En vedkommende og underholdende bog der i letlæselig romanform iscenesætter mange af de udfordringer og dagligdags problemer vi går og slås med. Og som for nogens vedkommende synes en eksistentiel og vedvarende kamp. Og som for andre bliver udløst af pyt-knappen.

Tre kvinder bliver inviteret på et skrivekursus, og det bliver forløsende for alle; selv kursuslederen.

Selv om man er gift med en topnærig mand med de begrænsninger i livet, det kan medføre. Selv om man lider af angst. Og selv om en tredie føler tomrum og afsavn i livet, så lykkes det kvinderne at skrive sig igennem de dagligdags udfordringer.

Bogen er en god inspiration til, hvordan man ved at forholde sig til sine problemer og gøre op med dem kan komme videre i livet, leende, grinende og fyldt med varme og kærlighed.

Naturligvis er bogen en romantiseren over, hvordan livet kan håndteres gennem skriverier. Men den er knageme godt skrevet og virker meget realistisk og positiv -, og lader til at være ovre i den mere heldige genre af selvhjælpslitteratur i romanform.

Den bliver aldrig patetisk eller barre for meget. Handlingen får kvinderne til at tage deres liv i egne hænder og fortæller, hvordan de med små bitte skridt kommer ud af deres psykiske fastlåsning, og hvordan de kommer videre.

Bogen krydsklipper handlings- og tankemæssigt mellem de tre kvinder, Cecilia, Lisbeth og Ivy og så en række lektioner i, hvordan man får det hele ned på papiret.

Skriv om og om og om igen.

Du bliver, hvad du skriver.

Ændr din fortælling, så ændrer du dig selv.

Sådan noget. Og det er altså indhold i skrivekurset, der fint kan bruges universelt og også af folk, der vil noget med personlig udvikling men ikke har mod eller evner for at skrive.

En glimrende bog.

Arne Dahl
Tøbrud
407 sider
Modtryk

Deer har fået sig et skrivebordsarbejde efter, at hun fik amputeret sit underben af de forbrydere, hun havde voldsomt i kikkerten. Tryk avler åbenbart grusomt modtryk. Og eftersom Deer er meget lidt funktionsdygtig i krævende, fysisk politiarbejde, så må hun tage til takke med, hvad der tilbydes.
Så er det, at hendes politiinstinkt opdager en mulig sammenhæng mellem nogle voldsomme dødsfald. Hendes overordnede er naturligvis helt uenige. Men alligevel går Deer videre med sagen sammen med Molly Blom og Sam Berger, der har forladt politiet til fordel for eget sikkerhedsfirma.

Bogen er den sidste i serien, og der er taget godt hånd om karakterne. Og handling og plot er i top.

 

Hvorfor bliver der fundet døde kroppe på en strand, hvem er det, der på baggrund af en fæl fortid forsøger sig med drab og ugerninger mange år senere, præcis med en måneds mellemrum, og hvorfor går en anden seriemorder løs samtidig og myrder tidligere medlemmer af Hells Angels.

Er der en sammenhæng?

Arne Dahls skrivestil er både metaforisk, mystisk og  drømmende, det sidste dog i mindre udpræget grad her ved slutningen af Berger-Blom-æraen. 

Bogen smider denne gang om sig med virkemidler og viden inden for terapi, bioteknologi, plastickirurgi og jagten på det evige liv. Sådanne virkemidler er brugbare i et vist omfang i kriminalromaner, og Arne Dahl går lige til stregen for evnen til at få læseren med indenfor sofistikeret naturvidenskab.

Og så får vi linet op, hvilke muligheder, der er for at kende en morder.

"Hvis der er tale om en og samme morder, og det er jo vores grundhypotese, så er han en veluddannet og intelligent vovehals, som vil beundres. Men samtidig med at han virker utrolig velstruktureret, fremtræder han også som en ren galning. Tænk gummibåd. Tænk økser i panden. Tænk velkæmmet skæg".

 

Læseren kommer godt med i opklaringsarbejdet og bliver hvivlet godt ind i de overvejelser og analyser, der ligger til grund for at finde årsagerne til forbrydelserne OG gerningsmanden.

 

 

Sprudlende spænding. Uhyggelig og skræmmende. Menneskelig og hjerteskærende.
Alle de dyre gloser om thrillere må vi tage i brug efter at have læst bogen her i juleferien.
Det er lige før, man tænker, om det nu også bliver jul til næste år med de farer, der ligger og lurer.

