Søndag, 13. april 2025 14:14 |
Mikael Lindholm & Lisbeth Zornig Ildstorm 476 sider Falco
Name og location droppingen er i overflod. Holger Danske under besættelsen, Hjemmeværnet, kaptajn Haddocks slot, Edgard Allan Poe, Pippi-hygge, Auschwitz, Lalandia, NOST, PET, BT, Køge, Nordhavnsvej, Tel Aviv, Paris osv. osv. Sådanne geografier og navne og institutioner er med til at fremme troværdigheden i krimier, der snart går 13 af på dusinet. Læserne bliver derfor ved med at afkræve nytænkning, hvilket ses på og mellem linjerne i bøgerne. Også i denne, hvor sproget er pænt fremadskridende, og hvor man aldrig som læser bliver efterladt på perronen med et storst spørgsmålstegn. Som i de øvrige bøger er forfatterparret i stand til at binde rigtigt gode sløjfer i de enkelte kapitler, så handlingen fremstår solid og god. |
Søndag, 13. april 2025 13:37 |
Garmark, Remar & ThorstenssonDøden på Krimimessen 98 sider Falco Garmark, Remar & ThorstenssonDøden på Bogmessen 106 sider Falco Spændende spændende. Som anmelder, der har deltaget i nok så mange bogmesser her og der og i særdeleshed på Bella Centret, så giver bøgerne her naturligvis en ekstra dimension. Det gør den helt sikkert også for publikum og fagfolk, der har deltaget, og hvem har snart ikke det. Hvad angår Døden på Bogmessen, ja så er Dirk og Jørgen og deres respektive hustruer taget på Bogmesse på Amager for at få et duft af kultur og litteratur. Så sker der hverken værre eller bedre, at en kendt krimianmelder styrter i døden fra toppen af Bella Sky. Det lyder frygtindgydende for alle os, der har stået og luret mod toppen af det berømt hotel, og det er det også. For man kunne jo overfladisk og i første omgang tilskrive det en forfatter, der er blevet sur over en anmeldelse. Men eftersom de to gæster er kriminalkommissærer finder de hurtigt ud af, at det er for let, og at der er noget helt andet og meget større kræfter på spil. Samlet handler det om de menneskelige kræfter, der nu en gang hærger og her frisættes i forfatter, forlags- og anmelderverdenen. Så har vi ikke sagt for meget. Glimrende bog der endda udmærker sig ved, at selv om den er tynd, formår forfatteren ganske udmærket af få spændingen sparket igang fra første side. Sådan lidt samme skabelon er der over Døden på Krimimessen. Helt sikkert vil den kunne fange mange af de mennesker, der har deres gang på den årlige messe i Horsens. Magt, ambitioner, hemmeligheder, skjulte dagsordener bagved det trykte ord, som opsluger litteraturelskere. |
Senest opdateret: Søndag, 13. april 2025 14:04 |
Søndag, 13. april 2025 13:13 |
Britt Nørbak Livstid 271 sider Alhambra Der er guf og ballade, som man nu kan sige, i et ulmende fangeoprøret hen mod oprøret selv, så intenst beskrevet i Nørbaks 3. bind af krimi-serien om Julie Røpke. Ret så spektakulært. Ret så spektakulær er bogen iøvrigt i sin helhed. Der er et eller andet vildt fascinerende ved fængselsmiljøer, og når så vi ved, at fofatteren har været on locations for at bedrive research og smage mosten, om man så må sige, så bliver det hele bare lidt bedre. Julie er tilbage i fængslet Omega Max efter udstået isolationsfængsling. Fængslet er nu inficeret med skimmelsvamp, og de indsatte skal dele celler. Det er ikke populært. Det medfører et fangeoprør anført af narkohandleren Marco, der iøvrigt søger hævn efter sin kærestes død og nu kun har Julie Røpke i sigtekornet. Julie Røpke får hænderne fulde af at skulle kæmpe sin ensomme kamp med at holde sig i live..... En rigtig lækker og anderledes krimi. Forlaget har den sædvanlige note på en series bagside om, at man godt kan læse den her enkeltstående. Meeeeennn, det er nu rart nok at have læst de to øvrige for at få lidt mere baggrundsviden.
