Der er altså virkelig noget fedt over gamle myter, savn, vandrehistorier og vidnesbyrd - specielt når de bliver lanceret og genforttalt i en spændingsroman.
Den nye roman af Jens Jørgen Hansen indeholder de ingredienser, der driver "de gamle røverhistorier" fremad.
I Detektormanden er Rene veteransoldat og ivrig detektorarkæolog. Han går og passer sig selv og sin nystartede haveservice, da han bliver kontaktet af en italiensk arkæolog.
Denne vil have ham til at samarbejde om at undersøge en næsten 2.000 gammel vandrehistorie om en galej, der i år 136 forliste med en broget flok af slaver, sømænd og romerske legionærer på en ugæstfri ø i Atlanterhavet.
Gruppens skæbne forbliver indtil nu ukendt, og det samme gælder for mænd, der godt 1800 år senere under den jugoslaviske borgerkrig angribes og havarerer nær øen.

 

 

Så de to kaster sig ud i ekspeditionen, uvidende om, at en brutal bande er på vej ned gennem Syditalien for at forhindre dem i deres foretagende. - Mere spændende kan det næsten ikke blive.
 Bogen er velskrevet og krydsklipper på en spændende måde mellem dengang for mange, mange århundreder siden og så år 2018, hvor nutidens ekspedition foregår.

 

Et spændende indblik i det store land og naturligvis også et indblik i, hvad der har fået en af de førende korrespondenter til at forlade et land, han boede i i en længere årrække.
Overvågning, chikane, mystiske besøg om natten, afhøringer, grimme drømme, ting han til sidst bare ikke kunne holde ud.
Vi får et indblik af et land - f.eks. gennem betjentes overvågning af en døende mand på et hospital -, der ligger meget langt fra vores styre- og overvågningssystem. Og her kan man lære en masse om, hvor priviligeret, man er i et land som Danmark, der bryster sig af at være et demokrati.
Læs hvordan Philip Kokhar blev tvunget til at sætte sit fingeraftryk på en skriftlig undskyldning for sin opførsel. Læs hvordan han bliver truet med at blive deporteret på grund af 37,3 i feber. Og læs så også nogle fine beskrivelser af det, der har skabt det Kina, som eksisterer idag, og som på een gang kan virke både fascinerende og afskrækkende.
Historierne fra det kæmpeland opvejer i nogen grad den fortørnelse, lettere vrede og slet skjule bitterhed, som man fornemmer hos Khokhar, der muligvis har haft al mulig grund til på diverse tidspunkter at føle sig unfair behandlet.
Man fristes dog her til at sige, at han nok må have vidst, hvad han gik ind til som journalist i solens rige.
Noget meget vigtigt fra bogen er dog den tanke om, hvad der sker den dag, Kina har endnu større indflydelse i verden gennem deres overvågning og systemer. Vil demokratierne kloden over være truet.
Se, alene det gør bogen værd at læse.

 

Bogen lever fint op til sin titel - nemlig et værk over det, som Lise Nørgaard gennem mange, mange år fik sat i søen. Fra Dronning Anne-Maries bryllupsreception, via et skarpt billede af hendes skrivemaskine, over hendes forsvar for Mødrehjælpen, over manuskriptet til Matador med Varnæs´sølvbryllupssang og så igen tilbage til tiden på Roskilde Dagblad.
Tilbage, ja, for bogen er heldigvis ikke specielt kronologisk men bliver ud- og afviklet med hjælp fra mesteren selv, Lise Nørgaard, ud fra hendes hukommelse og, hvad hun mente skulle med i bogen.
Det giver bogen en underfundig fortællestil, og med vore egne billeder af hendes virke gennem flere menneskealdre bliver vi taget med et fast greb i hånden en lang, lang tur ned ad Memory Lane.
Hvilke minder, sikken en dejlig bog, sikke dejlige bileder.
En flot udgivelse.

 

Er man til Guldagers skrivestil, vil man fornøjes med en tæt beskrivelse af en familie, hvor udfordringerne rundt om tårner op og nærmest får hovedpersonen til at segne.
Birgithe er folkeskolelærer, mor, søster, moderen er lige død, og kan ægtemanden være nogen reel støtte? Er der nogen, der kan. og vigtigst af alt. VIL hun lade sig støtte?
Hun kommer i hvert fald gevaldigt i klemme mellem alle de krav, hun føler, hun skal honorere.
Vi kan som læsere hurtigt få den opfattelse, at forfatteren har villet finde en Birgithe frem, der bevidst eller ubevidst vælger at spille offer for alle de pres og udfordringer, der vælter ned over hende, som alternativ til at sige fra nu og her og i hvert fald i rette tid.

 

Det er jo ganske genkendeligt.

Nogle gange forstår vi ikke konsekvenserne af vores handlinger, før det er for sent.

På mange måder giver det uro og ondt i maven at læse bogen, for den er en afspejling af de forventninger, der ligger og lurer rundt om i samfundet for os alle.

Nogle af os er bedre til at modstå dem end andre, der har udfordringer med grænsesætningerne.