Og hvordan ville man selv reagere, hvis ens bedste ven ender sammen med ens kæreste -, eller eks for den sags skyld.

Her forsøger den tidligere bankmand og nu wannabe-forfatter, Rob, at få en hyrdetime  med sin bedste vens dame, eller det eks, og han kommer hurtigt til at føle skyld, før der overhovedet er sket noget.

Hvem ville så ikke det.

Men det ender med, at to mennesker bryder ind i hendes hus, og så bortfører de hende, hvorefter jagten naturligt nok begynder på både kvinden, Jenny, og forbryderne.

Det kunne være en fordel, at man har læst forgængerne, så man kender persongalleriet, der kunne være tegnet skarpere, men vi tror, at forfatteren tænker, at det har man jo så nok, læste de tidligere bøger altså.

Har man ikke det, så er der jagt, vold og gysertilstande alligevel, og er man til den genre, er det et godt bud, og også et godt bud på, om man har lyst til at gå nærmere ind i Simon Kernicks univers. Hans skrivestil er i hvert fald et bekendtskab værd.

Og med masser af geografisk name-dropping i London som Highgate, Vauxhall, A10 og Westend.

Sådan noget er med til at gøre en bog levende og virkelighedsnær.

Charlotte Lytton Kejser
Scenen er din
162 sider
Mellemgaard

Man kan mene om Forsidefruerne, hvad man vil. Og har man fordomme om eksempelvis moderen og Amalie, så er man nok ikke alene.
Vi vil så sige, at Charlotte Lytton Kejsers nye bog indeholder nogle værdifulde, almene betragtninger om livet som sådan, at den er et nærmere bekendtskab værd. Og så kan man jo springe de mest Forsidefrue-agtige beskrivelser over, og dem er der egentlig heller ikke så mange af. Det er der derimod af livsvisdom:

Jeg vil også gerne være en smuk person, inderst som yderst
Frihed er ikke noget som helst værd, hvis det er på bekostning af børnenes ve og vel
Uha, der skal sluges nogle ordentlige kameler, når man er alene-forælder
Det virkede som om, jeg forrådte mine børn, ved at vælge en ny kæreste
Jeg gider ikke kageopskrifter eller samtaler om, hvornår græsset skal slås.
Respekt for hinandens forskelle et eller andet sted skal være til stede.
Forventningsafstem fra starten
Jeg har stadig en fest i mit eget selskab

 

Sådan nogle ting dukker op midt mellem en lang beskrivelse om forholdet til Amalie, deres liv sammen i forskellige situationer og Charlottes egen rejse gennem livet som single, i skilsmisser, i tv-arbejdet osv.. Og det er altså her, der bliver tid til eftertænksomhed, og som egentlig er almen klogskab, men rart nok at blive prikket til en gang imellem.

 

Foafatteren har med sin store ekspertise indenfor megakognitiv terapi skrevet en bog dedikeret direkte til forældre, der vil forsøge at mindske den smerte, deres unge kan opleve omkring tristhed uro, ubehag, negative tanker, vrede, frygt og alt muligt andet, som er invaliderende.

Bogen kan også sagtens bruges af behandlere som baggrundsviden og med direkte råd og øvelser fra en terapeut til en anden, der anviser veje ud af ensomheden, mobningen eller angsten.

Pia Callesen mener, at har vi ofte i misforstået hensyn har fokus rettet imod de problemer og negative følelser, de unge har, og at vi dermed risikerer at gøre alt andet end at hjælpe dem, snarere det modsatte.

Det kan med andre ord ske, at vi i vor iver efter at skærme de unge mod smerte og tristhed fastholder fokus på deres bekymringer og nagative tanker, og at det kan føre dem ind i en tung spiral af modløshed.

I stedet, mener hun, skal vi vise dem, at de negative tanker er en uundgåelig del af livet og i stedet fokusere på den ydre verden fremfor den indre, hvis ikke den fungerer.

Det lyder befriende og buddhistisk, at vi blot skal lade tankerne være, som de er, og at de gerne må være der og fylde ligesom alt muligt andet i livet -, glæde, lykke, stolthed og optimisme.

At lade tankerne komme og gå og være dynamiske er en ældgammel sandhed, og det er rart at få den genopfrisket i moderne udgave i en bog som denne.