|
Senest opdateret: Søndag, 13. april 2025 13:37 |
Torsdag, 10. april 2025 15:27 |
Niels Valdersdorf Jensen Omvæltningernes tid 304 sider Gads Forlag En enormt spændende og rigt illustreret bog om de spændinger, der opstod i Svendborg, da Mærsk Møller-familien i 1884 ankom til Svendborg med deres dampskibs-teknologi. Det var ikke det, byens lokale havde brug for, mente de, og var mere end yderst forbeholden over de moderne tider, der stod og bankede på. Modstanden mod fremtiden var udstrakt, det ved bogens forfatter om nogen, idet han er historiker på Svendborg Museum. Han har bundet en smuk sløjfe omkring historien ved at blande fiktion og realiteter, autofiktion, så vi nærmest bliver tilhørere, der sidder og glædes over at få overbragt en historie i sin vorden, og som skulle vise sig at få betydning for hele verden. At al begyndelse kan være svær, det ved vi, men at forholdene omkring dampskibenes vilkår i Svendborg skulle blive SÅ udfordrende, det har vi på en eller anden måde godt af at vide eller få genopfrisket. For Mærsk, må vi sige, det er nu en succeshistorie praktisk taget uden sidestykke. At der så var lagt godt og grundigt i kakkelovnen fra de lokales side i den spæde start, det må heller ikke gå upåagtet hen. Det fortæller en masse om folks kamp mod mange odds, om hvordan traditioner bliver udfordret, og hvordan fremmede og nye idéer for store, stærke sømænd, der var vant til træskibe, nærmest bliver betragtet som helligebrøde. Vi kommer også tæt på familien Møller og børnene og børneopdragelse, og på den måde bliver bogen mere afbalanceret end som så. Dejlig læsning og en illustrativ nydelse. |
Senest opdateret: Lørdag, 12. april 2025 13:11 |
Torsdag, 10. april 2025 00:00 |
Rikke Arnholtz Selvsving 130 sider Brændpunkt Dykker man ned i en bestemt dialog i kapitel 19 mellem forfatteren og psykologen, får man en god idé om, hvad livet OGSÅ er for en størrelse. Og ikke mindst relationer. Hvordan misforståelser, mangel på detaljeret information, løsrevne spørgsmål kan få folk til at tro hvad som helst og bare haste sig videre fra noget, der kunne være væsentligt. En parodi på en psykologsamtale, men ih hvor er det lækker læsning, psykologen skal bare videre, klienten skal op med kronerne. Nu er budskabet fortællemæssigt pakket ind i en psykologsamtale, men der er plads til både grinern og udsøgt eftertænksomhed over, at de gode, dybe samtale alt for ofte forsvinder i travlhed, egoisme og overfladiskhed. Det er jo lige til at gå i selvsving over...... Forfatteren har fundet en stil, en metode til at inddrage læseren som en del af det litterære univers og skabe nøjagtigt det kaos inde i os selv, der skal få os til at tænke. Hvor er vi overfladiske, hvor går vi glip af noget væsentligt? Bogen kan læses på mange planer. Hvad er op og ned, hvad er rigtigt og forkert. Hvad er reelt, hvad er fiktion, eller noget, vi bare tror. Hvad har betydning for noget, hvis det er forkert stavet. Hvis bogstaverne bare er byttet rundt, får det så en helt anden betydning, bliver et bord lige pludselig til en stol. Vi bliver også vidne til, at kulturredaktionen på Politiken udkommer med et bogtillæg en onsdag, selv om det skulle i om lørdagen. I tillægget er der interview af en vis Henrik Zartolk, hvilket Henrik dog forsøger at benægte, men han lader alligevel som om, idet det måske kan fremme hans karriere, og så kommer der en mail fra en, der kan afsløre ham. Hvad gør man så? Den lille bog her er godt skrevet, der bliver prikket godt og grundigt til vores egen etik og moral. Det er en sjov bog med mange kapitler, der hver især indeholder handling nok til en lille selvransagelse. |
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:45 |
Torsdag, 27. marts 2025 14:50 |
Jakob Melander Røde 352 sider Grønningen1 Et passende antal kendte location droppings gør krimien meget realistisk. Kronborg, Strandvejen, Nørrebrogade, Kaffesalonen, Hedebygade, Sydhavnen, Vestegnens Politi, Politiskolen, Blegdamsvej, Ingolfs Allé, Amagerbrogade, Lynge og mange andre steder. Hertil naturligvis alle de digitale udtryk anno 2025, iCloud, USB-stik, sort skærm osv. osv. Alt sådan noget er med til at give alting et touch of a good read. Vladimir Kirk har i sin tid fået tilnavnet Røde, dels fordi hans forældre var kommunister, men også fordi han har et gevaldigt temperament. Han er eksbetjent, og da hans tidligere chef og ven fra Politiskolen omkommer i en bilbrand, lover Røde vennens enke at gennemgå sagen. For alvorligt talt - er der tale om en reel ulykke?? Naturligvis ikke, for så var der næppe en krimi. Røde skal nu op imod en masse magtfulde personer, både politiledelsen, en eks-minister, de tidligere kolleger, klimaaktivister og sågar også sin kæreste Hannah. Kan man opklare et mysterium i alt det virvar? Røde går på med krum hals, og skulle der være et budskab i bogen, kunne det være, at man skal blive ved trods alle odds. Bogen er det første bind i en krimiserie. Og den lover godt. Bogen er godt skrevet i et lækkert og flydende sprog.
