og bygget op via nogle namedroppings, som vi alle kender til eller har hørt om. Amagerbanken og Rwanda. Navne der for evigt vil være printet i hukommelsen, ikke for noget godt, men som fald fra tinderne, fra et centralt samlingspunkt til mindre end det absolutte nulpunkt. For psykisk udmarvende tragedier, til krig, vold, afstumpet brutalitet. Pengemæssigt og menneskeligt. Navnene har bare en klang af noget negativt. Vidt forskellige spotpunkter i verden, men tragedierne står i kø ud af begge steder.

Det vigtige i romanen, der er vidunderligt skrevet i et stramt, yderst tilgængeligt og ganske Pape´sk sprog, det er de meget forskellige skæbner der er at finde i et lille fællesskab..

Farmor Dorthea Clemmesen på plejehjemmet, et plejehjem der lugter af sur mave, æg og damplet blomkål, og hvor Dorthea dør i en smal elevationsseng som 77-årig efter et liv hvor hun efter sin korte skolegang blev placeret på den hylde, hvor hun hørte til, uden evnen til at nå andre steder hen end den hylde, hvor hun på plejehjemmet mistede både synet og forstanden og dermed aldrig nåede at sanse eller tænke over, hvad livet egentlig går ud på, andet end at være en forvokset sædcelle der fra dag ét gik i forfald.

Som Morten Pape dog kan skrive. Og beskrive. Beskrive det dagligdags og den jordnære og dystre og vemodige stemning med ordsammensætninger vi nærmest ikke anede fandtes. Hvor får han det fra?

Eller som farmand der er hjemmets entertainer, som laver sjov derhjemme hvor han boltrer sig på udadvendt facon nogle dage, andre dage bare er kedelig, mut og træls, og som ikke har styrke nok til at føre mere udadvendte side ud over dørtrinnet, men må nøjes med familiens applaus.

Til noget farmand siger om, hvorvidt en total ordinær replik i en Batman-film ikke er god, hvor man i familien og i hvert fald hovedpersonen Amalie svarer jo, mens hun selv synes, at en anden replik giver meget mere stof til eftertanke om moral og etik. Får far ikke ret, så bliver han dog sur og sarkastisk og bruger primitive våben. Den kender vi jo så ganske fra egne familier eller andres. Igen er sådanne episoder med faderen mesterligt beskrevet.

Man kan indvende, at mange af siderne er fyldt godt op med banaliteter og uddybet på en måde, der ville virke direkte kedelig. Her skal man dog gå ind til bogen med en viden om, at den går mange spadestik dybere. Og at hvert eneste ord i bogen fører hen til noget, der kan give os en aha-oplevelse og en stor pointe med selvransagelse til følge.

Vi får eksempelvis en masse at vide om Batman, der roder rundt i Gotham City og fælder forbrydere. Og vi får godt nok læst og påskrevet om parforhold og kærlighed i form af Amalies mors dialoger med Amalie -; elementær viden om forelskelse og ægteskab, og at det hele ikke varer ved, og så lever man med det, fordi man nu engang har valgt det, og alt det der, der kan virke ualmindeligt almindeligt. 

Men det hele er med til, at Amailie suger til sig og bliver bygget op og spytter det ud, hun ikke kan bruge. Og her skulle man tro, at Morten Pape har gået i langt mere end livets skole for at kunne vise os, hvordan handlinger og ord kan bygge et menneske op, så det udvikler sig til f.eks. i en klasse at sige fra overfor en usympatisk lærer Bartholdy der giver stile for med en bestemt dagsorden. Og sabler alt andet ned.

Her begynder man som læser uvilkårligt at spekulere på, hvad man selv fik med i gave hjemmefra, og hvordan vi så forvalter det.

Bogen er, udover at byde på en spændende og velkomponeret handling og grundigt opbyggede karakterer, fyldt med direkte og indirekte visdomsord som:

Intet begynder . . . . (Alt har en sammenhæng med noget andet)
Køleskabets tilfældige sammensætning af pålæg. (Lader vi tilfældighederne råde for meget i vores liv?)

 

Og vi kommer også til at kende Amalies date, Hector, der med sine velhavende forældre bor i en herskabslejlighed på Frederiksberg, og som Morten Pape ganske flot beskriver ved at lade Amalie bruge, som han fortæller, oceaner af tid på at gå gennem lejligheden og finde Hectors værelse.