Bogen anviser direkte metoder til, hvordan man lærer at begrænse snakken om negativitet ved eksempelvis at stille sin mobiltelefon til at skifte enten emne eller samtalepartner efter to minutter. De unge skal lære at skifte fokus på kommando, så de lærer, at det er DEM, der har styringen over deres følelser og ikke omvendt. To minutter til triggertanker, to minutter til fodbold, to minutter til triggertanker, to minutter til mad osv. osv.

Bogen er fyldt med øvelser og forklaringer, baggrund og inspiration til forældre og andre, der vil hjælpe deres unge og teenagere.

Rudeøvelser, afkoblet opmærksomhed, observer tankerne passivt, grubletid, belønningssystem, at have det godt og skidt på samme tid er ok, kunsten at bevare et godt selvværd hele livet, lyt til kroppen, normaliser følelsen af præstationsangst - og meget, meget mere.

Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog og er en fin hjælp til at forstå, hvordan man lader sig selv være uden at føle, man er forkert.

Og hvordan modgang bliver vendt, om ikke til fremgang, så i hvert fald mod mulighederne for at få et liv uden selvbebrejdelser og følelsen af at føle sig forkert.

Der er sådan lidt vaudeville, revy, cirkus, artisteri, skuespil, manegeri og alt godt fra den genre i romanen her. Den løfter op, man bliver i godt humør. Også fordi Søren Pilmark i sin debutroman har vovet at lancere en meget anderledes roman. Alene ved at den er på 150 kapitler, så kan man selv regne gennemsnittet af hvert kapitel ud.

Vi bliver bragt tilbage til en tidslomme for altså mere end hundrede år siden, hvor tryllekunstneren Laurits tilbringer dagen og vejen i manegen, mens den sælsomme og nervøse direktør er optaget af at holde styr på både ham og de øvrige artister.

Persongalleriet er bredt, meget bredt endda, og Pilmark fremstiller deres karaktertræk, så mange af dem er genkendelige for os selv. Hvem har ikke en drøm om at være smule musiker, tryllekunstner og optrædende og gøre bruge af den menneskelige adfærd, der kendetegner scenefolk.

Folkekomedie og tragedier følges ofte af. Tragedie er der nok af i bogen, idet Laurits bliver forældre- og familieløs som lille, da hans mor og søskende omkommer i en brand, hans far drukner på et skib mod Amerika efter at have afleveret ham hos en plejefar, en urmager der dør af hjerteproblemer.

 

 

 

Man burde kunne forvente af et så omfattende værk om den tidligere statsminister, at en SÅ vigtig begivenhed som hans afgang er refereret korrekt og ikke frit efter forfatterens hukommelse. Det er så ikke tilfældet.
Karl Skytte, der dengang i 1972, hvor Krag deklamerede sin afgang fra folketingets talerstol, var formand for folketinget, er citeret for at sige: Statsministeren har bedt om ordet for en meddelelse. 
Det er forkert.
Karl Skyttes ord lød i virkelighedens verden sådan her: Statsministeren har ønsket at give en meddelelse til tinget. Værsgo.
Værre bliver det, da Krag selv får ordet. 

I Bo Lidegaards version hedder det: `...og jeg vil benytte mig af en gunstig anledning til at gøre det.
Den korrekte og historiske version fra Krags mund lyder såldes: ....og jeg vil benytte en gunstig lejlighed til at gøre det.
Sådan en forvanskning af ord er efter vores mening ikke klædeligt. Naturligvis forbliver meningen den samme, men det er ikke at gøre Krag ære at lægge andre ord i hans mund, end han selv kommer med. Nå tobindsværket om den store statsmand nu endda bliver genudgivet i én samlet bog, burde disse unøjagtigheder nok have været fanget.
 

Datidens uenigheder mellem Jens Otto Krag og H.C. Hansen er velkendt og handlede mest af alt om personlig vinding fremfor varetagelse af ministerposter til glæde for befolkningens ve og vel. Uenigheder står fint frem i den opdaterede biografi om Jens Otto Krag. Og netop forholdet mellem de to fremstiller de iøjnefaldende kvaliteter, der gjorde Krag til en statsmand af sin tid.

Den personlige vinding fremgår tydeligvis, idet der ganske enkelt var enorme forskelle i de to´s personligheder. Krag var ekspert i økonomi og besad en progressiv og friygjort, hvis ikke flamboyant livsstil, mens H.C. Hansen var kendtegnet ved en noget mere stiv, konsekvent og gammeldags stil. De to var meget skeptiske overfor hinanden, drevet af hver deres baggrund, og selv et brændende, fælles ønske om at få Socialdemokratiet tilbage til regeringsmagten i 1953 kunne ikke sløre dette forhold.

