En lækker og varm goodread, der indeholder en masse af de ingredienser, vi elsker, når vi skal slappe af og drømme os bare en smule væk fra hverdagens trængsler. I det mindste er det godt at se, der også er konflikter i det litterære..... Så kommer vi væk fra vores egne....
Therese gør en masse for som anlægsgartner og med sin barndomsveninde at opfylde haveejeres drømme om pryd og grønt. Hun holder af sit job. Og så er det lige, hun får et opkald fra revisoren. Naturligvis er veninden bedragerisk, og hun har hevet en masse penge ud til sig selv.
Therese kommer naturligt nok i krise, må sætte lejligheden til salg og bede sine forældre om et lån. Det henlægger hun til familiens hus, Lykken, i Alsace. Men på grund af forviklinger og en større tragedie glider Lykken Therese og hendes søster af hænde. Nu er gode råd dyre, som man siger. Men godt nok er Lykken forsvundet, men en anden lykke venter. Og naturligvis i Alsace. Sagde nogen ugebladsromaner, så er det ikke forkert fanget. Blandt mange andre skriverier har Louise Roholte leveret fiktion til danske ugeblade. Hendes kreativitet og erfaring har forplantet sig fint i bogen her, der har et fint up-tempo, dialoger som man kan forvente i denne type bøger.
Og - dramatik som vi kender dem i mange familier.

 

Vi kommer både rundt omkring snublestenene historisk og geografisk. Vi kommer til både Oslo, Berlin og Milano, og historisk kommer vi tæt på otte af de skøbner, der er sat snublesten for i Danmark. Bl.a. modstandsmanden Tage Fox Maule fra Gentofte. 
Vi kommer omkring de mange rørende historier om folk, der satte deres liv på spil for friheden, og vi kommer tæt på familier, der mistede deres kære undervejs - på vej mod friheden. En tragedie af de store. Vi får historien om, hvordan det var at være jøde i det gamle Rusland, vi får autentisk ordlyd fra Krigsministeriet, der må meddele familien om, at en af deres kære er død, og vi kan læse de gribende beretninger om de, der druknede i forsøget på at nå Sverige og friheden.
Samtidig indeholder bogen introduktion til kunstneren Gunter Demning og er i det hele taget et flot dokument, der gør sit til at fortælle om og ihævdholde fortidens ugerninger.
Masser af billeder af snublestenene og autentiske billeder af familier. 

l

 

Et sted i bogen citerer Anders Samuelsen sin far for ordet åndløs, som i hans betydning og vores tolkning betyder at have deltaget i en så kedelig samtale, at der hverken var udfordring, ny viden eller noget at tænke over. Kort sagt den gav ikke mening og manglede enhver form for ånd, udsyn og vid.
Man må efter endt læsning af bogen her sige, at det må Anders Samuelsen have taget godt og grundigt til sig. At bruge livet på noget, der giver mening, det skal man ganske enkelt. Og alene at være forfatter til Humlebien giver oplagt mening, idet den indeholder så mange perspektiver, så megen historie, så megen kultur, at det ikke bare er en bog om Anders Samuelsens rejse, det er en bog om Danmarks rejse fra stort set ingenting, til alle de muligheder, der ligger lige for fødderne af os.
Bare den måde han optimistisk beskriver SU-systemet på, samfundet tror på de unge og investerer en masse skatteyderbetalte penge i dem. Mange vil jo nok mene SU-systemet både i form og størrelse er til diskussion, men det er en anden sag. I modsætning til i forrige århundreder, hvor man skulle være stædig og gjort af et særligt stof for at nå mere end middelmådigheden, så er der langt større muligheder idag, hvilket forfatteren beskriver på en meget elegant og ikke-fordømmende måde.
Man bliver klog af at læse bogen. Det gør hans Samuelsens børn forhåbentlig også. Den er nemlig skrevet til dem, og så er vi tilbage til, hvad der giver mening i livet. Hvad kan give mere mening end at række ens egne unge den ballast i livet at fortælle om et Danmark, man elsker og skal værne om, og at alt bestemt ikke var en selvfølge for blot nogle få generationer tilbage.
Og at Danmark i hans optik har arbejdet sig frem mod velstand og storhed, selv om de forudsætninger bestemt ikke lå i vores lille lands odds.
Det er befriende, at en bog, der er skrevet af en tidligere toppolitiker ikke forsøger at belære os og skulle have os til at analysere velfærdssamfundet, og hvorfor skulle han også det. Han er en glimrende fortæller, født så at sige med gummisko og træsko på, har arv og genetik med derfra og fortæller af karsken bælg, hvorfor Danmark er et land, man må holde af, med alle dets facetter indenfor teknologi, forskning, fjumreår, skolesystemet og vanvittigt mange andre ting.
Skattesystemet finder han dog vildt urimeligt, hvilket vi kan læse hans tirader over på side 176, hvor han efterlyser nogle mere modige politikere. Naturligvis, kunne vi fristes til at sige, det ville næsten være naturstridigt ikke at mene det, når man er helt ude af politik. Der fik han så lige den.....
Men altså - en glimrende perspektiveret bog om det at være dansker - og holde af det, vi har opnået.