Morten Pape kan noget med ord. Noget med symbolikker, karakteropbygning, vanvittigt morsomme og rammende dialoger og har en overordentlig fin, psykologisk indsigt. Derfor er bogen her et 608 sider stort mesterværk. Der vinker til os med alle de vognstænger, der er nødvendige for at få rodet op i vor egen genkendelighed af en tilværelse, vi gerne må ændre på; -, uanset vore samlede ressourcer.

Og vær så også opmærksom på at du skal igennem en bog, der indeholder brutale scener fra folkemordet, med lig, rædsler og med så megen menneskeforagt, at man tror, det er løgn. Men den foragt og krigsbrutalitet ser ud til at have været ganske nødvendig for at skrive en roman, der kan give os læsere ekstra tyngde udi lærdommen om de fornedrelser og barbarismer, vi mennesker ikke sjældent byder hinanden; også selv om det kan være skjult i alt fra pæne, uskyldige, charmerende og overfladiske vendinger -; til ussel mammon og alt derimellem.

 

Andes Haahr Rasmussen
Al den vrede
250 sider
Gyldendal

En kløgtig bog der på sin egen finurlige måde lægger op til, at vi bliver bedre til at se indad og finde nogle dybder, som vi ikke anede, vi havde. Formålet: At blive mere hele og finde sandheder om os selv fra det indre.
Da tennisstjernen Serena Wiliams i 2018 ved US Open blev midtpunkt i en skandale, hvor hun blev frataget både set og partier, var der mange, der ikke forstod dybden af de udfald mod dommeren, som Serena Wiliams præsterede og blev dømt for. Inklusive journalisten Anders Haahr Rasmussen, der er forfatter til bogen her.
Han kommenterede ud fra det, han vidste på det tidspunkt og blev et sted lige så forarget over de præstationer, som de forskellige involverede leverede. Ikke mindst publikum.

Han leverer også sted i bogen lydtæppet til det, han mener gik igennem publikums hoveder, da de mener, de blev snydt for en ordentlig kamp mellem de to Wiliams´er.

They are cold ads Ice, som den amerikanske presse dengang skrev.

Men ingen fra Wiliiams-familien er cold as ice, finder vi ud af efter endt læsning af en bog, der rører godt og grundigt op i forståelsen af, hvad folk kommer af, hvad de har oplevet, og hvordan disse oplevelser og indestængte følelser udmønter sig i tilsyneladende helt uforståelige handlinger.

Vi kommer en ordentlig tur i vridemaskinen gennem alle de ydmygelser, trængsler og genvordigheder, som den mørke race i USA har været udsat for, og at det er denne forskel på hvide og mørke, der eksploderede som en ketchupflaske i hovedet på dommeren hin dag på tennisbanen.

Vi får en fantastisk indsigt og kan ikke undgå at lade os rive med og følelsesmæssigt påvirke ved en godt, stramt komponeret bog, som går mange, mange årtier tilbage og beskriver de race-udfordringer, der har ligget som åg i generationer og de ulidelige forskelle, som enorme skarer af mørke mennesker har måttet plagedes med. Og den dokumenterer, at mørke ganske enkelt dør tidligere, fordi det er et pres bare at have den race, man har, uanset hvordan man bor, hvad man tjener, hvor høj man er, og hvilken status ellers man har i samfundet.

Uhyggelig læsning mange steder, men særdeles lærerigt og en vandring gennem menneskeheden, vi har godt af at tage med os.

Udover en ordentlig omgang undervisning det er at gå ind i sig selv og undersøge årsagen til og betydning af folks umiddelbare reaktioner, så er bogen også guf for tennisfans, idet vi befinder os meget på tennisbaner, hvor de ting, vi elsker sker for øjnene af os. Her er det bare tilsat drama ud over næsten enhver tænkelig rampe.

 

En vigtig bog med et godt budskab, som taler lige ud af posen og understreger, hvad man i hvert fald IKKE skal udholde i et forhold, og som understreger vigtigheden af at fylde sig selv op.

Se på hans adfærd og put vat i ørerne.
Ord uden handling er bare tomme ord.

Det er skræmmende at slippe et velkendt mønster.
Ofte overskrider man sine personlige grænser BIG TIME, inden man endelig siger STOP.
Din betagelse af HAM, er først og fremmest baseret på de følelser, han vækker i dig. Og dernæst på hvem han er som menneske.

Ovenstående er udkrystalliseret fra bogens meget omsorgsfulde tekst om groft sagt, hvordan man får benene på nakken, hvis det er, man er havnet i et forhold, hvor man mister sig selv.