Jens Otto Krag siger da også efter sin udnævnelse til økonomiminister, at han ikke helt vidste, hvad han egentlig skulle sige til det.....

At han så mange år senere, som vi kan læse i bogen, siger om H.C., at denne - og iøvrigt også Kampmann - havde støttet sig meget til Krag på grund af hans kreativitet og opfindsomhed. Med andre ord indså begge d´herrer, at man altså i dansk politik havde brug for en fornyer, en ideæ-smed, et menneske med en uovertrufen evne til at finde på nye, fantasifulde løsninger, mens andre så blokeringer.

Bo Lidegaard forstår virkelig også mellem linjerne at få frem, HVOR kreativ, Krag i virkeligheden var.

 

Han tillader sig dog at komme med egne betragtninger og særdeles subjektive holdninger, da han om tronskiftet i 1972 skriver:

Så trådte dronningen frem og talte. Det var ganske kort. Ordene blev væk i blæsten og blandt de forsamlede. De betød intet. Det lidt kejtede over hende var overfladisk, fordi det udsprang af øjeblikket og ikke af en indre usikkerhed - sådan som hendes statsministers. Folk så det og tog deres dronning til sig.

Det var noget af en svada og en meget personlig betragtning. Flere gange gennem en ellers meget detaljeret, velskrevet og indsigtsfuld bog lykkes det forfatteren at gøre Jens Otto Krag til en politiker, der både kan vise tegn på smålig forsuring, bøvl, nid og nag. At han på en vis måde havde været på vej ud af politik, i det øjeblik han trådte ind, at han kastede et første forsorent smil af sig på vej ned af folketingets talerstol, og at han drømte om ting der ikke havde noget med virkeligheden at gøre, og skrev sine ministerlister i hjemmet på Egernvej ledsaget af en god mængde alkohol.

Sådanne kommentarer kan virke meget morsomme, og hvor rigtige de end kan være i øjne, der VIL se disse træk, og kan være ganske underholdende, så klæder det ikke rigtigt en bog, som på mange måder er et statement over Krags liv, levned og virke.

Bogen giver et fint tilbageblik på Jens Otto Krags vægt og indflydelse på dansk politik. Den bruger dog visse steder for mange patetiske og romanagtige fraser. Han begynder at tale. Indtrængende og overbevisende. Eller Han klyngede sig til alt det, han var ved at tage afsked med. Ferierne i Skiveren gjorde godt, men da han .....Traveture, gæstebud og vejromslag skifter med jævnt hen foruroligende efterretninger fra hovedstaden, hvor det trækker sammen til et problematisk efterår. Momsen skal gennemføres. Men kan der fremtrylles et flertal? Kildeskatten skal indføres. Samme problem. Eller hvad med: Han dvæler især ved Hemmingways steder. Og ved hans foretrukne drinks. Suger til sig og skriver ned. Besøger, lader sig føre rundt til de store kollektiver og statslige produktionsanlæg. Han er charmeret.....

 

Men ok. Det er Lidegaards værk, og man har jo sin skrive- og kunstneriske frihed.  

 
Samlet set har vi at gøre med en bog, der er stærk i sin formidling af begivenheder omkring Jens Otto Krag i de mange, mange år, han var medlem af folketinget og næsten lige så mange år, han enten havde stor indflydelse på eller selv befandt sig i politikkens absolutte top.

Og vi er naturligt nok også med i efterspillet, da Krag havde forladt politik og forsøger sig med at fylde hullerne ud med at blive rejser, kronikskrivning og, velkendt, for megen alkohol.

Og vi kommer rigtig godt rundt omkring også på verdensscenen og i den

historie, der gik forud for den gamle Randers-drengs entré på den politiske scene, og hvad han kom af, og hvad der drev ham.

Hvad vi så skal med Lidegaards betragtninger om de nyere statsministre, det kan man jo spørge ham om ved lejlighed. Det giver ikke helt mening. Udover måske netop det at man alt efter politisk temperament får bekræftet, at Krag var en af sværvægterne, måske den største.