Derfor er det en god bog, som nærværende og levende beskriver en lang række af de episoder, man i dagligdagen bliver konfronteret med og er nødt til at tage et bevidst valg omkring for ikke at havne som - Birgithe med th.

 

 

Kriminalbetjent George Cross gør alt efter bogen. Skriver og vender og afleverer sine rapporter til tiden og bliver betragtelt som værende lidt nørdet og underlig. Han var et oplagt mobbeoffer, da han sluttede sig til politistyrken, og han havde decideret sit væsen imod sig. Han syntes at mangle empati og er ofte bare stoneface på jobbet. Men han er en skrap kriminalbetjent,  hvor de fleste af hans "sager" ender med opklaring og straffe til de implicerede.

Han får tildelt en kvindelig partner, der ser ud til at være den eneste, som kan tolerere ham. Hun ville dog helst være fri.
Så her er lagt op til en god historie, da Cross omgivet af hende par bliver sat til at opklare døden på en hjemløs mand.
Den hjemløse viser sig at være en tidligere højt respekteret tandlæge.
Cross finder ud af, at tandlægens tidligere kone også er myrdet, og nu Cross ind i jagten på konens morder, idet han analyserer sig frem til, at denne morder også må være tandlægens morder.
Plottet og idéen er ligesom afprøvet i utallige forklædninger før. Det, der gør bogen spændende er, hvordan en nørdet politimand, meget kedelig og regelret når frem til de konklusioner, han gør, netop fordi han tænker anderledes.
Et godt bud på en hygge-krimi.

Janny og Lien er søstre og vokser op under Anden Verdenskrig. De er jøder og er dybt involveret i den farefulde modstand mod nazi-styret. Bliver de opdaget, risikerer de det værste. Men med en enorm stamina, tro på det bedste i mennesker, tillid og kærlighed til hinanden og omverdenen formår de at hjælpe en masse mennesker og yde dem beskyttelse på et hemmeligt tilflugssted i skoven - Fuglereden.
Flere menneskealdre senere flytter Roxane von Iperen ind i Fuglereden og begynder arbejdet med at bringe den glemte historie frem i lyset.
Og den historie er naturligvis ikke for sarte sjæle, hverken fysisk eller psykisk, idet vi komer i kontakt med megen menneskelig ondskab, forræderi.
Bogen er sandfærdig og er knaldhamrende godt skrevet. Man mærker på alle siderne, hvor optaget forfatteren har været af at genopdage historierne fra dengang og bringe den ud til læseren.
Hvordan ømhed, empati og hengivenhed midt i krigens gru altid vil sejre i den sidste ende.

 

Der er skrevet rigtigt mange bøger om Anden Verdenskrig, modstandskampe osv. osv. Det, der gør bogen her anderledes, er de bizarre  ting, der sker undervejs, som forfatteren får serveret overbevisende ved at have tillagt sig en gangske let, bizar skrivestil.
Man græder, man ler, og man fryder sig bogen igennem. Sproget er direkte, autentisk og behageligt. Og bliver krydret med mange fine, geografiske detaljer, så man nærmest kommer på rundtur på skuepladserne.

 

Skæg, underholdende, mismodig, traumatisk, konfliktfyldt, sorgløst, vi kunne blive ved med at sætte superlativer på bogens ti noveller. Lige så forskellige er de og lige så mange følelser og adfærd har de mænd, der optræder i bogen og bliver eksponeret som maskulinitet i identitetskrise i forsøget på at forlade det velkendte, det sted de nu var for at stræbe efter noget mere, ja måske endog at forblive i det, de var, anerkendende, eller gå andre veje i forsøget på at opnå personlig udvikling.

 

 og lige så god er han dog desværre også til at opfinde banale udsagn:

Du har lige så meget brusk i knæet som rejer i en rejeost.

Stilen ligger dog fast og kan ses som et billede på, at nogle gange er mænd særdeles veltalende, andre gange falder ordene bare uheldigt ud af munden. På den måde er sproget en fornøjelse at læse, idet vi et langt stykke hen ad vejen genkender os selv midt i al vor kaos, tåbelighed og velovervejethed.

 

Persontegningen har endvidere en god fast stil, der bliver bedre og bedre og strammere og meget nærværende, jo længere man kommer frem i novellesamlingen. 

 

Novellesamlingen har tydeligvis ekkoer tilbage til fortiden, da det nærmest var et medfødt privilegie som mand at besidde retten til kvindeundertrykkelse.  Og udstiller håndfast den forvirring der hersker inde i mange mænd om, hvordan man i det hele taget må have lov til at gebærde sig i et samfund, hvor dagsordenerne bredt er bygget op omkring ligeberettigelse.

 

På forskellige måder kunne novellesamlingen også være dækkende over årtiet for en menneskealder siden, hvor kvinder gjorde oprør mod normerne i samfundet og mænds egenrådighed.

Nu skriver vi så 2023, og hvert årti har sit sprog og sine forfattere, der formidler de oplevelser, som aktuelt trænger til at blive beskrevet.