|
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:47 |
Den unge Jacob Steensens tidsrejse |
|
|
|
Torsdag, 27. marts 2025 14:32 |
Sten Jacobsen Den unge Jacob Steensens tidsrejse i København i 1893 268 sider Attika En skæg bog der har sine svirp til borgerlighed, lovgivning og bonerthed. Man har en fornemmelse af, at ingen eller intet går fri. Hvad med en henvisning til Samtykkeloven, hvor det i bogen hedder, at det KAN betragtes som kriminelt, hvis manden ligger ovenpå kvinden. Og en stikpille, mon ikke, til overvågningssamfundet, hvor naboen stikker en, fordi hun netop har fået færten af, at manden gør ting, han ikke må. Bogens overordnedede handling er Jakobs parforhold med kæresten Sara, der står ved en korsvej. Jakobs altopslugende interesse er historie, og lige pludselig er han på en tidsrejse og ender i København i 1893. Her møder han andre udgaver af folk, han kender fra nutiden. Man skal tage tilløb for at komme ind i bogen. Men så når man er der, så har man den, og på en måde kan man ikke slippe den igen og ville ønske, det varer ved og ved og ved. For hvem kan ikke ønske sig at komme ind i en tidslomme, hvor nutiden opløses, og man befinder sig et andet og ganske spændende sted. Man får et anderledes syn på det gamle København, når man har læst bogen her. De gamle spir på Vor Frelsers Kirke, Halmtorvet, Vesterbros Passage, det brændte Christiansborg i 1984. Mette Frederiksen går heller ikke fri, og det er pænt morsomt at læse satiren/karikaturen over, at hun har indsat en masse kvinder på de ledende poster, idet hun mener, at kvinder er fredelige og venlige over for deres medmennesker. Og udover det kan alle problemer løses med politiske handlinger eller psykoterapi. |
Senest opdateret: Lørdag, 12. april 2025 12:44 |
Torsdag, 27. marts 2025 14:01 |
Cecilie Nielsen & Emma PaaskeDanske dronninger 400 sider Grønningen1 Her er tale om en genudgivelse af en ældgammel klassiker og samtidig en hyldest til de, der gik forud. Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaard bragte for mere end 100 år siden de danske dronningerne frem i lyset og ind i historien. De to historikere og forlaget har valgt at genudgive/opdatere bogen. Og med en flot opsætning og fine illustrationer af hver dronning er det lykkes detaljeret og seriøst at komme omkring hver enkelt dronnings baggrund, skæbne og endeligt. Fra Sofphie Amalie til Marie Sophie Frederikke, fra Louise fra Wales til vor tids Dronning Ingrid og Dronning Margrethe. Et smukt og dejligt værk med en nutidig, sproglig stil, og den glæde og engagement i fortælleevnen, som de to historikere fra medierne er så kendte for. Et pletskud til alle historieinteresserede og en absolut appetitvækker til de, der forsigtigt nærmer sig berøringen med de, der engang styrede Danmark - og var med til det. |
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 13:57 |
Torsdag, 27. marts 2025 13:59 |
Dea Franck Den højt begavede elev 240 sider Akademisk Forlag Selv om en elev er højt begavet, er det langtfra altid vedkommende er tilfreds. Vi har alle hørt historien om de højt begavede, der nærmest visner, fordi vedkommende er placeret i en klasse eller et sted, der ikke giver ham/hende den nødvendige stimuli. Bogen her, aldeles fremragende, lægger yderligere nogle lag på emnet, så man virkelig forstår, hvilke dilemmaer, høje intelligenser kan kæmpe med. - Vedkommende er asynkront udviklet i intellekt, følelser og krop. - Perfektionisme er hyppigt forekommende hos højtbegavede elever, hvilket påvirker såvel deres arbejdsindsats som resultaterne af denne. - De er meget selvkritiske og har meget strenge standarder for, hvad der er godt nok og ganske almindeligt. - De har stor frygt for at begå fejltagelser. - Højt begavede har følelsesmæssig overspænding.