 

 

 

 

Et enkelt nedslag i bogen får os til at blive lidt forbeholdne overfor researchen. På side 93 skriver forfatteren, at det var June Carter, der ud af sine følelser for Johnny Cash skrev nummeret Ring of fire. Vi kan så orientere om, at det gjorde hun ikke alene. Medkomponisten var nemlig Merle Kilgore. Merle var et stort countrynavn i tresserne og var på et tidspunkt personlig manager for Hank Wiliams. Og kendte Johnny Cash særdeles godt.
Om det er for at romantisere kvinders betydning for musikken, at forfatteren ikke har krediteret den mandlige komponist, eller om hun slet ikke ved det, det kan man jo så spekulere over.
Ellers er indslaget en udmærket fortælling om Maybelle Carters betydning for countrymusikken, og hvorledes hun motiverede sine tre døtre, Helen, June og Anita, til at fortsætte i sporet.
Siden blev June jo gift med Johnny Cash, der også indspillede Ring of Fire, og resten er historie.

Bogen indeholder også mange sjove historier om f.eks. kvinderne på Gibson-fabrikken i Kalamazoo, om Courtney Love, Lizzo, Mamie Smith, Billie Eilish.
Man kunne forvente af en saglig bog som denne, at den er meget nøjagtig med sin research og detaljer iøvrigt. I en billedtekst under John Lennon og Yoko Ono hedder det bl.a., at de i protest mod Vietnamkrigen lavede Bed-Ins For Peace. Det gjorde de ikke. Det lavede TO Bed Ins. De har aldrig heddet Bed-Ins for Peace. I brødteksten som sådan kalder forfatteren da også begivenhederne ved rigtige navne.

Man kan hævde, at nu går anmelderen her i små sko. Vi mener dog, det er vigtigt, at begivenheder, store som små, nævnes ved de rigtige navne. Vi har ikke været hele bogen igennem for at efterprøve, om research holder. Noget kunne dog tyde på, at der hist og her er skønhedsfejl. Hvad det betyder for troværdigheden, skal vi ikke gætte på. Men helt fint er det ikke.

Men ok - totalt set en udmærket bog om musik, intellektuel kapacitet, feminisme og kvinders betydning for musikken. Og et forsøg på at beskrive en skæv kønsblance i musikkens verden, samtidig med, at vi kommer tæt på en lang række kunstnere, der har udfordret normer og forestillinger om køn.

 

Tim Knudsen
Statsministeren Bind 1-4
Ca 600-700 sider pr. bind
Samfundslitteratur

Det seneste skud i bøssen om Danmarks statsministre gennem tiden følger den foregående stil i viden, oplysning og formuleringsevne. Desværre også med nogle sproglige vendinger, som ikke klæder værket. Forfatteren tager sig eksempelvis den frihed som billedtekst at kalde Mogens Glistrup for den selvforelskede skatteadvokat Mogens Glistrup iscenesat som oprydder på Christiansborg. Det er svært at finde en mere destruktiv og ansvarsløs politiker.

Så er det sagt, og det skal man have lov at mene, men ikke i en bog, der helt sikkert også vil blive købt af folk, der i sin tid var interesseret i Fremskridtspartiet og dets visioner. Mange vil givetvis være enige med Tim Knudsen, men der er mange måder at skrive ting på, uden at det virker fornærmende for en større menneskeskare.

Ingen tvivl om, at der er tale om nogle storværker, der vil kunne give os mange, mange gode timer og få forstand på ind i dansk politik. Fra dengang, det ikke hed statsministre og så til idag, hvor Mette Frederiksen og hendes store ministerium på det nærmeste har varslet nye tider på den udsatte post.

I meget bredt omfang handler det nye bind om Anker Jørgensen, Krag, Schlüter og Nyrup, Hartling og Baunsgaard. Og om politikken og politikere og embedsfolk derimellem.

Om det er for at gøre den faktuelle - og ofte lidt kedelige - historieskrivning lidt mere spiselig for en større målgruppe, eller fordi Tim Knudsen blot ville have sin egen fest undervejs, skal vi lade være usagt. Efter vores mening er teksten i hvert fald godt krydret med små, ironiske bemærkninger om f.eks. Erhard Jakobsen, der måtte have en uimodståelig trang til at slå græs i november, en betuttet Anker Jørgensen, Ankers uerfarne og selvrådige rokering af ministre, den drengepjattede Erling Olsen osv. osv.