Bogen kommer med en masse yderst dygtigt formulerede og velskrevne forklaringer på, hvad det er, der gør, at man falder for anerkendelse og symbiose helt ned i de små detaljer som at vente på et skud dopamin fra ham i form af en sms. Om hvordan intensitet bliver forvekslet med intimitet. Om forskellen på at fylde din kærlighedsbeholder op med sund kærlighed og det modsatte. Om hvordan du med en forkvaklet opvækst kan havde direkte i armene på en narcissist og psykopat. Om hvorfor man nogle gange knokler, og alt alt for meget, for at leve op til mandens krav, og hvorfor man som stærk kvinde alligevel kan ende som superneedy.

Der er langt fra at stille diagnosen på sig selv og så komme ud af det tvangsprægede, usunde parforhold. Men denne bog kan helt sikkert hjælpe dig med at sætte spot på, hvorfor du reagerer, som du gør, og hvordan du bærer dig ad med at være et sted, hvor du dybest set ikke trives.

Og så er du nået et rigtig godt stykke.

 

Læs en dejlig og spændende bog om, hvordan du er nået til, at frygten og angsten styrer dit liv fremfor glæde og egenkærlighed.

Masser af visdom og gode råd til skrantende parforhold er der også og endda også de forhold, der mener, de er ok i balance men lige kunne bruge at vide noget om nye måder at sætte grænser på.

 

 

 

 

Vi, der nu gennem diverse generationer, der har bygget med LEGO, vor egen, vore børn, vore børnebørns, vi har godt af at læse, hvad der har drevet LEGO-organisationen, dynastiet og lederne. Hvilke visioner de har haft, hvilke udfordringer de har haft, og de er lige så talrige og store som både den pengetank, LEGO-dynastiet besidder, men også lig de udfordringer, vi selv havde, da vi skulle få LEGO-byggeriet til at gå op hjemme i stuen.
Bogen her rummer stort set svar på det hele. Der er ikke meget, ser det ud til, der ikke er med, og skal man vurdere på, hvad der har bl.a. har gjort LEGO til verdens største i sin genre, læser man ud af bogen, at det i hvert fald er gennemsigtighed.
Folk ved simpelthen, hvad de har med at gøre. Køberne får, hvad de betaler for. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Åbenhed og ærlighed, det er i hvert fald, hvad der bliver lagt op til i bogen. Og kommer man til at lave fejl undervejs, så er man ikke bleg for at erkende dem.

Som det hedder i bogen, så er forklaringen på virksomhedens succes gennem mange år ifølge Niels B. Christiansen, direktøren, følelser. Følelser der gennem tiden er samlet og fortættet i den helt særlige LEGO-ånd, men også de følelser som forbrugerne verden over forbinder med LEGO-produktet og LEGO-brandet.
Han mener, at medarbejdere i mange andre virksomheder kan snakke om de gode værdier, man har. Men at man i LEGO mærker dem. Og at det i høj grad skyldes det Kirke Kristianske-Billundske aftryk.

Bogen beskriver LEGO fra ledelsestoppen og virksomhedens udvikling og strategier fra den spæde start og så frem til det epokegørende, hvor LEGO bliver en del af den digitale tidsalder, hvor brugerne næsten umærkeligt kan vandre fra een elektronisk enhed som en I-Pad og så direkte over til et stykke LEGO-legetøj med lignende muligheder.

Den beskriver indgående de muligheder, udfordringer og nedture, man har haft med fejlplacerede chefer og ditto strategier. Den beskriver personalepolitikken på en måde, så man ikke er et øjeblik i tvivl om, at skulle verdens dygtigste designer befinde sig på den anden side af jordkloden, så man han altså værsgo flytte til Billund, hvis samarbejdet skal blive til noget.

Det er en rigtig spændende bog, hvor vi følger udviklingen også fra dengang i begyndelsen af tresserne, da lufthavnen i Billund havde sin spæde start på anlægsbanen, så at sige, og endnu tidligere, da der i det tidlige forår 1932 bankes på Løvehuset i Billund, og det bankeri skulle få afgørende betydning for et stort antal mennesker verden over. Træ-Olesen indledte sit samarbejde med Ole Kirk.

Bogen er skrevet i en saglig og meget jordnær stil og er fyldt med billeder af historien fra tresserne og så til idag, fra Kirks Kuglebane i trediverne og til dagens LEGO House, der er ikonisk.

Og alle vi legebørn; vi kan glæde os over at gense nogle af de remedier, der har optaget og udviklet vore sind gennem tiderne. Og nyde de avisannoncer og de reklamer, der har animeret os til at blogge far og mor for penge til det nyeste indenfor byggeklodsernes paradis.