Herudover får du en formidabel indsigt i, hvordan man screener og identificerer de højt begavede elever. Hvordan man som lærer kan tilrettelægge undervisningen, så den er motiverende og samtidig udfordrer og inkluderer de højt begavede samt resten af klassen. Det sker gennem konkrete eksempler og praksisnære strategier der alt i alt munder ud i en differentieret undervisning.
Bogen bygger på forsking, undervisning og samtaler. Resultatet er flot og kan læses af såvel fagfolk som forældre, der ønsker en forståelse for, hvad et højt begavet og intelligent barn kan rende ind i på sin vej - netop på grund af begavelsen. |
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:50 |
Torsdag, 27. marts 2025 13:55 |
Andreas Steno & Jesper Ravnborg money 248 sider Peoples
Det er lidt spøjst med bogens såkaldte Fun Facts, som man kunne forvente var lidt mere ud over det sædvanlige. Vi får så at vide, at bankrøverier er faldet drastisk efter bankerne stort set har udfaset kontanter. Jo tak, det har vi læst en del om i dagspresseen. Idag fungerer penge mest af alt som tal på skærme. Ja, mon ikke. Bevares der er også ok morsomme fun facts f.eks. om Japan. Og de gode råd: Tænk langsigtet. Som udgangspunkt skal du altid have en investeringshorisont på 5-10 år, når du køber en aktie. Vær opmærksom på gebyrer og omkostninger forbundet med dine investeringer. Vær fleksibel. Vær varsom overfor platforme, der tilbyder urealistisk høje renter. Vær kritisk. Hmm. Alt det vidste vi jo godt. Et godt tip skriver bogen, er at holde øje med, hvad der bliver skrevet om aktier på Reddit. Det er langt bedre, hedder det, end en aktieanalytiker. Der er mange andre, ok fine tips i bogen, der er absolut for nybegyndere på investerings- og aktiemarkedet. Det er fint nok at læse i den og få bekræftet nogle af de ting, man ved alt om, hvis man er bare på markedet i ny og næ. Den kommer da også rundt om forfatternes egne, personlige betragtninger og historier, og det er ok underholdende læsning. Og har man sine penge til at stå på en bankkonto, der ikke giver noget særligt i rente, så er det da en mulighed at læse denne bog for at oparbejde en kritisk tilgang til et marked, der for mange kan virke uoverskueligt at komme igang med. Bogen tager dig med andre ord i hånden og giver dig vink og spark undervejs. |
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:52 |
|
Torsdag, 27. marts 2025 13:54 |
Cecilie Marie Hastrup Mor i det dybe hul 64 sider Grønningen 1 Det er aldrig børnene, der skal redde de voksne. Selv ikke utrolige børn, der elsker deres forældre utroligt højt, kan klare den opgave. Den slags skal man lade de voksne om. Et budskab der er til at føle på, og som er moralen i en bog, der er en fortælling om en mor, der er blevet vældig ked af det, er røget ned i et sort hul, og som drengen Mingus med mange midler forsøger at få hende trukket op af. Bl.a. forsøger han at få en flyttemand til at hjælpe sig, og han får også fat i en lang stige. En dejlig bog med gode budskaber, som egner sig til højtlæsning med baggrund i et af de tunge emner: Hvad nu når forældre uforståeligt og nærmest fra den ene dag til den anden bliver svage og deprimerede. Hvordan skal børn så forholde sig? Bogen åbner op for samtaler i børnehøjde om mentale udfordringer. Om at også voksne kan have brug for hjælp, men at ikke alle problemer skal løses af børn alene.