 
Det er klart. at sådanne subjektive holdninger og superlativer smitter af på læseren, og undervejs kan man da heller ikke lade være med at klukke lidt og tænke var det virkelig sådan med Anker.

Det er kendetegnende ved bogen, at i netop tilfældet Anker, der mangler en eller anden form for research. Ganske vist tilskrives han en kort tænkepause, da han bliver kaldt op til Krag og inderkredsen i Socialdemokratiet for at blive præsenteret for jobbet som statsminister. Men Tim Knudsen forbigår, at han rent faktisk i demokratiets ånd og i forsøget på at undgå eventuelle, fremtidige magtkampe spurgte, om der var enighed rundt om bordet. Og først herefter sagde ja.

Og vi får heller ikke med, at Per Hækkerup, der selv gerne ville have haft posten, forud for indkaldelsen af Anker, overfor Jens Otte Krag have bedyret: Hvorfor spurgte du ikke nogen, der har forstand på det? Hvortil Kragh prompte svarede det har jeg gjort, Per. Bang, sat til vægs.

 

Tim Knudsen har på den anden side været enormt og godt og grundigt ombord i et kildemateriale, der er længere end Rundetårn er høj. Imponerende. Og den viden om og indsigt i dansk politik, og dets højeste embede, der går igen i samtlige fire bind, bliver videregivet på en så sober måde, som vi kan forestille os er muligt, på trods af nogle få indvendinger, hvor forfatteren altså tager sig nogle friheder til at stemple politikerne.

Kan man leve med det, og det kan man, er her tale om et samlet værk af en særlig karakter, og som vil tilføre en viden om dansk politik og dets udvikling og forandring gennem mange, mange år. Der er rigeligt at gå igang med, mens vi venter på femte og sidste bind, som kommer i 2022.

 

Mestendels en bog for læsere der et optaget af større, epokegørende og bevidsthedsdannende perioder i kvindelivet gennem det seneste århundrede. Vi kommer til Møn, vi bliver rasende på datidens sundhedsplejersker, der klapper en på kinden og fortæller, at man skal være noget for sin mand. Vi lytter til H.U.G, er en tur omkring folk, der flytter til Ufborg, hvor Tvind ligger, vi får referencer til dengang, Genlyd startede i halvfjerdserrne, referencer til 1967, The Summer of Love, vi er omkring det komiske i, at mænd altid har skullet spørge om lov til at kysse, til at slikke og trænge ind, vi er omkring Rødstrømpebevægelsens aktion for ligeløn, deres besættelse af kvindehuset, hvor mændene stod udenfor og ville ind -, uden held.

Men hvad sker der med folk, der bryder med både kvindekamp og sit barns far? Hvad sker der med folk, der giver op overfor det, de troede på? Kan man tro på for meget, og bliver man opslugt af en nærmest religiøs besættelse af idéer for idéernes skyld. Og bliver vidne til, at godt nok sker der en udvikling, men har det været kampen og prisen værd??

 

Bogen krydsklipper, og det gør den godt, mellem halvtredserne, halvfjerdserne og 2019, år der på hvert deres tidspunkt med meget forskellige udtryk havde deres kvindekampe, nogle mere iøjnefaldende end andre, i halvtredserne var det vist ofte mest inde i kvinderne, kampen foregik, og man skulle tyve år længere frem, før alting eksploderede lige i hovedet på magthaverne.

 

Vi kommer tæt på Nanna, Elsebeth og Rigmor, datter, mor og mormor der i hver deres tidslomme har haft deres at slås med. Forelskelser, nogle lidt forbudte, pludselige graviditeter. Er det blevet nemmere at være kvinde i vores tidsalder?

Læs bogen og døm selv.  

For interesserede kan vi så berette, at en journalist med sin mikrofon kommer meget tæt på orgasme-lyde i en sexklub, hvilket på en eller anden måde symboliserer det frisind gennem et århundrede, som mange kvinder kan berette om har været så savnet og elsket.

Og her bruger forfatteren og journalisten Johanne Mygind tydeligvis sine metier fra andre dele af medieverdenen, hvor sex er blevet beskrevet som en afspejling af magtstrukturer og også som indikator for og middel til at bryde samfundets normer.

Læst dybt nok er Kærlighedens År da også et væsentligt indspark til et opgør med vanetænkning og urimeligheder i et samfund, der i sine bonerte vande måske nok kunne trænge til at ordentligt plask, før bølgene atter for en stund kunne falde til ro.