 

Der skal ikke meget til for at glæde Matador-fans og Malene-tilhængere. Ikke nødvendigvis en mammut-stor og tung biografi. En mindre kvantitetsmæssig udgivelse som denne kan også gøre det. Det er en af de privilegier, man har ved at være rigtig kendt. Man behøver ikke igen igen at fortælle en masse forhistorie. Man kan nøjes med søde, anekdoter, vidunderlige beretninger og humoristiske fortællinger fra et langt liv på scenen og i TV.
Den her bog er en af gaverne, vil vi sige, som tilhængerne af den store skuespillerinde kan glæde sig til. Og roligt ønske sig at få lagt under juletræet.

Læs om hvordan Malene lige var ved at være udsat for et flystyrt.
Læs hvordan TV-skærmene i forne tider gik i sort, da Hans Kurt gik i stå midt i en sætning på direkte TV.
Læs at det er en fysioterapeut der har lagt titel til bogen her, da hun skulle lære Malene crossfit i fys-centret.
Læs at Malene bliver så glad i låget af at synge.
Læs at hun stadig kan huske hendes gamle telefonnummer på Frederiksberg.
Se mange smukke tegninger af smukke blomster og også Hans Bendix´ streg i Politiken.
Læs at hun som Maude ER et pernittengryn.
Læs hvordan hun for blot otte år siden fik nye venner, der holder tæt sammen med daglige SMS´er og telefonopkald.
Læs at hun mener, hun strikker som en brækket arm og ikke kan læse en opskrift.

Og meget, meget mere. Der er en skatkiste at hente på de 140 sider, særligt for folk der er kommet op i alderen og trænger til inspiration til, hvad man som kreativ kan lave, når det begynder at lakke mod enden, og alligevel være aktiv og fit.

Malene Scwartz har givet os så mange glæder og oplevelser gennem livet. Nu giver hun os én til i denne bog. Om den er lige så stor i sin genre som Matador var i sin, ja, det vil vi egentlig mene. For den er så overkommelig og så dejlig og så lys, let, humoristisk og inspirerende, at man ikke kan blive andet end glad i låget over den.

Og det er som bekendt guld værd.

 

Det fine ved forfatterens nye bog er den livsappetit, man får ved at læse den, og den længsel efter noget mere udsyn.
Mere rejseri, indvortes og udvortes.
Dermed læner forfatteren sig, uden sammenligning iøvrigt, op ad kirkegaardsk filosofi om, at der ikke er noget større problem, end at man kan gå fra det.
I romanen her tager forfatteren væk fra hjemlandet. Væk fra det trygge og velkendte. Ikke fordi smerten nødvendigvis er for stor, men for at hale andre muligheder, så at sige, indenbords.

Det hele beegynder, da Anders, der engang var kæreste med Cecilie, er på fisketur med et par venner. Det er her, tankerne om dengang for alvor begynder at tage fat. Imens han på stranden sidder og betragter sin søn. Det nye liv, der er på vej, forstås.

Undervejs i romanen kommer Anders til at tænke på Cecilie og dengang, hun kyssede ham, så det varmede helt ned i tæerne, dengang hun skrev et brev til ham og erklærede, at hun vist elskede ham for meget, da de trak té sammen i hendes hvidkalkede rækkehus, dengang han var ude af sig selv af savn efter hende, og da det var gengældt. Og meget, meget mere og genkendeligt for de fleste forelskede.

Nu er Cecilie så ikke i Anders´ liv mere, men i stedet for at falde i et kæmpehul, så finder han frem til hullet i sig selv og tager på en rejse, der bringer ham til både Rusland og Kina, sågar Wuhan, Singapore, Malaysia og Indonesien. Undervejs bliver han belært om de fem kærlighedssprog. Og antager en anden tilgang til dette enorme emne, der i bund og grund er meget simpelt.

Det kunne jo allesammen sikkert have gavn af at blive belært om. Hvordan bogen ender, skal ikke røbes her. Men den er afsindigt spændende, den er rigtig godt skrevet og fyldt med små, indre dramaer, der er sat ind i en ofte metaforisk og symbolsk kontekst. Det, man får med fra bogen, er, at man skal ikke give op. Kærlighed kan læres. Det kræver ofte et stort arbejde med sig selv. Men så er den der også. Det kan godt være, det ikke altid går, som man vil have det til, fordi viljen står i vejen. Men så får man noget andet. Det kunne vise sig at være langt bedre.

Vi kan virkeligt godt lide Lars Bjerregaard Jessens nye bog. Der både er varm og lærerig.

Du kan læse om hans forrige her.