|
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:55 |
Om at (for)holde sig til virkeligheden |
|
|
|
Onsdag, 26. marts 2025 13:46 |
Thorkild Kjærgaard Om at (for)holde sig til virkeligheden 225 sider Hovedland Omtale: En bog om nutidens udfordringer i en bredere, historisk sammenhæng. Den inderholder en række af forfatterens artikler om demografi, landbrug, energi og ikke mindst aktuelle Grønland og Rigsfællesskabet. Af mange årsager er artiklerne og forfatteren gennem årene blevet opfattet som kontroversielle. Vi har på Bogsyn hverken den ene eller anden holdning til de politiske aspekter i bogen. Vi betragter den som et indspark og kommentarer til nogle af de ting, der sker rundt om på kloden. Bogen giver bag om linjerne også opskriften på, hvordan man kan forholde sig mere kritisk til mange af begivenhederne end som så. |
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:54 |
Onsdag, 26. marts 2025 12:57 |
Andreas Marklund, Jacob Vrist Nielsen, Sanne Aagaard Jensen Post og tele 320 sider Gads forlag En uhyre velskrevet, detaljeret og rigt illustreret bog om det statslige kommunikationsmiddel gennem 400 år. Selv om vi har det gode, danske postbud på forsiden, sker der jo ikke noget ved at tage diverse afstikkere til udlandet. Og berette om, hvor den britiske morder John Tawell ved hjælp af telegrafen blev anholdt i London for at forgive sin elskerinde med cyanid. Han fik dødsdom, og aviserne skrev bagefter, at han var blevet "hængt i telegraftråden". Et lille stænk af sort og for nogen morbid humor har også sin plads i bogen, der ikke bare er historien om post- og telegrafvæsenet, men som nærmest med sin kreativitet og alsidighed er et stykke samfundshistorie, der med sine afstikkere mange relevante steder leverer masser af historier om land og rige. I London var der altså telegraflinjen, som i de danske hertugdommer mellem Kiel og Altona, mens der gik et par år, inden Danmark som sådan "hoppede med på den bølge", idet den optiske telegrafi var fint veludviklet herhjemme. Og se så en skøn illustration af, hvordan telegrafkablet i 1852 bliver lagt ned i Storebælt. I det hele taget brillerer forfatterne med en så stor viden om den vigtige samfundsfunktion, at man bliver hele forpustet og næsten får tårer i øjnene over at se, hvordan etaten bid for bid bliver afviklet, helt op til 2024, hvor befordringspligten ophæves, og hvor PostNord mister sin statsstøtte.
Læs om Telegrafcensuren under krigen, læs om sammenlægningen af de mange, små telefonselskaber, læs om partstelefoner, der ansporede nysgerrige til aflytninger, læs om frøken klokken, læs om Peter Faber (julesangene) og hans store rolle i telegraflinjernes udbredelse, læs om enhedsportoen i 1800-tallet, om overgangen fra rødt postbud til blåt i Postnord, om dilligencer der bragte post ud to gange ugentligt, se en illustration af kuglepostvognen, få et kig på det postale rutenet, som det tog sig ud i 1711 og tag et kig på "Forordning om Post-Budde", der var grundstenen til det kongelige, danske postvæsen og placeringen af Danmarks første postkontor på Børsen. Og sådan kunne vi blive ved. Her er tale om et enestående stykke danmarkshistorie. Vi bliver efter gennemlæsning af bogen for alvor både nostalgiske og ærefrygtige over, hvad der i forne tider var med til at binde landet sammen. |
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:57 |
Grisetæmmeren og det umulige bankkup |
|
|
|
Onsdag, 26. marts 2025 11:12 |
Hans Rasmussen Grisetæmmeren og det umulige bankkup 396 sider Peoples
Det ligner meget en røverroman. Og faktatcheckeren Christina, der har været dybt inde over, lader da også læseren forstå, at bogen er en fortælling om en mand, en tidligere ansat, der hævder at have begået kuppet mod Den Danske Bank i firserne. Et millionkup der var lige så let at udføre, som det var snedigt. Hans Rasmussen havde adgang til kort og pinkoder i dankortets vorden, dengang for mange år siden. Og det var på den, udspekulerede facon, han uberettiget gjorde sig selv til millionær ved at lænse diverse konto for penge. Penge som dog aldrig belastede nogen. For de fandtes ikke, selv om der var adgang til dem..... Og hvordan så det?? Det kræver interesse for finurligheder i bankverdenen at følge med her, men Hans Rasmussen forklarer det så godt, at man i hvert fald tror på den store indsigt, han måtte have haft. Han han oprettede en bankkonto i sin afdøde fætters navn, som han kendte personnummeret på, og hvor han illegalt fik fat i et pas, så han kunne oprette denne konto og tilmelde sig folkeregister osv. osv.
Politiet kom på sporet af ham og afhører ham, hvilket er så minutiøst beskrevet, at det nærmest bliver til farce. Meget af indholdet i bogen, bl.a. humor og beskrivelser, bevæger sig i grænselandet mellem farce og sarkasme. Enten har forfatteren af bogen en glimrende fantasi til en rigtig røverhistorie. Eller også brugte han fantasien til at udtænke millionkuppet dengang på hans tidligere arbejdsplads. Uanset hvad er bogen ok detaljeret og underholdende. Omend vi ikke kan undgå det berømte glimt i øjet og vor moders gamle lærersætning til livet, spis nu lige et gran salt til. |
Senest opdateret: Onsdag, 9. april 2025 12:56 |
|
|