Bogen beskriver fint de pres, som mange mænd ligger under for, arbejdsmæssigt, familiært og i jagten på at lykkes.



 

 

 

 

 

 

 

Vi tror ikke, vi skal misunde Prins Harry de mange, mange millioner dollars, der er fulgt i kølvandet på salget af bogen her. Det kommer med en pris.
Derimod kræver det et ganske uovertruffent mod, og også en nødvendighed, at et så såret menneske kommer ud med det, han haft af traumer gennem livet.
På den måde kan Harry gå hen og blive foregangsmand. For hvem har lyst og mod, ovenikøbet til en hel verden, at komme ud med de ydmygelser og nederlag og den indestængte vrede, man helt åbenbart opbygger, når man som barn bliver kaldt reserven, og at der hverken fra knus fra far eller farmor eller familien udover mor  - , som så siden endda gik hen og døde.
Og hvem tør lægge sig ud med sådan en overmagts-konstellation, som det engelske kongehus må være for en af husets egne sønner.
Harry tør.

Hvor traumerne egentlig begyndte, og hvad der var årsagen, vil mange nok mene, var da hans mor døde.
Naturligvis er dette et kæmpeknæk for en ung knøs. Hvad bogen da også på forskellig måde indikerer.
Helt sikkert er det dog, at en psykolog vil kunne påpege punkter i barndommen længe før den tragiske ulykke med Prinsesse Diana i 1997.
Ting der har knækket ham, ting der har gjort ham stærk, ting der har gjort det nødvendigt for ham med oprør over en bred kam.

 

Tydeligvis er Prins Harrys smerte enorm, den er så enorm som bogen her, der er på små 600 sider. Lang synes og føles bogen nu ikke. Det er naturligvis spændende nok at følge med blandt kongehusets gøren og laden og elitens fortællinger, og hvordan man forsøger at undgå presse og paparazziaer. 

Det interessante er dog, at der hele vejen gennem bogen er en underliggende fortælling om, hvordan Harry er blevet undertrykt i den herskende og kongelige klasses ånd. Og hvor farligt det er for en ung knøs, der tydeligvis har andre evner og lyster og evner, at vokse op med den bagage.

Bogen har fået en del kritik for at være meget selvpromoverende, og at Harry nu har gjort livet langt mere besværligt, end det var nødvendigt. Vi mener, at nogle gange er noget nødvendigt uanset prisen. Det her er en vigtig bog og kan tydeligvis vise den nuværende og kommende ungdom, at der er nogle ting, man bare ikke skal lade sig nøjes med, og at man i tide godt må have lov at gøre op med en linje, der synes fastlagt for en, og finde modet til at bryde ud af det hele.

Bravo Harry.

En lækker bog der udover et godt emne og et godt plot indeholder alt godt fra havet af dysfunktionelle familier, mistænkelige dødsfald, en forsvundet søster på et wellness-retræte, mentale guruer og charlataner med dybe hemmeligheder. 
Fran er optaget af at finde ud af, hvad der for to år siden skete med søstern Jenna, der var på et retreat på øen Gozo.
Her har sundhedsguru-parret Tom og Kate netop genåbnet stedet efter, at Tom er blev løsladt fra fængslet!!!
Her begynder alarmklokkerne jo at ringe.
Psykisk forsøger Tom at komme ovenpå efter fængselsopholdet, alle opfører sig forbavsende reelt, og som læser spørger man hele tiden sig selv, om Tom og Kate har rent mel i posen, eller om de bare er ofre for justismord og almindelig "bysladder"

Den er ikke sådan lige at regne ud, og det er det, der gør bogen spændende.
Skræl for skræl afsløres en række hemmeligheder og løgne om bogens forskellige figurer, der ikke tøver med at bruge alle kneb i deres magtspil.
Store plus for unikke og velbeskrevne karakterer.

 

Det er ikke altid sådan - og for nogle lidt skræmmende og for andre direkte angstprovokerende at komme på kant med masserne.
Én ting er hvis man er forberedt på det, og man gør det tilsigtet, noget andet er hvis det kommer bag på en.
Hvor man ikke er rustet til, hvad der venter.
Det handler den her roman om -, at man bliver et slags offer og udstødt fra masserne, der bliver direkte bange for nye måder at tænke på og for mange foranderligheder.

 

Wiliam er gymnasielærer i fysik med 25-års jubilæret lige om hjørnet. Han lever et stille liv med sin kone, indtil han en aften downloader en video fra Hubble-teleskopet, der tilsyneladende viser, at jorden er flad.

Han viser videoen for sin klasse, og det er startskuddet til et inferno, der viser, hvor travlt folk har med at passe på sig selv og vende ryggen til nytæning, hvis det er for provokerende.

Bogen krydsklipper mellem Kopernikus i 1500-tallet og så til dagens København, hvor Wiliam kommer i noget af et dilemma - og så alligevel ikke -, da han bliver ikke bare bedt om ikke at vise videoen mere, men også at skrive under på en afsværgelse af sin tro.

Et spændende emne, og bogen er hammergodt skrevet.